Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Er iPad'en virkelig en god barnepige for dit barn?

En mor fortalte mig for noget tid siden, at hendes dreng på fire år var så dygtig, at han kunne sidde med en iPad alene i to timer inde på værelset. Det gjorde han tit.

Det er ikke mit ærinde at virke som moralens vogter, men jeg synes ikke nødvendigvis, at en dreng er dygtig, fordi han kan sidde med sin egen (!) iPad. Tværtom.

Er iPad og computer en »barnepige«, den nemme løsning, eller er det moderne leg på lige fod med legoklodser eller en gynge i et klatretræ?

I den daginstitution, hvor jeg færdes til daglig, fortæller flere børn om deres brug af iPad, film, YouTube og computerspil, spil hvor man sidder alene og skal kæmpe, slås og overvinde. Hvis man taber et spil, eller ikke gider mere, ja, så er det bare at trykke delete og starte forfra. Dermed kan barnet gå glip af at øve sig i vigtige sociale kompetencer. At gå på kompromis og konfliktløse i legene, at indordne sig og lære, at vi ikke kan få vores vilje hver gang.

I en periode var vi vidner til, at leg, adfærd og sprogbrug blev for voldsom. Hensynet til andre end en selv udeblev. Noget af det, der var bemærkelsesværdigt, var indholdet i mange af legene. Det var meget fysiske og indforståede lege. Fægtekampe og tumlerier med tilsyneladende manglende respekt for de andre i legene.

Én ting er, når tre-årige interagerer i vilde lege uden situationsfornemmelse, men mere bekymrende er det, når de fem-seks åriges evne til at bremse op og signalaflæse svigter og gentagne handlinger ikke lagres og veksles til læring.

Børn skal også lege vildt og udfordre, så de kan lære egne og andres grænser. Men i kølvandet på den vilde leg opstod uro, irritationer, aggressioner og en jargon og et ordvalg, der ikke hører til i en børneverden. Selvom alle ikke er en del af udvalgte lege og omgangsformer, kan det hurtigt præge kulturen i børnegruppen.

Vi måtte spørge os selv om, hvad der var skyld i disse legemønstre? Måske udsprang det af computerspil og iPad eller uklare voksne og utydelige rammer.

Et forsøg der førte til forandring

Jeg lavede derfor et forsøg med forældregruppen i vores skovbørnehave.

Sammen med personalet valgte vi at italesætte udfordringerne og søsætte et »socialt eksperiment« på forældrenes hjemmebane, hvorefter vi måske ville kunne se forandringer i legene og i børnenes samspil i institutionen.

Forsøget bestod i, at forældrene nøje udvalgte, hvornår og hvorfor børnene skulle have »skærmtid«, iPads mm., og hvad de i givet fald skal med mediet. Allerhelst måtte børnene helt holde pause, for at vi måske kunne spore en forskel i deres opførsel.

Kunne vi se resultater? Ja! Men ikke direkte blandt børnene. Vi fik til gengæld en forældregruppe, der gav tidens »mediebrug« et mere nuanceret fokus, og samtidig var mange forældre positivt tilbagemeldende over for den udfordring, som vi prøver at gøre noget ved. Vi fik stillet skarpt på noget, som mange ikke tænker over. Men eksperimentet kommer først for alvor til sin ret og bliver mere målbart i forhold til børnenes sociale ageren, hvis vi gentager og forlænger processen, så forsøget varer meget længere og ikke blot en måned, som var tilfældet her.

Guider vi børnene tilstrækkeligt?

At børnegruppen forandrer adfærd udelukkende pga. færre »iPads-samværstimer«, er selvfølgelig naivt at tro. Det er meget mere komplekst.

Jeg er ikke medie- og udviklingsforskrækket, ej heller er jeg så blåøjet at tro, at vi kan stoppe udviklingen. Men vi kan måske sagtne farten. Og hvad angår kendskab til og brug af IT, så skal vores og jeres børn nok kunne nå at følge med, når det ringer ind til skolestart.

Brug i stedet børnenes tidlige år til at grundlægge kreativitet og fantasi gennem fysisk leg. Leg der skal føles, mærkes og sanses. Selvfølgelig må de møde computerens fantastiske muligheder. Men alt med måde.

Ligesom meget andet her i livet, er vi nødt til at se på os selv som rollemodel. Hvordan opfører vi os i et moderne digitaliseret samfund? Er vi konstant online? Sidder vi med iPads og telefon, mens vi er sammen? Spiser vi morgenmaden foran fjernsynet? Guider vi børnene og lærer dem, hvad der er socialt acceptabelt? Hvordan er vi sammen med vores børn? Hvordan taler vi til hinanden? Hvor går vores grænser? Udvikler børnene sig til nogen, der senere er rare at være sammen med? Hvad skal børn have lov til at bestemme? Tør vi tage konflikterne med vores børn eller er vi for eftergivende?

De eneste, der kan foretage en regulering i familiens vaner, er forældrene. Og vi har som fagprofessionelle et signifikant medansvar for, at disse korrigerende processer sparkes i gang. Tidligere var dette mere implicitte pædagogisk opdragende handlinger i hjemmet, hvor det nu er den allervigtigste opgave i institutionerne.

Vi skal forholde os mere kritisk til det, der sker, så vi ikke pr. automatik følger med udviklingen.

Flere forskere, fagprofessionelle og forfattere inden for pædagogiske strømninger og opdragelsesformer har da også ind imellem påtalt det, som flere institutioner oplever i disse år. Børn der kommer i institution uden de automatiserede basale sociale kompetencer. Børn der starter i institution uden begyndende naturlig hensyntagen og grundlæggende empatiske kvaliteter, som var det en misforstået individualiseringsproces, de var midt i. Børn ned til tre-års alderen, der har svært ved at lege og interagere. Alt det skal vi være med til at lære dem, ligesom vi pædagoger og forældre altid har gjort.

Mange af disse egenskaber færdigudvikles først i ungdomsårene. Men det nye er, at de sociale færdigheds-mangler generelt set er så udtalte, når børnene starter i børnehave og skole. Det er bekymrende og afstedkommer flere interessante spørgsmål.

Vi skal turde tale med forældrene

Hvorfor er det blevet sådan? Hvad betyder det for børnenes udvikling? Er børns overdrevne brug af iPad medansvarlig for situationen? Er forældre utydelige i samspillet med barnet? Har »mig-mig-kulturen«, curlingtendenser og forhandlingsparate børn domineret for længe? Blander vi os som institutionspersonale for lidt i børnenes lege? Skal pædagogers mål med arbejdet revideres? Er samarbejdet mellem forældre og professionelle godt nok?

Hvilke sociale værdier vil vi gerne give børnene videre? Hvad gør alle de udfordringer ved vores samfund, hvis det udeblivende ikke efterstræbes og får mere fokus? Hvad kan vi gøre ved det?

En del af vores kerneopgave er at gøre en forskel for borgerne og støtte op om børnenes sociale og personlige udvikling. Derfor inkluderer det, at vi på alle områder indleder dialog om, hvad der er mest hensigtsmæssigt for børn, også på områder vi tidligere ikke tog hånd om som pædagoger.

Der kan til en vis grad være berøringsangst ved at tale med forældre om emner, det er uvant at tale om. Det kan for nogle være for kontroversielt at blande sig i familiernes bevidste og ubevidste rytmer. Men som fagpersoner skal vi være klar til at tage de nødvendige samtaler, der handler om, hvad der sker i privatsfæren. Det gælder børnenes trivsel. Når vi taler om de udfordringer, vores børn møder, og de udfordringer, vi møder i samværet med vores børn, er det helt essentielt at kende til værdien som voksen rollemodel i en børneverden, hvilket er en af pointerne med dette indlæg.

Inddragelse og involvering af forældre er efter min mening en del af kulturen og værdisættet i institutionen. Bestyrelser og forældre vil gerne hjælpe og engagere sig. Så samarbejdet ligger lige for, når børnenes lege og sociale samspil skal forandres. Vi skal agere, når vi oplever et usundt miljø, ellers giver vi børnene og skolerne svære forudsætninger.

Vi må ikke svigte de vigtigste år i barnets liv, hvor de grundlæggende omgangsformer bliver skabt. Med dette indlæg, der er fyldt med spørgsmål, håber jeg at få skabt refleksioner, der udmønter sig i handlinger, og har koncentreret mig om, hvad du og jeg kan gøre lige nu. Jeg har bevidst fravalgt at beskrive samfundets overordnede rolle og ansvar, ligesom debatten om de kommercielle kræfters uendelige påvirkninger også fortjener spalteplads. Men det bliver ved en anden lejlighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.