Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Flygtninge­kvinders lave beskæf­tigelse handler om mere end kultur

Mads Ted Drud-Jensen
Mads Ted Drud-Jensen

Det går faktisk godt med at få flygtninge i job – i hvert fald for mændene. Kvinderne halter langt bagefter, og det har fået en del medieopmærksomhed. Men opmærksomheden fokuserer udelukkende på kultur og udfordringer hos kvinderne selv. Det er ikke helt fair. Skal vi forstå, hvorfor kvindelige flygtninge har sværere ved at få et job, og finde løsninger, må vi også se på vores eget kønsopdelte arbejdsmarked.

Andelen af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der er i ordinær beskæftigelse efter tre års ophold i Danmark, er på blot ét år steget fra 20 pct. til 27 pct., viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Hele 40 pct. af mændene er i arbejde. Men bag succeshistorien gemmer sig en markant ulighed, hvor kun 11 pct. af kvinderne har fundet vej til jobmarkedet. Der er altså noget, der tyder på, at de ikke i samme grad som mændene nyder godt af de eksisterende beskæftigelsesindsatser og muligheder på arbejdsmarkedet.

Den seneste tid har eksperter, debatter og overskrifter i diverse medier forsøgt at forklare uligheden i beskæftigelse blandt flygtningemænd og -kvinder. De peger entydigt på kultur og udfordringer hos kvinderne selv såsom manglende erfaring og arbejdsidentitet.

Men selv om det helt givet spiller en rolle, skal man passe på med at reducere de statistiske forskelle i beskæftigelsen til udelukkende et spørgsmål om kvindernes (og deres mænds) kultur.

For det første risikerer man at overse, at de kulturelt betingede barrierer nok gælder for nogle flygtningekvinder, men ikke for alle. For der findes selvfølgelig mange flygtningekvinder, der er fremme i skoene og ambitiøse, hvad angår arbejde og karriere, men som alligevel støder panden mod en mur.

Vi ved fra dansk forskning, at det har stor betydning for indsatsens effekt, at beskæftigelseskonsulenten møder borgeren med en tro på, at hun kan lykkes med at få arbejde. Derfor er det ikke konstruktivt at dyrke en forestilling om flygtningekvinder som ressourcesvage og ofre for egen kultur. Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret end som så.

Kulturbrillerne risikerer også at skygge for, hvad det eksempelvis betyder for statistikken, at en ikke ubetydelig del er på barsel. Endelig kan der være ræson i også at se på, om der er nogle strukturelle forhold i Danmark, der især hæver barren til arbejdsmarkedet for flygtningekvinder.

Det danske arbejdsmarked er eksempelvis i udstrakt grad kønsopdelt. Mænd udgør majoriteten i den private sektor, og kvinder fylder i det offentlige. Håndværkerne er mænd, mens de ansatte i sundheds- og omsorgssektoren er kvinder. Groft sagt. Samtidig peger undersøgelser på, at en virksomhedsrettet indsats – herunder de meget anvendte praktikker i den private sektor – er en mere effektiv vej til beskæftigelse end vejen via den offentlige sektor. Det kan med andre ord være lettere for nyankomne at få ordinært arbejde som pedelmedhjælper end som sosu-assistent, og lettere at få foden rigtigt inden for på en byggeplads end i en børnehave. Og der er næppe mange, der forestiller sig, at det er flygtningekvinderne, der efter kort tids ophold i Danmark skal sparke dørene ind til sektorer, hvor danske kvinder heller ikke rigtigt har fået fodfæste.

Oven i det har der de seneste år været eksempler på offentlige arbejdspladser, der har været tilbageholdende med at ansætte flygtninge, som ikke har en børneattest, der går mange år tilbage. Dertil kommer, at trepartsaftalens integrationsgrunduddannelse (IGU) er skruet sammen på en måde, så man ved forløb netop i den offentlige sektor – grundet den lave elevløn – risikerer at få mindre udbetalt, end man gør på offentlig ydelse alene. Sådanne forhold på det danske arbejdsmarked rammer særligt kvinder.

Kvinderne bærer det tungeste læs

Det handler dog også til dels om, hvad man ofte vil betegne som kultur. Undersøgelser viser, at mens der ikke er den store forskel på uddannelsesniveauet mellem nyankomne mænd og kvinder, har kvinderne typisk mindre erfaring fra arbejdsmarkedet i deres oprindelsesland end mændene. Mange flygtninge kommer fra samfund, hvor kvinder ikke traditionelt er på arbejdsmarkedet i samme grad som mændene. Og der er ingen tvivl om, at spørgsmålet om arbejds­identitet og -erfaring – eller mangel på samme – har betydning for beskæftigelsen.

Det betyder, at nogle kvinder først og fremmest ser sig selv som hjemmegående, og både de selv og familien kan have en forventning om, at kvindens primære domæne og ansvar er hjemmet, familien og børnene. Når familien oven på barske oplevelser og omvæltninger samtidig skal finde sig til rette i et nyt land med nyt sprog og nye institutioner med komplicerede krav og forventninger, kan det ofte være kvinderne, der bærer det tungeste læs. Og det kan være meget svært at klare et skema, der både inkluderer eget job, danskundervisning, aflevering og hentning af børn i skole og daginstitution og samtidig nå at lave den tidskrævende makloubeh fra bunden, inden børnene skal i seng.

Som en del af kommunernes modtagelse og beskæftigelsesindsats er det derfor afgørende, at man uden løftede, moraliserende pegefingre taler om kønsrelaterede rettigheder og de ligestillingsmæssige udfordringer, som mange flygtninge støder på i mødet med det danske samfund, og at man i den snak også kan erkende, at der i Danmark er ligestilling på papiret, men ikke nødvendigvis altid i praksis. Indsatser bør inkludere redskaber til at organisere hverdagen og huslige pligter, bør arbejde med rollemodeller og bygge bro til fællesskaber i lokalsamfundet – det være sig naboer, frivillige netværk, lokale foreninger eller andre flygtninge. Det kan være en udfordring i en tid, der foreskriver korte beskæftigelsesrettede forløb og hurtigt ud i praktik, men i sidste ende vil tid til mere gennemtænkte indsatser være godt givet ud.

Løsninger kunne målrettes kvinder

Det er positivt, at der kommer mere fokus på den kønsmæssige ulighed, når det kommer til flygtninges beskæftigelse. Men spørgsmålet er altså ikke alene, hvordan man i beskæftigelsesindsatsen håndterer de nyankomnes kulturelt betingede udfordringer. Det er lige så vigtigt at have øje for, hvordan forholdene på det danske arbejdsmarked er særligt udfordrende for kvinderne, idet deres erfaringer og kompetencer for en dels vedkommende bedst kan overføres til sektorer i Danmark, hvor det kan være sværest at komme ind.

Succesen med at få flygtninge hurtigere i arbejde tilskrives – udover en positiv udvikling i beskæftigelsen generelt – i høj grad det eksisterende integrationspolitiske paradigme med at sende folk hurtigt ud i praktik i den private sektor med sigte på kortsigtet ufaglært arbejde.

For at tilpasse denne praksis, så man bedre udnytter og styrker også kvindernes kompetencer frem for at stille dem bagest i køen, kunne man forsøge at lette adgangen til nogle af de kvindedominerede områder inden for den offentlige sektor. Derudover kan man åbne mere for forskellige mulig­heder for deltidsbeskæftigelse, ligesom der kan satses mere på støtte til iværksætteri.

På den længere bane er det værd at hæfte sig ved, at andelen af indvandrer- og efterkommerkvinder fra ikke-vestlige lande, der tager en videregående uddannelse, er høj. Og vi ved, at opkvalificering og uddannelse er effektivt til at fremme beskæftigelse på længere sigt i det hele taget. Men mulighederne for dette er ikke blevet bedre for nyankomne med de seneste års lovændringer på udlændinge- og integrationsområdet. Tværtimod.

Det er derfor værd at overveje, om de nuværende strategier tager tilstrækkelig højde for kvindernes kompetencer og udfordringer bredt set. For hvis man ikke aktuelt anerkender, at der er andre forhold end flygtningenes kultur på spil i beskæftigelsesstatistikkerne, risikerer man ikke alene, at man ikke kan sætte ind med løsninger, der virker, man risikerer også at forstærke beskæftigelsesudfordringen ved at offergøre flygtningekvinder over én kam.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.