Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Feministisk luskeri i film­branchen

Kåre Fog SH KÃ¥re Fog
Kåre Fog SH KÃ¥re Fog

Da Bodil-priserne blev uddelt i begyndelsen af marts, blev der givet en særpris for arbejde med ligestilling i filmbranchen. Modtageren var formanden for fagforeningen af Danske Filminstruktører, (DF), Christina Rosendahl. Den særpris er blevet genstand for en del debat, især efter at vi skrev om det i filmmagasinet EKKO.

Nogle forsvarer særprisen. Medlem af Bodilkomiteen Per Juul Carlsen skriver f.eks. i kommentarsporet på Ekko: »Det er sikkert og vist, at mændene har fyldt meget, næsten alt, gennem filmmediets første 100 år. Det kan kun udvikle filmmediet at rykke ved den balance.«

Men lad os først slå fast, at der ikke kan påvises nogen diskrimination mod kvinder. En nylig rapport fra Det Danske Filminstitut om kønsfordeling fastslår, at kvindelige instruktører lige så ofte får spillefilmsstøtte som de mandlige:

19 procent af ansøgerne er kvinder, 18 procent af modtagerne er kvinder.

Tilsvarende gælder for dem, der søger optagelse på Filmskolen: Relativt få kvinder ansøger, men de har faktisk en anelse højere chance for at blive optaget end mændene.

Men hvis der ikke sker nogen direkte diskrimination, hvorfor er der da så relativt få kvindelige filminstruktører?

Her kan vi citere fra et andet debatindlæg på EKKO. En person skriver: ». . . årsagen til den skæve kønsfordeling blandt instruk­tører og manuskriptforfattere skyldes mange forskellige ting; manglende lyst, manglende motivation, kønsrollemønstre, filmkulturen, en mandsdomineret film­historie, manglende forbilleder, manglende opbakning, manglende udholdenhed af kvinder, barsel, og ubevidst diskrimination både i og udenfor branchen.«

Men er det sådan, det er? Drejer det sig om ubevidst diskrimination, manglende motivation osv.? For feminister vil det være en farlig vej at slå ind på den argumentation. For så må man også kalde det undertrykkelse, hvis mænd og drenge fratages lyst og motivation – f.eks. i det kvindeprægede skolevæsen.

I hvert fald kan vi konstatere, at kvinderne undlader at indgive ansøgninger, som de kunne have indgivet. Derved bliver kvinderne underrepræsenterede. På samme måde bliver kvinder underrepræsenterede andre steder, f.eks. i højtlønnede ingeniørjob. Men sagen er jo ikke, at mændene gør noget forkert. Det er kvinderne, der undlader at gøre noget. Alligevel peger mange mest på mandssamfundet, når skylden skal placeres – ikke på kvinderne selv.

Så er der påstanden om ubevidst diskrimination. Det ynder Rosendahl at tale om. Hun fremfører især en vandrehistorie fra en anden branche: Når ansøgere til symfoni­orkestre i USA spiller bag et forhæng, så man ikke kan se, hvilket køn de har, giver det kvinder større chance for at blive antaget end ellers. Men det passer ikke.

Den historie har en af os grundigt tilbagevist i bogen »Humaniora – videnskab eller varm luft«. Faktisk har førstegangsansøgende kvinder bedre chance for antagelse, hvis de ikke spiller bag et forhæng. Det kan man læse nærmere om i nævnte bog. I det hele taget findes der ikke dokumentation for, at kvinder almindeligvis rammes af ubevidst diskrimination, når de indgiver ansøgninger.

Blandt instruktører og manuskriptforfattere er 34 procent kvinder. Men det er ellers ikke fordi, der mangler kvinder i filmbranchen. I hele branchen er 44 procent kvinder, og kvinder har for længst sat sig på mange magtfulde positioner. Således udgør kvinder 43 procent af branchens producere og 69 procent af beslutningstagerne ved uddeling af støtte på Det Danske Filminstitut, DFI. Så godt som alle beslutningstagerne til filmstøtte på TV-stationerne er kvinder.

Der bliver næppe realiseret én eneste spille-, dokumentar- eller kortfilm eller TV-serie i dette land, uden at et massivt hold af kvinder i ledelsen har vendt tommelfingeren opad. Hertil kommer, at 58 procent af publikum til danske film er kvinder.

Men det er ikke godt nok for Rosendahl og DF. Først tog DF initiativ til, at DFI lavede en rapport om kønsfordelingen i dansk film. Den udkom i 2016. Forinden havde DF også taget kontakt til en person i Kvinfos ekspert-netværk, nemlig Anne Boukris. Hun afholdt en workshop for Rosendahl og resten af fagforeningsbestyrelsen.

På et møde om ligestillingen i juni 2016 i DFs lokaler, hvor den ene af os deltog som ene mand blandt 20 kvinder, fortalte Rosendahl, hvad hun havde lært af denne inspirerende oplevelse. Her forklarede hun de fremmødte, at man ikke behøver at have en masse statistik, som dokumenterer, at der er et problem – ja, det er lige meget, om der overhovedet er et problem. Man kan bare definere et ideal for, hvordan tingene skal være og så eksekvere det.

Det – at statistiske fakta er ligegyldige – viste sig på samme møde ved, at Rosendahl pure afviste at bringe evidens for, at der sker nogen diskrimination. Til sidst var det eneste svar, Rosendahl kunne præstere, at bestyrelsen har besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra DFI, ikke repræsenterer den filmbranche, som de vil have. Man vil have en filmbranche, hvor der står kvindelige instruktører bag 50 procent af alle spillefilmsansøgninger i 2020. Og dette selv om kvinder kun udgør 34 procent af fagforeningens medlemmer.

Hvordan skulle det så kunne gennemføres politisk? Man begyndte med at udsende en pressemeddelelse (31. maj 2016), der udkom samtidig med DFIs rapport. I pressemeddelelsen står bl.a., at tallene viser »systematisk forskelsbehandling« – af kvinder, må man formode. Det er umuligt at vide, om Rosendahl i sin egenskab af formand selv tror, at det er sandt.

Men i hvert fald fremstiller hun det, som om der sker en uretfærdig behandling. Hvis mænd tager den påstand for gode varer, vil mange sikkert opleve at få skyldfølelse over noget, som de ikke er herre over, da det som beskrevet hovedsagelig er kvindelige beslutningstagere, der afgør, hvilke film der realiseres.

Det virker lusket. Man lader sig rådgive af en »ekspert«, som anbefales af Kvinfo, der næppe er kendt for at være objektive. Man vælger bevidst at se bort fra statistik og lignende fakta. Man beslutter bare, at uanset den massive overvægt af kvinder på andre vitale poster, og uanset hvor mange kvinder, der kan rekrutteres, skal andelen af kvindelige ansøgere om støtte hæves fra ca. 20 procent til 50 procent i 2020.

Efter sommerferien blev der nedsat tre aktionsgrupper under DFI. Gruppe 1 med Rosendahl i spidsen bestod af otte medlemmer, heraf kun én mand. Ikke meget ligestilling dér! Af de syv kvinder var den ene endda endnu en professionel feminist uden engagement i filmbranchen. Denne gang tog man skridtet videre og gik så langt som at anbefale DFI, at minimum 40 procent af støttemidlerne øremærkes til kvinder – altså handler det ikke længere kun om flere kvindelige ansøgninger (jf. pressemeddelelsen), men selve støttetildelingen. Det må betegnes som kvoter.

Det hele kulminerede så i marts i år, da Bodil-komiteen belønnede Rosendahl med en særpris for sit kønspolitiske arbejde, og for at hun var »en begavet stemme«, der havde »insisteret på, at beslutninger skal tages på et oplyst grundlag«.

Det er en suspekt begrundelse. Hun har bulldozet sin vilje igennem med ønsker om positiv særbehandling af sine kvindelige medlemmer på bekostning af sine mandlige. Og det er ikke gjort på et oplyst grundlag, eftersom hun mener, at man slet ikke behøver statistik for at have en politik. Det er ikke en »begavet stemme«, der fører sig sådan frem. Særprisen til hende begrundes altså med noget, som går stik imod, hvordan hun faktisk har arbejdet.

Der sker ikke nogen diskrimination ved støttetildelingen i dag. Kvindelige ansøgeres chance for et ja er den samme som for mænd. Det vil da være fint, hvis man i fællesskab finder ud af, hvordan man gør flere kvinder interesseret i at skrive og instruere film, blot man sørger for, at ingen, heller ikke mænd, diskrimineres.

Hvis diskrimination ses som en sygdom, så kan man sige, at filmbranchen i dag ikke er syg. Rosendahl og hendes støtter har derfor fejldiagnosticeret patienten og vil nu både fejlbehandle og tvangsmedicinere. Således er vi i hvert fald sikre på, at patienten for fremtiden vil blive syg.

Kåre Fog er biolog og forfatter, Niels Nørløv Hansen er filminstruktør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.