Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Ekstremismen har for længe fået lov at inficere venstrefløjen

7. november markerede 100-året for bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland, hvor det spæde demokrati blev kvalt af et totalitært diktatur, som efterfølgende myrdede millioner af sin egen befolkning.

Det burde være enkelt at tage klart afstand fra dette på samme måde, som man i dag tager afstand fra de to andre totalitære bevægelser, der blev indledt ved Mussolinis march mod Rom og Hitlers magtovertagelse.

Men årsdagen viste, at venstrefløjen stadig vægrer sig ved at indrømme, at kommunismen var et udslag af samme totalitære galskab. I stedet fastholdes, at ideen var god nok på bunden, selvom der var så ufatteligt langt derned. Det er et alvorligt svigt af dømmekraft, der viser, hvor svagt den demokratiske socialisme står i dag. For den er mest sårbar, som ikke ved, at han er udsat.

Der er en absurd forskel på venstrefløjens evne til at identificere selv mikroskopiske amøber, der bærer kim af nationalisme og racisme, og så den fuldstændige fornægtelse af, at man selv bærer en rem af huden, og modviljen mod at gribe ind mod de maligne tendenser. Vi har så længe levet i en tryg verden, at det ikke rigtig gjorde noget, at venstrefløjen fortsat husede totalitære tanker. Det kunne affærdiges som naivitet.

Men nu, nu hvor blut und boden-fanatismen er ved at krybe frem igen fra de sociale mediers kloakker, er det afgørende, at venstrefløjen ikke længere skærmer deres egen pendant til disse bevægelser. Ellers er scenen sat for en gentagelse af den dødedans mellem højre- og venstreekstreme, som lagde Weimar-republikken i graven, og nær havde taget hele vores civilisation med sig. Når først de ekstreme bevægelser har nået en udbredelse, der gør det umuligt at tage stilling uden at blive henregnet til enten den ene eller den anden lejr, er demokratiets tro på den gensidigt respektfulde samtale angrebet ved roden og vil snart visne bort.

Socialismen og nationalismen

Det er som om, at den demokratiske socialisme ikke rigtig tror på, at den kan skære sine ondskabsfulde dele væk uden selv at gå under, som var det en siamesisk tvilling med fælles organer. Det kan derfor være nyttigt at minde om, at socialismen er ældre end marxismen og repræsenterer et menneskesyn, der kan være sig selv bekendt, på samme måde som nationalismen er ældre og noget andet end den racisme, man en overgang slog følge med og med ufattelige lidelser til følge.

Socialismen og nationalismen blev styrket af den vandring fra land til by, som omvæltede tilværelsen så fundamentalt blot få generationer tilbage. De nye storbyer skabte et behov for fællesskab og identifikation, og nationalismen og socialismen var blandt de muligheder, der bød sig til for de nye masser. Men allerede mod slutningen af 1800-tallet kunne man i begge bevægelser skelne mellem en inkluderende og en ekskluderende tendens.

I nationalismen udvidede man forestillingen om landsmænd til at omfatte de før så ringeagtede bønder, men samtidig voksede forestillingen om den fremmede som en fjende. Den inkluderende socialisme havde som mål at give samfundets svageste samme goder som de rigeste, hvorimod den ekskluderende socialisme ønskede at skabe et samfund uden rige.

For begge bevægelser betød den ekskluderende tendens, at det, der kunne være blevet en forbrødring, i stedet blev et had til de anderledes. Dette had fik en dødelig håndsrækning fra de etablerede videnskaber, som endnu ikke havde frigjort sig fra middelalderens mørke. Raceteorier og marxisme var i fronten af videnskaben på dens daværende stade og gav hadet til de anderledes en klinisk og videnskabelig deterministisk uafvendelighed, der slørede uhyrligheden af de gerninger, som skulle følge.

En ondskabsfuld idé fra begyndelsen

Ser vi på bolsjevikkernes magtovertagelse, både det oprindelige kup i 1917 og de senere, som fulgte rundt om i det vidtstrakte russiske rige og igen i Centraleuropa efter sejren i Anden Verdenskrig, var mønstret hver gang det samme: systematiske overgreb og drab på de anderledes.

Det var ikke en god idé, der blev misrøgtet. Det var en idé, som var ondskabsfuld allerede fra undfangelsen.

Ser man på omtalen af 1917 i samtidige danske aviser, var man klar over, at kuppet var anti-demokratisk, og at regimets overtagelse af ejendomsretten aldrig ville blive accepteret af det russiske folk. Den efterfølgende undertrykkelse og masseudryddelse af dem var helt forudselig. At hævde, at disse millioner af ofre var en tilfældighed, er lige så sølle en ansvarsforflygtigelse, som når nazisternes villige medløbere bagefter hævdede, at de ikke kunne forudsige jødernes skæbne.

Da systemet først var etableret, gjorde man marxismen til statsideologi, og ophøjede herved en forældet og obskur teori, netop som socialismen var kommet videre og stod over for sine største demokratiske landvindinger. Regimet begyndte at sprede sin ideologi med penge og propaganda til resten af verden og satte de demokratiske socialister under pres, som pengestærke kræfter fra Mellemøsten i dag forgifter islam med den rabiate wahhabisme.

Den samme primitive impuls

Det er dette pres, som venstrefløjen nu omsider må frigøre sig af.

Første skridt i denne frigørelse er at erkende, hvad der forener de totalitære ideologier: Ønsket om at skabe et samfund, hvor alle er ens, og ingen må være anderledes.

Gør man det, bliver man opmærksom på, hvor meget disse ideologier har til fælles i stort og småt, fra omfanget og karakteren af deres massedrab ned til deres tilstræbt brutale plakatkunst. Hadet mod de »fremmede« og de »rige« er udtryk for den samme primitive impuls: hadet til de anderledes.

Det er nødvendigt at erkende denne sammenhæng for at kunne bekæmpe deres genkomst. Det er pinligt utilstrækkeligt at beskrive Alternative für Deutschland som en pludselig udfordring for det tyske demokrati, når man længe har haft Die Linke, der åbenlyst sympatiserer med det system, der for blot få år siden dræbte og undertrykte sine borgere. Eller kun at frygte den udfordring, som Marine Le Pen udgør for det franske demokrati, og ignorere den venstreekstreme Jean-Luc Mélenchon, der jævnligt taler hende efter munden, senest om det anstrengte forhold til jøderne.

Ekstremismen har for længe fået lov at inficere venstrefløjen, og dens galskab er umærkeligt ved at blive accepteret i et omfang, der langt overstiger det ellers bekymrende billede, vi kan se til højre.

Giver man under et dannet middagsselskab udtryk for, at alle indvandrere er slyngler, der bryder loven og er skyld i samfundets krise, bliver man næppe inviteret igen. Men siges det samme afstumpede sludder om bankfolk, risikerer man at blive rost som en skarpsindig iagttager.

Det er alarmerende, hvordan det i stigende grad er blevet acceptabelt at være bekymret for en stigning i indvandringen eller uligheden. Som om selve det, at der kommer flere »fremmede« eller »rige« i sig selv er et problem for samfundets vitalistiske »sammenhængskraft«, uanset hvordan disse mennesker opfører sig.

Ekstremismen næres især af to kilder. Dels af drømmen om en Morten Korchsk fortid, hvor alle danskere var lyse og blåøjede, hvor der ikke var noget »marked«, og alt var lokalt. Ubekvemme arkæologiske vidnesbyrd om, at udstrakt samhandel og samkvem med fremmede var almindelig i de tidligste tider, gør åbenbart ikke indtryk. Dels af en selektiv tilgang til verdens gang, hvor problemer i Afrika eller Mellemøsten udlægges som tegn på de farvedes medfødte barbari, mens økonomiske kriser tolkes som sikre tegn på kapitalismens prædestinerede undergang.

Fælles er også troen på at leve i de yderste tider, hvor vores civilisation er truet af umiddelbar undergang pga. muslimsk indvandring eller klimaforandringer. Denne tro på en alvorlig trussel er ekstremismens livsnerve, fordi kravet om umiddelbar handling tilsidesætter demokratiets fordring om at tale sig til rette og respektere andres holdninger.

Skal vi sikre os, at nazismen og kommunismen er et overstået mareridt, er det nødvendigt at tage afstand fra de tendenser, der understøtter sådanne ideologier. Det er en kamp, som venstrefløjen ikke længere bør undslå sig.

Jesper Lau Hansen er professor.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.