Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Hvad gør vi, når du ikke længere er dig selv?

Kristian Ditlev Jensen
Kristian Ditlev Jensen

I Tom Kristensens store undergangsroman »Hærværk« er hovedpersonen Ole Jastrau alkoholiker. I løbet af romanen kører hans liv af sporet, og han bliver mere og mere selvdestruktiv. Det ender – måske – med, at han til sidst tager imod en håndsrækning. Den anden udgang på romanen, der har en åben slutning, er nemlig den, at Jastraus »hærværk« på sig selv lykkes. Han drikker sig ihjel, og ingen griber ind, fordi han afviser alt og alle.

Problemstillingen kender vi fra misbrugere, men vi kender den også fra de psykisk syge. Hvis man bliver psykotisk – fuldstændigt eller bare i visse øjeblikke – og dermed ikke længere kan skelne virkeligheden fra egne fantasier, får man meget svært ved at få hjælp. Årsagen er, at man ikke ønsker den. Ofte er den type patienter paranoide, og de er derfor skeptiske over for en indlæggelse. De tror, at omgivelserne bare er ude på at spærre dem inde, at de ligefrem er forfulgt, eller at der foregår en slags sammensværgelse. Imens kan de pårørende bare stå og se til – hjælpeløse.

Allerværst er det for pårørende til personer, der er selvmordstruede. Patienten udtrykker igen og igen, at livet gør ondt. Men hvis man som pårørende henvender sig på en psykiatrisk skadestue med den selvmordstruede, vil man typisk blive afvist. For det er slet, slet ikke nok til, at man kan gribe ind, at personen – som sådan – er ked af sit liv. Personen skal være i overhængende fare for at tage sit eget liv, her og nu.

Jeg’et bliver forvandlet

Det er efterhånden ved at være ti år siden, at Psykiatriloven blev revideret. Det skete i 2007. Dengang blev den strammet meget op – set i forhold til frihedsrettighederne. Patientforeningerne lagde hårdt pres på politikerne og med god grund. Psykiatrilovens afsnit om tvang handler nemlig også om tvangsmedicinering. Og om tvangsfiksering.

I et godt samfund har de borgerlige frihedsrettigheder det tilsvarende godt. Man har ret til sit eget liv og til sin frihed. Og man har ret til at leve sit eget liv, som man nu engang vil. Ja, man har, som Ole Jastrau i Tom Kristensens roman, lov til at ødelægge det bevidst selv. Derfor er det også godt, at vi har regler, der sikrer, at man ikke bare kan blive indlagt imod sin vilje. I dag er det faktisk blevet ikke bare svært, men nærmest umuligt.

Helt konkret skal man være psykotisk, hvis man skal tvangsindlægges. Man skal være til fare for sine omgivelser. Eller også skal man være til fare for sig selv. Hvis ikke de tre kriterier, eller i hvert fald ét af dem, er opfyldt, kan man frit forlade hospitalet. Vi kan ikke have, at man kan blive spærret inde imod sin vilje, fordi ens pårørende lige pludselig får den idé, at man er irriterende.

For frihed er altid godt. Eller … Det skulle man da tro. Sandheden er faktisk, at der ligger en alvorlig fejlslutning i den berøringsangste omsorg, vi yder hinanden i dag. Det bedste eksempel er mig selv.

Ligesom Tom Kristensens Ole Jastrau – og i øvrigt Tom Kristensen selv – har jeg været alvorligt ramt af alkoholisme. Når jeg skriver det i passiv form, »ramt«, i stedet for i aktiv form, som noget, jeg selv valgte at gøre, skyldes det, at det føltes sådan. Alle alkoholikere kender det. Det går da egentlig meget godt i et stykke tid. Det går fortsat meget godt. Men pludselig en dag, så går det slet ikke mere. Og så er det allerede alt for sent. Man sidder tilbage med en nærmest surrealistisk følelse. Man fatter ikke, hvad det var, der ramte én.

Det, der rammer én, er en forvandling af ens jeg. Fra at være herre i eget hus, bliver ens personlighed ændret lige så stille og helt umærkeligt. Man begynder at tænke anderledes. Man begynder at tale anderledes. Man begynder at handle anderledes. Meget ofte oplever for eksempel alkoholikere, at de som personer falder helt fra hinanden. Alkoholikeren bliver en anden person. Eller som vi også siger: »Hans-Jørgen er sgu ikke længere til at kende. Han er ikke rigtig sig selv mere.« Misbrugeren, den psykisk syge og den selvmordstruede har alle sammen dét tilfælles: De er ikke længere sig selv.

Man mister sig selv

I min egen familie har flere medlemmer været psykisk syge, så det har jeg også oplevet på nært hold. Selvmordsforsøg, hvor man bagefter står med den heldigvis overlevendes blod på sit eget tøj i venteværelset eller ud over bøgerne på bordet derhjemme. Indlæggelser på lukkede afdelinger, hvor man løber fra Herodes til Pilatus for at finde noget skarpt, så den medbragte gave kan åbnes – sakse og knive, ja, selv glasruder er nemlig bandlyst på grund af faren for selvmordsforsøg.

I min familie har de voldsomme psykiske sygdomme haft fatale konsekvenser for de involverede. Nogle er slet og ret afgået ved døden. Andre har skabt et forfærdeligt kaos, der til sidst har ødelagt muligheden for en normal tilværelse for dem selv, for deres børn og for den øvrige familie.

I alle tilfældene – hos misbrugeren, hos den psykisk syge, hos den selvmordstruede – er tilstanden filosofisk set den samme. Når man står midt i alkoholismen, mister man sig selv. Når man er psykotisk, mister man sin virkelighed og dermed sig selv. At være selvmordstruet er, nærmest per definition, at miste sig selv. Og i alle tre tilfælde er dømmekraften derfor også sat endegyldigt ud af spil.

De borgerlige rettigheder siger, at den enkelte har ret til at være fri og selvstændig. Men hvad så, når jeg ikke længere er mig? Jeg synes, at vi begår et svigt, når vi ikke griber ind og hjælper, og jeg kan ikke forstå, at man ikke kan finde en mellemvej.

Når man har været i alkoholbehandling, ved man af erfaring, at ingen inderst inde ønsker at være misbruger. Men når man er inde i det, kan man ikke finde vejen ud. Jeg har tit tænkt på, om det måske ville have gjort en forskel, hvis der var blevet interveneret benhårdt i mit eget tilfælde.

Ind i en bil, ud på landet, ind på en lukket institution i tre uger. Og så spørgsmålet: Vil du fortsætte din selvdestruktive adfærd – eller vil du have, at vi sammen finder en løsning? Jeg ville have svaret ja tak til en løsning. I stedet tog det mig flere år at finde løsningen selv.

Da det chokerende selvmord lykkedes i min egen familie, spurgte de efterladte sig selv, om psykiatrien egentlig ikke har fejlet? Ikke sådan forstået, at en bestemt læge eller et bestemt sygehus skal hænges ud, men mere, sådan, overordnet? For hvor er de rolige og venlige hjem til psykisk syge, hvor man kan leve i en længere periode på et værelse under opsyn, hvis man har en dårlig periode?

Et sted at være

Nutidens psykiatriske afdelinger minder om nutidens plejehjem – de er i virkeligheden akutte. Men vi har brug for noget helt andet. Vi har brug for steder at være, når vi ikke rigtig er os selv. Og der burde være tilbud, der sikrer, at der er nogen med en kvalificeret uddannelse, der holder øje med os, når vi ikke længere kan se os selv.

Et sidste sted, hvor en mellemløsning kunne være på sin plads, kunne være den situation, hvor pårørende mistænker et familiemedlem for at have en psykisk sygdom. Jeg mener faktisk, at man burde kunne blive »tvangsindlagt« til en udredning. En undersøgelse, der kan vise, om man er psykisk syg eller ej. Er man rask, så er udfaldet jo bare dét.

Er man syg, kan man få hjælp. En egen læge, jeg hørte om, udtrykte det meget godt til en pårørende, da de diskuterede mulighederne for at hjælpe et familiemedlem, der tilsyneladende lever på kanten af en psykose, og som desværre – i kraft af tilstanden – ikke vil have hjælp:

»Faktisk burde det være nok til en tvungen udredning, at man modsætter sig en tvungen udredning. For det giver jo ingen mening, når det er netop den, der kan frikende én fra al psykisk sygdom.«

Vi skal tage vare på os selv.

Det er en borgerlig pligt. Men når vi ikke kan tage vare på os selv, så skal andre gøre det. Og måske er det på tide, at vi laver Psykiatriloven om, så den får et mellemtrin, hvor man tillader tvungen undersøgelse og udredning til flere patienter – mens vi samtidig beskytter friheden fra egentlig indlæggelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.