Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Eliten? Det er også mig – og det er jeg stolt af!

Enhedslistens Pernille Skipper definerede for nylig i et interview eliten som »en politisk-økonomisk lille konkret gruppe,« som hun ikke mener, at hun selv tilhører. Foto: Ida Marie Odgaard & Jens Nørgaard Larsen
Enhedslistens Pernille Skipper definerede for nylig i et interview eliten som »en politisk-økonomisk lille konkret gruppe,« som hun ikke mener, at hun selv tilhører. Foto: Ida Marie Odgaard & Jens Nørgaard Larsen

En af denne sommers populære udfoldelser blandt politikere og andre, der ganske åbenlyst tilhører en form for elite her i landet, har været en markant – og i min optik ikke så klædelig – benægtelse af dette tilhørsforhold.

For nogle uger siden var det Enhedslistens frontfigur, Pernille Skipper, og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og minsandten om ikke et af de mest magtfulde mennesker i verden, Margrethe Vestager, i onsdags i Politiken prøvede at bilde sig selv og os andre ind, at hun bestemt ikke er en del af den forkætrede »elite«.

Det er ganske vist ikke særlig elitært, at jeg end ikke er blevet bedt om at forholde mig til det samme spørgsmål, men jeg har alligevel tilstrækkelig selvsikkerhed til at måle mig på samme skala, og jeg står gerne ved tilhørsforholdet:

Jeg har en videregående uddannelse. Jeg har en officersgrad. Jeg er barn af et »pænt hjem«. Jeg har fået en klassisk opdragelse. Jeg kan danse lanciers. Jeg har haft ledende stillinger i nogle af Danmarks største virksomheder. Jeg bor 200 meter fra Pia Kjærsgaard. Mine forældre har været ansat i Danmarks Radio. Jeg er medlem af Folketinget og har været det i snart seks år. Jeg er politisk ordfører i det største regeringsparti. Jeg er ifølge Berlingskes Magtanalyse (stadig) blandt de mest indflydelsesrige mennesker i Danmark.

Konklusion: Ja, gu’ er jeg da en del af eliten! I lige så høj grad som mine tre i øvrigt dygtige og afholdte ovennævnte kolleger. At hævde andet vil være decideret krukkeri. Hvis ikke vi er en del af eliten – hvem er så? Og hvad er der i øvrigt galt i det? Jeg er stolt af at være en del af eliten, og det har jeg faktisk bestræbt mig på at blive i ganske mange år.

Elitær – nej tak

Hvorfor er det, at vi som politikere – med visse undtagelser – har travlt med at afsværge os at være en del af det ret bredt anvendte udtryk elite?

I Den Danske Ordbog defineres elite som »en gruppe mennesker, som hører til de bedste eller mest privilegerede inden for et bestemt område, fx i kraft af deres evner, magt eller rigdom«.

Det kan vi vel dårligt løbe fra. Jeg tror nærmere, at det er frygten for at fremstå elitær – hvilket Pia Kjærsgaard også har uddybet – der får nogen til at dukke sig, når elite-prædikatet skal fordeles. Og dét vil vi ikke være. For hvis man er elitær, så er man storsnudet, bedrevidende og arrogant, og det er vel dog egenskaber, de færreste vil have hængende på sig.

Men man behøver jo ikke at opføre sig elitært, fordi man er en del af eliten. Set fra min (elitære) stol er det netop her, man skal være opmærksom, hvis man faktisk er en del af eliten. Så skal man gøre sig umage for at bevare bredden. Det er jo ligesom i sportens verden: Uden bredden – ingen elite. Og uden eliten – ingen bredde.

Lad mig bruge mig selv som et nærliggende eksempel: Hvis jeg suger mig fast i det miljø, der omgiver de begrundelser, jeg nævnte ovenfor, så mister jeg bredden. Hvis jeg alene omgiver mig med mennesker, der ligner mig, arbejder med det samme som jeg, tror på det samme som jeg, bor samme sted som jeg, eller har samme uddannelse som jeg, så risikerer jeg at komme til at tro, at sådan ser Danmark ud. Hvis jeg prøver at bilde mig selv ind, at min baggrund, situation og indflydelse er helt normal, så mister jeg jordforbindelsen og risikerer at blive – elitær. Og det har jeg ikke lyst til!

Stå ved, at man er elite

Derfor er jeg glad for, at jeg har en bred omgangskreds.

Jeg gør meget for at komme rundt i hele landet og tale med alle mulige forskellige mennesker, hvor jeg kommer hen. Jeg har arbejdet med mange forskellige ting fra ufaglært hos en skrothandler til jurist i en C20-virksomhed. Jeg har gode venner og tidligere kolleger på alle niveauer fra min tid i Forsvaret. Og i stedet for at benægte, at jeg er en del af eliten, fordi jeg omgås en masse, der ikke er det, så bliver jeg mere og mere opmærksom på det – og står ved det. For hvis ikke, jeg står ved det, så bliver mit verdensbillede forplumret, og så kan jeg ikke passe det hverv, jeg er blevet betroet som folkevalgt.

Da jeg gik på sergentskole, havde vi en fælles passion for en fremragende DR-dokumentar, der handlede om den 16 uger lange optagelsesprøve til Jægerkorpset. Filmen hed kort og godt »Eliten«.

Vi vidste godt, at vi nok aldrig ville blive en del af specialoperationsstyrkerne, men det var da dem, vi så op til. Det var dem, vi spejlede os i. Det var dem, vi beundrede. Det var deres viljestyrke og samarbejdsevner, der inspirerede os. For de var eliten.

Eliten var noget, vi stræbte efter. Det er det tilsyneladende ikke længere. Nu er eliten noget, mange vrænger ad. Og det er en fejl.

Det er måske ikke et overraskende synspunkt, når nu jeg har vedstået mig at være en del af netop den gruppe, men alligevel: Hvorfor skal vi ikke opdrage vores børn til at stræbe efter eliten, hvis de kan? Ønsker vi et samfund, hvor ingen vil være en del af eliten? Det lyder for mig som »Kammerat Napoleon«. Idéen var måske smuk og idealistisk nok på tegnebrættet, men virkeligheden, der følger med, er ikke ønskværdig. Se blot til Venezuela.

Danskerne kan godt lide elite

Men er det nu også så galt? Er det alle, der vrænger ad eliten?

Jeg tror det ikke. Jeg tror egentlig primært, at det er eliten selv, der har denne udtalte fobi. Jeg tror egentlig, at de, der slår sig op på at nedgøre og latterliggøre eliten, rammer ved siden af. Danskerne, som vi er flest, er stolte over det, vi er gode til.

Interessen for og stoltheden over kvindelandsholdet i fodbold har aldrig været større, og H.C. Andersen havde nok en pointe, da han skrev »Et lille land – og dog, så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag.«

Stoltheden ved at kunne noget, glæden ved at udmærke sig – uanset inden for hvilket felt – den skal man ikke tage fra folk ved at nedgøre eliten.

Og hvad så, kan man fristes til at spørge. Kan det ikke være lige meget, om eliten vedkender sig sin status? Vi andre ved det jo godt, selvom de siger noget andet. Kan det ikke være det samme?

Nej. Det kan det ikke. Dels risikerer vi, at eliten selv tror på, at de ikke er eliten, og det kan medføre de udfordringer, jeg har nævnt ovenfor. Men vi risikerer også, at når kommentariatet – som er eliten inden for journalistikkens verden, hvad enten de vil stå ved det eller ej – konstaterer, at Brexit, Trump og valg af følelser frem for fakta er et oprør mod eliten, så føler eliten sig ikke truffet – for det er jo ikke os.

Det er sådan set forståeligt nok. Det er jo dog de færreste, der med stor iver melder sig som prügelknabe, når man skal finde sig en fælles fjende. Hvem har lyst til at være en del af noget, der peges fingre ad og gøres oprør mod?

Derfor er det belejligt at sige, at det må være nogle andre, der skal føle sig ramt. Men det er det ikke. Det er os. Og hvis vi ikke også tager den del af ansvaret på os, der handler om at gøre noget ved det, så bliver vi smidt på porten. Og det vil være fortjent.

Lyt og udvis lederskab

Hvad skal vi så gøre ved det – de af os, der føler os truffet? Hvad skal vi gøre ved, at der gøres oprør mod eliten?

Ja, vi skal i hvert fald starte med at erkende, at det er et oprør mod os. Vi skal også være bevidst om, at det måske i højere grad er et oprør mod det elitære end mod eliten. Vi skal lytte, og vi skal handle, men vi skal ikke tale folk efter munden.

Vi skal acceptere det ansvar, der følger med, når man er en del af eliten, men vi skal huske, at det kun er for en tid, vi har det privilegium. Vi skal gå foran, men vi skal ikke miste forbindelsen til virkeligheden og blive elitære. Vi skal stå ved vores holdninger, men vi skal ikke tro, at de er den eneste løsning på alting. Vi skal ikke forfalde til populisme. Vi skal udvise lederskab.

Vi skal ikke lade som om, at der er nemme løsninger på vanskelige udfordringer, men vi skal tage folks problemer alvorligt. Og så skal vi ikke sidde isoleret i vores elfenbenstårn og tro, at vi har overblikket.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.