Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Historisk chance for et mere fleksibelt EU

Det blev Storbritannien, som udløste kaos, men briterne er ikke ene om at have modvilje mod EU. Modstanden er også stærk i Frankrig, Holland og Tyskland. Nu skal der tænkes stort. Hvis der gemmer sig en statsmand i vores politiske ledere, er det nu, de skal træde i karakter.

Jesper Lau Hansen.
Jesper Lau Hansen.

Med sin beslutning om at forlade EU har Storbritannien fremkaldt et jordskælv, der har rystet fundamentet for alle vores vante institutioner og forestillinger. Når man sådan bliver forladt, er det fristende at ønske Storbritannien det værste. Men det er ikke videre konstruktivt at glæde sig over de negative følger, som nu rammer Storbritannien i form af faldende valuta- og aktiekurser. For besinder vi os et øjeblik og kigger efter, kan vi konstatere, at det går lige så hårdt ud over resten af EU. Vi har brug for at vurdere de nye forhold mere nøgternt her i vores fælles Europa.

Selvom videnskaben for længst har påvist, at Jordens overflade hviler på tektoniske plader, der langsomt flytter sig, er det måske alligevel nyttigt at slå fast, at uanset afstemningen flytter Storbritannien sig ikke fra Europa. Det bliver liggende. Vi har blot fået en nyttig påmindelse om, at EU ikke er Europa, hvilket man allerede godt ved i Oslo, Reykjavik og Zürich.

Meget krudt bruges på at forbande David Cameron og fremstille Brexit som en uforsvarlig gambling. Men det overses, at modviljen mod EU langsomt åd sig ind på både de Konservative og Labour, og ved afstemningen 23. juni udgjorde den et komfortabelt flertal. At det blev Storbritannien, som udløste kaos, bør derfor ikke overskygge, at Storbritannien ikke er ene om denne modvilje mod EU. Den er også stærk i Frankrig, Holland og Tyskland, tre af de oprindelige stifterstater. Skaden er sket, men var uundgåelig. Fremfor at bebrejde Cameron, at han lyttede til sin befolkning, bør vi hellere erkende tingenes tilstand og tilrettelægge vores fremtidsmuligheder derefter.

Den dårligst tænkelige udvej forekommer at være et febrilsk forsøg på at fastholde status quo, at bilde sig selv og hinanden ind, at nu hvor de besværlige briter er ude, kan vi fortsætte unionsprojektet for fuld skrue og vé den, der tøver, for så bliver de også smidt ud. Det er lige så naivt at tro, at EU med de eksisterende traktater, en aktivistisk domstol og et hyperaktivt parlament vil »respektere« den udbredte modvilje og sætte tempoet ned andet end rent forbigående. I stedet bør vi vurdere situationen, både vores egen og de andres.

Som et lille land med en åben økonomi, der er afhængig af en så fri samhandel som mulig, har vi brug for et fællesskab, der kan regulere og dermed garantere en sådan samhandel. Det har EU hidtil været svaret på, men selv med mere end 20 års indre marked er nogle medlemsstater stadig præget af protektionistiske handelshindringer. Samtidig har EU udviklet en tendens til mikroregulering, der ofte snarere hindrer end fremmer samhandlen. EU rummer også stærke kræfter, der slet ikke ønsker frihandel, og udsigten til en frihandelsaftale med USA synes ikke at blive gjort lettere af et EU, som det er nu. EU er således både godt og nødvendigt for Danmark, men det udelukker ikke, at bedre modeller kan tænkes.

EU har i de senere år udviklet en social dimension, hvor svage lande forventer at blive understøttet af stærkere lande, og hvis indbyggere frit kan drage fordel af fremmede sociale systemer opbygget gennem generationer og af høj beskatning. Vi bør ikke godte os over, at Skotland overvejer at forlade Storbritannien for at blive i EU, for Skotland er på støtten. Det bekræfter kun billedet af EU som et samlingssted for økonomisk svage stater, der forventer at blive holdt oppe af andre. For os i den velstillede elite er der oplagte fordele ved EUs bevægelsesfrihed, men for de svagt stillede har det indebåret, at den solidaritet, de forventede af deres landsmænd inden for nationalstatens rammer, bruges på andre, mens de selv udskammes som racister.

EU og Storbritannien har brug for hinanden, og Brexit tvinger begge parter til at finde en model, der kan rumme mere, end EU kunne. Det er fantasiløst at forestille sig Storbritannien anbragt i EØS sammen med Norge. EØS var aldrig tiltænkt en permanent karakter, det var alene et venteværelse for indtræden i EU. Men da Sverige og Finland forlod EØS for at gå ind i EU, forblev Norge i et system, hvor de må acceptere næsten alle EUs regler og betale til EU, men uden stemmeret, altså beskatning uden repræsentation, hvilket ellers er et demokratisk grundvilkår. Læren er, at små stater ikke har samme indflydelse som store stater: Store stater kan stille vilkår, de små må følge dem. I dag er der flere små stater, som ligger spredt uden for EU uden ordentlig tilknytning, fordi de er for små og alene til at stille krav.

For dem og for os er det derfor en historisk chance, at Storbritannien nu har brug for vores hjælp til at skabe en fleksibel tilknytning til EU. For nok er de stærke, men de har brug for allierede i forhandlingerne med EU. Vi kan tilmed regne med støtte fra Tyskland, der allerede har gjort meget for at beholde Storbritannien i EU. Grundet sin forhistorie tøver man med at sætte sin vilje igennem på egen hånd, men hvis Tyskland derimod kan optræde som mægler mellem en klart defineret blok af medlemsstater, der ønsker et løsere EU, i opgøret med dem, der ønsker centralisering, kan vi formodentlig regne med støtte til et fornuftigt resultat.

Løsningen kunne være at udvikle eller genskabe EØS til en ydre ring om EU med ordentlige forhold, som landene kan vælge at træde ud i eller ind fra. En sådan ydre fleksibel struktur kan både fungere som et venteværelse for de lande, der har ambitioner om at tilslutte sig EU, men endnu savner evnen, og som en tilbagefaldsmulighed for dem, der ikke ønsker alle EUs forpligtelser. Det bør involvere flere stater end bare Storbritannien, og det vil kræve traktatændringer på kryds og tværs, men situationen er alligevel for alvorlig til at betragte det som en forhindring. Et frihandelsområde med reduceret bevægelighed kan måske endda rumme Tyrkiet, noget EU aldrig kommer til, og muliggøre frihandelsaftaler med USA og andre parter i den globale økonomi.

Det kan indvendes, at EU aldrig vil tillade en ordning, der tilgodeser frihandel uden snærende krav, fordi det vil friste andre medlemsstater til at bryde ud. Men EU er allerede opdelt: Der er både en euro-zone, Schengen m.v. Det modsvarer også Jean Monnets oprindelige vision: At europæisk fællesskab skabes naturligt over tid ved en vellykket økonomisk integration. Det er den integration, man har forceret, hvilket har skadet den europæiske sag mere, end den har hjulpet. En fleksibel ydre ring havde måske været bedre for lande som Rumænien end det fulde medlemskab, som dengang var EUs eneste løsning.

Endvidere er det illusorisk at forestille sig et EU-27, der uanfægtet stræber mod en stadigt tættere union. Modstanden er for stor i for mange medlemsstater, og Storbritannien har vist, at modstanden ikke bare kan ignoreres. Hvis vi ikke skaber en alternativ model, vil EU humpe videre, indtil det næste land bryder ud og så det næste. Er der ingen ordning på plads, genskabes den samme usikkerhed igen og igen, hvilket vil ødelægge en i forvejen svag europæisk økonomi.

Der er således behov for at tænke stort. Det er tåbeligt at tro, at det vil være let, men det er endnu tåbeligere ikke at vove forsøget. Ved at skabe en mere fleksibel model, kan vi tilgodese Storbritannien og de andre stater, der ønsker fællesskab, men på andre vilkår end EU i dag giver. Hvad enten vi bliver eller går med Storbritannien, vil en sådan løsning være bedre end status quo efter Brexit. Hvis der gemmer sig en statsmand i vores politiske ledere, er det nu, de skal træde i karakter. Vi får aldrig så stærke allierede igen. Det er tid til omtanke, og det er tid til handling. Historien står ikke stille.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.