Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Giv Afrika en chance – reformer bistanden

Dansk medlidenhedspolitik promoverer antidemokratiske tendenser i Afrika. Det er dobbeltmoralsk at holde afrikanske nationer »nede« med bistand og samtidig nægte dem de økonomiske frugter, som international samhandel skaber.

Ulandsbistanden bør fremme det afrikanske erhvervsliv. Her en iværksættervirksomhed i Uganda, der fremstiller chokolade (t.h.) 
Ulandsbistanden bør fremme det afrikanske erhvervsliv. Her en iværksættervirksomhed i Uganda, der fremstiller chokolade (t.h.) 

Da den engelske musiker Damon Albarn, der har rejst Afrika og globen tynd, blev spurgt, om han ville deltage i musikeren Bob Geldof og Mitch Ures aktuelle Ebola-bistandstiltag Live Aid 30 svarede han: »Der er problemer med vores idé om velgørenhed... undertiden skaber det at give penge nye problemer.«

I 2012 rullede skandalen, da Ugandas rigsrevision afslørede omfattende svindel med bl.a de danske bistandsmidler til Uganda. Jeg beskæftiger mig her primært med såkaldt budgetstøtte (bistand til en nations statsbudget). Ifølge organisationen ActionAid Uganda finder svindel, korruption eller direkte tyveri af bistandsmidler i Uganda sted i milliardklassen. I 2011-2012 forsvandt ca. 570 milliarder UGX (Uganda Shilling) fra Ugandas Finansministerium, 375 milliarder UGX fra Uddannelsesministeriet og 50 milliarder UGX gennem premierministerens kontor. Gennem det seneste årti har skandalerne stået i kø.

Som danskboende ugandaner er denne skribent velkendt med begge statssystemer og har en fod plantet i begge kulturer. Hvis vi fra dansk side ønsker at ændre økonomisk bistand til regulær velfærd for de befolkninger, som vi prøver at hjælpe ude i verden, skal måden, vi udleverer bistand på, ændres. Lad mig i det følgende kort skitsere nogle grundlæggende problemstillinger, der kan belyse nødvendigheden for en reformering af bistandspolitikken.

Bistandens negative udvikling: Ifølge Verdensbanken levede ti procent af den afrikanske befolkning (syd for Sahara) i 1970erne for under en dollar om dagen (under fattigdomsgrænsen). I 2010 levede 48,5 procent af samme befolkningsgruppe for under 1,25 dollar om dagen og 69,9 procent for under to dollar om dagen (stadig under fattigdomsgrænsen). Den generelle økonomiske situation i disse afrikanske lande er således blevet væsentligt forværret i løbet af de seneste årtier. Dette på trods af store bistandsdonationer fra Vesten. Ja, ligefrem derfor!

Den zambiansk-fødte økonom, Dambisa Moyo, argumenterer for dette i sin bog »Dead Aid« fra 2009. Moyos analyse af bistandens historie og konsekvenserne deraf beskriver, hvorfor bistand til afrikanske stater fra starten har været den forkerte strategi. Hun begrunder det på følgende måde: I 1950-1960erne kom mange afrikanske stater ud af koloniseringen. Makroøkonomer, bl.a Hollis B. Chenery og Alan M. Strout, argumenterede for, at politisk og økonomisk udvikling skulle befordres ved, at nationale opsparinger skulle bruges til investeringer. Eftersom de unge nationer ingen opsparing havde, begyndte vestlige nationer at give økonomisk statsbistand til at finansiere investeringerne.

Konsekvensen af denne politik er, ifølge Moyo, at en decideret »bistandskultur« slår sig ned på det afrikanske kontinent, og at mange af de nationale budgetter efterfølgende er blevet direkte afhængige af bistand udefra. Bistandskulturen har således bidraget til at videreføre og udbrede politisk korruption, og Uganda er det afrikanske land, Danmark har tildelt mest støtte gennem årene.

Dansk budgetstøtte er ufrugtbar: I løbet af de seneste 60 år har Afrikas unge nationer modtaget omkring en trillion dollar i bistand fra det internationale samfund. Vi kan benytte Moyos analyse til at diskutere, hvordan de danske politikere forholdt sig til den ugandiske bistandsskandale i 2012.

Daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) sagde dengang: »Der er ikke større risiko for korruption ved at give pengene direkte gennem regeringer. Men det, som er så vigtigt ved budgetstøtte, er, at den giver mulighed for at være med til at opbygge nogle nationale kontrolmekanismer og forvaltningssystemer«. U-landskonsulent Marianne Victor Hansen var enig med ministeren: »Budgetstøttens store fordel er, at den giver en meget bedre mulighed for at påvirke hele den måde, offentlige penge bliver forvaltet og fordelt på.« Fra et dansk perspektiv kan dette give god mening, men måske er denne holdning mere udtryk for politisk ønsketænkning end pragmatisk problemløsning.

Udvikling af demokrati og en levedygtig økonomi kræver, som Moyo også påpeger, at politikerne arbejder på vegne af deres vælgere og ikke på vegne af, i dette tilfælde, et dansk bistandsprogram der vil »smugle« demokrati ind ad bagdøren. Denne »demokratiseringsmodel« ser ganske enkelt ikke ud til at virke særlig frugtbar, så lad os stoppe med at benytte en bistandsmodel, som Danmark efterhånden er ene om endnu at bruge: Ifølge Danida er godt 73 procent af Danmarks samlede udviklingsstøtte bilateral (fra stat til stat) og 27 procent multilateral (gennem diverse organisationer). Der bør derfor arbejdes mere multilateralt end bilateralt fremover.

Handel fremfor bistand: EUs høje importkrav har ført, og fører fortsat, til økonomiske tab for Afrikas samlede eksport, som er afgørende for kontinentets politiske og økonomiske vækst. Eskalerende toldpriser er i dag særligt et problem for afrikansk eksport af frugt og grønt, kaffe, te, vegetabilske olier og frugtjuicer.

Forøget lokal, regional og international samhandel vil gavne et land som Uganda, både økonomisk og politisk. Derfor bør økonomisk støtte gå til lokale, initiativrige forretningsmænd og -kvinder, til entreprenører og innovative organisationer og således mestendels til det private erhvervsliv uden om statsinstitutionen. På den måde kommer pengene i omløb blandt befolkningen, hvilket vil fremme den lokale og nationale økonomi ved at bygge på samhandelsaftaler og gensidig nødvendighed – ikke på en ufrugtbar bistands- og medlidenhedskultur.

Liberaliseringen af de lokale afrikanske arbejdsmarkeder skal løbende tilpasses en europæisk samhandelspolitik. »Landbrugssubsidier i de vestlige lande og tekniske handelshindringer (er) fortsat med til at hæmme mulighederne for vækst i Afrika,« skriver Udenrigsministeriet i en nylig rapport. Men selv om der er svage tegn på lempelser af forhindringerne, er der endnu lang vej igen. En af løsningerne består i ikke længere at betragte den afrikanske region som et bistandsprojekt, men som en voksende og ressourcestærk handelspartner.

Det er dobbeltmoralsk at holde afrikanske nationer »nede« med bistand og samtidig nægte dem de økonomiske frugter, som international samhandel skaber. Danmarks samlede vareimport fra Afrika er på omkring én procent. Størstedelen af importen foregår med nordafrikanske lande, handlen med lande syd for Sahara er ubetydelig – dem giver vi jo i stedet bistand. Den tradition bør således ophøre, da den bidrager til at promovere antidemokratiske tendenser i landene syd for Sahara fremfor at bære økonomiske og politiske frugter.

Invester i Afrika: Det er på tide at reformere den danske måde at tænke bistand. Det gamle ordsprog »Giv en mand en fisk, og han har mad til én dag. Lær ham at fiske, og han har mad hele livet« belyser min grundlæggende pointe. Vi ønsker at hjælpe, og mange har viet deres liv til at hjælpe i disse områder. Hjælp til selvhjælp, mener jeg, skal være parolen, der sikrer, at den individuelle afrikaner får redskaberne til at klare sig selv og forsørge sin familie – f.eks. ved at få støtte til at åbne sin egen landsbyvirksomhed. Beskæftigelsen vil blive forøget, og familier får råd til at sende børnene i skole. Det vil tage tid, men derfor kan vi ikke blive ved med at spilde tiden på løsningsmodeller, der ikke fungerer.

Vesten skal kaste sig ud i det positive og magiske eventyr, som det vil være at investere i Afrika og omvendt give Afrika lov til at investere i Vesten. Det er der fremtid i, og den fremtid er der nu – ikke i bistandsprogrammer, der cirkulerer gennem en korrupt statsinstitution, som på grund af en forfejlet bistandskultur ikke behøver at lytte demokratisk til sin befolknings behov. Hvis vi ikke reformerer vores syn på bistand, vil økonomisk og demokratisk udvikling ikke blive fundamentet for et afrikansk kontinent, der har alle de fornødne ressourcer til at blive en frugtbar international politisk og økonomisk samarbejdspartner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.