Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Forældre ejer ikke deres børn

»Der skal ske en konkret holdningsbearbejdning og en kulturændring hos mange af vores nydanske borgere, hvad angår forældreskab. En af de vigtigste holdningsændringer er, at man ikke ejer sine børn, men at de er selvstændige individer.«

»Det skal være slut med, at forældre med anden etnisk baggrund end dansk holder unge mennesker i et jerngreb,« sagde integrationsminister Inger Støjbjerg i forbindelse med lanceringen af satspuljeindsatsen mod parallelsamfund, social kontrol og radikalisering. Et nødvendigt løft, som samtlige satspuljeparter (med udtagelse af Enhedslisten) valgte at prioritere med hele 227,4 mio. kr. over de næste fire år.

Det lyder af rigtig meget, ligesom hensigten er god. Området trænger i den grad til et løft og øget fokus. Der er ikke sket så meget, siden den daværende SR-regering lancerede en handlingsplan i 2012, der satte indsatser i gang som Etnisk ung, safehouses, mentorprojekter og opkvalificering af fagfolk mm.

Desværre har det ikke forhindret hverken social kontrol eller tvangsægteskaber. Nærmest på daglig basis hører vi om kvinder, der ikke kan slippe ud af et voldeligt ægteskab, eller om forældre der tvinger deres børn og forsøger at styre deres liv med afsæt i traditionelle værdier. Senest hørte vi om den unge kvinde Zahra, der mod sin vilje blev holdt tilbage i ni år i forældrenes hjemland. En serie som Berlingske har kørt for nylig.

Spørgsmålet er, om vi fremadrettet kan ændre denne tendens.

I det store puljebeløb på 227,4 mio. kr. er der reelt afsat 73,4 mio. kr. til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol fra perioden 2017-2020. Heri er en række tiltag fra handlingsplanen fra 2012 videreført – bl.a. styrkelse af fagfolks kompetencer, information, oplysning mm. – ligesom indsatsen for at finde et botilbud til de unge efter ophold på krisecentre er styrket i form af udslusningsboliger. Og endelig er der afsat midler til viden og dokumentationsindsats.

Og netop heri ligger måske kernen i, hvorfor vi genopfinder den dybe tallerken år efter år og ikke kommer videre i forhold til bekæmpelsen af parallelsamfund, social kontrol og tvangsægteskaber.

Familie i opløsning

Der er ikke noget sober forskning og viden på området, der kan bruges som afsæt til ikke at gentage de mange fejl, man har begået i tidens løb i forhold til integrationen. Der er afsat milliarder af kroner til området, penge til diverse integrationsprojekter med støtte af netop diverse puljer, som i forløbet nok har været effektive, men både viden og erfaring er gået tabt med projektets afslutning. Og her kommer så vores kæphæst, når det gælder dokumentation og viden omkring bekæmpelse af social kontrol og æresrelaterede konflikter og parallelsamfund.

Der skal mere reelt forskning og viden til end »undersøgelse af opfattelser af ligestilling og kønsroller særligt blandt etniske minoritetsmænd,« som der står i satspuljeaftalen. Ligeledes kunne det være vigtigt at sætte fokus på og lave et indsatsområde målrettet forældrene. For nogen virker det, når den unge mand eller kvinde fjernes fra hjemmet og tilbydes en ny tilværelse et andet sted, men der har også været eksempler, hvor den unge »falder tilbage« til familien, fordi det er for hårdt at være væk fra dem.

Netop derfor burde der også være fokus på forældrene – ikke mindst, hvis man skal ændre en forældet kultur og misforstået norm, om at man ejer sit barn og derfor kan gøre, hvad man vil – f.eks. tilbageholde sit barn mod barnets vilje.

At netop forældrene er vigtige, viser en dom for en måneds tids siden om tvangsægteskab. En ung dansk kvinde med pakistanske rødder blev tidligere på året bortført af sine forældre til Pakistan. Her skulle hun – mod sin vilje, men efter forældrenes ønske – indgå i et tvangsægteskab. Heldigvis lykkedes det den unge 17-årige kvinde at slippe væk takket være et familiemedlem, som meldte den unge kvinde savnet, hvilket fik myndighederne til at reagere hurtigt og sætte en stopper for den unge kvindes ulykkelige situation. Hun er nu tilbage i Danmark i god behold.

Men dommen er på mange måder historisk og den første, siden stramningerne omkring tvangsægteskaber blev indført i 2008. Faderen fik tre et halvt års fængsel, og selvom hans forsvarer har anket den og betegnet den som »meget streng og uden fortilfælde i Danmark,« så er det en vigtigt dom, hvis afskrækkende signalværdi ikke skal undervurdere.

Spørgsmålet er om man kunne have forhindret denne tragiske sag udvikle sig på denne måde for alle parter? For selv om den unge kvinde er i sikkerhed, så er hendes familie opløst. Faderen sidder i fængsel, mens moderen, der stadig befinder sig i Pakistan, har en arrestordre hængende over hovedet og derfor ikke tør komme hjem. Historien fortæller ikke noget om antal søskende, men en bror nævnes i sagen. Hvad der skal ske med ham? Vi ved det ikke. Men en ting er sikkert: De har »mistet« deres forældre, og en familie er gået i opløsning.

Holdningsarbejde hos nydanske forældre

Mange forældre med minoritetsbaggrund vil, som alle forældre, kun det bedste for deres børn – også når det handler om at finde en »passende« partner i livet. Selv om det i vores forståelse kan virke grænseoverskridende, så er det i deres forståelse en kærlig og ansvarlig handling.

Derudover er der også den evige bekymring hos mange forældre om, at deres barn måske er ved at blive for dansk, og dermed er ved at miste sine kulturelle rødder og identitet. Det fører til, at mange forældre vælger at finde en partner til deres barn i hjemlandet i håb om, at der så vil være en »genetablering« til deres kultur via ægtefællen.

Men i sidste ende handler forældrene uden at være klar over konsekvenserne af deres handlinger og misforstår ofte det »at være dansk«. Vi har som samfund stadig et stort oplysningsarbejde foran os målrettet disse forældre, ligesom der skal være konkrete tiltag, der kan have en afskrækkende effekt. Et ret enkelt forebyggende tiltag kunne være en lille orienteringsflyer i passet på forældrenes sprog, der fortæller klart og enkelt om, hvad strafferammen er for forældre, der frihedsberøver deres børn, tvinger dem i et arrangeret ægteskab, eller holder dem mod deres vilje i et andet land. Det er kampagner, der virker præventivt.

Der skal ske en konkret holdningsbearbejdning og en kulturændring hos mange af vores nydanske borgere, hvad angår forældreskab. En af de vigtigste holdningsændringer er, at man ikke ejer sine børn, men at de er selvstændige individer. Men denne holdningsændring sker ikke fra den ene dag til den anden. Den tager tid. Og jo tidligere denne holdningsbearbejdning sker, jo bedre er det – eksempelvis kunne man overveje sundhedsplejerskernes rolle, pædagogerne fra børnehaven eller læreren fra skolen.

En generel opkvalificering af fagpersoner, som de unge er i daglig kontakt med, er utrolig vigtig. Læreren spiller en afgørende rolle og skal også kunne handle hurtigt eller henvise til et sted, hvis den unge råber om hjælp.

Det samme gælder socialrådgiveren og politiet, når den unge henvender sig. Alle fagpersoner bør være rustet til at håndtere æresrelaterede konflikter, social kontrol og andre lignende problemstillinger.

Desværre er vores erfaring, at der stadig er en vis berøringsangst hos de forskellige myndigheder. Mange socialarbejdere tør ikke røre ved de her sager af angst for at blive kaldt racister, eller simpelthen fordi de ikke føler, de har viden og kompetencer til at turde gå ind i disse sager. Vores håb er, at de nye tiltag vil vende denne berøringsangst.

Et ønske til efterfølgende politiske opjusteringer på området er altså mere fokus på forældrene og mere dybdegående viden og forskning på området, som kunne understøtte indsatser her og nu og kvalificere de fremadrettede forebyggende tiltag.

Set i lyset af at vi stadig får borgere fra andre lande – herunder flygtninge – er problematikken stadig aktuel og vil være det i mange år fremad. Flygtningefamilier, som kommer fra andre kulturer, vil unægtelig møde et samfund, hvor kultur, normer og værdier adskiller sig markant fra det, de kommer fra. Vi skal turde tage skridtet og udfordre nyankommne flygtningefamilier og stille krav, men ikke mindst tilbyde dem et alternativ og et tilbud om medborgerskab.

Yildiz Akdogan, MF (S), næstformand i Folketingets ligestillingsudvalg, og Halima El Abassi, ph.d.-stipendiat, Høgskolen i Oslo og Akershus

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.