Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Er det mig, der skal redde verden?

Trine Vendelboe Juul: »Hjælp Perus børn, byg en skole i Cambodja eller lær Nairobis unge om HIV og AIDS. Du vælger selv, hvilket projekt du vil støtte«. Sådan forsøger SOS Børnebyerne at appellere til vores medmenneskelighed. Og organisationen er ikke den eneste. Hver dag ligger der et nyt girokort i postkassen med en bøn om at give en skilling.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Forleden købte jeg et par italienske sko til 1.500 kr. Dagen efter var jeg ude at spise for 300 kr. og efterfølgende på en bar, hvor jeg bl.a. fik en rom på to cl til den nette sum af 120 kr. I skrivende stund sidder jeg med et brev fra Læger Uden Grænser, hvor jeg kan vælge, om jeg vil støtte organisationen med enten 100, 250, 500 eller 750 kr. Jeg kan også vælge et helt andet beløb, som jeg blot skal anføre på den tomme linje på girokortet.

Hvor meget skal jeg gi? En 50er er for småligt, og jeg vil heller ikke vælge det mindste af de på forhånd valgte beløb. 750 er måske lige i overkanten, men på den anden side har jeg vel råd til det? Og hvorfor egentlig ikke give et rundt beløb som 1.000 kr., når jeg næsten uden at blinke med øjnene lige har brugt over 2.000 kr. på en mindre kulinarisk forkælelse samt nogle sko, jeg i bund og grund ikke har brug for.

Men så er der Børnefonden. De har også sendt mig et brev. Om at blive sponsor for et barn i Afrika. Jeg har nemlig før været sponsor for et fattigt barn i Mexico, og derfor har jeg modtaget en personlig henvendelse fra fonden. Det er det samme med Læger Uden Grænser. Dem har jeg også tidligere støttet, og de sender i ny og næ et personligt brev for at opfordre mig til fortsat støtte. Jeg er også medlem af Amnesty International, hvilket i øvrigt kun koster 65 kr. om måneden, og jeg støtter selvfølgelig Røde Kors, Red Barnet og alle andre godgørende organisationer, der ringer på min dør, når der er landsindsamling.

Jeg har også købt op til flere geder, høns fra Malawi og fodbolde fra Kirgistan gennem Folkekirkens Nødhjælp og foræret købsbeviserne som julegaver til min familie, der som så mange andre danskere svømmer i lort - som Thomas Helmig synger om overflodssamfundet i sangen Nok til alle. Men de julegaver blev jeg nu ikke populær på, selv om jeg selv syntes, det var en passende næstekærlig prioritering at foretage i den kristne højtid.

Nu er min næstekærlighed og min lyst til at dele ud af mit overflod og dermed måske også reducere mængden af lort, jeg selv svømmer rundt i, imidlertid blevet ramt af en stærk tvivl om det rimelige i det. Ikke fordi jeg har brug for skudsikker dokumentation for, at mine penge ender i de rigtige lommer og ikke går til administration og korrupte regimer. Og ikke fordi, jeg er blevet overbevist af Søren Krarup om, at næsten er ham eller hende, jeg enten deler blod, seng eller vejnavn med. Heller ikke fordi, jeg har fundet ud af, at den såkaldte godhedsindustri er et stort bundløst hul, hvor naive pladderhumanister som jeg selv kan dumpe vores penge og dulme vores dårlige samvittighed over at bo i et af de mest rige og privilegerede steder på Jorden.

Nej, jeg er blevet i tvivl om det rimelige i, at vi som enkelte individer i stigende omfang bliver opfordret og dermed indirekte pålagt at give vores skillinger til bekæmpelse af verdens sult, fattigdom og uretfærdighed, mens langt mere velbjærgede, magtfulde og indflydelsesrige aktører holder liv i de love og systemer, der i vid udstrækning er kilder til selvsamme sult, fattigdom og uretfærdighed. Hvad er det rimelige i, at jeg som enkelt individ skal føle et stigende pres, stigende dårlig samvittighed og en stigende magtesløshed over for at løse de mange katastrofale problemer i verden, når vi samtidig har en regering, der har valgt at bruge færre af mine skattekroner på ulandsbistand, således at den samlede bistand nu kun udgør sølle 0,8 procent af bruttonationalproduktet? Det vil nogle måske mene er mere end rigeligt, men de samme mennesker gør ikke oprør over/hidser sig ikke rigtig op over, at EU bruger 350 milliarder kr. på landbrugsstøtte, svarende til over en tredjedel af EUs budget. En støtte som holder liv i et usundt og dybt forgældet erhverv, men som samtidig også holder liv i fattigdommen i de lande, som vi dermed føler os forpligtet til at give bistand.

Og en stor del af den skat, som skal finansiere den bistand, kommer fra almindelige lønmodtagere, der står tilbage med under halvdelen af deres løn, når kommunen, staten, kirken og andre har fået sit. Alligevel finder de helt almindelige lønmodtagere plads i budgettet til at støtte et barn i Guatamala, jordskælvsofre på Haiti og et minerydningsarbejde i Angola. Det er godt og prisværdigt og som sagt måske med til at reducere mængden af unødvendig materialistisk junk inden for deres egen matrikel. Men de samme mennesker ville måske føle, at deres forsøg på at kompensere en smule for den uretfærdige fordeling af goderne på Jorden gjorde en mere reel forskel, hvis den samlede skat og dermed samfundets fællesbistand i udgangspunktet var langt større?

Hvis nu også McDonalds og andre multinationale virksomheder spyttede i skattekassen i stedet for at pisse på den, så var der måske ikke helt så mange og helt så uoverskuelige problemer at skulle forholde sig til?

Hvis nu USA skrev under på klimakonventionen, og verdens ledere satte bare lidt handling bag ordene på årlige COP-møder, så skulle jeg ikke forholde mig til så mange valg, hver gang, jeg skal købe pærer til mine lamper, transportere mig fra sted til sted og handle ind til aftensmaden. Hvis nu den danske regering og andre demokratiske samfund ikke blåstemplede Kina inklusive landets politik over for Tibet, så kunne mit bidrag til Amnesty International i stedet blive brugt på andre regimers menneskerettighedsforbrydelser. Regimer, som verdenssamfundet har sværere ved at nå og påvirke, og som derfor har godt af at blive overvåget af Amnesty International.

Vi giver altså en skilling med den ene hånd, men holder samtidig millioner af kroner tilbage med den anden hånd. Er det rimeligt? Eller er det til grin? Og er det motiverende for det enkelte individ, der gerne vil bidrage med sit til en mere retfærdig verden at være bevidst om, at det, vi hver især giver, er små plastre på kæmpemæssige sår, som bliver ved og ved med at bløde, fordi der er mennesker, virksomheder og erhverv, der ikke bekymrer sig for fem øre om andre og om andet end at skrabe mest mulig lort sammen til sig selv og sine nærmeste?

Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har tilsyneladende fundet løsningen på verdens urimeligheder. Det har de sendt et brev ud til samtlige danskere om (gad vide, hvad det har kostet). En fair løsning kalder de den. Men hvad fair og fornuftigt er der i, at vi, der i forvejen arbejder meget, skal arbejde en enkelt time mere om ugen, mens fuldt ud arbejdsdygtige 60-årige kan gå på efterløn og helt slippe for at arbejde de næste 20 år?

Der er altså noget galt med proportionerne i verden og med forventningerne om, hvem der skal yde hvad, for at andre kan få lov at nyde. Jeg agter i hvert fald ikke at arbejde bare et minut mere, for at en frisk 60-årig kan nedbringe sit handicap på golfbanen. Så hellere give 1.000 kr. til Afrika og håbe på, at verdens magtfulde ledere bakker mig op og sætter mere vilje bag visionen om at afskaffe fattigdommen, der er en central faktor bag den uhyrlige kendsgerning, at en milliard mennesker sulter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.