Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Er lighed godt for samfundets velstand?

»Øget ulighed må - alt andet lige - anses for at sænke samfundsvelfærden.«

»Fordeling betyder noget for en økonomis udvikling,« skriver dagens fire kronikører. Arkivfoto: Asger Ladefoged
»Fordeling betyder noget for en økonomis udvikling,« skriver dagens fire kronikører. Arkivfoto: Asger Ladefoged

Et af de store emner inden for samfundsøkonomi er samspillet mellem ulighed og langsigtet velstand. Et grundlæggende spørgsmål er, om lighed er »godt« eller »skidt« for den langsigtede velstand. Anekdoter, der taler til dette spørgsmål, er der masser af.

USA fremhæves ofte som et eksempel på et land, der forener høj vækst med høj ulighed, mens Skandinavien og en række sydøstasiatiske lande er eksempler på lande, hvor velstand og lighed går hånd-i-hånd. Men hvorfor skulle fordelingen af indkomst have betydning for velstandsudviklingen? Hvad siger de empiriske erfaringer mere generelt? Og hvordan påvirker alt dette fagøkonomers syn på økonomisk politik? Nedenfor diskuterer vi disse spørgsmål.

Et klassisk argument, der tilsiger, at ulighed styrker investeringerne og dermed væksten i samfundet, har udspring i den observation, at tilbøjeligheden til at spare op sædvanligvis øges, når indkomsten stiger.

Rigere personer sparer ganske enkelt en større andel af deres indkomst op end fattigere, der er nødsaget til at forbruge mere af deres indtægt på livsfornødenheder såsom mad og bolig. Da investeringerne i samfundet ydermere er delvis finansieret af indenlandsk opsparing, vil en stigning i indkomsten blandt de i forvejen rige øge investeringerne mere, end hvis indkomststigningen tilfaldt de fattige.

En række andre mekanismer tilsiger imidlertid, at øget ulighed mindsker den gennemsnitlige levestand. Eksempelvis kan stor ulighed bidrage til social og politisk ustabilitet, hvilket er hæmmende for investeringslysten.

Den måske mest indflydelsesrige teori på området kobler indkomstfordelingen til uddannelse. Tænk på et land, hvor staten ingen rolle spiller. I dette land skal den enkelte selv finansiere sin uddannelse, som vi kan forestille os har karakter af en fast omkostning. Men det kan være vanskeligt at låne penge til sin uddannelse, for den eneste »garanti«, man kan stille, er, at man regner med, at uddannelsen fører til et godt job med en god indkomst i fremtiden. Sådan et lån vil banken finde risikabelt og vil derfor kræve en høj rente. Det vil afholde mindrebemidlede familier, der er nødt til at lånefinansiere uddannelsen, fra at investere. De samlede uddannelsesinvesteringer vil dermed afhænge af, hvordan indkomsten i samfundet er fordelt.

Det viser sig imidlertid, at forbindelsen ikke er entydig. I fattige samfund vil en stigning i uligheden faktisk kunne øge uddannelsesinvesteringerne, hvis stigningen muliggør, at de rigeste segmenter i det mindste bliver i stand til at finansiere disse. Omvendt i mere velstående samfund kan øget ulighed bevirke, at de fattigere grupper i samfundet ikke har incitament til at forfølge en uddannelse.

I virkeligheden støtter staterne i de fleste samfund i et eller andet omfang uddannelse. Det svækker den fremhævede transmissionsmekanisme fra ulighed til velstand, men gør den ikke irrelevant.

Det skyldes, at mellemlange og videregående uddannelser mange steder – i modsætning til i Danmark – ikke er »gratis«. Hertil kommer, at selvom effekten af ulighed på uddannelsesvalg kan være lille »her og nu«, kan effekten på lang sigt være større, fordi uddannelse har det med at gå i arv. Forældres uddannelse har betydeligt gennemslag på deres børns uddannelsesniveau af mange forskellige grunde.

Disse eksempler illustrerer, hvor kompleks sammenhængen mellem ulighed og vækst generelt må ventes at være. Teoretisk kan effekten af ulighed på langsigtet økonomisk aktivitet være såvel positiv som negativ.

Hertil kommer, at effektens størrelse må ventes at afhænge af en lang række specifikke forhold, herunder omfanget og karakteren af statslig indgriben. I sidste ende er det derfor et empirisk spørgsmål, om den samlede effekt af ulighed på velstanden er positiv eller negativ.

Hvad analyserne siger

Over de seneste godt 20 år er der foretaget et stort antal empiriske analyser af fordelingens betydning for den langsigtede økonomiske velstand. Flere af disse analyser er baseret på data for forskellige lande.

Konklusionerne er langtfra entydige. Nogle studier finder en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst, mens andre finder en positiv sammenhæng – og så er der dem, der slet ikke finder nogen sammenhæng overhovedet.

I lyset af ovenstående diskussion kan denne mangfoldighed ikke undre. Resultaterne afhænger naturligt nok af, hvilke lande der betragtes og de institutionelle og økonomiske forhold i de pågældende lande.

Men det er med stor sikkerhed ikke hele forklaringen. Et uløst problem i litteraturen er nemlig at adskille effekten af ulighed på vækst fra andre forhold, der både påvirker vækst og fordeling. Et eksempel kan her være nyttigt. I et nyere studie af OECD undersøges det, hvilken betydning ændringer i uligheden har haft på væksten i perioden 1970-2010 på tværs af OECD-landene. Konklusionen er, at en stigende ulighed fører til lavere vækst i de efterfølgende fem år, og ovennævnte uddannelsesmekanisme fremhæves som en mulig forklaring.

Umiddelbart forekommer det tvivlsomt, at denne mekanisme skulle kunne nå at udspille sig i løbet af en så kort tidshorisont. Men det er faktisk ikke hovedproblemet.

Problemet er derimod, at der potentielt er mange andre forklaringer på datamønstrene, end at ulighed sænker væksten.

Lad os forestille os, at ulighed ikke i sig selv påvirker væksten, og at der har været en tendens til, at beskatningen af arbejdskraft er aftaget i OECD-området.

Skattesystemer er sædvanligvis indrettet sådan, at de bidrager til omfordelingen i samfundet. Derfor vil reduktioner i skatten typisk øge uligheden. Den samlede effekt af skattereduktioner på væksten afhænger imidlertid af, hvordan de er finansieret. Er finansieringen eksempelvis sket via faldende offentlige investeringer i f.eks. infrastruktur, kan skattesænkningen potentielt ende med at sænke væksten.

Herved er der etableret en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst, der imidlertid ikke bygger på, at ulighed som sådan mindsker den langsigtede velstand.

Dette er, som nævnt, blot et eksempel. I virkeligheden indtræffer der løbende mange »stød« til økonomien, der påvirker både velstandsudviklingen og indkomstfordelingen, hvilket kan forklare, hvad vi ser i data.

Kerneproblemet er altså, at OECD-studiet ikke overbevisende kan fastslå, at ulighed påvirker vækst, idet resultaterne plausibelt kan forklares på anden vis. Det er ikke et unikt problem for OECD-studiet, men et udbredt problem i litteraturen på området.

Vækst, fordeling og økonomisk politik

De færreste økonomer betvivler, at fordeling betyder noget for en økonomis udvikling.

Der er imidlertid ikke fagøkonomisk konsensus om retningen og størrelsen på ulighedens gennemslag på den langsigtede velstandsudvikling. Forhåbentlig vil forskningen på området bidrage til en afklaring med tiden. Men i fravær af forskningsbaseret viden om fakta er det p.t. ikke velbegrundet at indregne en direkte effekt af ulighed på vækst, når den økonomiske politik vurderes.

Det er dog vigtigt at notere sig, at selv hvis det måtte vise sig, at ulighed er helt uden betydning for den langsigtede økonomiske aktivitet, bør fordelingsspørgsmålet ingenlunde ignoreres, når den økonomiske politik vurderes. Årsagen er, at øget ulighed – alt andet lige – må anses for at sænke samfundsvelfærden.

Så selv i fravær af vekselvirkninger mellem fordeling og langsigtet aktivitet vil det derfor være sådan, at hvis to politikforslag har den samme positive effekt på den økonomiske velstand, men modsatrettede effekter på ligheden, da vil det lighedsskabende tiltag være at foretrække ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel.

Offentlige initiativer, der kan øge både velstand og lighed, indbefatter bl.a. tiltag, der sikrer lige muligheder på arbejdsmarkedet for alle, offentlig støtte til uddannelse og indkomsterstattende ydelser på et passende niveau. Den slags initiativer nyder derfor bred opbakning i fagøkonomiske kredse. Men det gjorde de nu også før OECD’s nylige studier.

Michael Svarer, Carl-Johan Dalgaard, Torben Tranæs og Lars Gårn Hansen udgør formandskabet for De Økonomiske Råd.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.