Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

EU siger nej til Tyrkiet

Europa-Parlamentet vedtog 6. juli en kritisk rapport om Tyrkiet. Foto: Ozan Kose
Europa-Parlamentet vedtog 6. juli en kritisk rapport om Tyrkiet. Foto: Ozan Kose

Afstemningen i Europa-Parlamentet 6. juli markerer en skillelinje i forholdet mellem EU og Tyrkiet. Da resolutionen, der bl.a. opfordrede til en øjeblikkelig suspension af optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, kom til afstemning, blev den vedtaget med 477 stemmer ud af 638. Kun 64 stemte imod.

Baggrunden for afstemningen var ikke bare den massive undertrykkelse af grundlæggende rettigheder, som har fundet sted i Tyrkiet siden kupforsøget sidste år i juli, men også folkeafstemningen i april, hvor tyrkiske vælgere med et spinkelt flertal (51,4 pct.) godkendte 18 forfatningsændringer, der gør landet til et enmandsstyre under præsident Erdogan. Erdogan har indrømmet, at han har haft planer om et system med en udøvende præsident, siden han var borgmester i Istanbul i 1990erne, hvor systemet ville koncentrere al magten i hænderne på én person. Nu er det lykkedes.

Skylden for kupforsøget for et år siden blev placeret på en tidligere allieret, Fethullah Gülen, en tyrkisk imam, der siden 1999 har været bosat i Pennsylvania i USA, og hans bevægelse. Bevægelsen står bag 2.000 skoler i 160 lande, herunder 100-120 i USA og 800 af de bedste skoler i Tyrkiet. Tilhængerne er kendt for at være veluddannede, og bevægelsen stod også bag mange af forberedelseskurserne (»dershane«), der hjalp unge mennesker med at bestå adgangseksamenerne til universiterne og offentlige stillinger. Disse kurser er nu lukket.

Da Erdogans AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) kom til magten i 2002, blev den mødt med begejstring ikke bare i Tyrkiet, men også i udlandet, hvor USAs udenrigsminister Condoleeza Rice erklærede, at AKP var »et parti opsat på at trække Tyrkiet vestpå mod Europa«, og Sveriges udenrigsminister Carl Bildt mente, at »Tyrkiets AKP-regering består af ægte europæiske reformister«. USAs præsident Obama talte endda om »et forbilledligt partnerskab« mellem det kristne USA og det muslimske Tyrkiet. Det har taget både europæere og amerikanere en del år, før det er gået op for dem, hvad Erdogans egentlige dagsorden har været.

Forudsætningen for EU-medlemskab er, at kandidatlandet bl.a. skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstatsforhold, respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. I 2004 besluttede EU, at Tyrkiet »i tilstrækkelig grad« havde opfyldt disse betingelser for at påbegynde optagelsesforhandlinger.

En anden betingelse var, at landet ikke længere skulle overvåges af Europarådet, og det skete ligeledes i 2004. Derfor er det et markant tilbageskridt for Tyrkiet, at Europarådet kort efter folkeafstemningen i april besluttede at genoptage overvågningen på grund af en alvorlig tilbagegang i landets demokratiske tilstand.

Omfattende fængslinger

Med støtte fra Gülen-bevægelsens tilhængere i retsvæsenet og politiet benyttede Erdogan og AKP-regeringen sig af udsigten til EU-medlemskab til at slå ned på militæret og sekulære modstandere gennem en række skueprocesser fra 2008 til 2013. Da AKP sikrede sit greb om magten ved valget i 2011 med 50 pct. af stemmerne (det kom til magten i 2002 med 34 pct.), kom turen til de liberale, som blev udrenset fra den parlamentariske gruppe. Det var først i 2013, at omverdenen fik øjnene op for forholdene i Tyrkiet, da protester mod ødelæggelsen af Gezi Park i Istanbul bredte sig til hele landet og brutalt blev nedkæmpet af styret.

Uenigheden mellem AKP-regeringen og Gülen-bevægelsen brød ud i lys lue i december 2013, hvor regeringsministre, prominente forrretningsmænd og sågar Erdogans egen familie blev anklaget for korruption, hvilket året efter resulterede i omplaceringen af 40.000 politifolk og 4.000 dommere og offentlige anklagere.

Det er stadig uklart, hvem og hvad det var, der stod bag kupforsøget sidste juli, men faktum er, at 248 blev dræbt og over 2.000 såret. Derimod betragtede Erdogan det som »en Guds gave« til et opgør med gülenisterne, som havde gjort det muligt for ham at komme til og holde sig ved magten.

Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) har i sin resolution om at genoptage overvågning af Tyrkiet lagt til grund, at undtagelsestilstanden, der blev erklæret efter kupforsøget, har varet for længe og er ud af proportion med, hvad der er nødvendigt. Erdogan har erklæret, at undtagelsestilstanden, der gør det muligt for ham at regere per dekret, vil fortsætte, indtil Tyrkiet opnår »velfærd og fred«.

Til dato er 155.000 blevet tilbageholdt, 50.000 er fængslet (ofte under horrible forhold) og 140.000 er blevet afskediget, fordi de er mistænkt for at have forbindelse til kupforsøget. Blandt dem er en tredjedel af retsvæsenet, ti procent af politiet, 7.800 officerer, over 8.000 akademikere og 33.000 lærere, for ikke at tale om 942 firmaer, inklusiv store holdingselskaber, som er blevet beslaglagt. De mistænkte har fået konfiskeret deres pas, de kan ikke længere ansættes i det offentlige, og de og deres familier er afskåret fra velfærdsydelser. I virkeligheden har de fået en social dødsdom, da naboer og venner ikke længere vil have noget med dem at gøre.

Som PACE konkluderer, er undtagelsestilstanden blevet brugt ikke bare til at fjerne dem, der har været involveret i kuppet, men også til at gøre kritiske stemmer tavse og skabe et frygtens klima blandt almindelige borgere, akademikere, uafhængige organisationer (NGOer) og medier, hvilket underminerer grundlaget for et demokratisk samfund.

Europa-Parlamentets rapport, der danner grundlaget for resolutionen, er den hidtil mest kritiske over for Tyrkiet, og er ret omfattende. Samtidig rejser den spørgsmålet om Europas fremtidige forhold til Tyrkiet, og hvad der kan erstatte EU-medlemskab.

Uenighed internt i EU

Betingelsen for at suspendere optagelsesforhandlinger er, at forfatningsændringerne gennemføres uforandret, og det er der stor sandsynlighed for.

Venedig-Kommissionen, som rådgiver Europarådet i forfatningsmæssige spørgsmål, anser forfatningsændringerne for at være »et farligt tilbageskridt« og en »degenerering« af Tyrkiets demokratiske forfatninger. Derimod har Erdogan fortalt Europa: »Vi anerkender ikke jeres rapporter. Vi anerkender dem heller ikke i fremtiden.«

Europa-Parlamentets resolution afspejler en bemærkelsesværdig grad af enighed, når det drejer sig om at fordømme Tyrkiets overtrædelse af menneskerettigheder. Problemet ligger i afstanden mellem de europæiske befolkningers valgte repræsentanter, der sidder i Europa-Parlamentet, og EUs »regering«, EU-Kommissionen, som er udnævnt af de forskellige medlemsstater.

I indledningen til debatten om rapporten opfordrede Europa-Parlamentets ordfører på Tyrkiet, Kati Piri, Kommissionen og EUs ledere til at »forsvare vores egne værdier«. Efter et uformelt møde af EUs udenrigsministre på Malta i april udtrykte EUs højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, Federica Mogherini, sin respekt for resultatet af folkeafstemningen i Tyrkiet, selvom OSCE rapporterede om ulige vilkår. Endvidere understregede hun, at optagelsesforhandlinger med Tyrkiet ville fortsætte, da de hverken var suspenderet eller endt.

Fra tyrkisk side har Erdogan givet EU et ultimatum og sagt, at det er slut med EU, hvis forhandlingsprocessen ikke fortsætter. Kort før det tyrkiske valg i november 2015 skyndte Tysklands kansler Angela Merkel sig at mødes med Erdogan i Istanbul, hvor hun lovede ham tre mia. euro for syriske flygtninge, visumliberalisering og en genoptagelse af forhandlingsprocessen i et forsøg på at bremse for flygtningestrømmen fra Tyrkiet. Da det er tvivlsomt, om de to sidste punkter bliver til noget, er Tyrkiet nu opsat på en genforhandling af toldunionsaftalen for at give øget adgang for tyrkiske varer og tjenesteydelser til det europæiske marked.

Kati Piri har også pointeret, at samhandlen med EU måske er den eneste mulighed for at påvirke udviklingen i Tyrkiet. Europa-Parlamentet har i sin resolution betinget, at EUs politiske engagement med Tyrkiet skulle baseres en respekt for demokratiet, retsstatsforhold og grundlæggende rettigheder, men spørgsmålet er, om det ikke er ren ønsketænkning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.