Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Giv os filosofikum tilbage og gør Danmark »great« igen!

Lad os fordybe os, studere og diskutere spørgsmål som: Hvad er sandhed? Hvor går erkendelses grænser? Hvem bestemmer friheden? Og hvad er en værdi egentlig for noget?

Disse og en lang række andre »store« spørgsmål skal danske studerende på videregående uddannelser i fremtiden tage livtag med, inden de påbegynder den uddannelse, de har valgt, hvis det står til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Det synspunkt fremførte ministeren første gang i et stort anlagt interview i Weekendavisen 30. december sidste år, og det debatteres for tiden både i denne avis og i Universitetsavisen. Søren Pind vil gerne, at alle studerende på videregående uddannelser i fremtiden skal bestå en særlig eksamen kaldet filosofikum, før de kan begynde på deres egentlige studier. Det er en fabelagtig ide!

Hvad er filosofikum?

Filosofikum indførtes ved lov i 1675, som en forudsætning for at kunne studere et hvilket som helst fag på universitetet. Filosofikum justeredes løbende gennem årene, og i 1732 blev noget af dets almentdannende indhold overført til den da nye studentereksamen. Filosofikum blev herefter kaldt »Anden Eksamen«, da studenter­eksamen indtil 1850 blev afholdt på universitetet og altså udgjorde den første eksamen, som man skulle bestå, inden man begyndte den egentlige faglige specialisering.

Med forskellige justeringer bestod filosofikum indtil 1971, hvor det blev afskaffet og erstattet af en række specifikke kurser i videnskabsteori og metode, som lagdes ud på de enkelte fag, hvilket stadig er gældende praksis.

Der er således en oprindelig sammenhæng mellem gymnasieuddannelsen og filosofikum. Hvilket gør det oplagt at råde bod på det dannelsestab, som den ny gymnasiereform bevirker, ved at genindføre filosofikum.

Naturligvis skal vi ikke kopiere et engang nedlagt fag, men indføre et obligatorisk idéhistorisk vue, som gælder for alle studerende på de videregående uddannelser. Og hvorfor det? Fordi Pinds forslag kunne gøre Danmark til en fornem und­tagelse. Hvis vi kunne vise, at den højre­drejning, vi ser både i Europa og i USA, hos os ikke kun er båret af dumhed og fremmehad, men også af en trang til at højne dannelsen og være med til at bevare vores viden om en række europæiske værdier og deres ophav i filosofi og teologihistorien, så ville meget være vundet.

Genrejs humaniora!

Udadtil kunne Danmark blive et foregangsland ved at indføre et idéhistorisk grundlag for al videregående uddannelse. Et sådant tiltag ville vise Danmark som et land, der satte humaniteten og dannelsen i højsædet, ikke på bekostning af hverken specialiseringen eller anvendelighedskravet til de enkelte uddannelser, men som den nødvendige forudsætning for begge dele.

Særligt universiteterne har gennem de seneste år oplevet nedskæring på ned­skæring og er blevet tvunget til at reducere, effektivisere og merkantiliserer. Nytte­hensynet i forbindelse med alle uddannelser er blevet enerådende. Der spørges ude­lukkende til fagenes konkrete brugbarhed, der typisk måles på ansættelsesratioen efter endt uddannelse. Dette har som bekendt ført til lukningen af en række humanistiske fag.

Men tænk, om man i stedet for denne meget firkantede holdning til nytte faktisk tillod humaniora den plads, der tilkommer et fag, som i sin grund opbevarer alt det åndelige DNA, som Europa er gjort af.

Ordet humaniora er i dag betegnelsen for en række universitetsfag, der beskæftiger sig med sprog, kunst, historie, kultur og filosofi og andre emner, der har at gøre med menneskets måde at tænke og udtrykke sig på. Det anvendes ofte som modsætning til de naturvidenskabelige studier, der forenklet udtrykt har at gøre med alt det, der tilkendes en vis objektivitet og derfor kan måles, vejes og bevises.

Det første egentlige universitet blev grundlagt i Bologna i 1088, men snart fulgte flere efter i de større byer rundt om i Europa. Universitetet i Uppsala er Nordens ældste, grundlagt i 1477, skarpt forfulgt af Købehavn, der grundlagde sit universitet i 1479.

Den humanistiske bevægelse, der interesserede sig for alt, hvad der havde med mennesket at gøre og så at sige gen­indsatte det menneskelige i sin egen ret, begyndte i senmiddelalderen og danner baggrunden for Europa og universiteterne, som vi kender dem i dag.

Universitetets enhed

De videregående uddannelser leverer dette lille lands vigtigste brændstof. Viden og højt estimerede forskere er nogle af vores vigtigste eksportartikler. Men tænk, hvis vi i stedet for den misforståede øvelse, som blev skudt i gang med indførelsen af universitetets ny styrelseslov i 2005 og bestod i at få universitetet og andre videregående uddannelser til at til at ligne erhvervslivet, kunne få de videregående uddannelser til at træde i karakter som en række særegene institutioner, der mestrer den vanskelige kunst både at kunne danne, uddanne og få sine færdige studenter til at anvende den viden, de oparbejder gennem deres studium.

Den 1. marts i år tiltræder Henrik C. Wegener som ny rektor for Københavns Universitet (KU). Han er nu prorektor på DTU og har en naturvidenskabelig baggrund. Men tænk, hvis hans første opgave blev, at få KU til at leve op til den »helhed«, som ordets latinske ophav, »universitas«, egentlig betyder.

Tænk, hvis han som ny rektor ikke skulle begynde med at give køb på en lille smule mere af universitetets identitet, men derimod fik til opgave at få universitetet til at leve op til sit navn og samle alle fag gennem et fælles filosofikum.

Tænk, hvis…

Tænk, hvis vi i stedet for bevidstløst at hylde tanken om, at enhver er sin egen lykkes smed, introducerede til bagrunden for denne ide og krævede læsning af f.eks. Platon, Burke og Rosseau og lærte de studerende, hvad demokrati er, hvad konservatisme egentlig står for, og hvordan opdragelse og samfundsnytte hænger sammen.

Tænk, hvis vi i stedet for at debattere religions- og ytringsfrihed, som objektive størrelser, man kan være for eller imod, fik en viden om frihedens mange former ved at læse Kant, Kierkegaard og Sartre, og de studerende på alle fag derfor var i stand til at skelne mellem friheden til og friheden fra, den fordømte frihed og de valg, vi ikke kan lade være med at tage, men som alligevel aldrig er endegyldige.

Tænk, hvis ord som det gode og det onde kunne benyttes kvalificeret af alle et samfunds uddannede borgere, fordi de havde læst både Aristoteles og Hannah Arendt og vidste, at ondskabens banalitet er langt farligere end dens radikalitet, og at dyden kan læres gennem opdragelse og gentagelse.

Tænk, hvis debatten om etik, moral og værdier kunne føres på et oplyst grundlag, hvor man kendte til flere forskellige måder at anskue moral på, og hvor man vidste, at værdiernes værdifuldhed afhænger af, hvad man holder for sandt, sundt eller ønsk­værdigt.

Tænk, hvis alle vidste, at erkendelsen har sine grænser, og at alt derfor ikke måles og vejes, hvilket bestemt ikke betyder, at det ikke eksisterer eller har en betydning.

Tænk, hvis tro og religiøsitet ikke blot blev opfattet som en viden med en lavere grad af evidens, men som overbevisninger, der på den ene side har deres ret i sig selv, men hvis iboende værdier, menneskesyn og etik naturligvis altid kan debatteres.

Tænk, hvis det på længere sigt kunne lykkes at få universiteterne og alle de videregående uddannelser i Danmark til at stå som leverandører ikke blot af special­viden og anvendelig know-how, men tillige af ansvarlige og vidende mennesker, der evner at tage andre hensyn end de merkantile, når et problem skal løses eller en sag debatteres.

Tænk, hvis vi kunne finde tilbage til den sammenhængskraft, der ligger i fælles viden om ideer, og indføre den som et grundlag for alle, der tager en videregående uddannelse Danmark.

Og tænk, hvis vi kunne fortælle vores børn en historie om Danmark som et lille land, der har realiseret muligheden af at uddanne sine studerende til vidende og kompetente mennesker. Mennesker, der er specialiserede og arbejdsomme, men som først og fremmest kender til de grundspørgsmål, der altid opstår, hvor mennesker er sammen: Spørgsmål om det gode og det onde, om tro og tvivl, om frihed og tvang og om meget andet, som ikke kan måles og vejes, men alligevel er særdeles nyttigt at vide noget om. Så kunne lille Danmark i sandhed blive »great« igen!

Pia Søltoft er ph.d., sognepræst i Marmor­kirken, forfatter og indehaver af konsulent­firmaet Coaching-Kierkegaard.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.