Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kulturkronik

Død over den hvide måge

De kulturradikale bannerførere gjorde pop til et skældsord og et begreb for alt, der er dårligt, mener seniorforsker hos Det Kongelige Bibliotek Henrik Smith-Sivertsen.

Fra Eurovision 2014 i København.
Fra Eurovision 2014 i København.

Lige om lidt er det over os igen – Melodi Grand Prix-hysteriet. I Danmark finder det sted 12. februar i Messecenter Herning, hvor afviklingen TV-mæssigt er placeret midt i X Factor 2016-sæsonen. I løbet af én aften er løbet kørt, vinderen fundet, og det er hverdag igen.

Men se så til Sverige. Her indledes løjerne allerede 6. februar, men vinderen kåres først 12. marts i Stockholm. I løbet af de mellemliggende syv uger finder den såkaldte Melodifestival 2016 sted, og den fejer gennem hele det langstrakte svenske land med delkonkurrencer undervejs rundt omkring.

Popmusik behandler man med grundighed og respekt i Sverige, og kåringen af årets grandprix-vinder finder samtidig sted på en bred bølge af folkeligt engagement og begejstring. I Sverige samles man på denne måde – høj og lav, bybo og landbo, gammel og ung – om popmusikken, uden at nogen får en dårlig smag i munden.

Man tager det uprætentiøse alvorligt, og blandingen af entusiasme og seriøsitet har givet bonus: Sverige har vundet hele seks gang i Det Internationale Melodi Grand Prix, senest sidste år med Heroes (Måns Zelmerlöw), og mangler kun en enkelt sejr for at komme op på siden af Irland.

Anderledes foregår det unægteligt herhjemme, hvor vi ikke rigtigt ved, hvilket ben vi skal stå på, når ordet »pop« nævnes. Nationen brækker midt over, og hvis man overhovedet ser grandprix, skal man helst have en ironisk distance til det.

Som popforsker bliver jeg stort set hvert år ved denne tid spurgt til, hvorfor der er denne forskel på Danmark og Sverige. Grundlæggende er svaret, at svenskerne ikke havde de kulturradikale bannerførere Poul Henningsen (PH) og Klaus Rifbjerg. Den bedste måde at forklare dette på er ved at tage udgangspunkt i selve popbegrebet.

I Danmark blev pop hurtigt til noget nær et skældsord, da det blev importeret til landet omkring 1960. Det blev det ikke mindst, fordi Rifbjerg og PH tog begrebet til sig og i høj grad var med til at definere begrebet pop på en negativ måde.

Allerede i 1958 slog den skallesmækkende duo tonen an ved at tale om »forloren folkelighed« og »pest« med klar henvisning til den tids folkekære Giro 413-hits som »Hvide måge«, »Den gamle gartners sang« og »Fiskerpigens sang«. Og tonen var gennemført kras som i følgende makabre Rifbjerg-beskrivelse af, hvad der sker, når man hører Hvide måge:

»(Sentimentaliteten) er den frygteligste snylter, der endnu er plantet på vores sundhed. Ligesom pesten vil den en dag slå ud på kroppen, for sjælen har den såmænd så godt fat i allerede, at den mest af alt ligner en budding, der for længe har stået i slikmutters vindue med flueekskrementerne som ornamentering henover flødeskummet, - en dag når man står op, vil man pludselig opdage hvide mågefjer, der kravler ud under rygstykkerne, føle en klæbrig plantestok presset een i hånden, opdage at solskinnet ikke længere er solskin, men et gyldent savl, der væltes udover værelset fra en mund, der ikke helt kan bestemme, om den er ved at le eller brække sig.«

Det er med svadaer som denne (fra bogen »Midt i en Quiz-tid«), Klaus Rifbjerg indirekte portrætterer sig selv som poppens danske ærkefjende nr. 1. Den slet skjulte holdning, der ligger bag, er, at dårlig musik ikke kun er dårlig, men også skadelig musik. Poul Henningsen var også skarp og mente noget lignende, men for det meste i dialog. Hos Rifbjerg var det enetale.

I 1958 havde hverken Rifbjerg eller PH lært pop-begrebet at kende, men de adopterede det hurtigt i 1961-62, hvor alle pludselig talte om pop. Det var i tiden, hvor man begyndte at overveje den tredje radiokanal P3. Her skulle der fokuseres på underholdning, det, man nu kaldte pop.

Egentlig var pop udelukkende et musikalsk begreb, men det blev af en skøn forening af kulturradikale og kulturkonservative hurtigt til et begreb for alt dårligt. Denne betydning af pop-begrebet er blåstemplet i anden del af den todelte definition i Den danske ordbog: »Handling, adfærd e.l. der opfattes som useriøs, underlødig, letkøbt e.l.« Dateret 1962.

PH stod for den definerende del, men Klaus Rifbjerg kom til gengæld til at holde faklen brændende gennem de følgende årtier. Han personificerede nærmest en afstandtagen til poppen og var bestemt medansvarlig for den negative konnotation, betydningen netop har fået her i landet. At han havde et problem med poppen gennem hele livet, kom tydeligt til udtryk i en række samtaler med Kim Larsen, som både blev vist som tv-udsendelse og udgivet i bogform.

Her bebrejder Kim Larsen Rifbjerg, at han og de kulturradikale peger fingre af »folket eller bedsteborgeren, den almindelige mand eller dame«. Hvortil Rifbjerg, med direkte henvisning til »Hvide måge« og »Den gamle gartner« replicerer: »Jeg mener ikke, at der var tale om nogen fingerpegning. Men der var måske en antydning af, at man sagde: »Det her er simpelthen for dårligt. Det her er under lavmålet. Det her fører til krig, og det fører til racehad og fordummelse og alle mulige andre ting’.« (Den sidste sætning er bortredigeret i bogudgaven).

Det var, uanset hans egen opfattelse, den berømte danske »kulturkløft«, der blev gravet dengang– med Rifbjerg som den mest utrættelige spadefører, som aldrig gik af vejen for at dømme mellem skidt og kanel. Det gjorde han i sine tekster og anmeldelser og i en periode i 66-67 sågar også som del af en jury, der bedømte musik i radio- og tv-programmet »Pladeretten er sat«.

Rifbjerg påtog sig også glad og gerne rollen som det kvalitative modstykke til datidens poptekstforfattere. Dengang var DR omdrejningspunktet for stort set al kulturformidling, og ikke mindst i start-1960erne pendulerede man ofte frem og tilbage mellem forskellige måder at fortolke opgaven på: Om man skulle give folk, hvad de ville have, eller det, de havde brug for.

Sidstnævnte tolkning var så afgjort de kulturradikales/Rifbjergs, og han var selv stort set altid en af de første på holdkortet, når DR ville lave en markering. Et af de mest kuriøse eksempler på dette udspillede sig i 1961.

2. juledag ryddede DR sendefladen i bedste tid på såvel radio som TV for at afholde en konkurrence med titlen »De nye refræner«. Det var fra DRs side et forsøg på at gøre noget aktivt ved de danske pop- og refrænteksters kvalitet.

På et møde i DRs programudvalg tidligere på året havde man nemlig diskuteret dette emne og var nået frem til, at tidens tekster, ikke mindst årets grandprix-vinder Angelique med Dario Campeotto, var »sentimentale og stilløse« og ganske enkelt ringe. Man besluttede derfor at udskrive en konkurrence for »en indbudt kreds« af dygtigere lyrikere og forfattere, bl.a. Klaus Rifbjerg, der kunne skrive bedre tekster.

Ingen af de 10 bidrag vandt dog gehør hos hverken presse eller befolkning, og faktisk blev ikke en eneste efterfølgende udgivet på node eller plade. Sammen med komponisten Finn Savery vandt Rifbjerg andenpræmien med sangen Miang, Miang, en meningsløs vrøvlevise bestående af lutter lydord a la »Miang, Miang, terula krone off ni såt«.

Forsøget med et alternativt grandprix blev gentaget i 1965. Her vandt PH, men Rifbjerg var naturligvis også med. Heller ingen af bidragene det år blev dog store hits.

Samme år gik svenskerne for første gang hårdt efter sejren internationalt. I 1965 var svenskerne nemlig de første, der oversatte deres bidrag til engelsk for at have bedre chancer. Derfor blev der indført sprogregler året efter. Da de blev ophævet igen i 1973, var svenskerne mere end klar, og i 1974 slog de til med ABBA og Waterloo. På det tidspunkt havde Danmark for længst meldt sig helt ud af grandprixfællesskabet på grund af poppens kvalitet.

Vi kom med igen fra 1978, men stadig halvhjertet. I hvert fald i sammenligning med pop-festen i Sverige Men de havde heller ikke en PH eller Rifbjerg til at fortælle dem, at de blev dummere og dårligere mennesker af at høre lidt pop.

Tværtimod værnede man på samme tid om den tradition, man bekæmpede i Danmark, og havde en forståelse for, at mennesker kan kapere både det ene og det andet, og at det brede faktisk gøder det smalle. Derfor har svenskerne vundet på den lange bane.

Hør Henrik Smith-Sivertsen fortælle meget mere om Rifbjerg og poppen på torsdag d. 4. februar kl. 17  på Det Kongelige Bibliotek

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.