Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Fra lyserød til pøllefarvet

Birgitte Baadegaard: At være bevidst om, hvad vi kvinder kan, hvad vi vil, hvem vi er - og glæde os over det. Det er det, der gør, at vi udvikler os som mennesker, arbejdskraft og som køn. Samtidig med at vi sikrer, at ordet ’hun’ bruges med stolthed.

Tegning: Jens Hage
Tegning: Jens Hage

I showet City Singler 2 er der en scene, hvor en penisattrap af papir med stor begejstring lanceres af de fire skuespillere, fordi kvinder derved kan tisse stående - op ad biler og mure - eller hen over dem, for den sags skyld. Den grinede jeg meget af, specielt fordi min mor mange gange har fortalt mig, hvordan jeg som lille kom hjem med våde bukser, fordi jeg ofte legede med drenge og var tosset over, at jeg ikke som de havde en tissemand, der nemt og hurtigt kunne lette en presset blære op ad et træ eller ned i en grøft.

Da jeg et par dage efter showet hørte SFs forslag om at opstille såkaldte missoirs rundt omkring i København, grinede jeg også - mest fordi den mandlige politiker, som præsenterede forslaget, selv så ud som om, han var ved at dø af grin. Knap så meget grinede jeg over spelt/karrieredebatten her i avisen (med få undtagelser blev der ført hellig krig), og da jeg begyndte at følge svenskernes stadig mere anvendte begreb ’hen’ (på dansk høn), var det helt slut med at grine (indtil jeg forestillede mig denne sætning sagt af en pædagog i en børnehave: »gå lige hen til hen og sig, at hen ikke må sætte sig derhen - faktisk vil jeg gerne ha’ hen herhen«).

Når jeg lægger det hele sammen, synes jeg kort og godt, det er trist, at vi kvinder tilsyneladende er så usikre på os selv og vores eget værd, at vi føler, vi må legitimere vores livsvalg i avisen ved at angribe andre (uanset om det er at arbejde eller ej), overveje om forslaget missoirs skal tages alvorligt - og om begrebet ’hen’ skal til for at gøre os ligestillet. Hviler vi virkelig ikke mere i vores køn end det?

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om ordet ’køn’ også er gået hen og blevet et fyord, selv holder jeg meget af det. Jeg kan godt lide at være kvinde. Og jeg ønsker på ingen måde en ensretning, der bliver så stærk, at den eneste forskel på mænd og kvinder er, at der hos den ene part hænger noget forneden og hos den anden, at der stritter noget foroven.

Med mindre dét også er for meget, og vi derfor opdyrker et - indtil dette øjeblik - helt nyt og uerkendt marked for klenodie-indbindingsartikler, så vi alle - både mænd og kvinder i ligestillingens hellige navn - kan skjule dem, mens vi er på arbejde, fordi de ellers vil være afledende for vores opmærksomhed - og dermed effektivitetsbremsende (vi kunne selvfølgelig også overveje at kappe dem af, klenodierne, altså, men så ser det godt nok grelt ud for menneskehedens fremtid, og så behøver vi slet ikke at diskutere begrebet ligestilling særlig meget længere).

Alternativet til det scenarie er naturligvis, at vi kvinder i protest bliver hjemmearbejdende spelt-eksperter resten af vores liv og aldrig tør vende blikket mod arbejdsmarkedet igen.

Der er dog én vigtig forudsætning for at blive taget alvorligt: At man selv tager sig alvorligt.

Ved accept af den rabiate version af begrebet ligestilling (det vil sige ’hen/høn’ og missoirs-ideologien) må i øvrigt følge en række interessante dilemmaer. For eksempel: Hvad vil man i Sverige fremover gøre med frisurer? Skal alle - både drenge og piger - fremover klippes i modèle kasserolle?

Og hvad med flyverdragters farve? Forefindes de fra nu af kun i brun (sort og blå og grøn er for drenget, det går naturligvis ikke - ligesom rød og pink og lyserød må bandlyses)? Konsekvensen af sådan en definition på ligestilling - hvis den overhovedet var mulig - ville være en ensretning, som var dræbende for både kreativitet, diskussion, strategier, nye veje og måder. Fulgt af en identitetsløshed og rodløshed, som vi mildt sagt ikke har brug for mere af. Og apropos brune flyverdragter - verden ville blive pøllefarvet.

Hvad er det i bund og grund, vi alle ønsker at opnå og prøver at finde universal-redskabet til, når vi debatterer?

Helt overordnet: det bedste liv - for os selv og vores børn/døtre. Så enkelt kan det siges.

Under den overskrift følger så blandt andet ord som ’mere indflydelse, mere magt, større frihed til at vælge, accept af vores valg, bedre job, mere lige løn’ - afhængig af, hvem man er.

Fantastiske mål. Ambitiøse mål. Urealistiske mål? I hvert fald så længe vi uden at vide det er vores egen fjende. Eller måske snarere vores egen og andre kvinders fjende. Flere og flere undersøgelser dokumenterer, at der på mange områder er forskel på mænd og kvinder. Det gælder lige fra psykologisk profil til valg af uddannelse og jobmæssige prioriteringer, tænkemåder, behov og hverdagsliv. Desuden viser tørre tal, at kvinder står for omkring 80 procent af husstandenes købsbeslutninger. Samtidig er kvinder i overtal på stadig flere videregående uddannelser.

Kvinder er kort sagt en vigtig mål- og interessentgruppe både som kunder, talentmasse og lederpotentiale. Og kvinder skal alene på denne baggrund tages alvorligt. Der er dog én vigtig forudsætning for at blive taget alvorligt: At man selv tager sig alvorligt. Og når jeg skriver ’selv’ indbefatter det også sit køn.

Jeg holder generelt meget af, når kvinder tør gale højt fra hustagene - gerne med en helt anden lyd end man(d) plejer. Og der må også meget gerne være et skarpt budskab, så længe det bliver sagt eller skrevet med respekt for andre holdninger, livsformer eller valg.

Og jeg spekulerer på, om det er et af kvinders vigtigste læringspunkter i denne tid - at vi galer for meget op samtidig med, at vi taler for meget ned til os selv - og hinanden. Her følger et eksempel:

»Danger! Woman driver!« larmede de sorte bogstaver på den røde streamer i bagvinduet på bilen foran mig. Den så ellers ikke specielt ramponeret ud, ingen hak i kofangeren, splintrede lygter eller buler i bagen, eneste eventuelle kritik kunne være, at den trængte kraftigt til en rustbehandling, og at dens glansdage nok lå 10-15 år tilbage.

Men dét siger jo ikke noget om chaufførens evner til at håndtere et rat, vel? Store, glinsende BMWer bliver kørt af fartglade unge mænd, og bag på deres biler står ikke: »Advarsel - drengerøv uden hjerne med klumpfod på speederen«, ligesom man ikke ser streamers med teksten: »Kør indenom - bessefar på hjul«, selvom hans 80 km i timen i yderbanen på motorvejen kan trille alverdens ulykker i gang.

Jeg har set den type streamers før (’Giv agt - kvinde bag rattet’), og hver gang spekulerer jeg over, hvad det er, der får en kvinde, for det var en kvinde, som sad bag rattet, til at sætte sådan en streamer op på sin egen bil? Er det et mislykket forsøg på at være humoristisk: »Hvor sjovt - det her kan jeg (heller) ikke finde ud af«, en misforstået loyalitet: »Se mig, mænd, jeg synes også, (andre) kvinder er tåber!«, eller et misundeligt: »ja, ja, drenge, jeg ved, jeres rum- og retningssans er bedre end min og underkaster mig.« Prøv at forestille jer det modsatte: »Pas på - mandlig chauffør!«

Nej, det svinger ikke rigtig, vel? Det er temmelig urealistisk at tro, at en mand ville sætte den tekst op på sin firehjulede. Streamers som: »Fars dyt« måske. Eller et firmanavn (specielt, hvis han er selvstændig), eller hvis der er lidt blød mand over ham: »Hold afstand - børn i bilen«. Men ikke noget, som truer hans køn og hans kompetencer. Og heller ikke noget, som truer loyaliteten over for hans køn, hvilket implicit betyder hans netværks-kammerater.

Her er en vigtig læring for kvinder. Nej, ikke at sætte blærede streamers bag på bilen, men at holde af sig selv og sit køn. At være, med et ord, som jeg elsker at hade - solidarisk. Rummelig. Opbyggende. At være bevidst om, hvad vi kvinder kan, hvad vi vil, hvem vi er - og glæde os over det. Det er det, der gør, at vi udvikler os både som mennesker, som arbejdskraft - og som køn. Samtidig med at vi sikrer, at ordet ’hun’ vil blive brugt med stolthed - også for fremtiden.

Jeg har stadig ikke lært at tisse stående, og det er okay, trods alle fordelene ved den kompetence. For hvor har jeg meget at byde ind med trods denne lille fysiske forskel. Eller måske snarere - netop derfor.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.