Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

En republik er en stat uden hoved

Er republikken ikke reelt udtryk for et dannelsestab? Måske huggede de revolutionære franskmænd ikke bare hovedet af de adelige, men faktisk også af sig selv.

Kristian Ditlev Jensen.
Kristian Ditlev Jensen.

De fleste danskere forstår tilsyneladende ikke rigtigt konsekvenserne af forskellen på en nation og en republik. Spørgsmålet om, hvorvidt vi skal have en dronning eller en præsident, besvarer de fleste ud fra en mavefornemmelse.

Sandheden er, at jeg også selv indtil for få år siden kun havde en ret vag forestilling om, hvad forskellen mellem en nation og en republik egentlig er, og hvilke helt afgørende konsekvenser den har for både tænkning, demokrati og politik. For at forstå det, skulle jeg til netop alle republikkers moderstat, nemlig Frankrig.

Bedst som vi sidder omkring middagsbordet et sted i udkanten af Paris, og min danske studiekammerats franske mand har sat det provencalske lertøjsfad frem med rester af tomatsovs og hvidløg – hans familie kommer fra Nice, der oprindeligt var en italiensk enklave i Frankrig – dukker problemet op. Jeg spørger til de italiensk inspirerede retter fra hans families hjemby.

»Er det typisk fransk mad?«

»Nej. For hvad er typisk fransk mad?« spørger han.

»Ja, du ved. Ost, oliven, vin …«

»Det kan man slet ikke sige på den måde. Fransk mad er den mad, der bliver spist i Frankrig. Couscous er jo også fransk mad. Sauerkraut er fransk mad. Sushi er fransk mad.«

»Sushi?«

»Ja. Frankrig er jo en republik.«

Den aften går det op for mig: Frankrig eksisterer slet ikke mere. For alle nationer, der går fra at være en nation til at være en republik, forsvinder i virkeligheden lidt. I hvert fald forsvinder deres etniske og kulturelle særpræg i princippet helt. Forstået på den måde, at de omdannes til åbne kategorier, hvor alt, hvad der til enhver tid findes i kategorien, definerer den.

Det samme er så småt ved at snige sig ind i Danmark. Mange danskere har sikkert undret sig – jeg har i hvert fald – når medierne rapporterer om »danskere«, som er nede for at kæmpe for eller imod terrororganisationen Islamisk Stat. Den første tanke er altid: »Gad vide, hvad Jens Hansen vil dernede?« Næste tanke er, at det nok slet ikke er en etnisk dansker. På en måde er det så måske ikke en rigtig dansker? Hvad er det så?

I Frankrig er det meget lettere. De mennesker, som bor inden for landets grænser, er franskmænd. Punktum. De sprog, de taler, er en del af det franske sprog. Punktum. Den mad, de spiser, er en del af det franske køkken. Punktum. De kulturer, de dyrker, er en del af den franske kultur. Punktum. De religioner, de dyrker, er Frankrigs religioner. Punktum.

Hvad er dansk?

Som dansker – og altså som indfødt i kongeriget Danmark og medlem af folkekirken – har man formentlig fuld forståelse for, at folk kan have udenlandske rødder og spændende aner. Men det udfordrer formentlig mange danskeres forståelse af nordisk identitet, når svenske politikere siger, at den muslimske eid-fest er en »svensk tradition«. Der har vel altid været dem, der fastede i Sverige, selv om det ikke er fastelavn – for eksempel, hvis de skulle opereres – men hvordan i himlens navn kan en muslimsk fest pludselig være svensk? Den eksisterede overhovedet ikke i det offentlige rum eller den offentlige debat i Sverige for bare ti år siden. På samme måde bliver man som dansker stødt, når danskere med udenlandske rødder bruger det kollektive »vi« på totalt postfaktuelle måder.

Jeg kan huske, hvordan jeg krummede tæer i bilen i sommer, da Radio24Syvs vært Rushy Rashid i en radioudsendelse sagde – om ytringsfriheden – at »det var jo en af de værdier, vi danskere kæmpede og døde for under Anden Verdenskrig.« Jeg citerer efter hukommelsen, men det ændrer næppe på absurditeten. Familien Rashid ankom, hvis man skal tro Google, til Danmark i 1977.

Hvis man for alvor skal forstå forskellen – og konsekvenserne – mellem nationen og republikken, kan man stille det firkantet op. Gud, konge og fædreland versus folk, præsident og republik. Det første idekompleks er viklet ind i historie og tradition og biologi, mens det sidste er udtryk for nutid, ideologi og abstraktion. Men man kan sige det endnu simplere: Hvem tilhører du i grunden mest – din familie eller dine kammerater?

Søren Kierkegaard betonede nationen som helt afgørende for, at man kan finde ud af, hvem man egentlig er. For hvor er man født? Hvilken historisk og kulturel kontekst er man født ind i? Ordet nation handler om netop dét. Det kommer af et oldfransk ord, nacion, der betyder »fødsel« eller »rang«, men som også har at gøre med »forfædre, slægtninge« og »land, hjemland«. Går man længere tilbage, så stammer ordet fra det latinske nationem, der betyder »det, som er blevet født«. Altså: Man skal vide, hvor man er født – og af hvem – hvis man vil frigøre sig som menneske, i kierkegaardsk forstand. Forankringen er en forudsætning, og kun gennem forståelsen af ophav og national historie, sættes man fri i eksistentialistisk forstand.

Opgøret med den vertikale historieforståelse kom med den franske revolution, og den blev siden til en historieløs ideologi for socialister og socialdemokrater. Når Mette Frederiksen i biografreklamerne for tiden »insisterer på lige muligheder«, så er det et opgør med, at nogle familier er bedre end andre, og med, at nogle mennesker – for eksempel etniske danskere – har mere ret til Danmark og Danmarks ressourcer end andre.

Det sidste skurrer nok også i de flestes ører, med mindre man er nazist. Men ikke desto mindre er det jo sagens kerne. Når socialisternes slogan er, at »arbejdere i alle lande« skal forene sig på tværs af nationer, så gør de op med hele tanken om nationalstaten. Mest rendyrket så man det i den sovjetiske kommunismes overnationale føderation, men også i overnationale socialistiske konstruktioner lod diktatorerne den abstrakte ideologi overdøve befolkningernes medfødte identitet.

På den ene side har man altså de borgerlige, som synger nationalsangen, mens man på den anden side har venstrefløjen, der synger »Internationale«, som socialismens kendingsmelodi jo faktisk hedder.

Som det allerede fremgår, så leder kærligheden til nationen – eller drømmen om republikken – til forskellige politiske tanker. Og det har konsekvenser, også i dagens debat. Men brudlinjerne går ikke bare mellem højre og venstre. For liberalisterne, som udspringer af de blodstænkede oprørere i Paris, er jo enige med socialisterne om, at vi skal have en republik. Derfor vil vore dages hardcore liberalister – i for eksempel Liberal Alliance – også byde enhver udlænding velkommen, så længe de kan forsørge sig selv. Om den danske befolkning i sidste ende udgøres af et flertal af svenskere, pakistanere eller måske en løjerlig blanding er bedøvende lige meget, bare de er gode kammerater. Hvilket altså er præcis det samme, man ser på den yderste venstrefløj: Alle er velkomne! Vi er jo til syvende og sidst bare mennesker, og derfor må hele verden naturligvis deles om de penge og den moral, som danske slægter gennem generationer har sparet op i et velfærdssamfund.

Republikken – et dannelsestab?

Den reelle modsætning til republikken finder man hos de højborgerlige i Det Konservative Folkeparti, men også hos de nationalkonservative, som udgør dele af Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne plejer at støtte monarkiet, fordi Hendes Majestæt Dronningen i det konstitutionelle monarki ikke har reel politisk magt.

Når man selv er højborgerlig, kan man ikke lade være med at studse. For er republikken ikke reelt udtryk for et dannelsestab? Måske huggede de revolutionære franskmænd ikke bare hovedet af de adelige, men faktisk også af sig selv. I hvert fald virker det hovedløst, at republikanere på den ene side kan finde det meget, meget vigtigt, at folk har personlig frihed, så de kan opføre sig præcis som de vil i alle etniske sammenhænge, mens de i samme åndedrag åbenbart ikke mener, at sprog, kultur, klædedragt, religion, spiseregler eller synet på køn – som tilsammen udgør etniciteten – har nogen som helst betydning. Overhovedet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.