Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

EUs tidl. ambassadør i Rusland: Sådan kan vores og Ruslands verdenssyn mødes

Regeringsapparatet i Kreml har et og kun ét fokus: at sikre et velafviklet og »troværdigt« præsidentvalg i 2018, hvor den russiske præsident, Vladimir Putin, formentlig bliver bekræftet i embedet for en ny seks-årig periode – hans anden i træk og hans fjerde siden 1999. Og formentlig hans sidste.

Uanset hvad der sker i Rusland i tiden fra i dag og frem til 2024, virker det meget sandsynligt, at Ruslands og Vestens »sammenstød af verdenssyn« også vil være en realitet i den nærmeste fremtid. Politisk er vi uenige om Ukraine og Georgiens frie valg af alliancer og tilknytning til Vesten, Krim-halvøens annektering og Det Østlige Partnerskab. Vi har været vidner til afvisningen af nogle europæiske kerneværdier såsom civilsamfundets handlefrihed, ytringsfrihed og politisk pluralisme som værende fremmede af natur, skønt de dog var en del af Jeltsins og Gorbatjovs Rusland. Vi har også set og er blevet konfronteret med en tiltagende russisk handelsprotektionisme i forlængelse af en politik om »erstatning af import« og fremme af »made in Russia.«

Øget usikkerhed

Udenlandske investorer i Rusland har også måttet affinde sig med en øget usikkerhed om den juridiske og politiske forudsigelighed. Den russiske ledelse afviser udfaldet af Den Kolde Krig og insisterer på at udvikle en ny sikkerhedsorden i Europa, som er baseret på interessesfærer og angivelige områder for indflydelse frem for den enkelte nations frie valg af alliancetilhørsforhold. Moskva respekterer nabolandenes uafhængighed og territoriale integritet i det omfang, deres geopolitiske valg falder sammen med Ruslands.

Et system af principielle politiske standpunkter kan, hvis det forfølges konsekvent, muligvis på længere sigt medvirke til at overvinde dette sammenstød af verdenssyn, men formentlig ikke før i 2024. Det vil derfor kræve en realistisk, langsigtet strategisk tilgang og en demonstration af viljefasthed fra beslutningstagerne i Vesten. Der vil fortsat være spørgsmål, vi ser forskelligt på som i tilfældet Ukraine, men vi kan i sidste ende se os tvunget til at søge et samarbejde med Rusland, selv om vores grundlæggende forståelse og ønskede slutresultater på kriser som den i Syrien er meget forskellige.

Det er af afgørende betydning, at de vigtigste beslutningstagere i EU står sammen om en fælles forståelse af, hvad vi kan gøre, og hvad der er udenfor rækkevidde i samspillet med Rusland, og at de så efterfølgende alle holder sig til den fælles linje.

Orden i eget hus

For det første skal vi skabe »orden i eget hus.« Vi skal håndtere Brexit med rolig hånd, sikre en stabil økonomisk vækst og velstand for vore befolkninger, overvinde migrationskrisen, som har bidraget til fremvæksten af en nationalistisk, anti-EU og i stigende omfang xenofobisk stemning i vore egne lande, og vi skal genoprette den folkelige tillid til EUs institutioner gennem en bedre og mere gennemskuelig lovgivning.

Og vi, de 28 EU-medlemslande, skal forblive politisk forenet, fordi vores styrke netop ligger i denne enhed. Alt dette kan forekomme selvindlysende, men det er lige akkurat vore interne problemer, som det nuværende russiske regime søger at udnytte til at underminere EU-modellen blandt russerne, blandt vore fælles naboer og i EU-landene selv.

Vores styrke ligger i vores enhed, vedholdenhed og modstandsdygtighed. Hvor afdelingerne for strategisk kommunikation i de enkelte medlemslande og i Bruxelles udfører et fortrinligt arbejde med at modgå den russiske disinformation, skal vi også sørge for at imødegå muligheden for at anvende erhvervsinteresser til at underminere tilhørsforholdet til EU i spørgsmålet om energiunion.

Naturgasledningeerne i »North Stream« harmonerer ikke med målsætningerne i EUs energiunion, der har som sigte at søge en mangfoldighed af leverandører, tilførselsveje og kilder til naturgassen. EU-Kommissionen støtter ikke »North Stream,« så hvorfor skulle enkelte medlemslande gøre det? Vi bør også fastholde årvågenheden, når der forekommer forsøg på at belønne det ene eller andet medlemsland med økonomiske kontrakter til gengæld for at drage EUs fællesskab i tvivl når det gælder sanktionspolitikken eller EUs politik mere generelt.

Forsvar af regelsæt

For det andet bør EU insistere på at støtte det internationale system, som er baseret på regelsæt. Fra FNs charter over Verdenshandelsorganisationens regler og Helsinki-erklæringen fra 1975 til de forskellige konventioner og protokoller fra Europarådet bør EU stå fast og forsvare disse regler og principper og holde andre, som også har skrevet under på dem, ansvarlige. Hvordan præsident Trumps regering vælger at positionere sig i forhold til dette internationale system af regler vil have en tungtvejende betydning for alt, hvad vi forsøger at opnå rundt om i verden. EU har brug for stærke og forudsigelige allierede i Washington D.C. for at kunne forsvare og fremme vores fælles værdier om demokrati, frihed og retsstatsprincipper verden over.

Konflikten i Ukraine

For det tredje er vi nødt til at løse konflikten om Ukraine, for uden en sådan løsning bliver det svært at normalisere forholdet til Rusland. Så længe der fortsat er nye ofre, og sikkerhedssituationen forbliver uløst, er det hårdt for ukrainerne at svare igen på den politiske scene.

Det bør imidlertid ikke tjene som undskyldning for manglende handling. Kiev bør gøre sit yderste for at fastholde sympatien blandt borgerne i landets østlige del. Det er på høje tid, at EU tager initiativet i Normandiet-gruppen eller et hvilket som helst andet samråd til at bidrage til implementeringen af Minsk-aftalerne og hele håndteringen af krisen om Ukraine i al dens mangfoldighed. Hvis USA kan udnævne en Særlig Repræsentant for Ukraine, hvorfor kan EU så ikke? Her er Frankrigs og Tysklands rolle og holdning – som oprindelige medlemmer af Normandiet-gruppen – af afgørende betydning for EUs kollektive tilgang.

De ukrainske myndigheder bør beslutsomt fortsætte med at implementere reformdagsordenen på områder som korruption, reformer af det juridiske system og modernisering af økonomien. Det er af afgørende betydning, hvis man vil undgå at skuffe en befolkning, som har valgt den europæiske vej, ligesom det er afgørende at fastholde den vestlige støtte til og anerkendelse af de konkrete resultater af reformarbejdet.

Usikkerhed og tvetydighed om Ukraines geopolitiske placering og befolkningens europæiske forhåbninger vil efterlade landet mere udsat for yderligere destabilisering, og dette kan igen påvirke forholdet mellem EU og Rusland i negativ retning.

På mellemlang sigt bør vi ikke alene anerkende disse forhåbninger, vi bør også forberede os på at tilstå Ukraine et perspektiv for medlemskab af EU, og det kan så igen vise sig lettere at enes om i forlængelse af en enighed om et fleksibelt Europa eller et Europa i flere hastigheder. Vi ved fra erfaringerne med EUs østlige medlemslande, at et sådant perspektiv tjener som en vigtig drivkraft for implementeringen af moderniseringsbestræbelser og reformer, uanset hvor svært håndterlige de så kan være. Et succesfuldt Ukraine vil bidrage til stabiliteten i vores fælles nabolag og repræsentere et magtfuldt eksempel for det russiske folk.

Fælles interesser

For det fjerde bør vi sigte på at arbejde mere konstruktivt sammen med russerne, hvor vi har sammenfaldende interesser, og forsøge at opnå konkrete resultater. Atomforhandlingerne med Iran omfatter en konstruktiv og meget vigtig russisk deltagelse, og de har afstedkommet en skelsættende aftale, som det er af afgørende betydning at fastholde intakt.

De nyligt vedtagne og som noget nyt tillige meget stringente FN-sanktioner over for Nordkorea demonstrerer mulighederne for, at Vesten, Rusland og Kina kan optræde sammen med henblik på at forebygge illegale og halsløse gerninger fra regimet i Pyongyang. Konflikterne i Syrien, Libyen og Afghanistan er andre eksempler, hvor det ville tjene alle bedst, hvis strømmen af flygtninge blev stoppet, og kilderne til international terror bortskaffet.

Når både USA og Rusland taler varmt for demilitariserede zoner i Syrien, fremmer det EUs alsidige tilgang til konflikten, som omfatter støtte til våbenhvile, humanitær bistand og midler til genopbygning. Denne tilgang vil være af afgørende betydning for den FN-styrede proces frem mod fred og udsoning på længere sigt.

Og endelig det, som den tidligere sovjetiske dissident og fortsat førende menneskerettighedsaktivist, Lyudmila Alexejeva, for nylig mindede mig om: »Vær venlig at fortælle dem i Bruxelles, at de ikke skal opgive det russiske folk.«

Hun tror, at når børnebørnene af den nuværende styrende elite kommer hjem fra de europæiske og amerikanske universiteter og de medfølgende praktiske erfaringer, vil Rusland genfinde de europæiske værdier og vende tilbage til den europæiske dagsorden om modernisering. Derfor bør vi fortsat forsvare EUs interesser og værdier, men samtidig opretholde broerne til folk og udvide udvekslingen inden for uddannelse, rejseaktiviteter og forskning.

Vi bør omvendt heller ikke vige tilbage fra at anvende internationale såvel som bilaterale sammenhænge samt EUs platforme til at råbe vagt i gevær, når der sker krænkelser af menneskerettigheder og friheder.

Og så bør vi med tilfredshed notere os, at til trods for politiske spændinger forsøger russiske statsborgere fortsat at engagere sig i og besøge Europa. I 2016 blev der udstedt 3,2 millioner visa til Schengen-landene til russiske statsborgere.

Oversættelse: Lars Rosenkvist.

Vygaudas Usackas, Litauen, er tidl. EU-ambassadør i Rusland (sept. 2013-1. okt. 2017).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.