Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Et spøgelse går gennem Europa

Tiden er inde til, at EUs politiske ledere sendes på et fire dages krydstogt i Middelhavet, hvor de uden pressens nærværelse kan se hinanden i øjnene og spørge hinanden: »Vil vi egentlig talt EU?« Hvis svaret er »ja«, er det næste spørgsmål: »Hvad skal vi så forandre for at imødekomme den store skepsis?«

RB plus. Briterne siger goodbye Et flertal af briterne har stemt Storbritannien ud af EU, erklærede nationale medier tidligt fredag morgen. Resultatet er et historisk knytnæveslag mod EU. Nigel Farage, the leader of the United Kingdom Independence Party (UKIP), smiles at a Leave.eu party after polling stations closed in the Referendum on the European Union in London, Britain, June 23, 2016. REUTERS/Toby Melville
RB plus. Briterne siger goodbye Et flertal af briterne har stemt Storbritannien ud af EU, erklærede nationale medier tidligt fredag morgen. Resultatet er et historisk knytnæveslag mod EU. Nigel Farage, the leader of the United Kingdom Independence Party (UKIP), smiles at a Leave.eu party after polling stations closed in the Referendum on the European Union in London, Britain, June 23, 2016. REUTERS/Toby Melville

I 2013 afsluttede den britiske historiker Bernard Simms sit store værk om Europas historie, »Europe: The Struggle for Supremacy«, med at stille spørgsmålet, om Europas historie vil ende med, at europæerne trækker sig ind i sig selv eller ligefrem igen bliver splittede? Sker dette, er hans svar, at historien vil »dømme Den Europæiske Union som en ungdommelig drengestreg, kontinentet legede med i sin senilitet, og som markerede afslutningen snarere end begyndelsen på et stormagtsprojekt«. 23. juni sagde flertallet af United Kingdoms vælgere nej til dette »stormagtsprojekt«. I modsætning til det store flertal af de folkevalgte Underhusmedlemmer foretrak det den klassiske, britiske position i »splendid isolation« uden for kontinentet. Og Ukips leder, Nigel Farage, fortsatte den klassiske, britiske politik med at søge at splitte kontinentet ved straks fra morgenstunden 24. juni til BBC at sige, at han nu håbede, at Danmark, Sverige, Østrig, Holland ville følge det britiske eksempel og forlade EU.

Med det britiske nej sammenholdt med den udbredte EU-skepsis, der ifølge meningsmålingerne er i talrige medlemslande, går der tydeligvis et spøgelse gennem Europa. Og spøgelser er gengangere fra fortiden. Dette spøgelse inkarnerer drømmen om en tid, der var, men drømmen er en forskønnet og fortegnet gengivelse af den tid, der var.

Storbritannien kan godt få sin »isolation« tilbage, men den bliver ikke »splendid«. Imperiet er forsvundet, og andre store magter er kommet til i den nye, globaliserede verden, hvori Europa ingen stormagt rummer. Kun gennem det europæiske fællesskab kan Europa optræde som en stor magt såvel i den globale, økonomiske politik som i den globale sikkerhedspolitik. I dag kan og vil end ikke USA klare det hele alene. Uden imperiet kan Storbritannien ikke få sin gamle, økonomiske verdensposition tilbage. United Kingdom risikerer oven i købet at gå i opløsning, fordi i hvert fald Skotland og måske også Nordirland vil foretrække EU frem for isolationen i United Kingdom med England. Storbritannien kan heller ikke bevare sit »specielle forhold til USA«, som det udenrigspolitisk kun vil blive en satellit til. Storbritannien er hidtil med rette blevet betragtet som en afgørende, udenrigspolitisk aktør i EU, men den rolle vil det ikke længere have. For at påvirke den europæiske politik vil omverdenen i fremtiden snarere tale med Berlin end med London. Men samtidig vil den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik blive afgørende svækket uden Storbritannien, for hvor stærk er den uden det? Og hvad kan EU sikkerhedspolitisk uden Storbritannien? Hvor tungt vil en europæisk sanktionspolitik veje uden Storbritannien?

Storbritannien kan ikke forhandle sig til de samme frihandelsaftaler, som EU kan, men vil i bedste fald være henvist til at få det samme, som EU opnår i disse aftaler. USA, Japan, Kina, Indien vil ikke forhandle med Storbritannien, men med EU, når det drejer sig om frihandel og andre større aftaler. I et opløst EU får de mindre lande i hvert fald ingen aftaler af betydning. Og her melder sig så spørgsmålet, om Farages drøm om at splitte EU og få det til at forsvinde, vil blive til virkelighed? I Holland har Geert Wilders i hvert fald allerede krævet, at Holland får den samme folkeafstemning om at blive eller gå. Hans håb er selvfølgelig, at det ender med, at Holland går ud af EU. Hvem er den næste?

For at standse spøgelset fra fortiden slog præsidenten for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, straks fast, at EU fortsætter med de 27 medlemslande. Og det gør EU trods alt nok, men hvilket EU bliver det? EU kan ikke overleve med så store vælgergrupper, der er meget skeptiske eller helt imod det europæiske projekt. I så fald kan andre ende med, at Farages drøm opfyldes. Sker dette, vil Europa have samme vægt i verden, som Tyskland og Italien havde i den europæiske politik før deres respektive sammenslutninger i det 19. århundrede. I dette europæiske kludetæppe vil spøgelsets følgesygdomme komme tilbage med konflikter, konfrontationer og regionale katastrofer. Der vil komme handelshindringer, protektionisme, forringet miljøbeskyttelse, dyrere fødevarer, devalueringer til lejligheden og grænsebomme, der på ny forhindrer de europæiske borgere i at slå sig ned og arbejde, hvor de vil i EU-området. Økonomierne vil blive svækket, arbejdsløsheden vil stige, og lige ved siden af sig vil dette opløste Europa have en revanchistisk magt som Rusland, der vil være det europæiske kontinents eneste stormagt. Og dét vil de baltiske republikker først få at føle. At de forlod Sovjetunionen så snart, de kunne, og dermed det århundred lange fællesskab med russerne, har de revanchistiske russere aldrig tilgivet dem. Medlemskabet af Den Europæiske Union var deres garanti mod fortiden. Heldigvis er de i NATO, men NATO kan ikke stille noget op over for »små, grønne mænd«, for dem kender Putin jo ikke noget til. Dem kan kun reaktionen fra EU holde tilbage, men hvem holder dem tilbage, hvis EU er gået i opløsning?

Derfor var det rigtigt af Donald Tusk straks at slå fast, at de 27 medlemslande fortsætter, men de kan ikke fortsætte som hidtil. Demokrati er kendetegnet ved, at man lytter til mindretallet og forsøger at komme det i møde, så store vælgergrupper ikke føler sig majoriseret og tyranniseret af flertallet. Imidlertid er det just denne følelse, der har skabt spøgelset fra fortiden. Spøgelset kalder EU »elitens projekt«. Det anklager »Bruxelles« for at tage magten fra de europæiske folk, uanset at »Bruxelles« intet kan, som disse europæiske folks valgte regeringer ikke vil. Dette glemmer disse regeringer i vidt omfang at fortælle deres vælgere. Fra Margaret Thatchers »I want my money back«, er der ikke langt til »We want our country back« og »vi vil have alle disse udlændinge ud«, selv om Storbritannien vil mangle f.eks. læger, sygeplejersker, handels- og it-folk i tusindtal, hvis de skal ud, og i sidste ende tabe mere i skatteindtægter, end de afleverer til EUs fælles kasse.

EU-skepsissen og EU-modstanden fodres overalt, hvor de politiske ledere lægger ansvaret for EUs beslutninger til »Bruxelles« i stedet for selv at påtage sig medansvaret og fortælle, hvorfor denne beslutning var bedre end ingen eller en anden. Derfor er tiden inde til, at EUs politiske ledere sendes på et fire dages krydstogt i Middelhavet, hvor de uden pressens nærværelse kan se hinanden i øjnene og spørge hinanden: »Vil vi egentlig talt EU?« Hvis svaret er »ja«, er det næste spørgsmål: »Hvad skal vi så forandre for at imødekomme den store skepsis?« Dette spørgsmål vil få flere forskellige svar, men efter i fællesskab at have prioriteret, hvad der er vigtigst, skal de stille hinanden spørgsmålet: »Hvordan gør vi så det?« og derefter overlade udmøntningen til fagministrene, så EU bliver et arbejdsfællesskab i hverdagen og ikke en diskussionsklub for statschefer, der med alle deres topmøder får EU til at ligne en patient i dyb og konstant krise. Der skal gøres noget ved de ydre grænser. Forlang af justits- og indenrigsministrene, at de leverer løsningerne og håndterer migrationen, og så fremdeles.

Kan EU-27 ikke enes om løsningen af de store problemer, bliver de små problemer store. Før eller siden får en række lande nok og benytter muligheden for at gå sammen og vedtage løsninger, som sikrer, at EU overlever med en kerne af lande, som går længere end de andre. Disse vil godt nok fortsat være medlemmer af EU-27, men uden indflydelse på kernelandenes store beslutninger inden for eksempelvis den økonomiske og sikkerhedsmæssige politik i bredeste forstand.

Hvad vi ikke må ende med, er et EU, hvor hvert land har sine særaftaleler, undtagelser og forbehold inden for vidt forskellige områder, for i så fald bliver EU blot skallen om et hus, der er splidagtigt med sig selv. Et sådant går altid til grunde. Nok siger ordsproget, at fælles skibbrud er en trøst for alle, men det er nu engang et skibbrud.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.