Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

En løsarbejders fortælling: Jeg har skrevet to ansøgninger om ugen i ti år, men jeg giver ikke op

Mikkeline W. Gudmand-Høyer
Mikkeline W. Gudmand-Høyer

Ifølge danske medier eksisterer arbejdsløsheden stort set ikke. Jeg forstår det ikke helt. Jeg selv har været arbejdsløs længe. »Længe« er relativt, og jeg går ellers under betegnelsen »en overlever«, men nu er jeg træt af kamp og afslag, så ja, det må være ret længe. Jeg, på bjerget af afslag, og nu snart »en underlever«, for jeg må låne af venner og familie for at få råd til at leve på en sten.

Spirituelt set kan jeg måske bruge det som en uddannelse i at hvile i mig selv på trods af ydre omstændigheder, men tæl selv. To jobansøgninger om ugen i mere end ti år med lidt usikker freelance indimellem. Det bliver til mange jobafslag.

Havde ikke lige set det komme. At jeg skulle være arbejdsløs i så lange perioder.

Jeg, der er opdraget til at blive pligtopfyldende samfundsborger. At byde ind med ressourcer til fællesskabet. At aflevere mine lektier til tiden og ingen pjækkedage. Har gjort mit bedste med de muligheder, der dukkede op. Har flere lange uddannelser bag mig og et spændende CV med frivilligt arbejde. Nu også med hygiejnebevis. Hvornår er jeg færdiguddannet?

Det usikre farvand gør mig skør. Perioder med kontanthjælp, kontrol, kontanthjælpsloft samt 225-timers reglen som ekstra straf for alle de afslag. Hører jeg ikke til nogen steder? Jo! Jeg tilhører den ny samfundsklasse: Prekariatet (fra latin precarius: usikker), den usikre gruppe, der har svært ved at bygge noget op og få fast grund under fødderne.

Her er både folk uden længere uddannelser, emigranter samt højtuddannede, der pga. globaliseringen ikke kan få plads i arbejdssystemet. Jeg tager, hvad jeg kan få. Lagerarbejde, opvasker, vikar som handicaphjælper og pædagog. Bliver glad da lykkens gudinde tilsmiler mig, og jeg får et tidsbegrænset job på et lager.

Ti dage som lagerarbejder

Har fået job som lagerarbejder.

Projektansat, ti dage, til montering af ståltråd på 150.000 julekugler til ophængning i indkøbscenter.

»Julekugler! Det er lige mig!« som jeg sagde til jobsamtalen. »Har erfaring med at pynte juletræer med julekugler ved samlebånd.« Kontrakten underskrives. Stolt vifter jeg den om næsen på den sure mand på jobcenteret.

Lønnen er god. Som en jord- og betonarbejders. Arbejde mellem 8 og 20 er muligt. Overarbejde fordobler lønnen.

Lageret ligger i Tåstrup i et industrikvarter, der tidligt om morgenen ikke vidner om anden bevægelse end et par plastickrus, som hvirvler i vinden på asfalten.

Seks mennesker er vi i alt omkring et bord i den store lagerhal oplyst af lysstofrør. Vi er omringet af stablede papkasser fra Kina med julekugler i hver deres farvegruppe. Vi konkurrerer om, hvem der kan nå at vikle ståltrådsløkker på toppen af flest kugler. Jeg kan nå otte på et minut.

Anders skruer op for sin playliste. Martin fra X Factor synger med julebjælder og vind i håret.

Arh! Ikke lige min musiksmag. Jeg kigger rundt. Ingen andre synes at have noget imod Anders’ musik.

Nu forstår jeg den dybere mening med opfindelsen af Program 3. En fællesnævner af musik til det arbejdende folk, så der ikke bliver ballade. Vores fingre bevæger sig som 60 små soldater. Alle i samme hurtige tempo.

En kasse med ny pink farvekode bryder det monotone og vækker glæde i gruppen. »Så bliver man da ikke kugleskør?« smiler Katrine. »Pas på kuglerne« Anders kaster en blå kugle i skridthøjde til Oliver, som fnisende kaster den i kassen med defekte kugler. En time endnu til klokken er 8. Tolv timers arbejdsdag.

Gråsenolliker

Oliver fortæller, at han fisker i sin fritid, og at Tikøb kan være meget stille .

»Så står man der og fisker, kun afbrudt af pip fra et par gråsenolliker,« siger han.

»Gråsenolliker?« Anders løfter øjenbrynet. »Ja, kender I ikke de små fugle, der gemmer sig i hækken.« Oliver klipper et stykke ståltråd. »Øh, dem har jeg aldrig hørt om, mener du gråspurve?« spørger jeg.

Oliver ser forvirret ud. »Nej, gråsenolliker. En af mine venner, som er jæger, har altid kaldt dem det.«

Vi andre fniser lidt.

»Hør, du er blevet taget i røven. Det hedder gråspurve,« siger Katrine og blinker til Oliver, som rødmer.

»Ha! Nej, nu ved jeg det! Gråsenolliker må være de små fugle fra Anders And, som kun kommer frem, når man bliver slået i hovedet med en hammer!« siger Anders.

Alle griner. Jeg følges med Oliver og Katrine ned til nærmeste busstoppested. En sort nattehimmel byder på regn. Mine arme og fingre dasker tunge og slatne. Oliver truer ad himmelen. Et par lysende forlygter på en bus til tiden får tilgivelsens smil frem på alle.

Tidlig morgen søndag kører jeg over Dronning Louises Bro mod Nørreport. Der er kun et par duer og en fejevogn i bevægelse. Jeg har taget en avis med i dag for at gemme mig og få fred fra den konstante snak.

Var i tvivl om, hvilken jeg skulle vælge. Tænkte at Information ville være for provokerende venstreorienteret, så jeg valgte Politiken. Den er mere neutral og mainstream. Orker ikke at skille mig ud fra mængden for tiden.

Har også ørepropper med, da jeg er følsom over for støj. Kan høre en knappenål falde til jorden midt i en heavy metal-koncert.

Vi har over kuglerne flirtet lidt med politik. Oliver og Katrine har begge fortalt, at de stemmer blå blok. Bent og Anders stemmer på Alternativet, mest fordi partilederen er bøsse.

»Jeg gider da ikke bare at dele af det, jeg har til andre, der ikke gider arbejde,« siger Oliver.

»Nej, men hvad nu, hvis du bliver syg og ikke kan forsørge dig selv? Måske du giver til nogen der har brug for det nu og får igen på et andet tidspunkt,« siger Anders.

»Hvad så hvis jeg ikke gør?« Oliver rejser sig for at hente en ny kasse.

Jeg masserer mit murrende håndled. Tænker på Karl Marx, som hang over vores køkkenvask i mit barndomshjem. Hvornår mon det kapitalistiske system bryder sammen, som han forudsagde?

Min mor var rasende på min morfar, fordi han ejede en Coca-Cola-fabrik og flyttede til Schweiz for at undgå at betale så meget i skat. Jeg forstod ingenting. Var bare glad for at få Coca-Cola og flødeboller, når han kom på besøg.

Den politiske vegetar

Dagene flyder sammen i en grød. Om natten drømmer jeg, at jeg er en julekugle, der triller rundt i ørkenen på jagt efter et træ. Fem dage endnu… Mandag morgen køber jeg en økologisk speltæblestang på Nørrebrogade. »Jeg skal ikke have noget,« siger Oliver og kigger mistænksomt på kagen.

»Sådan en fin, holistisk kage, og spelt er godt for maven!« siger Anders og tager et stykke.

»Har nogen prøvet at være vegetar?« spørger Enya. Mens vi spiser vores madpakker.

»Ja, siden jeg var 16, og er det i øvrigt endnu,« siger jeg og flækker en avokado.

Larmende tavshed. »Hvad? Hvorfor det? Fordi det er synd for dyrene?« Oliver spørger med store øjne.

»Kom lad os skride!« siger Anders, rejser sig med Bent og går ud for at ryge. Jeg rømmer mig.

»Ja, og også sådan rent politisk,« siger jeg.

»Forklar lige det politiske i det,« siger Oliver og tager en bid af sin pølsemad.

»Jo, kødproduktionen er rådden. Køer står og kører tunger rundt som pariserhjul i alt for små stalde. Det er sygt, at når vi spiser en ko, så kunne maden, den har spist, brødføde en hel landsby i lang tid.«

»Aj, det græs, koen spiser, kan da ikke brødføde en landsby,« siger Oliver.

»Nej, nej. Det er ikke kun græs. Alt det andet: Foder, korn, stald, maskiner og arbejdskraft, der går til en ko. Mængden af ressourcer kunne komme flere til gode.« Jeg propper en cherrytomat i munden.

»Man kan da ikke dræbe alle køer og grise, hvis alle skal være vegetarer?« siger Enya.

»Man kan holde dyr på en anden måde end blot for at grovæde dem. Droppe at sprøjte sæd fra kanyler ind i stressede hungrise for at mætte grådige munde,« siger jeg.

En del af fællesskabet

Tavshed. Kigger på uret. Der er fem minutter tilbage af pausen. Jeg rejser mig for at gå ned til arbejdsbordet.

Må stå fast ved mine værdier som en totempæl. Føler mig som en firkant blandt cirkler, eller omvendt.

Stikker piben ind og kører speedtempo med kuglerne. Det er de små ting, der tæller, Marx! De små ting.

Anders skruer op for sin musik. Beyonce skråler en ballade. Katrine og Oliver synger med. Med ørepropper i ørene hjælper jeg Bent med at bære poser med kugler ud i containeren i gården. 150.000 kugler med ståltrådsløkker ligger nu og stråler i alle regnbuens farver.

Jeg ringer til vagtmanden, som får porten til at gå op. Går ned ad den store allé. I oliepytterne skinner døde regnbuer. Ingen af os har hørt noget fra ledelsen om fortsat arbejde med at hænge kugler op, som der var lovet.

Jeg skal igen i næste uge finde en praktikplads. Sådan er reglerne, når man modtager kontanthjælp og ikke kan finde fast arbejde. Tågen ligger over byen, og jeg går ind i den.

Gråsenolliker? Jamen, det er da et gammelt kendt slang for gråspurve, vidste du ikke det?« siger min mor, da jeg senere taler med hende i telefonen.

»Og hvad så?« siger hun med den velkendte desperation i stemmen. En reaktion over nyheden, at jeg nu mister yderlige 1.000 kroner i kontanthjælp. Fordi jeg kun har fået samlet 128 timers lønarbejde og derfor ikke opfylder 225-timers reglen, og så skal der skæres. Desuden skal jeg starte forfra nu for at samle 225 timer.

Bider tænderne sammen, det snurrer i mit gamle piskesmæld, som jeg har døjet med i nu 20 år uden at søge invalidepension. Vi giver ikke sådan op i vores familie. Der må dukke noget op snart. På den ene eller anden måde. Giver ikke op. Jeg vil gerne være en del af fællesskabet.

Mikkeline W. Gudmand-Høyer er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Academy of Art Institute, USA, er forfatter og illustrator til flere bøger og desuden læreruddannet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.