Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Hvad gør vi ved udfordringen i islam med at acceptere de frafaldne?

Det kan være vanskeligt at forlade islam, og en løsning på det er ifølge dagens kronikør til stadighed at kritisere islam. Foto: Scanpix
Det kan være vanskeligt at forlade islam, og en løsning på det er ifølge dagens kronikør til stadighed at kritisere islam. Foto: Scanpix

Religiøse mennesker har ofte svært ved at acceptere, når trosfæller ønsker at vende det religiøse fællesskab ryggen.

Reaktionerne er ofte forskellige grader af social kontrol. Den hårde udgave kender vi fra udstødelse af Jehovas Vidner, hvor familie og venner ikke må have kontakt til et døbt medlem, der ikke længere vil være med i kirken. I den bløde ende kender vi alle til folkekirke-kristne, der bruger løftet om fest og gaver som pression for at få teenagerne konfirmeret.

I islam er der dog en helt særlig udfordring, når det handler om at acceptere frafaldne, der ikke er religiøse, eller ikke længere opfatter sig selv som muslim. Ikke mindst, hvis de offentligt identificerer sig som eks-muslim eller ateist. Mange eks-muslimer kan fortælle triste og voldsomme historier om udstødelse af familie og lokalsamfund, og dødstrusler og vold – selv fra familiemedlemmer – alene fordi de har forladt islam.

Det er den primære pointe, jeg tog med mig hjem fra konferencen Freedom of Conscience and Expression include Freedoms to Reject and Criticise Religion i London 22.-24. juli. Konferencen var arrangeret af organisationen Council of Ex-Muslims of Britain (CEMB), der kæmper for retten til ytringsfrihed og til at kritisere religion.

CEMB hjælper og støtter mennesker, der er kommet ud af fundamentalistiske muslimske miljøer i Storbritannien og resten af verden. Med 70 talere fra 30 lande og diasporaer var konferencen formentlig den største og bredeste samling af åbenmundede eks-muslimer nogensinde. Alle taler og debatter blev i øvrigt optaget på video og kan findes online.

Farligt at forlade islam

At det for nogle eks-muslimer kan være dødsensfarligt at kritisere islam, blev slået fast allerede ved åbningstalen af bloggeren Bonya Ahmed.

I februar 2015 blev hun og hendes mand, forfatteren og religionskritikeren Avijit Roy, overfaldet af islamister og hakket ned med macheter på åben gade i Bangladesh. Bonya overlevede, mens hendes mand forblødte og døde. Han er én i en række af intellektuelle og islamkritikere, der er blevet slået ihjel af islamister i Bangladesh de senere år.

En anden med muslimsk baggrund, der dagligt lever med konsekvenserne af sin islamkritik, er den marokkanske journalist Zineb El Rhazoui. Hun skriver fast for det franske satiremagasin Charlie Hebdo, men var ikke til stede ved det fatale redaktionsmøde i januar 2015, hvor islamister dræbte otte af hendes kolleger. Siden angrebet har hun været en prominent fortaler for sekularisme og menneskerettigheder, men også meget kritisk over for islam. Hun lever i dag under konstant politibeskyttelse i Paris.

På konferencen var der også fremvisning af Deeyah Khans film »Exposure – Islam’s Non-Believers«, der er produceret i samarbejde med CEMB og indeholder flere eks-muslimers historie. En del af de medvirkende deltog på konferencen og fortalte, hvad der skete, da de sprang ud som ikke-troende.

En pige var blevet låst inde, slået og brændt på armene af sin familie. En anden betroede sig til sin mor, hvorefter moren forbød hende at fortælle det til resten af familien, da de ellers ville slå hende ihjel. En tredje fik som 15-årig af sin far at vide, at hun skulle gå ud i haven og begynde at grave sin egen grav.

Det er vigtigt at understrege, at ikke alle eks-muslimer oplever de problemer, jeg beskriver. En deltager på konferencen med muslimsk baggrund fortalte f.eks., at hun og to af hendes søskende ikke var troende, mens tre andre søskende var. Og de havde det alle fint med hinanden. Problemerne er dog reelle for den enkelte, der oplever dem, uanset hvor stor en andel af eks-muslimer, det går ud over.

Vi kender det også fra Danmark. I oktober 2016 afholdt Forlaget Pressto et arrangement på Christiansborg i anledning af den danske udgivelse af Waleed al-Husseins bog »Allahs fængsel«. Her fortalte tre danske ateister med muslimsk baggrund deres historie, men kun én turde stå frem med navn og ansigt. En anden deltog i arrangementet, men ønskede at være anonym, fordi han havde små børn. Den sidste var kun til stede i form af et brev, der blev læst op. Hun ville være kommet og stået frem som eks-muslim, men turde alligevel ikke.

Det er i orden at kritisere islam

I et demokratisk retssamfund som Danmark bør alle kunne kritisere al slags religion uden frygt for repressalier. Retten til at ytre sig er grundlæggende og bør kunne bruges af alle. Med kritik af gamle ideer opstår nye ideer, og det er med til at udvikle os som mennesker og får samfundet til at bevæge sig fremad.

Så hvad gør vi ved udfordringen i islam med at acceptere de frafaldne? Hvordan kan vi danskere med ikke-muslimsk baggrund hjælpe eks-muslimer med at overvinde tabuet?

Vi kan starte med at acceptere, at det er helt i orden at kritisere islam. Islam er en idé. Eller rettere en samling af ideer, hvori der er mange dårlige ideer. Ideen om at mennesker bør henrettes, hvis de forlader islam, er f.eks. en rigtig dårlig idé. Og en idé, som alle burde kunne enes om at kritisere.

Det er formentlig de færreste europæiske muslimer, der reelt støtter dødsstraf for at forlade islam. Heldigvis. Men det er ikke pointen. Pointen er, at der overhovedet er nogen, der mener, at frafaldne fortjener at dø. Deri ligger truslen for den enkelte eks-muslim. I flere lande med muslimsk majoritetsbefolkning er der jo fortsat dødsstraf for at forlade islam.

Ideerne om at kvinders vidneudsagn vægter mindre end mænds, og at kvinder skal arve halvdelen af, hvad mænd arver, er også rigtig dårlige. Men desværre ideer, der er inkorporeret i de shariadomstole, der er udbredt i Storbritannien. Der er flere dårlige ideer i islam, og de fortjener alle kritik. Og selv om det burde være overflødigt at sige, så har ideer ikke rettigheder, det har kun mennesker.

Vi må også acceptere, at alle har ret til at kritisere islam uafhængigt af kulturel baggrund eller politisk ståsted. Eks-muslimen har ret til at gøre op med sin kulturelle og religiøse baggrund og til at kritisere den udgave af islam, han har mærket på egen krop. Men den højreorienterede, der frygter for sit land og sit folks identitet, har også ret til at kritisere en religion, hun opfatter som fremmed. Jeg selv, der som sekulær ateist ikke mener, at nogen religioner har noget at bidrage med i et moderne, oplyst samfund, og at religion i øvrigt bør være en privatsag, har også ret til at komme med min kritik af islam.

Ingen af os er for øvrigt racister af den grund. Modsat etnicitet og seksualitet er et religiøst tilhørsforhold noget, man selv kan vælge til og fra. Fuldstændig ligesom et politisk ståsted. Og ingen af os er islamofober, fordi vi kritiserer islam. Ligesom man heller ikke er lutheranofob, fordi man kritiserer folkekirken eller liberalofob, hvis man kritiserer Venstres miljøpolitik.

Presset fra to fronter

Jeg ville ønske, at jeg i rækken af eksempler kunne medtage de venstreorienterede, der kæmper mod patriarkalsk undertrykkelse og som ser religion som opium for folket.

Desværre er der mange, der identificerer sig selv som venstrefløj eller progressive, som svigter religionskritikken i disse år – særligt når det gælder islam. Og de uheldige konsekvenser af religion søges ofte bortforklaret eller relativeret – igen særligt når det handler om islam. Mange eks-muslimer på konferencen i London fortalte, at de føler, at de kæmper på to fronter for deres ret til islamkritik. På den ene side står de religiøse kræfter, og på den anden står dele af venstrefløjen og kræver, at deres holdninger skal ignoreres eller censureres. Og eks-muslimer udråbes som kokosnødder eller Onkel Tom-typer. Se blot, hvordan Naser Khader er blevet behandlet her i Danmark.

Måske spiller misforståede hensyn til minoritetsgrupper ind. Individer i en gruppe har dog ikke alle samme synspunkter eller deler samme behov. Og hensynet til en gruppe kan føre til svigt af individerne i gruppen. I sidste ende er det jo det enkelte menneske, der har rettigheder og krav på beskyttelse, ikke grupper eller ideer. Og eks-muslimer har om nogen brug for støtte fra os alle.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.