Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Hong Kongs forsigtige skridt mod demokrati

Tåregas har ikke skræmt Hong Kongs befolkning fra at demonstrere. Paraplybevægelsen og andre folkelige tiltag forsøger at bevæge området mod mere demokrati. En udfordring for styret i Beijing, men også en mulighed.

Paraplyen er blevet et symbol på de fredelige demonstrationer i Hong Kong. Foto: Scanpix
Paraplyen er blevet et symbol på de fredelige demonstrationer i Hong Kong. Foto: Scanpix

I ugevis har civilt ulydige aktivister i Hong Kong demonstreret for mere demokratisk valg af regeringschef, eller chief executive, som det hedder – ikke at forveksle med en politisk leder. Hong Kongs politiske ledelse sidder i Beijing, lokalregeringen administrerer kun. Formlen hedder »Ét land, to systemer«.

Aktivisterne vil fastholde centralmagten i Beijing på Hong Kongs grundlov, Basic Law, som Kina og den britiske kolonimagt udarbejdede i 1980erne. Da Storbritannien i 1997 overdrog det driftige, velfungerende og liberale Hong Kong til Kina efter 156 år under den britiske krone, havde de 6,5 mio. indbyggere aldrig haft indflydelse på deres egen tilværelse. Hong Kongs 28. og sidste guvernør, Chris Patten, forsøgte at udvide demokratiet inden for Basic Law, dog uden held. Centralmagten i Beijing påpegede, at briterne havde haft over 150 år til at indføre demokrati, og nu var det for sent.

Én begivenhed oprørte dog befolkningen i Hong Kong i en grad, så den stadig – her 25 år senere – hvert år mindes ofrene for Folkets Befrielseshærs brutale angreb på ubevæbnede demonstranter i Beijing efter flere ugers massive krav om medbestemmelse. Aftenen før 4. juni hvert år mødes hundred tusindvis af Hong Kong-borgere i Victoria Park og våger med stearinlys. 1,5 mio. mennesker deltog i den første store støttedemonstration for opstanden i Beijing i maj 1989.

Læs også: Hong Kongs unge vil selv bestemme

Måske blev Hong Kong-borgerne politisk vakt af opstanden og dens brutale afslutning, for siden magtovertagelsen har de i stigende grad blandet sig og krævet indflydelse – og faktisk vundet betydelige sejre over myndighederne.

Siden 1997 har Hong Kong været Særlig Administrativ Region under Beijing på linje med provinser og regioner i Kina, men i praksis med langt større selvstyre end f.eks. Tibet og Xinjiang. Formelt er kun udenrigs- og forsvarspolitikken fælles med centralmagten, som dog blander sig langt mere, end forfatningen hjemler.

Selv om det britiske kolonistyre var udemokratisk og f.eks. først indførte skolepligt for piger i 1972, har briterne efterladt Hong Kong med et udmærket undervisningssystem, retsvæsen, embedsværk og som et af Asiens mindst korrupte samfund.

Og når Kina forsøger at underminere den arv, viser befolkningen tænder – for som en Hong Kong-avis skrev kort før magtoverdragelsen i 1997, da nye, Kina-venlige historiebøger var på tale: »Kaster vi slør over de seneste årtiers historie, er kommunismen ikke brudt sammen i Østeuropa, Vietnam-krigen har aldrig fundet sted, og Sydafrikas hvide styre sidder stadig ved magten. Og forresten, rent lokalt – massakren på demokratiforkæmpere fandt aldrig sted,« i Beijing.

I 2003 ville centralmagten i Beijing indføre samme skrappe sikkerhedslovgivning i Hong Kong som i det øvrige Kina med drastiske stramninger til følge. Den folkelige modvilje var enorm, og 500.000 demonstranter gik på gaden i protest. Lovforslaget blev trukket tilbage, og den ansvarlige minister måtte gå af.

I 2012 forsøgte centralmagten at introducere fastlandskinesisk historieskema i Hong Kongs skoler. Det vil sige stærkt censurerede oplysninger, der ignorerer afgørende begivenheder i Kinas historie som industrialiseringskampagnen omkring 1960, Det store Spring Fremad, der førte til verdens største menneskeskabte hungerkatastrofe, og Kulturrevolutionen, som fra 1966-76 sønderlemmede samfundet, kostede hundred tusindvis af mennesker livet og ødelagde mange millioner andres tilværelse. Og selvfølgelig opstanden i Beijing i 1989, der hvert år mindes i Hong Kong, men ikke i Kina, hvor det er forbudt. Disse tre og mange flere væsentlige begivenheder er slettet af Kinas officielle historie.

Den hoppede de ikke på i Hong Kong. Så efter sommerferien for to år siden, samledes nat efter nat 120.000 mennesker – skoleelever, deres forældre, lærere og universitetsstuderende – foran regeringskontorerne i protest mod det nye skema, indtil det blev taget af bordet.

I stedet blev den kinesiske variant af historieundervisningen gjort frivillig. Beijing slap ud af situationen uden det helt store tab af ansigt.

Så ingen tvivl om, at Hong Kongs indbyggere er blevet politisk bevidste – som Paraplybevægelsen, denne skønsomme samling af grupper og bevægelser, der har spærret hovedfærdselsårer og enkelte bydele siden slutningen af september. Aktivisterne modsætter sig centralmagten i Beijings snævre fortolkning af Basic Law og kræver mere demokratisk valg af chief executive. I Basic Law står, at fra 2017 og frem skal Hong Kongs parlament, LegCo (Legislative Council), og chief executive vælges ved almindeligt valg, ikke som Kina forlanger, af særligt udpegede Beijing-tro interessegrupper, valggrupper og valgkredse, der tager udgangspunkt i folks erhverv og giver nogle mere end én stemme.

To-tre kandidater til chief excecutive skal udpeges af et valgkollegium af 1.200 loyale Beijing-støtter, håndplukket af centralmagten. Dermed kan folk kun stemme på kandidater, der støtter og adlyder Beijing. En talsmand for centralmagten har sagt, at på sådan en vigtig post må man nødvendigvis have en, der sætter Beijings interesser først.

Læs også: Manden Hongkong elsker at hade

Grupper som Occupy Central with Love and Peace, Scholarism, Den pan-demokratiske Lejr samt Hong Kongs Studenterforening er samlet i et aktivistisk interessefællesskab, der under politiets angreb 28. september skærmede sig mod peberspray og tåregas med opslåede, omvendte paraplyer og derfor blev døbt Paraplybevægelsen.

Lokalregeringen begik en brøler, da politiet fik ordre til at skyde med tåregas mod demonstranterne, og det kan gå hen at blive den nuværende chief executive, CY Leungs, politiske endeligt. Tåregassen virkede stik mod hensigten. Folk blev ikke skræmt væk. Folkemængden mere end tredobledes på få timer. Og livetransmissionen af begivenhederne på TV mindede folk om hærens nedkæmpelse af demonstranter i Beijing for 25 år siden, hvilket er det sidste, centralmagten i Beijing har brug for.

Sociale medier er afgørende for aktionerne, dels for aktivisterne, dels som overvågning for regeringsmagten. Alle kan følge begivenhedernes gang – budskaber og billeder hvirvler omkring på de sociale medier med hashtags som #umbrellamovement, #umbrellarevolution, #HKartists og #OccupyHK.

Særlig populært er et foto af Kinas præsident og partichef, Xi Jinping, med paraply og gummistøvler. Fotoet er prisbelønnet i Kina – formentlig fordi det viser Xi som en ganske almindelig mand, der holder sin egen paraply. I Hong Kong er Xi med paraplyen nu skåret ud i pap i naturlig størrelse, så man kan tage en selfie sammen med ham. Den uanselige sammenklappelige paraply, som de fleste Hong Kong-borgere altid går rundt med, er blevet poetisk symbol på fredeligt oprør.

Selv om Paraplybevægelsen har krævet CY Leungs afgang, er målet at gøre valget af hans efterfølger mere demokratisk. Det kan stadig lade sig gøre med kinesisk pragmatisme. Man kunne give også LegCo ret til at udpege kandidater til chief executive. 30 af LegCos 70 medlemmer er demokratisk valgt, resten er fra faglige valgkredse. Hele forsamlingen er godkendt af Beijing, som derfor ikke burde have noget imod, at den udpeger kandidater. Derved ville Hong Kongs borgere få flere kandidater at vælge imellem, som ikke alle er håndplukket af Beijings valgkollegium.

CY Leungs ansigt står næppe til at redde. Han bliver formentlig tvunget til at gå af næste år, når roen har lagt sig, som straf for tåregassen. Så skal der vælges en efterfølger, og hvis man lader LegCo spille med, bliver valgsystemet lidt mere demokratisk, endda to år tidligere.

Og hvorfor skulle Beijing gå med til det? Fordi formlen »Ét land, to systemer« i sin tid blev udviklet med henblik på Taiwans tilslutning til Kina. Det skærmer Hong Kongs indbyggere mod fastlandsbrutalitet, fordi centralmagten har brug for, at området udvikler sig nogenlunde harmonisk og i sidste ende bliver lokkemad for Taiwan.

I bedste fald kan Hong Kong som demokratisk laboratorium måske også tjene som eksempel for udviklingen af visse rige egne på det kinesiske fastland.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.