Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Hans-Dietrich Genscher: Den gode nabo

Uffe Ellemann-Jensen mindes sin gamle ven og kollega, Tysklands mangeårige udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, der er død, 89 år gammel.

Hans-Dietrich Genscher og Uffe Ellemann-Jensen ved en pressekonference i Bonn. Privatfoto
Hans-Dietrich Genscher og Uffe Ellemann-Jensen ved en pressekonference i Bonn. Privatfoto

»Hasst Du gehört…??« Sagt med en lidt læspende hvisken samtidig med, at han satte sig tungt i stolen ved siden af mig. Min ven, Hans-Dietrich, Tysklands legendariske Bundesminister des Auswärtigen, Hans-Dietrich Genscher. Sådan oplevede jeg ham ved de utallige møder i kredsen af europæiske udenrigsministre, hvor vi som regel sad ved siden af hinanden. Og efter dén indledende hilsen fulgte en ikke altid helt salonfähig historie, ofte med aktuelt politisk indhold.

Nu er han ikke mere. Han nåede lige at runde 89 for en god uge siden, så døde han i familiens skød i sit hjem lidt udenfor Bonn.

Jeg vil savne ham. For han blev en del af mit liv, både det professionelle og det personlige. Vi holdt kontakten efter den dag for snart 24 år siden, da han ringede til mig en søndag morgen for at fortælle, at senere på dagen ville han træde tilbage som det nu forenede Tysklands udenrigsminister. Hvorfor nu, Hans-Dietrich? Jo, han havde nået, hvad han havde arbejdet så hårdt for – Tysklands forening – og selv om han ikke sagde det direkte, så vidste jeg det godt: Det havde slidt på helbredet, hjertet var så meget med i arbejdet, at pumpeværket var blevet slidt mere end godt var.

Genscher var en legende, da han i 1992 trådte tilbage som den længst siddende demokratisk valgte udenrigsminister i verden. Hele 18 år uafbrudt på farten. Og før da indenrigsminister i fem år, præget af terror og forræderi. Formand for det liberale parti FDP siden 1974. Gang på gang kåret som Tysklands mest populære politiker.

Udenrigsminister Genscher var en god nabo for Danmark. Han forstod, at der skulle vises særlige hensyn overfor små naboer, som havde dårlige erfaringer med den store nabo. Derfor var han hjælpsom, også i situationer hvor den lille nabo kunne forekomme urimeligt vanskelig.

Hans første år som minister var i koalitionsregeringer med det tyske socialdemokrati SPD, først under Willy Brandt, derefter Helmut Schmidt. I efteråret 1982 opsagde han koalitionen med socialdemokraterne, da de vendte ryggen til den sikkerhedspolitik, Helmut Schmidt stod for med den såkaldte »dobbeltbeslutning« om opstilling af nye amerikanske missiler i Europa som modvægt til de sovjetiske SS-20 missiler. Genscher fortsatte som udenrigsminister under en ny forbundskansler, Helmut Kohl fra CDU.

Det var på det tidspunkt, jeg lærte ham at kende som kollega – og grundlagde et venskab, der holdt gennem alle årene.

Mens han var midt i det opslidende skifte mellem SPD og CDU, kom der en ny regering i Danmark. Med kun et par dage på bagen måtte jeg drage til Bonn for at søge en løsning i en strid om rettigheder til torskefiskeri i Grønland. Jeg var ikke blot helt grøn og uerfaren, jeg havde også en rigtig dårlig sag. Genscher kunne have kvast mig, og scoret nyttige hjemlige points på et tidspunkt, hvor han havde hårdt brug for dem. Det gjorde han ikke. Han tog den nye unge kollega i enrum og forklarede, hvor hans absolutte smertegrænse for et forlig lå. Der endte vi så, og på vores side var vi glade, også de grønlandske politikere, der var med i Bonn, hvor de havde siddet og bidt negle, mens jeg var i enrum med den store mand.

Sådan en oplevelse skaber tillid. Og med årene kom der talrige andre situationer, hvor han hjalp til i trængte situationer. Som dengang den danske ambassade i Østberlin havde været besat af østtyskere, der ønskede udrejsetilladelse til Vest, men endte i politiets varetægt. Han hjalp med at skabe de kontakter, som hurtigt gjorde det muligt at sikre østtyskerne udrejse – hvilket skal have været første gang en sådan aktion førte til det ønskede resultat.

Genschers erfaringer fra krigen, hvor han som helt ung var indrulleret i værnemagten og deltog i det sidste slag om Berlin, havde gjort ham til overbevist europæer. Han brugte gerne det gamle Thomas Mann-citat – »hvis vi skal undgå et tysk Europa, må vi skabe et europæisk Tyskland«.

Hans stjernestund kom, da Muren begyndte at falde – og han var med til at give den det sidste lille afgørende puf, da han sikrede 4.500 østtyskeres udrejse, efter at de havde opholdt sig på den vesttyske ambassade i Prag. 30. september 1989 holdt han den bevægede tale fra balkonen i ambassaden til de mange mennesker, hvor hans meddelelse om udrejsen druknede i de forsamledes jubel. Jeg får stadig en klump i halsen, når jeg ser den tale på YouTube.

En uge senere, mandag 9. oktober, var min kone og jeg inviteret til middag hos Barbara og Hans-Dietrich Genscher i deres villa i Wachtberg udenfor Bonn. Han viste børnetegninger fra ambassaden, som illustrerede, hvordan de mange mennesker var stuvet sammen, og senere på aftenen så vi direkte TV fra de store demonstrationer i Leipzig, hvor folk gik på gaden og råbte »Wir sind das Volk!« Så spurgte jeg ham: Hvornår tror du, Muren falder?

Svaret lød: Kort efter århundredeskiftet. Det lød optimistisk – men han beskrev den proces og de personer, man skulle igennem på vejen mod en afvikling af DDR, så jeg forlod Bonn med et lyst syn på fremtiden. Og så gik det endnu hurtigere, end alle havde forventet. Præcis en måned efter middagen i Bonn faldt Muren.

Derefter gik det stærkt. Året efter var de to Tysklande genforenet, og efter endnu et år var de baltiske lande frie, og vi kunne begynde at se på, hvordan den nye frihed i Europa skulle sikres. Genscher skubbede på, for at de baltiske lande skulle have del i den frihed, der skyllede ind over Europa, selv om mange i den vestlige lejr hellere havde ladet sagen ligge. Man ville ikke skabe problemer for Gorbatjov i Moskva. »Don’t rock the boat!« lød parolen. Genscher rokkede ved båden.

Han inviterede til et møde i Rostock, hvor vi sammen med tyske og danske embedsmænd lagde grunden til Østersørådet, ved et senere møde i København mellem alle Østersøstaterne, inklusive Rusland, blev til en realitet.

Og så gik han af. Han havde gjort sit. Trængte til at være sammen med familien og vennerne. Men var fortsat en bekymret iagttager af den videre udvikling, som ikke blot sled hans gamle parti FDP op – men som også begyndte at rokke ved den nye europæiske orden, der var skabt efter omvæltningerne i 1989-91.

Vi holdt den nære personlige kontakt, blandt andet på Timmendorfer Strand ved Lübeck, hvor han holdt sommerferie med sin kone Barbara. Og selv om helbredet begyndte at skrante, engagerede han sig stadig i stort og småt. Lige fra karnevalsløjer i Köln – hvor vi drak øl sammen, mens han blev hyldet som »ridder imod den humørforladte alvor« – og til den voksende konflikt med Rusland.

Forrige sommer fortalte han mig om sin rolle i frigivelsen af den russiske oligark og systemkritiker Mikhail Khodorkovsky, som Putin havde holdt fængslet i ti år på tvivlsomme anklager om økonomisk svindel. Genscher havde selv ført lange forhandlinger med Putin om frigivelsen, som fandt sted under ganske dramatiske omstændigheder 20. december 2013.

I samme forbindelse diskuterede vi det stadigt mere betændte forhold mellem Rusland og Vesten, og påstandene om, at russerne var blevet snydt i forbindelse med den tyske genforening, fordi de skulle være blevet lovet, at der ikke ville ske en udvidelse af NATO. Det er en påstand, som køres hårdt af den russiske propagandamaskine, og som mange eftersnakkere i Vesten også forsøger at give legitimitet.

Genscher blev ganske ophidset: Det er en skrøne, det er der overhovedet ikke noget hold i, insisterede han.

Og det var jo meget rart at få slået fast af en, der selv havde siddet med ved bordet.

Genscher lagde ikke skjul på, at han satte stor pris på kansler Merkel. Senest sagde han, da hun blev kritiseret for sin flygtningepolitik: »Menneskelighed har ingen overgrænse.«

Beundringen var åbenlyst gensidig: Til hans 80 års fødselsdag var kansler Merkel blandt gæsterne, og hun holdt en bevægende tale for ham, hvor hun med tårer i øjnene sagde, at hun skyldte ham stor tak, fordi hun havde fået mulighed for at gøre politisk karriere i frihed, og nu kunne sidde som forbundskansler i et samlet Tyskland.

Vi danskere skylder ham også stor tak.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.