Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Donald Trumps realityshow

Samuel Rachlin: Den republikanske ledelse har haft svært ved at forstå, at Donald Trumps succes skyldes vælgernes lede ved det republikanske establishment. For mange er det stadig uafklaret, hvad Trump står for politisk.

Donald Trump talte i wekenden ved et vælgermøde i Boca Raton, Florida. Foto: Rhona Wise
Donald Trump talte i wekenden ved et vælgermøde i Boca Raton, Florida. Foto: Rhona Wise

Realitystjernerne kan godt pakke sammen. Når det drejer sig om underholdning, er der intet, som slår det realityshow, der under valgkampen har erobret de amerikanske TV-skærme – og den politiske virkelighed – og givet vælgerne mulighed for at vælge den første kvinde, den første jødiske kandidat eller The Donald til posten som landets præsident. Det er blevet et politisk realityshow, der er så uvirkeligt, at mange amerikanere har svært ved at tro på, at det faktisk finder sted i 2016.

Den republikanske valgkamp har forvandlet sig til en politisk gyser i horror-genren. Kampagnen er i den grad kommet i selvsving, at den ikke kun truer med at afspore valgprocessen, men presser partiet til afgrundens rand, faretruende tæt på at destruere sig selv. Det sendte chokbølger gennem Det Republikanske Parti, da Donald Trump udtrykte beundring for Ruslands præsident, Vladimir Putin, citerede dikatoren Mussolini, kaldte mexicanske indvandrere for voldtægtsforbrydere og tøvede med at fordømme Ku Klux Klan og den racistiske ekstremist David Duke. Men det så ikke ud til at skade Trump.

Efter Trumps overbevisende Super Tuesday-sejr blev den fremtrædende republikanske senator, Lindsey Graham, spurgt om, hvem han foretrak, Donald Trump eller Ted Cruz. Senatoren svarede fnysende: »Det er som at vælge mellem at blive skudt eller tage gift. Hvad nytter det?« Den konservative bladudgiver Steve Forbes kommenterede, at Det Republikanske Parti var ved at begå selvmord.

Det er gået op for den republikanske partiledelse, at valgkampagnen er kommet ud af kontrol og pludselig ikke kun drejer sig om at genvinde Det Hvide Hus, men er blevet et eksistentielt spørgsmål om partiets fremtid og overlevelse. Mange i og uden for partiets rækker spørger: »Hvorfor tog det Republikanerne så lang tid, før de slog alarm?«

Først efter Super Tuesday vågnede Republikanerne til dåd, da det gik op for dem, at The Donald ikke kun er en realitystjerne. Han er en realitet og kan gå hen og blive partiets præsidentkandidat. Han har ikke bare skabt ravage i partiet, men en historisk identitetskrise, der er ved at udløse, hvad nogle republikanere kalder en borgerkrig i partiets egne rækker.

To tidligere præsidentkandidater, Mitt Romney og senator John McCain, har indledt et frontalangreb på Trump uden sidestykke i nyere historie for at pille ham ned og hindre ham i at kapre partiet. Romney kaldte Trump »en bedrager« og »svindler«, der kunne drive landet til sammenbruddets rand.

Mange insidere og politiske analytikere siger, at problemet er, at det er for sent og for lidt i lyset af det forspring, Trump har fået efter Super Tuesday. Den følgende tirsdag øgede Trump det forspring med sine sejre i Michigan og Mississippi til trods for den republikanske kanonade af anti-Trump TV-reklamer. Som flere analytikere havde forudset, gav kampagnen bagslag og så tværtimod ud til at opildne både Trump og hans tilhængere i trods mod det republikanske establishment.

Den republikanske ledelse har haft svært ved at forstå, at Trumps succes skyldes vælgernes lede ved det republikanske establishment. Ingen kan mindes, at en republikansk præsidentkandidat med en klar føring efter Super Tuesday, bliver forsmået og afskrevet som nu med Trump. Hans vælgere føler, at den republikanske ledelse underkender deres stemmer og tilsidesætter demokratiets grundregler. Normalt ville Republikanerne på dette tidspunkt i et primærvalg samles om den førende kandidat og forberede sig på det virkelige opgør med Demokraternes kandidat. Men det sker ikke nu, hvor Trump har udløst, hvad der kun kan betegnes som fuldbåren politisk »disruption«.

Bemærkelsesværdigt nok er P-ordet ikke blevet taget i brug hverken af politikere eller medieanalytikere. Ingen har talt om Trump som en populist på samme måde, som amerikanske kommentatorer har fokuseret på populisme som en disruptionfaktor i europæisk politik. Trump er definitionen på populisme med sine tirader om at udvise 11 millioner illegale immigranter, afskaffe Obamas sundhedsreform, holde muslimer ude af landet og bygge en mur ved den mexicanske grænse. Han er blevet ved med at gentage disse løfter uden at tale om et detaljeret program, de økonomiske eller sociale problemer endsige en vision om USAs fremtid. For mange er det stadig uafklaret, hvad Trump står for politisk.

Det er lige så bemærkelsesværdigt, at hans vælgere er ligeglade. Ligesom tilfældet er med Trumps populistiske fæller i Europa elsker de ham snarere endnu mere og møder frem i rekordagtige skarer for at stemme på ham. Derfor har han været i stand til at mobilisere de republikanske vælgere som ingen af hans forgængere i nyere tid eller hans rivaler i dag.

Til gengæld har han også sænket niveauet i den politiske meningsbrydning til et hidtil ukendt lavpunkt ved at latterliggøre og mobbe sine republikanske rivaler med øgenavne og vulgariteter, ikke for deres politiske holdninger, men for deres udseende og fysik. Hans støtter reagerer med latterbrøl og bifald og ved at stemme for ham. Han nåede et nyt lavpunkt under en debat i Detroit, hvor han talte om sin manddom og forsikrede forsamlingen om, at han bestemt ikke havde nogen problemer med størrelsen: »Jeg kan garantere jer, at jeg ikke har nogen problemer.«

Op til primærvalget i dag i Florida og Ohio, har den republikanske ledelse satset på at hindre Trump i at få de nødvendige 1.237 delegerede. For første gang i 40 år ville det åbne døren til kampvalg ved partiets konvent. Det ville forvandle en ceremoniel afstemning og en republikansk forsoningsfest til et bittert politisk opgør, der vil tvinge de delegerede ud i adskillige afstemningsrunder om, hvilken kandidat de foretrækker. Mange republikanere frygter, at resultatet kan blive et politisk cirkus, der vil efterlade partiet i kaos.

Problemet for partiledelsen er, at Trump kan vise sig at være ustoppelig. Amerikanerne kalder valget i dag, tirsdag, for Separation Tuesday, fordi fårene nu bliver skilt fra bukkene, og man går ind i primærvalgenes afgørende fase. Hvis Trump vinder i både Ohio og Florida i dag, kan resultatet være så overbevisende, at det magiske tal på 1.237 vil være inden for rækkevidde. Det vil få krisen til at slå ud i lys lue og true Republikanerne med, at deres hus går op i røg.

Nogle af Trumps tidligere rivaler ved primærvalgene som Chris Christie og Ben Carson har erklæret deres støtte til hans kandidatur. De maner til sammenhold og samling bag Trump. Han selv siger, at der nu har været debat nok, at han kan samle hele partiet bag sig, og at tiden er inde til at slutte op bag ham.

Men han har ikke kunnet råbe Republikanernes topledelse op. De har sat alle sejl til for at stoppe ham med pengeindsamlinger og en TV-blitz om Trumps værste udtalelser og hans kontroversielle forretningsprojekter.

Trump blev tvunget til at aflyse et politisk rally i Chicago i fredags, da tilhængere og modstandere stødte sammen forud for mødet. Flere af weekendens efterfølgende møder blev præget af mere vold, end man har set under en amerikansk valgkamp siden 1968.

Trumps kritikere giver ham ansvaret, fordi han konsekvent har spillet op til vold og sagt, at han ville give de protesterende en knytnæve i hovedet og se dem blive slæbt ud på en båre. Trump har nægtet at påtage sig ansvar for volden, som dominerede alle søndagens politiske talkshows og blev udnyttet i republikanernes nye anti-Trump reklamer.

Mens nedtællingen er i fuld gang, og man venter på resultaterne af primærvalgene tirsdag, føler en del amerikanere, at et George Washington-citat (USAs første præsident, red.) har indhentet både de politiske ledere og vælgerne. I sin afskedstale i 1796 var Washington så desillusioneret over amerikansk politik, at han frygtede, at »principløse mænd ville undergrave folkets magt og tiltvinge sig kontrollen over regeringen«. Han advarede, at som det amerikanske valgsystem fungerer, vil selv et kosteskaft præsenteret som et frihedens barn kunne blive valgt som præsident. 220 år senere er The Donald dukket op på scenen for at fortælle alle og enhver, at han kommer med det største skaft.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.