Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

DR hindrer et levende medielandskab og sund konkurrence

Sunde demokratier bygger på oplysningstidens idealer, hvor meninger mødes og brydes, og hvor de bedste og robuste argumenter sejrer i meningsdannelsen. Derfor ser vi danskere ned på de lande, hvor staten kontrollerer medierne.

Vi føler os bedre end Rusland, hvor Putin bestemmer, og vi griner ad Silvio Berlusconi. Det er underlødigt, når magten over medierne misbruges politisk. Det er primitivt, når magthavere indfører ensretning og forhindrer mediediversitet.

I Danmark har vi de samme alvorlige problemer med mediediversitet, som de har i Rusland og Italien. I Danmark er mediemagthaverne ganske vist ikke politikere eller forretningsfolk, men borgerne tilbydes stadig ikke ægte mediediversitet. Det blev udstillet af Radio24syv i sommeren 2016, hvor de gav historikeren og bloggeren Mikael Jalving lov til at lave programmet »Je Suis Jalving«.

Her kunne indvandrerkritiske borgere ringe ind og på liveradio fortælle om, hvad de tænker. Uagtet at David Trads året før havde haft et lignende program, men med modsat fortegn, lød der et sandt ramaskrig fra medierne. De ville ikke have, at den del af befolkningen kom til orde i massemedierne.

Den manglende selvindsigt er slående, for hvordan kan vi tillade os at belære russere og italienere om mediediversitet og public service, mens vi selv har nogle småmedier og så en enkelt mastodont, som må tvangsopkræve medieskat direkte hos borgerne?

Vi er samtidig fanget i et medieparadoks: Det har aldrig været nemmere at producere og distribuere indhold, men trods et offentligt milliardforbrug på medier har danskerne ikke fået et medieøkosystem, der kan sikre ægte mediediversitet med mangeartede meninger.

Da public service-udvalget i slutningen af 2016 kom med deres rapport, berørte de ikke dette centrale problem. De konstaterede, at vi mediemæssigt er i en brydningstid, men de undlod at adressere den manglende mediediversitet. Det var rigtig ærgerligt, for det problem har i mange år været elefanten i rummet.

Hvis formålet med public service blandt andet er at understøtte en mangfoldig demokratisk debat, hvordan er vi så endt i en situation, hvor medier, der skaber denne type debat, ikke kan få lov til at spire og modnes? Vi har ikke nogen spirende underskov af organisk fremvoksede medier, der kan sikre pluralisme og nytænkning.

Bare i år mistede Den Korte Avis fx sin mediestøtte, fordi der er krav til antallet af fuldtidsansatte for at kunne få støtte. Godt debatskabende indhold, som borgerne tydeligvis gerne vil have, er ikke nok, man skal selv kunne leve af det, før man kan få mediestøtte. Portalen Modkraft endte med helt at lukke, fordi de simpelthen ikke kunne få en forretning ud af at lave indhold. Der var ikke råd til ansatte, og der var ikke nok mediestøtte, lød det.

Faktum er, at de små spirende medier dør, mens DR ifølge egne tal har ca. 2.700 ansatte. Jeg mener, at borgerne ville få mere public service og en mere interessant og pluralistisk samfundsdebat, hvis vi flyttede bare 20 årsværk fra DR til Den Korte Avis og Modkraft. Er der nogen, der har lyst til at argumentere for det modsatte? Er der nogen, som kan?

Ét er nichemedier, noget andet er de veletablerede aviser, der har større redaktioner. Morgenaviserne kæmper i disse år noget, der ligner en forgæves kamp for overlevelse. De har mistet kontrollen med deres forsider, fordi borgerne besøger dem via de sociale medieplatforme. Problemet er, at enhver er sin egen redaktør i sin egen algoritmefilterboble. Og mens adblockere ødelægger annonceindtægterne, så tiltrækker store amerikanske annoncesælgere sig samtidig mange af de annoncemillioner, der er i spil.

Aviserne har prøvet med paywalls på deres netaviser, men det hjælper ikke meget, når DR holder døgnåbent med copy-paste-citathistorier fra nyhedsbureauerne eller citerer papiravisernes vigtigste egenproducerede nyheder. Det er ejendommeligt, at vi ikke har gjort noget ved det, for vi ved, at morgenaviserne har en positiv indvirkning på befolkningens vidensniveau i forhold til politik og politisk deltagelse. De faciliterer meningsdannelse.

Mens private medievirksomheder er blevet hårdt ramt af finanskrisen og stadig kæmper for at undgå den næste fyringsrunde, går det fint hos DR. Licensen sikrer, at DR opererer helt uafhængigt af borgernes efterspørgsel. Danskerne er tvunget til at betale, og det rammer endda socialt skævt. De, der har mindst i vores samfund, betaler præcis det samme som de, der har mest. Og den enlige mor til tre kan fx ikke vælge at spare på licensen for at få råd til julegaver eller sommerferie.

Det viser sig også, at mediemagt åbenbart også korrumperer. De seneste eksempler inkluderer licensfinansieret hestetransport, skyhøje direktionslønninger og ansættelse af Ulrik Haagerup som nyhedsdirektør, selvom han bor i provinsen. DR betaler da bare med licenskroner for, at han kan flyve på arbejde i hovedstaden, hvor DR’s hovedkvarter ligger! Og trods en løn på knap to millioner om året har han fravalgt at flytte, og så beholder han endda også de licensbetalte bonuspoint, som de mange flyrejser genererer.

Men det ubetinget alvorligste problem ved DR’s privilegerede position er, at DR med sit kæmpe budget og sin sikre »indtjening« nemt kan udkonkurrere alle andre medier. Når vi vælger at have et stort DR, vælger vi også at have mindre mediediversitet. Set fra et forretningsperspektiv er der ikke noget mærkeligt i, at DR udnytter sin konkurrencesituation maksimalt og breder sig mest muligt. Men DR er ikke nogen forretning, og udover at skygge for medievækstlaget, så skader DR’s ageren også de medier, der allerede er kommercielle.

DR har seks landsdækkende TV-kanaler og 8 radiokanaler, Danmarks mest besøgte hjemmeside, streaming-app med meget mere. DR har udvidet og anskaffet sig både et koncerthus og et cirkus! Problemet er, at DR’s initiativer skaber mere DR, men det resulterer desværre i mindre mediediversitet. Hvordan blev det fx nogensinde DR’s opgave at drive et cirkus? Og forventer nogen, at en almindelig cirkusdirektør kan konkurrere med en DR generaldirektør, som bruger sin landsdækkende børneflade til at reklamere for sit eget cirkus med sine stærkeste brands?

Det er svært at se forskel på Facebook, Google og DR. Dengang vi brugte den ældre teknologi, havde DR monopolet og magten over vores filterboble, fordi DR havde sendenettet. Med de nye teknologier er det Facebook og Google, der styrer, hvad der kommer med i nyhedsstrømmen. Men - og det er en helt central pointe - vores demokrati har hverken råd til, at DR, store amerikanske firmaer eller andre bliver eneejere af vores offentlige debat. Borgerne har krav på et sikkerhedsnet i debatten, så de som medieforbrugere ikke hele tiden skal kæmpe en enekamp mod »fake news«.

Desværre står borgerne ret alene i forhold til mediemagten og dens misbrug. Mens vi i alle andre samfundsforhold arbejder med at dele magten, så arbejder ingen rigtigt for at dele mediemagten. Vi er derfor endt et sted, hvor den fjerde statsmagt er domineret af DR, som simpelthen forhindrer mediediversitet og hæmmer konkurrence. Derfor vækker det også min undren, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udtrykte alvorlige betænkeligheder ved fusionen af JP/Politikens Hus og Dagbladet Børsen, mens de mig bekendt aldrig har kritiseret DR.

Hvis ikke vi kan designe et ægte mediesystemskift, så må vi simpelthen acceptere, at vi bringer dansk kultur og demokrati i fare. Enten etablerer vi et levende og mangfoldigt dansk medielandskab med en høj grad af diversitet, eller også må vi lide under, at danske medier stille og roligt mister deres fodfæste til udenlandske aktører. Enten skaber vi et medielandskab, der er mere præget af diversitet, fordi der med mediediversitet også følger en robusthed og naturlig selvkontrol, eller også risikerer vi, at sanddrueligheden i samfundsdebatten forvitrer.

Vores kultur lever i den åbne brydning mellem meninger, og vores kultur er så lille og så sjælden, at vi virkelig skal være påpasselige, ellers kan vi risikere, at den blot forsvinder. Det kan der ikke være nogen, der ønsker.

Kristian Tørning er lektor, ph.d. og folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.