Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Gid Venstre også taber næste valg

Eva Agnete Selsing: Borgerlige har kun et enkelt håb: At Venstre taber det næste folketingsvalg. De har brug for at vågne op. Skifte ledelsen ud. Rydde op i folketingsgruppen. Formulere substantielle politiske tanker. Og huske på, hvad borgerlighed er.

Venstre har, med sin beregnende tilgang til skatteaftalen med regeringen, cementeret sin rolle som årtusindets hidtil mest magtsyge parti. Det borgerlige bagland kan med rette spørge: er der noget som helst, der tyder på, at Venstre vil føre en borgerlig politik, når de atter kommer til magten?

Forløbet om skattereformen afslørede det gamle parti i en taktisk hyrdetime. Regeringen fremlagde en reform, der lå langt til højre for noget, der nogensinde har været på bordet under den tidligere borgerlige regering. Men Venstre ville ikke være med. I stedet løb man spidsrod mellem dårlige undskyldninger for ikke at lægge stemmer til. Venstre var, tydeligt, ligeglade med deres vælgere og ligeglade med Danmark. Målet var at få regeringen ned med nakken. Den eneste grund til, at de endte med at stemme for, var, at den kyniske - men dilettantiske - taktik for længst var gennemskuet.

Forløbet er den foreløbige kulmination på den kurs, der blev sat under den tidligere borgerlige regering. En kurs, som har efterladt Venstre uden en egentlig politik. Det eneste, der er tilbage i dag, er ønsket om magt. Først historien:

De ti års nominelt borgerlige styre var en fiasko. Danmark blev mere socialdemokratisk for hvert år, der gik, og fremstår i dag som et både økonomisk og kulturelt svagere samfund. Den offentlige sektor oplevede en veritabel eksplosion med væsentlige stigninger i både antallet af offentligt ansatte og overførselsmodtagere. Ekspansionen blev sekunderet af en markant øget bureaukratisering, med struktur- og politireformerne som de værste eksempler. Skattetrykket var højere næsten hvert eneste år end under Nyrup, og den økonomiske vækst var historisk lav. Danmark blev et relativt fattigere land.

Også kulturelt tabte vi. Gymnasieuddannelsen blev smadret af en alliance af kulturradikalisme og managementidioti. Universitetet ditto. Offerdyrkelsen nåede nye højder, og aldrig har færre mennesker i Danmark været i stand til at tage vare på deres eget liv. Den såkaldt borgerlige kulturkamp resulterede i, at befolkningen holdningsmæssigt rykkede solidt til venstre - vel at mærke efter 20 års stabil højredrejning. Det eneste lyspunkt i perioden var den fornuftige ændring på flygtninge- og indvandringspolitikken. Den har Dansk Folkeparti æren for.

Men det mest bemærkelsesværdige ved de ti års socialdemokratisering var den professionalisme, det blev gennemført med. Vi har velsagtens aldrig i danmarkshistorien oplevet et så fermt tilrettelagt politisk forløb. På det strategiske plan er Anders Fogh nok den dygtigste statsminister nogensinde. Og det er måske den største tragedie, for om nogen ville han have været i stand til at gøre Danmark til et rigere og stærkere land. Men det var ikke Foghs projekt: han ville magten. For dens egen skyld. Borgerlige vælgere bliver derfor nødt til at overveje, om de nogensinde kan stole på Venstre igen.

Selv hvis disse vælgere vover pelsen og påtænker at sætte kryds ved partiet endnu en gang, er det relevant at spørge: har Venstre lært noget af denne tiårige fiasko? Svaret er desværre nej. De har intet lært. Der har ikke været antydningen af refleksion. Ikke et kritisk ord. Jeg husker en konference på CEPOS, hvor Claus Hjort Frederiksen gjorde status på regeringsperioden. Han fortrød intet. Jo, gymnasiereformen - hvilket naturligvis var en ikke-indrømmelse, eftersom intet menneske ved sine fulde fem kan forsvare den reform.

Heller ikke fra de yngre rækker har vi set nogen kritisk refleksion. Det er desværre ikke tilfældigt. Under Fogh-regeringen har Venstre udviklet sig til at være et politisk karriereparti. Selektionsprocessen, som bestemmer, hvem,der ender på Borgen, er baseret på partimæssig ’fitness.’ Og hermed menes ikke viden, ideologi og blændende retoriske kvaliteter. Nej, for at komme til tops i et stort parti som Venstre, skal man kunne partispillet og ville spille det. Med alt hvad dertil hører af partidisciplin, evner udi kalkuleret networking og ideologisk kamelslugning. En cocktail, der får mange af de ideologisk stærke og professionelt ambitiøse til efterhånden at melde sig ud af dolkeræset i det ungdomsparti, som for de fleste er vejen til en taburet på Tinge. Derved sikrer partiet sig repræsentanter, som først og fremmest er loyale. Eller politisk modellérbare. Et klart bevis herfor er den økonomisk uliberale politik, partiet førte i Fogh-tiden, og som blev solgt til befolkningen af netop disse repræsentanter. Loyalitet, modellérbarhed, kamelslugning - en ny generation af politiske taktikere.

Fogh var både en blændende ideolog og en fremragende taktiker. Han valgte desværre kun at praktisere det sidste. Næste generation har ikke samme valg - det eneste, de lader til at have lært, er politisk taktik. Hvor er de selvstændige udmeldinger fra den yngre generation af Venstrepolitikere? De høres ikke, fordi de ikke findes.

Borgerlige vælgere bør også spørge sig selv helt konkret: Hvilken politik får vi, hvis Lars Løkke Rasmussen vinder næste valg? Vi kan begynde med at erindre, hvad han gik til valg på sidst. Svigter hukommelsen? Det kan jeg godt forstå, for Løkke gik faktisk ikke rigtig til valg på noget. Hans ene spinkle programpunkt var den såkaldte genopretningsplan, hvilket var rent show, eftersom planen var de facto vedtaget allerede inden valget. Siden valget er der absolut intet substantielt politisk kommet fra den side. Kun lidt klimasnak og fedten for den gennemskueligt forlorne mangfoldighedsdagsorden med PR-satsningen ’Løkke-fonden.’ Vi ser billedet af en hul politiker tone frem. Ideologisk tomhed med lidt sukker på.

Lars Løkke Rasmussen har med alt ønskelig tydelighed gjort det klart, at han vil fortsætte socialdemokratiseringen og den dubiøse taktiske linje, som er blevet Venstres erstatning for politisk indhold. Løkke vil kun magten - præcis som sin forgænger.

Og det var og er netop viljen til magt, der er Venstres akilleshæl. Det store parti oplevede, under Fogh, indflydelsens rus, og blev afhængigt. Partitoppen responderer derfor ikke på ideologiske argumenter, eller åbenlyst fornuftige politiske incitamenter. Og resten af organisationen retter bare ind. Det ligger i partiets DNA. Problemet er systemisk: Venstre som organisation er en magtens perpetuum mobile, som fortsætter sin fokuserede velfærdsjagt på midtervælgere, fordi det virkede fra 2001. Det gav stemmer, men kostede Danmark dyrt.

Og det vil koste os dyrt igen, hvis ikke man i Venstre besinder sig på en anden, mere borgerlig kurs. Hvilket ovenstående gennemgang viser, at der ikke er tegn på vil ske.

Borgerlige har måske kun et enkelt håb: At Venstre taber det næste folketingsvalg. De har brug for at vågne op. Få sig en gevaldig rusketur. Skifte ledelsen ud. Rydde op i folketingsgruppen. Anskaffe sig en intern debatkultur. Aflære en stor mængde frygtelige, meningstømte politikermetaforer. Formulere substantielle politiske tanker. Huske på, hvad borgerlighed er. Finde noget, der ligner en vision for et frit og solidt Danmark i fremtiden. Turde at sige borgerlige sandheder til den offentlighed, der alligevel godt kan gennemskue det magtsyge spil.

Vi har ikke råd til mere tid med Venstre ved magten, hvis de ikke sadler om. Danmark og det borgerlige projekt kan ikke holde til mere socialdemokratisme fra karrierepartiet. Så når jeg igen stiller spørgsmålet fra indledningen - har vi grund til at forvente, at Venstre begynder at føre borgerlig politik, hvis de vinder næste valg? er det klare svar ’nej.’ Hvilket er både trist og uanstændigt. Trist, fordi det handler om Danmark i de næste generationer. Uanstændigt, fordi Venstre er Danmarks største borgerlige parti, og derfor med et betydeligt ansvar for at der bliver ført borgerlig politik her til lands. Og med borgerlig politik menes ikke overtagelse af venstrefløjens mærkesager, men forandringer til et bedre, stærkere, rigere og mere kulturelt ærligt Danmark. Det tør Venstrefolket ikke, forblændet som de er, af attrå efter magt og ministerbiler. Og derfor trænger Venstre til at tabe endnu et valg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.