Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

EU blev min skæbne

»Min interesse for EU – som dengang hed EF – indledtes allerede tidligt i studietiden på statskundskab i Aarhus. Holdningen til emnet var dengang meget anderledes. Mange medstuderende og selv lærerne var til tider direkte følelsesmæssigt anti-EU-prægede. En del havde sat »Nej til EF«-mærkater på deres skuldertasker af lyst kernelæder, ifald man overhovedet skulle være i tvivl om deres inderste holdning – hvad få var.«

Denne kronik er skrevet i anledning af Romtraktatens 60 års fødselsdag 25. marts. Det er at regne for EUs fødselsdag. I det følgende gøres der imidlertid ikke status over EUs succeser eller fiaskoer. Det er derimod en beretning om mit mere personlige forhold til fænomenet EU hen over årene, som jeg i øvrigt deler fødselsår med, og som på mange områder er blevet min erhvervsmæssige skæbne.

Min interesse for EU – som dengang hed EF – indledtes allerede tidligt i studietiden på statskundskab i Aarhus. Interessen for netop dette felt i universitetets dejligt »menneskelige« bygninger skyldtes både, at der var så få andre, der interesserede sig for EU, og at jeg mente at kunne se et potentiale i emnet. I dag ville jeg måske have fundet på noget andet interessant, da EU siden er blevet en felt, som overordentlig mange statskundskabsforskere og -studerende er involveret i. Dengang var det imidlertid et område med mange hvide pletter på kortet, hvor ingen rigtig havde været før.

Også holdningen til emnet var dengang meget anderledes. Mange medstuderende og selv lærerne var til tider direkte følelsesmæssigt anti-EU-prægede. En del havde sat »Nej til EF«-mærkater på deres skuldertasker af lyst kernelæder, ifald man overhovedet skulle være i tvivl om deres inderste holdning – hvad få var. Der var også enkelte, som var decideret pro-EU, men de var meget, meget borgerlige, gik med slips og færdedes i deres helt egne kredse, hvor man ikke så ud til at have det så sjovt.

Jeg bildte mig i stedet ind, at jeg var i stand til at se mere objektivt og nøgternt på området og således tage anbefalingen fra videnskabsteorien og metodeforelæsningerne om at skelne mellem »er« og »bør« alvorligt. Man skulle kunne forholde sig distanceret til analysegenstanden uanset, hvad man selv mente herom. Det mente jeg også burde kunne gælde EU.

Stagiare i Luxembourg og Bruxelles

Min faglige EU-interesse førte i studietiden til, at jeg blev såkaldt Robert Schuman-stipendiat i Europa-Parlamentets forskningsafdeling i Luxembourg, og derefter fik et stagiaireophold i den danske kommissærs kabinet i Bruxelles.

Jeg analyserede bl.a. EUs fiskeripolitik og skrev en række artikler for Poul Dalsager, der var dansk landbrugskommissær. I store dele af 1983-84 var jeg derfor væk fra Danmark og indforskrevet i EU-institutionerne. Specialet på studiet omhandlede selvfølgelig også et EU-emne.

Opholdet holdt mig fast i nøgternheden vedrørende det europæiske. På den ene side var det spændende at få kontakt med de mange andre unge stagiaires fra de fleste (vest)europæiske lande. Det gav nye impulser og en selvsikkerhed at være i stand til at gebærde sig blandt dem i EUs institutioner med forskellige sprog og kulturer.

På den anden side emmede EUs institutioner i hvert fald dengang ikke ligefrem af åndrighed, skarp analyse og belæsthed. Ikke engang om EUs founding fathers i form af Jean Monnet og Robert Schuman. Jeg kan huske, at jeg dengang følte – sandsynligvis helt uberettiget – at jeg tit havde mere styr på det principielle grundlag for det europæiske samarbejde end eurokraterne. Til gengæld gik sidstnævnte virkelig meget op de pekuniære fordele, som et job i EU-institutionerne indebar. Det var ofte samtaleemnet i frokost- og kaffepauserne.

Jeg fastholdt EU-interessen, da jeg vendte hjem fra Luxembourg og Bruxelles, men jeg søgte aldrig job i EU-institutionerne, som jeg ellers havde gjort mig visse ideer om på forhånd før mine ophold. Jeg skrev bl.a. artikler i forskellige publikationer for EU-Kommissionens Informationskontor i København, idet den danske kommissær vist nok havde anbefalet mig til kontorets chef, Niels Jørgen Thøgersen.

Engagement i ja-kampagner

Som netop udklækket cand.scient.pol. i 1985 med et speciale, som var en kritisk analyse af dele af EUs landbrugspolitik (med god mulighed for kildeindsamling hos den danske landbrugskommissær) fik jeg i 1985 job i centraladministrationen og blev også undervisningsassistent på Handelshøjskolen og statskundskabsintituttet på KU på skift.

Samtidig blev jeg hevet med i kampagnen for et ja til EF-pakken (»Den europæiske fælles akt«) i begyndelsen af 1986, hvor jeg skrev en del af pjecerne, som anvendtes her.

Jeg var overbevist om, at EU – med mine daværende øjne i øvrigt helt nøgternt betragtet – havde brug for både det indre marked, de nye afstemningsregler og det europæiske politiske samarbejde, der lå i de traktatændringer, som statsminister Poul Schlüter havde udskrevet folkeafstemning om. Hvis ikke de kom ind, ville samarbejdet i EU lide skibbrud.

Regeringen var som bekendt af samme overbevisning, mens nej-siden bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og venstrefløjen gik imod ændringerne. Det gjorde man efter min mening dengang med følelserne uden på tøjet og objektiviteten sat på stand-by. Ironisk nok svingede en række af personerne, som udgjorde den følelsesmæssige nej-side i 1986, siden over og blev lige så følelsesmæssigt pro-EU, som man før havde været anti-EU. Måske ville det have været bedre for EU, hvis hjernen og ikke hjertet hele vejen igennem havde været styrende.

Også afstemningen om Maastricht-traktaten blev jeg engageret til, idet jeg bl.a. skrev en større introduktion i bogform om traktaten sammen med professor Nikolaj Petersen fra statskundskab i Aarhus. ØMU-konstruktionen heri var jeg dog i to sind om, da linjerne skulle nedfældes. På den ene side var der et klart økonomisk rationale bag. På den anden side måtte man forudse langt tættere politisk integration, hvis ØMUen skulle fungere. Det åbne spørgsmål var, om en sådan yderligere integration nød folkelig opbakning.

EU blev populært i forskermiljøet

På universitetet var emnet for min undervisningsassistent-undervisning bl.a. diverse EU-fag.

På trods af vedtagelsen af det indre marked-programmet, var EU-området til at begynde med endnu ikke et helt stuerent emne i de politologiske miljøer. Der var da heller ikke mange studerende, som havde meldt sig til mit første seminar – kun en seks-syv stykker, så vidt jeg husker. Senere kom der imidlertid langt flere til.

Efter kort tid i centraladministrationen fik jeg tilbud om at komme fast ind i forskerverdenen, hvor jeg skrev ph.d. (om et EU-emne) og blev ansat som adjunkt, lektor og professor.

I midten af 1990erne skete der uventet et tidehverv i forskermiljøet angående EU, der pludselig blev et populært emne, som både studerende og forskere flokkedes om. Mens man tidligere fornemmede en følelsesmæssig animositet, når EU blev udråbt som et kapitalens samarbejde, var det nu vendt til en følelsesmæssig begejstring over for EU som fredens projekt. Flere af nej-partierne havde som nævnt også skiftet holdning og var blevet entusiastiske ja-partier.

Jeg stod – i hvert fald i mit eget syn på mig selv dengang – hvor jeg hele tiden havde stået: Som den nøgterne iagttager af EU som et politologisk interessant fænomen, der forundret så på, hvordan »bør« og ikke »er« nogle gange fik overtaget.

Jeg har som forsker fortsat arbejdet med at studere EU, som jeg efterhånden har skrevet mange bøger og artikler om. Det er et fascinerende emne, fordi det er så labilt, når integrationsinitiativer efter kort tid afløses af kriser. Såvel EUs udvidelse mod øst som Brexit er i virkeligheden manna sendt fra himlen set fra en snæver EU-forskervinkel. Det medfører, at EU-emnet får ligheder med et naturligt eksperiment, som ellers i den grad er en mangelvare i samfundsforskningen. Dermed lettes hypotesetest og teoriafprøvning til gavn for forskningen og fremskridtene heri. At man kan se anderledes på tingene fra et realpolitisk perspektiv er naturligvis lige så klart.

Et sådant syn på EU forudsætter naturligvis, at man holder en kritisk distance til emnet. Det er i øvrigt netop en klassisk europæisk intellektuel tradition, at det er sådan, man fra forskerside skal forholde sig til samfundsfænomener.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.