Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Forældreansvarsloven svigter skilsmissebørnene

Den ni år gamle forældreansvarslov er ikke for børn. For selvom barnet har, og fortsat skal have, ret til begge sine forældre, så skal hensynet til barnet altid komme i første række

Lisa Holmfjord.
Lisa Holmfjord.

Ingen skilsmisser er nemme, men heldigvis finder langt de fleste skilsmissefamilier frem til en løsning, som både børn og voksne kan leve med. Men i højkonfliktsager kan forældre ikke selv. Her har familien brug for hjælp. Men den nuværende forældreansvarslov er ikke gearet til at løse den problematik. Den skader ofte mere, end den gavner de børn, der er klemt. Loven tager nemlig afsæt i en ideel verden, som ikke eksisterer. En verden, hvor alle forældre vil deres børn det bedste. Forældreansvarsloven taler om barnets ret til begge forældre, men den smukke illusion om at fremme barnets rettigheder krakelerer, når kernen i virkeligheden er at fremme forældrenes ret til barnet. Og det er der, loven fejler fatalt.

Forældreansvarsloven er strikket med så store masker, at den alt for let kan misbruges af kompromisløse forældre, der kun har øje for egne behov. Forældreansvarsloven er skabt ud fra et ligestillingsperspektiv, og vi forbinder helt automatisk denne lighed med individuelle rettigheder, men det går ikke i spand med lovens gode intention om at sætte barnet i centrum. For lighed fungerer ikke altid lige godt i relation til forældreskab, når den betingelsesløst uddeles uden omtanke. Et eksempel er normen om den fælles forældremyndighed. Domstolene kan med loven i hånden dømme til fælles forældremyndighed. Dømme til lighed. Dømme til enighed. Og det sker, igen og igen, også i sager med vold og misbrug. I sager, hvor det på ingen måde er til barnets bedste. For der skal så store og tungtvejende grunde til at dømme til eneforældremyndighed, at det praktisk taget er næsten umuligt.

Det samme er tilfældet med samvær. Nærmest alle, der beder om samvær, får samvær. Uanset tidligere synderegister. Uden tøven lader vi børnene blive gidsler i forældrenes strid om rettigheder. Vi tvinger børn til at være sammen med en forælder, de ikke er trygge ved, forældre, de er bange for, forældre, der begår vold, forældre, der misbruger dem. Forældre, der i værste fald slår dem ihjel. For det sker. I Danmark skete det så sent som den 4. august i år, hvor en otte-årig pige blev kvalt af sin far. Han var vred over, at moderen havde forladt ham. Hun var flygtet på krisecenter i et forsøg på at beskytte sig selv og datteren. Men myndighederne besluttede, at far skulle have lov til at have samvær med sit barn, selvom barnet tissede i sengen af angst for ham. Dette barn blev ikke beskyttet, fordi fars rettigheder blev sat højere end barnets liv.

I Danmark bliver mødre sat i fængsel for at beskytte deres børn. I Danmark flygter forældre til udlandet. De flygter velvidende, at bliver børnene bortført tilbage til Danmark, så har de mistet dem for altid. Men nogle vælger alligevel denne drastiske beslutning. Bortførelse er aldrig den bedste løsning for barnet, men nogle gange kan det ses som den eneste løsning for en desperat forælder, hvad enten handlingen udføres for at beskytte egne individuelle rettigheder eller barnets tarv.

Epokegørende afgørelse

(Her er er slettet en række afsnit om en dansk sag om forældreretten til et barn. FNs såkaldte CEDAW-komité, der  kontrollerer medlemslandenes overholdelse af FNs konventioner om diskrimination af kvinder, behandlede tidligere på året sagen og udtalte en skarp kritik af Danmark. De slettede afsnit indeholdt en række fejl)

FN anbefaler en grundig evaluering af forældreansvarsloven for at sikre, at beskyttelsen af barnet altid er prioriteret, og for at sikre, at der ikke sker diskriminering af kvinder, der har været udsat for vold. FN anbefaler endvidere, at vi udvikler specialiserede kurser, så alle myndigheder, der er beskæftiget inden for forældremyndighedsområdet, får et dybtgående kendskab til dynamikken i voldssager for at sikre, at de fremadrettet altid handler ud fra princippet om »barnets bedste«.

Danmark har responderet på afgørelsen. Regeringens svar til FN er diskret blevet lagt ud på Social- og Indenrigsministeriets website. Det er ikke let at finde, men hvis man leder længe nok, dukker det op. Svaret er til gengæld ikke til at tage fejl af. Den danske regering afviser alle anklager og frifinder sig selv. Det kommer desværre ikke som nogen overraskelse. Vi, der har fulgt sagen, havde ikke forventet et knæfald for FN, men nok håbet på en smule selvransagelse. For eksempel en igangsættelse af en lovevaluering eller et løfte til FN om, at der nu vil blive sørget for specialiseret undervisning af de myndighedspersoner, der skal sikre, at afgørelser altid sker til barnets bedste. Det er ikke tilfældet. Og det er forbandet sørgeligt. For hvis vi ikke selv tager kritik fra FN alvorligt og følger afgørelser, der går imod os, hvordan kan vi så fremadrettet være fortalere for, at andre medlemsstater skal gøre det? Vi har tilsluttet os en konvention og dermed accepteret at følge FNs afgørelser i sager, der strider mod konventionen. Det er det man gør, når en konvention er blevet ratificeret. Man følger FNs afgørelser. Det er en klar spilleregel – den gælder også, når det er os selv, der bliver slået hjem. Men en dansk ratificering er tilsyneladende ikke mere værd end det papir, den er skrevet på. I en samtid, hvor konventioner mest af alt er noget, vi taler om at træde ud af, så må vi sande, at det ikke er konventionerne, vi er tjent med at læne os opad, hvis vi skal gøre os håb om at skabe en lov, der beskytter barnets bedste, i stedet for at tilstræbe forældrelighed.

Loven er ikke for børn

Den ni år gamle forældreansvarslov er ikke for børn. For selvom barnet har, og fortsat skal have, ret til begge sine forældre, så skal hensynet til barnet altid komme i første række. Vi må og skal beskytte børn fra vold, misbrug og overgreb, og det sker ikke i dag. Derfor skal forældreansvarsloven ændres. Lovhullerne skal stoppes, og fokus skal være på børnene. Ikke forældrene. Hvordan sikrer vi en barndom fri for vold, misbrug og overgreb? Hvordan sikrer vi bedst muligt barnets tarv? Det er vores pligt at besvare de spørgsmål og lovgive derefter. Gældende lovgivning skal altid sikre beskyttelse af de svageste i samfundet. Det er den grundsten, vores demokrati, vores velfærdsstat, vores retssamfund er bygget på. Det er derfor vores pligt, som de voksne, herunder også politikere, domstole, familieretsadvokater, sagsbehandlere mm. at sikre, at det sker fyldest.

 

Debatmøde om forældreansvarsloven på Berlingske 30. september kl. 15. Se mere på www.berlingskeshop.dk/ansvar1

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.