Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Hjælp – der er gået politik i sagen

Jeg undrer mig, når der – som i disse dage – blæses til ministerjagt på Christiansborg. Det gjorde jeg også, da jeg så blodtørsten i øjnene hos den daværende opposition på det samråd, der for nogle år siden fik Uffe Elbæk til at trække sig som minister. Dansk politik går på krykker.

Mette Bock, Liberal Alliance.
Mette Bock, Liberal Alliance.

De seneste dages tumultariske tilstande på Christiansborg kan gøre de fleste målløse. Der er gået politik i sagen, som det hedder, så ingen længere taler om det visionære paradigmeskift, som landbrugspakken lægger op til. I øvrigt inspireret af anbefalingerne fra den tidligere regerings Natur- og Landbrugskommission.

Jeg er for længst holdt op med at opfordre dygtige mennesker i erhvervslivet til at tage nogle år i politik, selv om jeg ved, at deres værdifulde indsigt og erfaring kunne gøre så meget godt for udviklingen af vores samfund. Modviljen er forståelig.

Jeg har været tæt på politik det meste af mit liv. Da min far blev valgt til Folketinget i 1968, væltede det ind med lykønskninger og blomster. Det var utroligt ærefuldt og ansvarsfuldt at blive folkevalgt.

Da jeg i 2010 selv besluttede at opstille til Folketinget, rystede folk på hovedet og sagde lige ud, at jeg ikke var rigtig klog. Politikere er jo utroværdige og fungerer som nyttige cirkusklovne i en manege, der i bedste fald bidrager til underholdningen. Ingen nævnt, ingen glemt, mig selv inklusive.

Jeg blev valgt i 2011 og er hverken en særlig synlig eller dygtig politiker. Før jeg blev valgt som 54-årig, havde jeg siddet i lederstillinger i så forskellige organisationer som Mus­kelsvindfonden, Syddanske Medier, på Aarhus Universitet og i DR, ligesom jeg har været involveret i bestyrelsesarbejde i både offentlige og private virksomheder. At mødet med Christiansborg ikke har været specielt lykkeligt skyldes ikke, at jeg flyttede mig fra chefstillinger til at blive politisk novice. Men det overraskede mig alligevel, at magtkampe og taktiske processer fylder så meget, at den politiske substans bliver trængt ikke bare lidt, men alt, alt for meget i baggrunden.

Støder man på en almindelig arbejdsplads ind i et problem, sætter man mennesker, der ved noget om problemstillingen, omkring et bord: 1. Problemet identificeres og analyseres. 2. Løsningsmulighederne drøftes. 3. Fordele og ulemper ved forskellige strategier vejes. 4. Der træffes en beslutning – problemet er løst.

På Christiansborg er logikken af indlysende grunde helt anderledes. Vi er jo valgt til at være politisk uenige. Men behøver det udløse en helt absurd ukonstruktiv kultur? 1. Nogen får øje på et problem. 2. Det konstateres, at det er de andres skyld. 3. Problemet forstørres mest muligt. 4. Soldater sendes i felten (medierne) for at miskreditere politiske modstandere – aktuelt også politiske allianceparter. 6. Der indgås en eller anden aftale på laveste fællesnævner, så verden kan gå videre. Muligvis på krykker.

Vi har som folkevalgte ikke en ledelse i traditionel forstand. Vi er formelt kun bundet af vores samvittighed og forholdet til vælgerne. Det pålægger os et helt særligt ansvar for det, man kunne kalde selv-ledelse. Vi kan kun afskediges af vælgerne. Alligevel har der udviklet sig en enorm partidisciplin, som gør moderne individualister og selvstændigt tænkende mennesker skeptiske over for politik.

I svage – og naturligvis naive stunder – drømmer jeg om et demokrati uden partier. Et lille bitte skridt er allerede taget med den nye generation af partier, der hverken er klassepartier eller enkeltsagspartier, men løsere alliancer af meget forskellige mennesker. Jeg tænker på Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet.

Mange ministerskift og ministre uden tyngende indsigt i deres ressortområder giver naturligvis større råderum til embedsmændene. Politikere bliver administratorer – og administratorer bliver embedsmænd. Vi så det under SR(SF)-regeringen, hvor de over 30 ministerskift af indlysende årsager gav embedsværket stort råderum. Det samme har vi set under borgerlige regeringer. For landet skal jo regeres.

Jeg undrer mig, når der som i disse dage blæses til ministerjagt på Christiansborg. Det gjorde jeg også, da jeg så blodtørsten i øjnene hos den daværende opposition på det samråd, der for nogle år siden fik Uffe Elbæk til at trække sig som minister – og i øvrigt stifte et nyt parti med den begrundelse, at der var behov for en ny, politisk kultur. JA! Aktuelt har Alternativet en historisk chance for at nytænke den politiske kultur og vise, at partiet ejer mod og generøsitet nok til at stå fast på, at den aktuelle sag ikke er stor nok til at vælte Eva Kjer-Hansen. Sådan ser det desværre ikke ud til at gå.

Et andet relativt nyt træk ved den politiske kultur er spændingen mellem forskning og politik. Det er blevet særdeles populært at henvise til at »forskningen siger«, »der er evidens for« etc. Gode gamle Platon påpegede jo også, at verden ikke bliver god, før filosofferne bliver konger – og kongerne filosoffer. De er de indsigtsfulde, der skal træffe beslutningerne. Og ja, vi skal bestemt lytte til forskerne, så uenige de måtte være.

Sagen er bare, at vi lever i et demokrati (folkestyre) og ikke et meritokrati (ekspertvælde). Heldigvis. For hvis vi skulle vente med at træffe politiske beslutninger til alle forskere var enige om alt, ville vi fortsat leve i stenalderen. Det ligger i forskningens natur, at den stiller kritiske spørgsmål, udfordrer, forsøger at gendrive gammel viden med ny indsigt. Det er forskningens motor. Derfor kan den spændes for mange politiske dagsordener – på godt og ondt.

Men politik er ikke forskning. Vi skal som politikere have modet til at træffe beslutninger vel vidende, at ingen kan forudse præcis, hvilke konsekvenser reformerne vil få.

I den aktuelle situation siger forskere, at den metode, der er anvendt til fremskrivningen af landbrugspakkens konsekvenser ikke er i orden ud fra akademiske standarder. Til gengæld er de enige om, at miljøregnskabet vil gå i plus fra 2020/21.

Ikke desto mindre er denne diskussion om regnemetoder på vej til at udløse et folketingsvalg i utide. Det er i min optik et kæmpe nederlag for det borgerlige Danmark.

Min salig far, Ole Samuelsen (R), sad i Folketinget fra 1968-1973. Han var en af de politikere, der havde den politiske bacille i sig, så derfor gik hans liv desværre i stykker, da han røg ud ved jordskredsvalget i 1973. Han var et elskeligt menneske og en klog mand. Han var uddannet historiker, og han sagde noget, som jeg ofte har tænkt på de seneste år: Vil du finde nøglen til magtforhold og beslutningsstrukturer i politik, skal du se efter venskaber og uvenskaber. Disse sympatistrukturer kan gå på kryds og tværs af de politiske partier, og de findes også inden for den enkelte folketingsgruppe.

Min erfaring er, at han har fuldkommen ret. Med pressen som tredje hjul betyder det, at der lækkes, hviskes, gives tip og aftales med de knap 200 journalister med priviligeret adgang til Christiansborg – eller til andre udenfor. Man kan altid finde en journalist på jagt efter en skandale eller en strid. Vanskeligere er det at finde journalister, der prioriterer den politiske substans.

Går det da helt ad Pommern til det hele? Lige i disse dage er svaret ubetinget ja. Men når der lukkes en dør på Chris­tiansborg, kan man næsten altid finde et åbent vindue et sted.

Det vil være den fælles opgave for de fire borgerlige partier i de kommende dage. Løses den ikke, kan det ende med valg.

Selv om man kan fristes til at tage bagtrappen ud, gør jeg det næppe, medmindre vælgerne beslutter at sende mig samme vej ad hovedtrappen. Dog har min mand lovet mig, at den dag, han kan se, at jeg er blevet smittet af den politiske bacille, følger han mig tilbage til den virkelighed, der heldigvis findes uden for Christiansborg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.