Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Har du bestilt tid hos behovskonsulenten?

Hvad sker der i et markedsstyret samfund, hvor flere og flere – ikke bare topchefer og ministre med privatchauffør – betaler sig fra deres personlige forpligtelser, så de kan koncentrere al deres tid og opmærksomhed om at være på arbejde?

Modelfoto: Scanpix
Modelfoto: Scanpix

Bruger du for meget af dit liv på administration af familiens fødselsdage, beboerforeningen, turene til genbrugspladsen og forældrearrangementerne i skolen? Hvis du er en kvinde, som skal have job og familieliv til at hænge sammen, tænker du: Nå ja, sådan er det jo. Hvis du har råd, betaler du dig fra noget af det. Rengøring, typisk. Er du meget presset, overvejer du en au pair. Men skattejagten til dit barns fødselsdagsfest klarer du sikkert selv. Andet ville være en slags snyd, sådan en mor er du ikke.

Hvis du er en mand, der (typisk) arbejder flere timer om ugen end din kone, tænker du antagelig ikke så meget over, hvordan de rene underbukser er kommet fra vasketøjskurven og ind på hylden. Hjemmets rengøringsstandard er nok heller ikke et emne, der optager dig. Du er en moderne familiefar, der gerne tager aftensmaden med hjem fra den lokale gourmetslagter, og i weekenden fejer du indkørslen og kører et barn til fodbold. Men du er stærkt bevidst om, hvad din tid er værd, og hvis du er en af dem, der bon’er timer à 3.000 kr., synes du sikkert, det er rationelt at betale sig fra flest mulige opgaver.

Børnenes pasning er der styr på her i Danmark, og rengøring, indkøb og madlavning finder man en løsning på, når begge voksne har job uden for hjemmet. Men, spørger sociologen Arlie Hochschild Russell i »The Outsourced Self. Intimate Life in Market Times« (Metropolitan Books 2012): Hvad med alt det i livet, der falder inden for kategorien »følelsesarbejde« (emotional labor)? Alt det, som omgangen med andre mennesker kræver af os, for at vi kan være dem, vi gerne vil være, og være os selv bekendt? Alt det, vi ikke får penge for.

Hvordan var det f.eks. dengang, der skulle findes et plejehjem til oldemor? Ville det ikke have været rart og tidsbesparende med en konsulent, som kendte området og kunne tage snakken med kommunens visitator, skaffe en frivillig til at køre en tur med den gamle, osv? Og hvis du lige er blevet skilt og overvejer at gå ud i netdating-junglen, ville det så ikke være en god idé med en, der kan rådgive dig om, hvordan din profil skal se ud? Er der gevinst, og skal du giftes, står der en bryllupsarrangør klar med ideer til en unik og uforglemmelig dag. Stifter du familie, og vil du sikre dig, at dine børn får gode barndomsminder, kan det så ikke være en idé med regelmæssige evalueringer ligesom kvalitetskontrollen i din egen virksomhed? Og er du nu sikker på, at du selv er den bedste til at vælge dit barns privatskole?

Arlie Russell Hochschild præsenterer sit stof i en personlig, fortællende form. Hendes ærinde er at undersøge følgevirkningerne, når markedet overtager civilsamfundet. Forfatteren er på modernitetens side, fri for nostalgi og moralisme. Hun har humor og er solidarisk med personerne i bogens cases. Med absurde eksempler fra det nye marked for tjenesteydelser, viser hun, at der, hvor markedet overtager vores intime liv med hinanden, underminerer det vores relationer, så vi risikerer at miste sansen for, at der kan være værdi i det, der netop ikke er til salg.

Markedet gør noget ved selve det, vi ønsker os af livet. Her kommer the Wantologist ind i billedet: Hun kan for en passende timeløn hjælpe med at indkredse dine dybeste behov. Tilkald hende, inden din kone bestiller mødet med køkkenarkitekten, eller du selv investerer i en ny sejlbåd. Måske ønsker din kone i virkeligheden, at familien ville hjælpe mere til med madlavningen, og måske drømmer du selv bare om at være lidt i fred.

Arlie Russell Hochschild har et skarpt blik for moderne vestlige samfunds dilemmaer. På den ene side må vi nødvendigvis betale os fra noget af det, der før var ubetalt husmorarbejde, på den anden side vil vi ikke slippe det helt. Vi stritter imod fremmedgørelsen og prøver med hendes begreb at gen-personalisere vores relationer. Vi puster f.eks. selv de balloner op, som fødselsdagsfirmaet kommer med, og vi lyver (lammestegen til påskefrokosten kom faktisk udefra). Vi bilder os ind, at au pairen er en del af familien. Vi beskytter os på rørende vis imod markedskræfternes afhumanisering. Og det udnyttes selvfølgelig kommercielt.

Et amerikansk kagepulverfirma fik mangedoblet salget ved, i stedet for at levere én pulvervare lige til at hælde i bradepanden, at dele varen i to poser af forskellig farve. Hjemmebageren skulle så selv finde litermålet frem og hurtigt blande de to syge pulvere med et mål vand i en skål og putte skidtet i bradepanden. Vupti, så var der »ejerskab« – og salgsfremgang.

Et interessant eksempel hos Hochschild er det, hun kalder finansmandens skizofreni. Privat bekender direktøren for et investeringsfirma sig til gammeldags familieværdier og beklager, at indkøbscenteret efterhånden er det eneste, folk har fælles i lokalsamfundet. Han insisterer på selv at arrangere de sjove aktiviteter ved sin datters fem års fødselsdag uden at få besudlet sit familieliv af en kommerciel fødselsdagsarrangør. (Det går galt efter én time.) Men den samme mand er ikke bevidst om de ulykker, han i sit job påfører andre familier, når han hjælper en kunde med at opkøbe og ribbe en nødlidende virksomhed, så mange bliver arbejdsløse på én gang, og de lokale fællesskaber bryder sammen.

I toppen af samfundet udstikkes der retningslinjer og lægges strategier. Der skal træffes rationelle beslutninger uden at ryste på hånden, hvilket kræver en særlig robust form for følelsesadministration blandt topchefer. Et tykt lag medarbejdere sørger for at beskytte beslutningstagerne mod alt, hvad der spærrer vejen frem mod de ønskede resultater.

I den offentlige sektor lønnes mange mennesker for deres evne til at rumme det irrationelle med tålmodighed, indlevelse og takt. Her finder man dem, der lærer børn at læse og regne, tage støvler på og give plads til andre. Her tales der med patienter, chefens demente mormor mades, og hans hjerneskadede fætter genoptrænes. Et andet sted i byen passer en sød moster et lille utidigt barn med feber, og en ung mand modtager sin bror i lufthavnen efter at have ventet i en time på et forsinket fly, uden at vise irritation.

Hochschild vil have os til at tænke over, hvad der sker, hvis vi bliver afhængige af at betale andre for at overtage dette følelsesarbejde, måske fordi vi mister tilliden til, at vi f.eks. selv kan finde ud af at få vores barn renligt (pottetræneren er jo professionel), eller når empati og tålmodighed ikke er egenskaber, der indgår i vores forestilling om, hvilken slags menneske vi gerne vil være. Når identitet er blevet til noget, man føler, man er nødt til at købe sig til.

Bogen tegner et skarpt billede af omsorgsmarkedets nye globale fødekæde: Den filippinske bedstemor passer de børn, hendes datter må efterlade hjemme i landsbyen, for at hun selv kan rejse til et rigt land og arbejde for en kvinde, der har gjort karriere ved at hjælpe sin chef med uforstyrret at træffe rationelle, profitable beslutninger.

På reproduktionsmarkedet lægger indiske rugemødre krop til rige veluddannede, vestlige kvinders graviditeter, når disse får fertilitetsproblemer efter at have brugt for mange år på at være effektive problemløsere på mellemlederniveau. Chefen, som typisk er en mand, kan derimod begynde på sit andet eller tredje kuld med en ny ung, frugtbar kvinde. Der er allerede bestilt tid hos oprydningskonsulenten, indretningsarkitekten, stylisten, diætisten og den personlige træner. Snart skal fødselskonsulenten tilkaldes, og senere kommer søvncoachen og renlighedstræneren (ja, hun findes på nettet og hedder Lisbeth).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.