Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Frihedsrettigheder på udsalg

»Er der noget, en terrororganisations ledere drømmer om, så er det at se det forhadte vestlige demokratis institutioner og frihedsgrader forvandlet til et vrangbillede på sig selv, og at institutionerne viser svaghed i forhold til egne værdier.«

Forfatter Stig Dalager i sit hjem.
Forfatter Stig Dalager i sit hjem.

Jeg medgiver, at vi indskrænker frihedsrettighederne,« sagde Socialdemokraternes retsordførerr, Trine Bramsen, lettere beklagende for nylig på DR2 TV, da hun på partiets vegne bakkede op om justitsminister Søren Pinds (V) lovforslag om at kriminalisere udrejsemulighederne til Syrien – et forslag der af Søren Pind er stillet med henblik på at afskære unge danske statsborgeres muligheder for at deltage i kamphandlinger på IS’ side i Syrien-krigen.

Forslaget er tænkt som en klar stramning i forhold til det gældende juridiske dokumentationskrav om deltagelse i Syrien-krigen på terrororganisationen IS’ side og som led i regeringens overordnede terrorbekæmpelsesindsats under indtryk af de nylige islamistiske terroraktioner i Bruxelles og de tidligere i både Paris og København.

Med dette forslag er det umiddelbart indlysende, at terrorbekæmpelsen nu er rykket så højt op på den politiske dagsorden, at flertallet i Folketinget er parat til at reducere på en hjørnesten i den danske styreform og det danske demokrati for at signalere, at man er handledygtig i dette anliggende. Friheden er dyrebar, men man må forstå det sådan, at tilstedeværelsen i Danmark af indtil nu 46 Syrien-krigere (IS-sympatisører, red.) og risikoen for flere er den anfægtelse, der skal til for at få os til at begynde at give køb på den til fordel for sikkerhed. I den forbindelse er det værd at erindre sig, hvad en af den amerikanske forfatnings såkaldte fædre, Benjamin Franklin, sagde om forholdet imellem frihed og sikkerhed: »De, der opgiver frihed for sikkerhed, får ikke, og fortjener heller ikke at få, nogen af delene.«

Hvad angår den eventuelle virkning af den nævnte indskrænkning af rejsefriheden, så er eksperter enige om, at den i praksis stort set ingen virkning vil få udover at gøre det ekstra besværligt for de journalister og Røde Kors-medarbejdere, der med legitime formål rejser mod Syrien. De, der ud fra en perverteret tolkning af islam, voldsfascination og søgen efter identitet og fællesskab er indstillet på at melde sig under IS’ dødskultlignende faner vil ingen problemer få med at finde andre rejseruter via vores nabolande.

Er der noget, en terrororganisations ledere drømmer om, så er det at se det forhadte vestlige demokratis institutioner og frihedsgrader forvandlet til et vrangbillede på sig selv, og at institutionerne viser svaghed i forhold til egne værdier. Af samme og mange andre civilisatoriske grunde er det farligt at føre symbolpolitik på en indskrænkning af frihedsrettighederne. Men det er åbenbart det redskab, som – synes det – rådvilde danske politikere i denne tid har en særlig præference for.

Anderledes effektivt ville det i forhold til en præventiv terrorbekæmpelse være at foranstalte en markant flerstrenget indsats imod den radikalisering af småkriminelle, som terrorforskningen viser finder sted i fængselsmiljøerne, eller efter mange års tøven og ansvarsforflygtigelse at samles om en massiv af-ghettoisering af landets indvandrermiljøer. Det kunne blandt andet ske med forbillede i Aarhus bystyres fremskredne planer i samme retning.

Et tredje tiltag kunne i denne forbindelse være at igangsætte en markant kombineret skole-socialarbejder-og politi-indsats i forhold til det verserende bandeuvæsen netop i landets ghettoer. Forskning viser, at en sådan indsats kan bære frugt, ikke mindst fordi den sociale og psykologiske marginalisering med etniske fortegn er en af rødderne til bandedannelse og radikalisering.

Et fjerde ganske aktuelt tiltag kunne være at bede landets justitsmyndigheder om at undersøge muligheden for inden for den nugældende lovgivnings rammer at rejse tiltale for opfordring til vold i de af landets moskéer, hvor der efter alle i offentligheden fremkomne oplysninger er en berettiget mistanke om, at noget sådant finder sted.

Et femte tiltag kunne være hurtigst muligt at forhandle en ny aftale med EU på plads omkring dansk deltagelse i et øget EU-politi- og efterretningssamarbejde, og hvis det ikke er muligt, så at udskrive en ny folkeafstemning, hvor man på en helt anderledes overbevisende måde argumenterer netop for det. Et sjette lige så aktuelt tiltag kunne være at bede justitsministeren indskærpe over for landets politimyndigheder at tage de både hvide tal og mørketallene, man ved findes for voldtægter af og vold mod kvinder med muslimsk baggrund anderledes alvorligt og selv indlede efterforskninger med henblik på strafansvar og social indsats bl.a. med udgangspunkt i de mange tilfælde af voldsramte kvinder, som kvindekrisecentre rundt om i landet er vidende om.

Børn i voldsramte familier er på flere måder særligt udsat – også for senere hen at blive samfundsmæssigt marginaliseret og modtagelige for voldspropaganda. Endelig kan man kun opfordre landets politikere (og medier) til uden at være berøringsangst over for de problemer, der er forbundet med islamistisk terrorisme, indvandrere og flygtninge, at medvirke til at fremhæve og belyse de mange arbejdsmæssige og kulturelle ressourcer, som indvandrer- og flygtningebefolkningen rummer og undgå at generalisere og lovgive ud fra det problematiske i de få og særlige tilfælde.

Netop det sidste er en faldgrube, som danske politikere med hang til symbollovgivning for ofte falder i, bestandigt presset af anti-fremmed retorikken fra Dansk Folkeparti, der i sin kerne som protestparti på indvandrerspørgsmålet som regel appellerer til forsimplede løsninger (gradbøjningen af konventioner og frihedsgrader) uden at ville tage ansvar for de mere sammensatte, konstruktive løsninger. Således også i den forhåndenværende øvelse, der nu med kulturminister Bertel Haarder (V) i spidsen er sat i gang for at finde veje til at begrænse og ikke mindst kriminalisere især såkaldte had-prædikanters ytringer.

Men når det som her drejer sig om ytringer, der opfordrer til vold, er de allerede kriminaliseret, og med en lov fra 2004, som Bertel Haarder fik vedtaget som integrationsminister blev det ydermere bestemt, at der ikke skulle gives opholdstilladelse til religiøse forkyndere, hvor der er grund til at antage, at vedkommende »vil udgøre en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter«. Loven stillede også krav til, at udenlandske religiøse forkyndere skulle have en »relevant baggrund eller uddannelse« for at forkynde i Danmark og ikke modtage offentlig forsørgelse. Problemet med denne lov er ikke loven selv, men at den aldrig har været bragt i anvendelse.

At kriminalisere ytringer udover ytringer, der direkte opfordrer til vold eller forbryder sig imod straffelovens bestemmelser, er at bevæge sig ud på en farlig glidebane bort fra den for demokratiet afgørende ytringsfrihed. Den må gælde såvel for Loke som for Thor.

Der er noget dybt ironisk i, at nogle af de samme politikere, som for ti siden havde travlt med at forsvare ytringsfriheden på baggrund af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger over for os, der kritiserede dem, og som – med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i spidsen – anbragte os i en gabestok som geddebukke i Bibelens forstand og sig selv som de ubesmittede får, nu vil kriminalisere hadfyldte ytringer.

Der var dengang ikke én af os i gruppen af de »12 forfattere« eller blandt de andre markante danskfødte kritikere af Muhammed-tegningerne, som på noget tidspunkt foreslog en kriminalisering af tilsvarende tegninger eller ytringer som Jyllands-Postens endsige en indskrænkning af ytringsfriheden. Vi brugte blot ytringsfriheden til at kritisere disse tegninger og deres ledsagetekst. Den holdning vil jeg foreslå de samme og nye politikere at tage til sig i dag og dermed bekræfte styrken i det demokrati og de frihedsrettigheder, de er sat til at vogte.

Og lad os da så i øvrigt få mere ånd og hånd og mindre vandring ad de samme stier. Som den italienske regeringsleder Matteo Renzi allerede har foreslået, er en af de bedste måder at bekæmpe terror på at opgradere kulturen og ikke som herhjemme skære ned på kulturbudgettet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.