Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Er børn virkelig mest udsat om foråret?

Ulrik Holmstrup
Ulrik Holmstrup

Jeg har gjort en opsigtsvækkende opdagelse: Børn er mest udsat for omsorgssvigt, mishandling og seksuelle overgreb om foråret. Nærmere bestemt i første kvartal. Det lyder mærkeligt og kalder på en forklaring.

De seneste mange måneder har jeg arbejdet på min kommende bog »Udsat for pressen«. Her prøver jeg at afdække, hvordan et ulykkeligt samspil mellem en overfladisk journalistik, en kortsigtet politik og en problembeskrivende forskning, lader udsatte børn og unge i stikken.

Siden vi fik de første børnelove for over 100 år siden, er ca. en procent af alle børn blevet anbragt uden for hjemmet. Sådan var det i 1905, og sådan er det i dag. Området er samtidig et af de dyreste på det sociale område. Forebyggende foranstaltninger og anbringelser koster årligt omkring 15 mia. kr. Så der er al mulig grund til at have fokus på området. Ikke for at finde besparelser, men for at sikre, at de mange penge bliver brugt fornuftigt, og at de børn og unge, det hele handler om, rent faktisk får den nødvendige hjælp og støtte.

Og her kniber det gevaldigt.

Det, der tidligere hed Socialforskningsinstituttet – nu VIVE – har gennemført en række forløbsundersøgelser, hvor de anbragte børn er blevet fulgt i en årrække. Resultaterne er nedslående. Målt på en lang række parametre går det generelt de anbragte børn dårligt – vi formår som samfund ikke at kompensere børnene for de alvorlige svigt, de oplever. Vi flytter dem bare.

Det er indlysende, at der skal handles her og nu i en Tønder-sag, en Brønderslev-sag eller en af de andre bindestregs-sager, hvor en by lægger navn til en alvorlig sag om misbrug af børn. Men skal disse trods alt sjældne skandalesager diktere udviklingen på området?

Overensstemmelse

Under min research til bogen har jeg kunnet konstatere, at der er en uhyggelig grad af overensstemmelse mellem journalisternes dækning af skandalesagerne og de politiske initiativer, der tages på området.

Problemet er, at den journalistiske tilgang til skandalesagerne typisk er at gå på kalkunjagt: Nu skal vi afsløre, hvem det er, der har svigtet. Og som regel ender mediestormen med, at en socialchef eller afdelingschef bliver fyret. Mission accomplished – men er vi blevet klogere?

Man kunne vælge at trække på skuldrene af den sensationslystne og overfladiske dækning af disse skandalesager, hvis det ikke var fordi den samme dækning tilsiger, at Christiansborg-politikerne må handle.

Og det gør de så. Der bliver stillet spørgsmål til socialministeren, der bliver indkaldt til samråd eller ministeren tager med det samme teten og bebuder stramninger på området. Tre gange inden for de seneste år har man strammet reglerne i et forsøg på at undgå en ny skandalesag.

Men vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter. I dette tilfælde har de gode hensigter udmøntet sig i bureaukratiske kontrolforanstaltninger og et system, som betyder, at der på tre-fire år er kommet tre gange så mange underretninger om børn, hvor der er bekymring for, at de på den ene eller anden måde er udsatte. Tre gange så mange! Det er en meget voldsom stigning. Og socialrådgiverne er da også ved at drukne i de nu over 100.000 årlige bekymrings-underretninger fra lærere, pædagoger og andre, der har den tætte kontakt til børn og unge.

Er barren for lav?

Betyder den pludselige stigning i antallet af underretninger, at der i de forgangne år har gået tusinder af udsatte børn rundt, som ikke er blevet opdaget – eller er stigningen snarere udtryk for, at barren for udsathed er blevet sat for lavt?

Det er der ingen, der ved. For det er ikke blevet undersøgt. Det er således min påstand, at vi i vores iver efter at opbygge et system som sikrer, at vi ikke igen skal opleve de alvorlige misbrugssager, som rydder avisernes forsider, har skabt en nul-fejls kultur, som virker kontraproduktivt.

Inden for den sociologiske og psykologiske forskning har man et begreb, som hedder »kontrolillusion«. Det beskriver det forhold, at man tror, at man gennem sine handlinger kan kontrollere et givet felt. En del af elementerne i Anbringelsesreformen, Barnets Reform og senest Overgrebspakken er efter min mening udtryk for kontrolillusion. Men når fokus bliver rettet mod at undgå at begå fejl, og det for den enkelte kommune og sagsbehandler har førsteprioritet at få hakket af de rigtige steder, så man har sin ryg fri, når en ny skandalesag dukker op, ja, så går det ud over de børn og unge, som bare har en »normal« børnesag.

Det siger sig selv, at man ikke kan tredoble antallet af underretninger på tre-fire år, uden at det går ud over det eksisterende arbejde. Det har en række kommuner da også uofficielt bekræftet over for mig.

Der er simpelthen i øjeblikket for mange børn, der bliver til en socialsag – børn som aldrig burde have været inde i systemet. Det opdager sagsbehandlerne selvfølgelig relativt hurtigt, og sagen bliver lukket. Men på det tidspunkt er der allerede brugt mange ressourcer på sagen. Ressourcer, som kunne være brugt på de børn, som har et reelt behov.

Færre anbringelser

Det er tankevækkende, at i en periode, hvor antallet af underretninger på børn, der tilsyneladende mistrives, er eksploderet, kan man registrere et fald i antallet af anbringelser. På samme måde kan man inden for det enkelte kalenderår registrere et fald i antallet af anbringelser hen over året. Af en opgørelse fra den Sociale Ankestyrelse fremgår det, at antallet af anbringelser topper i de første måneder af året. Mønsteret går igen år efter år. Det rejser naturligvis spørgsmålet, som jeg indledte med: Er børn og unge virkelig mest udsat i første kvartal? Det er der intet, der tyder på. Til gengæld er de kommunale budgetter helt dugfriske først på året, og en anbringelse er en meget dyr foranstaltning. Så mit gæt er, at den kommunale økonomi spiller en afgørende rolle, når myndighederne skal tage stilling til, hvorvidt et mishandlet barn skal anbringes eller ej.

Op til det kommende kommunalvalg foretog Berlingske (1.10.17) en undersøgelse, der viser, hvilke emner vælgerne prioriterer. Ikke så overraskende kommer »ældreområdet« og »skole og unge« ind på de første pladser. Men på tredjepladsen finder vi faktisk »social indsats« og dermed de udsatte børn. Alle vil det bedste for disse børn, så lad os nu få udviklet området.

Jeg plæderer ikke for, at man skal undlade at anbringe børn. For det ved jeg ikke noget om. Problemet er, at de professionelle, som burde vide noget, også er på Herrens mark.

Savner solidt grundlag

Sat lidt på spidsen ville det være befriende, hvis en kommune på et fagligt og sagligt grundlag stod fast på den valgte strategi på børne- og ungeområdet og meldte ud, at man f.eks. begrænsede antallet af anbringelser, fordi forskningen viser, at det generelt går anbragte børn dårligt, og fordi en anbringelse i sig selv er noget af det mest belastende, et barn kan opleve. Men et sådant eksempel har vi til gode at se, fordi politikken på området i lighed med indsatserne over for de udsatte børn savner et solidt videnskabeligt grundlag. Det er en medvirkende årsag til, at vi gennem 100 år har fulgt de samme socialpolitiske spor.

Og udviklingen eller mangel på samme bliver ikke på nogen måde udfordret af journalistikken, som er optaget af at være på kalkunjagt. Af en forskningsrapport fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole fra 2015 fremgår det således, at op mod hver fjerde artikel om socialt udsatte børn og unge handlede om de sensationelle sager om især seksuelt misbrug og dårlig offentlig forvaltning. Det finder forskerne bag rapporten ikke alarmerende – men det gør jeg.

Det er helt ude af proportioner at fokusere så intensivt på disse sager, som udgør en forsvindende lille del af et felt, som er befolket af 13.000 anbragte børn og 40.000 børn og unge, som modtager forebyggende foranstaltninger. Det er her, fokus burde ligge.

Det ensidige fokus på, hvem der i en given børnesag har fejlet, bremser enhver debat om, hvilke grundlæggende fejl og mangler, der er indlejret i samfundets måde at håndtere børn i udsatte positioner på. Til skade ikke mindst for de børn og unge, det hele handler om.

Ulrik Holmstrup er producent, journalist og tidl. fellow på TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.