Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Etiske dilemmaer i psykiatrien

Det Etiske Råds arbejdsgruppe om psykiatri: Meget tyder på, at kulturen i psykiatrien nogle steder lader meget tilbage at ønske. Det Etiske Råd er adskillige gange blevet præsenteret for den opfattelse, at der somme tider er ’noget galt med kulturen’ på de psykiatriske afdelinger.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Det seneste år har Det Etiske Råd haft fokus på brugen af tvang i psykiatrien. Rådet mener, at brugen af tvang altid udgør en krænkelse og derfor skal forebygges og reduceres så meget som muligt. Efter Rådets vurdering kan dette ske ved at arbejde med kulturen i psykiatrien, så konflikter og problemer i højere grad end nu kan løses uden brug af tvang. Desuden skal der skabes et bedre samarbejde med de pårørende. Både inddragelsen af de pårørende og selve brugen af tvang rummer etiske dilemmaer, som personalet er nødsaget til at forholde sig til i hverdagen. Derfor er det helt centralt at afklare, hvad etiske dilemmaer er, og hvad der kan gøres for at ruste personalet til at håndtere dem på den bedst mulige måde.

Et etisk dilemma er kendetegnet ved, at to hver for sig vægtige etiske hensyn støder mod hinanden og ikke kan tilgodeses på samme tid. Det er svært på forhånd at opstille klare regler om, hvad man skal stille op, når man havner i et etisk dilemma. Det afhænger af situationen. Skal man besøge sin nyindlagte slægtning på hospitalet eller holde sit løfte til sit barn om at tage i svømmehal? Det afhænger blandt andet af, hvor syg slægtningen er, og om man har forsømt sit barn på det seneste. Det kræver en veludviklet etisk indlevelse og dømmekraft at finde ud af, hvad det er rigtigt at gøre i sådanne etiske dilemmaer. Det er ikke nok at følge regler. Det drejer sig snarere om at have udviklet sin personlighed, så man er opmærksom på andres behov og i stand til at sætte sig ind i deres situation. Man kan måske kalde det dannelse, hvis man forstår dannelse som en udviklet evne for udadrettet opmærksomhed, indlevelse og etisk dømmekraft, hvor respekten for medmennesket står i højsædet.

Inddragelsen af pårørende udgør som sagt et dilemma. På den ene side har de pårørende et selvstændigt krav på at blive taget hensyn til og har ofte et stort ønske om at blive involveret i behandlingsforløbet. Og i de fleste tilfælde gavner inddragelsen af de pårørende faktisk også patienten. Undersøgelser har vist, at inddragelse nedsætter patientens risiko for tilbagefald og genindlæggelse. På den anden side virker det oplagt, at det bør være patientens beslutning, om de pårørende skal inddrages. Og det er ikke altid til fordel for patienten at inddrage de pårørende. Pårørende har meget forskellige ressourcer, og relationen til patienten med en psykisk sygdom er ikke god og frugtbar i alle tilfælde. Men hvad skal man som sundhedsperson vægte højest i den givne situation: Respekten for patientens selvbestemmelse eller hensynet til de pårørende og muligheden for at afhjælpe patientens lidelse? Det afhænger af de nærmere omstændigheder, som det kræver indlevelse og dømmekraft at forholde sig til.

Et andet etisk dilemma i psykiatrien har at gøre med brugen af forskellige former for tvang, fx fastspænding med remme eller skærmning, hvor et eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten og er klar til at gribe ind. På den ene side udgør brugen af tvang altid en voldsom krænkelse, fordi patienten får sin frihed indskrænket på en måde, som er helt uhørt stort set alle andre steder i samfundet. Derfor kan frihedsindskrænkningen opleves som ydmygende og skamfuld, ligesom patientens selvagtelse kan lide et knæk. Men på den anden side kan en patient på grund af sin sygdom i nogle tilfælde have så svært ved at varetage sine egne interesser, at det kan være nødvendigt for sundhedspersonalet at tage over og fx forhindre, at patienten direkte skader sig selv eller andre. Hvis en patient fx reagerer meget voldsomt og aggressivt og derved forstyrrer de andre patienters rytmer, skal der så anvendes tvang for at få den urolige patient til at falde til ro - hvis det ikke lader sig gøre på andre måder - eller er det bedre at få de andre patienter ind på deres værelser? Der er igen tale om et dilemma, hvor sundhedspersonalets dannelse og etiske dømmekraft udgør en nødvendig betingelse for at finde frem til den bedste måde at håndtere den konkrete situations udfordringer på.

Det Etiske Råds vurdering er, at der eksisterer en kultur i psykiatrien, som ikke altid er befordrende for, at de etiske dilemmaer håndteres på den bedst mulige måde. Tværtimod kan kulturen nogle gange ligefrem være med til at skabe dilemmaerne. Dette gælder i forbindelse med spørgsmålet om at inddrage de pårørende i behandlingsforløbet, hvor det fx kan være en stor hjælp for patienterne, hvis personalet går ind i en åben og ordentlig dialog, inden patienten skal træffe sin beslutning om, hvorvidt de pårørende skal inddrages i forløbet eller ej. Det gælder også i høj grad i forbindelse med brugen af tvang, hvor mange undersøgelser peger på, at personalets omgangsform med og holdning til patienterne er af stor betydning for, om en situation udvikler sig sådan, at brugen af tvang ender med at tage sig ud som den eneste udvej. Hvis sundhedspersonalet fx holder distance og har en objektiverende opfattelse af patienten, hvor denne mest af alt betragtes som en, der ’er’ sin sygdom, kan dette få situationen til at eksplodere og nødvendiggøre tvangsanvendelse. Rådets opfattelse er, at det værste overgreb over for patienterne nogle gange kan være det indre overgreb, dvs. overgrebet rettet mod patienten som person, hvor patienten ikke respekteres, men i stedet fx behandles nedladende og uden forståelse eller anerkendelse. Dette overgreb kan være svært at håndtere for patienten og kan udløse voldelige episoder eller anden urolig adfærd. Omvendt kan det få situationen til at falde til ro, hvis personalet behandler patienten med respekt og som en ligeværdig person, fx ved som udgangspunkt at tage patientens oplevelser og forståelse af sig selv og sin tilværelse alvorligt. Det er i høj grad nødvendigt, at der arbejdes målrettet på fortsat at udvikle en respektfuld dialog mellem aktørerne i psykiatrien.

Meget tyder på, at kulturen i psykiatrien nogle steder lader meget tilbage at ønske. Inden for det seneste år er Det Etiske Råd på workshops og under møder med sine samarbejdspartnere adskillige gange blevet præsenteret for den opfattelse, at der somme tider er ’noget galt med kulturen’ på de psykiatriske afdelinger. Især er det blevet nævnt som et problem, at patienter med psykiske lidelser ikke altid bliver behandlet ligeværdigt, som personer, med respekt, med værdighed, som mennesker - eller også er andre lignende vendinger blevet brugt. Opfattelsen understøttes af videnskabelige undersøgelser, som Rådet henviser til i sine tekster om psykiatri. Det er derfor vigtigt at få hul på en diskussion om, hvordan kulturen i psykiatrien kan ændres. Et af de væsentligste emner i denne diskussion bør efter Rådets opfattelse være, hvordan det psykiatriske system bedst understøtter de enkelte medarbejderes dannelse, hvilket som nævnt skal forstås som evnen til at leve sig ind i andres situation og være opmærksom på de helt konkrete udfordringer og spændingsfelter, den enkelte situation byder på. For uden en sådan dannelse er det svært at håndtere de vanskelige situationer og dilemmaer, arbejdet i psykiatrien nu engang byder på.

Efter Det Etiske Råds opfattelse kan problemerne ikke løses ved at lave flere regler eller procedurer, da disse er umulige at formulere så specifikt, at de kan tage højde for den enkelte situations særlige udfordringer. Problemerne forsvinder heller ikke uden videre af, at området tilføres flere økonomiske ressourcer.

Det Etiske Råd har formuleret nogle holdninger til, hvordan arbejdet med at ændre kulturen kan foregå. Blandt andet anbefaler Rådet, at ledelsen skal skabe rum for kritisk eftertanke og mere omtanke, der skærper ledelsens og personalets blik for de hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige praksisser og rutiner, man betjener sig af. Men arbejdet med at udvikle en bedre kultur må nødvendigvis starte på de enkelte afdelinger gennem dialog, så hver enkelt medarbejder i størst mulig grad involveres i forløbet. Rådet opfordrer til, at denne dialog sættes i gang nu.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.