Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Dommer og lovgiver

Søren Krarup: Søren Krarup fik ørerne i maskinen, da han tillod sig at kritisere injuriedommen over professor Bent Jensen. Men ligesom en dommer er berettiget til at kritisere en lovgiver, er en lovgiver eller politiker selvsagt berettiget til at være uenig i en dom og kritisere dommeren. Der er dermed ikke tale om nogen form for sammenblanding af den dømmende og lovgivende magt.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen

Det begyndte lørdag 8. maj. Da ringede en journalist fra Politiken til mig for at spørge til min mening om den netop afsagte dom i Bent Jensen-sagen i Svendborg.

Men det er ikke sandt, for det begyndte meget tidligere. Bent Jensen havde jeg haft forbindelse med fra 1970ernes begyndelse, da vi var i et voldsomt sammenstød i Jyllands-Posten. Jeg var fast skribent eller kommentator i bladet og havde i forbindelse med min kritik af EF-tilslutningen sagt nogle kætterske ord om det danske demokrati i forlængelse af Grundtvigs ord fra 1830erne: »Kongehånd og folkestemme, begge stærke, begge fri«. En mig ukendt historiker ved navn Bent Jensen, boende Ceresvej 11, Valby, opponerede voldsomt. Vi kom i en heftig ordfejde, i hvilken jeg konstaterede, at denne Bent Jensen var lige så stædig som stejl. Vi blev ikke enige

Siden mildnedes atmosfæren imellem os, for jeg fik kendskab til hans lige så kategoriske kritik af Sovjetunionen og dens danske medløbere, og her blev vi ganske enige. Jeg fik respekt for Bent Jensens vilje til sandhed og redelighed, også selv om det kostede ham sympati i den herskende klasse, og i 1983 talte han på Tidehvervs sommermøde - en optakt til hans klassiske bog »Stalinismens fascination«, som hele Systemet Politiken rasede og frådede over. Jeg husker endnu kulturelitens, blandt andre Villars Lunns, raseri. Bevar mig vel, hvor blev Bent Jensen forhadt hos alle kulturradikalere og fhv. kommunister, dem der udgjorde og udgør den herskende klasse i vort offentlige liv. Jeg fik dyb respekt for hans uforskrækkede sandhedssøgen.

Derfor har jeg heller aldrig været i tvivl om det rette forhold i den injuriesag, som Jørgen Dragsdahl anlagde imod ham, fordi Bent Jensen i januar 2007 i en stor artikel i Jyllands-Posten citerede fra PET-arkivet, at Jørgen Dragsdahl havde været KGB-agent nr. 1 i Danmark. Det samme havde den retlinede journalist Jakob Andersen fra Ekstra Bladet skrevet i sit blad i begyndelsen af 1990erne efter at have fået kendskab til hemmelighederne i PET-arkivet, men da PET nægtede at stå ved sit eget arkiv, måtte Jakob Andersen opgive sagen og betale Jørgen Dragsdahl en større erstatning.

Det var selvfølgelig samme problem, Bent Jensen nu måtte løbe ind i. De to, der havde kendskab til PETs hemmeligheder, udtalte disse offentligt, Jakob Andersen og Bent Jensen, men da PET er en efterretningsorganisation, der som sådan opererer i det dunkle og mangetydige, er PET naturligvis ikke brugbar som bevisbærer i en retssag. Tværtimod ligger det i PETs væsen, at man vil sløre alle kendsgerninger og gøre alle udsagn dobbeltydige. Anderledes er efterretningstjenester ikke. Det anede mig derfor, at Bent Jensen ville kunne komme i vanskeligheder i en retssag. Når han frejdigt henviste til, hvad PET selv havde skrevet, ville PET formentlig sige, at det var kun enkelte og ikke repræsentative PET-medarbejdere, der havde skrevet det. PET som sådan har ingen mening ...

Alligevel var jeg jo slet ikke i tvivl om sagens sandhed. Heller ikke, selv om jeg blev orienteret om de problemer, Bent Jensen løb ind i. De, der orienterede mig, havde efterhånden svare betænkeligheder ved forløbet. De berettede, at Dragsdahl og hans sagfører fik alt foræret i retssalen, hvor Bent Jensens afgørende vidne, PET-chefen Ole Stig Andersen, ikke var blevet indkaldt, og hvor Jakob Andersen ikke fik lov at sige ret meget, mens alle Dragsdahl-vennerne fik lov til at udbrede sig alenlangt om journalistens fortjenester og fortræffelighed.

Den dom, der blev afsagt i Svendborg Byret fredag 7. maj og som dømte Bent Jensen skyldig i injurier imod Jørgen Dragsdahl og pålagde ham en meget stor erstatning, mens dommeren for resten udtalte sig meget affejende og overlegent om Bent Jensens evner som historiker, kom derfor ikke helt bag på mig. »Beskyldningerne er ubegrundede, Bent Jensen har ikke været kritisk over for sine kilder og har haft til hensigt at skrive nedsættende om Dragsdahl, lød det fra retsformanden« (Politiken 9. maj).

Da samme avis, Politiken, ringede til mig for at høre min mening om dommen, tillod jeg mig derfor at sige, hvad jeg på baggrund af både mit kendskab til Bent Jensens arbejde og efterretningerne fra retssalen faktisk mente: »Han er en utrolig kompetent og lødig historiker. Bemærkningerne fra dommeren siger mere om hende end om sagen. I mine ører har hun i den politiske korrektheds navn på forhånd haft en bestemt opfattelse af sagen og har kun været interesseret i én ting: at frikende Dragsdahl, siger Søren Krarup« (Politiken 9. maj).

Ak, det skulle jeg aldrig have sagt. Nu var det mig, der fik ørerne i maskinen, og en politisk og pressemæssig storm rejste sig imod mig. Hvorfor? Fordi jeg som lovgiver havde tilladt mig at kritisere en dommer. Fordi domstolen i alle forhold (i hvert fald dem, der har den herskende kulturradikale klasses sympati) skal betragtes og behandles med samme ærbødige respekt som hans hellighed paven i den katolske kirke.

»Politikere ryster på hovedet ad Søren Krarup«, meddelte Politiken 10. maj over det meste af en side, og de hovedrystende politikere, som tilfældigvis alle sammen kom fra venstrefløjen, S og SF, var enige om, at det var aldeles utilbørligt, at et folketingsmedlem kritiserede en dom og en dommer. Der var, hævdede de samme venstrefløjspolitikere, tale om en dybt betænkelig sammenblanding af den dømmende og lovgivende magt. Det var i virkeligheden et attentat på grundloven, sagde Karen Hækkerup (S) og Karina Lorentzen Dehnhardt (SF). »Det er utilstedeligt, at en folkevalgt på denne måde er med til at undergrave vores demokrati og retsstat« (Karen Hækkerup). Hun er endda retsordfører i S.

Og i en anden avis fik forargelsen også frit løb hos en anden repræsentant for venstrefløjen, denne gang den autonome, som skrev: »Det danske demokrati er baseret på en adskillelse af den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Denne skelnen respekterer DFs folketingsmedlem Søren Krarup ikke, når han kritiserer dommen mod et af hans partimedlemmer. Som lovgiver er det Søren Krarups pligt at tage dommen til indtægt - og arbejde for at ændre loven, hvis han mener, at den er forkert« (Berlingske Tidende 14. maj).

Nej, niveauet er ikke højt i den offentlige debat. Jeg vil ikke tale om den pragtfulde sprogblomst, at jeg har pligt til »at tage dommen til indtægt« - ikke til efterretning. Men selve opfattelsen af demokrati og grundlov er jo dybt betændt hos dem, der i fuldt alvor vil hævde, at en politiker ikke må udtrykke kritik af en dom og en dommer.

Hvad en lovgiver ikke må, er naturligvis at ville ophæve dommen. Den skal han som alle andre respektere. Men ligesom en dommer er berettiget til at kritisere en lovgiver, er en lovgiver eller politiker selvsagt berettiget til at være uenig i en dom og kritisere dommeren. Der er dermed ikke tale om nogen form for sammenblanding af den dømmende og lovgivende magt. Der er udelukkende tale om ytringsfrihed.

Hvad jeg føler trang til efter denne opvisning i vås og begrebsforvirring er at fortælle både jurister, retsordførere og autonome, at i et evangelisk-luthersk land er ingen person og ingen instans hellig. Friheden består i, at enhver er undergivet kritik. Trods kritikken skal dommen og loven naturligvis respekteres - ikke tages til indtægt. Vi lever i en retsstat. Lov er lov, og lov skal holdes. Dommen er afsagt og gælder, indtil en ny dom er afsagt. Dette er det grundlæggende.

Alt det andet er vrøvl.

I Jyske Lov hedder det: »Ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, dér skal loven vise sandheden«. Sådan! Den sidste og egentlige sandhed kender kun Gud, men i samfundet skal den verdslige lov sige, hvad der gælder og skal gælde, og hvad der således er den verdslige sandhed. Dette er grundforholdet. I en retsstat og et kristent land. Totalitarismen tænker anderledes. Jeg for min del kan sagtens forestille mig de i denne sag forargede sidde med i retssalen ved Stalins udrensninger i 1930erne og nikke bejaende til dødsdommen over Bukharin - for ikke sandt: Man må ikke kritisere dommen. Dommeren har altid ret - også Stalins.

Nu venter vi på ankesagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.