Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Digitale børn og digitale aborter

Etik. Vi skal ikke frygte et statsligt avlsprogram for genetisk optimerede børn. Vi bør snarere frygte den situation, hvor lovgiverne ikke involveres i udnyttelsen af bioteknologien, men den overlades til det frie marked.

Der findes mange hypotetiske fremtidsperspektiver. Men det kan være vanskeligt og muligvis forkert at regulere ud fra spekulative scenarier. Ikke desto mindre kan det være frugtbart at forholde sig til det, som bioteknisk er på vej, for dermed at undgå en momentan og forceret regulering, der stakåndet løber bagefter den biotekniske udvikling.

Når vi debatterer morgendagens muligheder, giver vi også plads til de mere grundige overvejelser om mål og ønsker for fremtidige generationer. Allerede i dag tilbyder flere amerikanske firmaer en service, hvor kvinder kan matche deres gener med tusindvis af sæddonorer, som har udvidet deres donorprofil med en genetisk profil. Der foretages en simuleret befrugtning af kvindens æg med donorens sæd, hvilket afstedkommer et digitalt barn med et hypotetisk genom. Denne procedure gentages med hele kataloget af sæddonorer, hvorigennem der produceres titusindvis af virtuelle børn med sigte på at finde et godt genetisk match. Med det endelige valg vil der kun stå ét potentielt barn tilbage, hvor de resterende digitale børn ender som virtuelle aborter.

Målet med disse nye og fremtidige former for genmatch mellem kvinde og donor er i første omgang ikke at finde bestemte normalegenskaber, men derimod at minimere risikoen for potentielle sygdomme. Nogle vil kalde det for en slags udvidet vaccinationsprogram, hvor man gerne vil forebygge eksempelvis fedme, diabetes, hjertesygdomme, astma og forskellige former for kræft. Det er værd at understrege, at det hele foregår i en computer. Alligevel produceres tusindvis af virtuelle eller digitale børn, hvor der vælges til og fra med det mål at undgå en lang række sygdomme.

Dermed er man på udkig efter et virtuelt match, hvor risikoen for alvorlige sygdomme er minimeret. Men netop fordi det genetiske match finder sted før befrugtningen, er der fortsat stor usikkerhed forbundet med de resultater, man når frem til. Formidlingen af disse forbehold til kvinden er væsentlig, men ikke uden problemer, bl.a. fordi de mange informationer er behæftet med stor usikkerhed. Dertil kommer, at kampen imod sygdomme let kan blive en umulig kamp. Det skal således understreges, at alle mennesker bærer på sygdomsdispositioner. Derfor vil der aldrig være tale om hverken supersæd eller rask sæd og ligegyldigt, hvor meget man genetisk matcher og screener, vil kvinden stadig kunne føde et sygt barn.

Ser vi nu på de potentielle problemer, som fremtidens virtuelle børn vil kunne skabe, kan der peges på, hvordan der gennem disse tiltag lægges nye alen til den praksis, vi allerede kender, hvor der ikke ønskes et barn, men et bestemt barn. På den måde er der flere ligheder mellem de virtuelle børn og de etiske problemer, vi allerede kender i forbindelse med eksempelvis fosterdiagnostik, udvidede donorprofiler og screening af donorsæd. Her kan bekymringen bl.a. være den, at de mange fravalgte virtuelle børn kan påvirke vores tolerance og rummelighed i samfundet.

Dertil kommer argumentet om, at barnet nu vil vokse op med en bestemt forventningsstruktur, hvor afvigelser muligvis ikke accepteres. Hvis man som kvinde ’tager chancen’ og får et barn med viden om, at der er en række væsentlige sygdomsdispositioner, vil barnet vokse op med bevidstheden om flere potentielle sygdomme, hvis det overhovedet får noget at vide. På den måde vil barnet skulle leve med sygdomme hele livet og kæmpe mod sygdomme, som endnu ikke er. Man kan eksempelvis let forestille sig, hvordan sæddonoren har en lang række attraktive karaktertræk, som allerede ligger i den udvidede donorprofil.

Disse positive træk vil kunne vægte meget tungt og eventuelt overskygge risikoen for potentielle sygdomme, hvorfor kvinden vælger sæden alligevel. Her kan man indvende, at dette også vil kunne ske på anden vis, hvor kvinden vælger en mand uden genmatch. Problemet er dog, at i sidstnævnte tilfælde vil barnet vokse op i lykkelig uvidenhed, hvor man med et genmatch vil få en viden, som barnet muligvis ikke er interesseret i. Denne problemstilling gælder også i forholdet til sæddonoren, hvor spørgsmålet bliver, hvor mange informationer, der bør tilgå ham og i hvilket omfang, kvinden bør kunne få informationer, som sæddonoren ikke er bekendt med.

En anden etisk problemstilling forbundet med de virtuelle børn er den tingsliggørelse, som barnet vil kunne blive mærket af. Når barnet kommer til verden gennem en næsten endeløs række af fravalg, vil barnet i nogen grad komme til at ligne en vare, som bestilles, hvor kvaliteten skal være i orden med reklamationsret osv. Denne problemstilling er ikke ny, men med de nye muligheder for genmatch vil man i det mindste begynde at tale om den genetiske kvalitet, som skal sikres før undfangelsen, hvor et begreb som kvalitetskontrol let kan dukke op.

Fremtidens muligheder for genmatch vil kunne blive attraktive for mange andre end gruppen af ufrivilligt barnløse. Allerede i dag tilbyder internetfirmaet 23andMe et screeningsværktøj, hvor man ikke blot kan få testet sine egne gener, men også kan få kortlagt genetiske styrker og svagheder, hvis tankerne går i retning af familieforøgelse. Sædvanligvis vil kvinden ikke kræve, at manden screenes og testes, før der lægges planer for familieforøgelsen. Men disse nye muligheder kan gøre det attraktivt for fertile kvinder og par at vælge en donor på vejen til børn, helt uafhængigt af ens partnervalg i øvrigt. På den måde vil man kunne foretage en række fravalg, der også kan ses som alternativ til en potentiel abort. Blandt de potentielt positive følgevirkninger kan man derfor påpege, hvordan antallet af provokerede aborter alt andet lige må formodes at falde, alene fordi der findes fejl, før barnet overhovedet er blevet til. Men her må vi huske, at selvom der kun er tale om virtuelle aborter, kan det alligevel få en række negative konsekvenser. Dels skal barnet vokse op med bevidstheden om, at det er blevet valgt til blandt 10.000 muligheder (virtuelle aborter), og dels vil det kunne påvirke vores menneskeopfattelse, når børn vælges til og fra gennem en meget nuanceret planlægning, hvor kalkuler, risikoberegninger og dispositioner afvejes. Et forrået menneskesyn, hvor barnet ikke lever i sin egen ret, men kun ud fra den ret, som forældrene eller samfundet dikterer og tillader.

Når det tales om virtuelle eller digitale børn såvel som digitale aborter, vil nogle muligvis blive associeret med det samfund, som Aldous Huxley beskriver i Fagre nye verden, men også begrebet om ’designerbørn’, som stadig synes at virke som et skræmmebillede blandt mange danskere. Her må det imidlertid understreges, at vi stadig er langt fra at kunne designe det perfekte genetiske barn. Det vil i højere grad give mening at sige, at vi alle udlever (lever med?) en række specifikke mutationer. Men begrebet designerbørn kan selvsagt tillægges meget forskelligt indhold. Der er imidlertid fortsat meget, som er ude af vores hænder. Måske er problemet derfor slet ikke ’designerbørn’, men snarere selve illusionen om, at vi kan designe vores børn. Hvis kvinden eller parret lever med illusionen om, at de kan få sygdomsfrie børn, eller hvis de tror, at en donor kan sikre bestemte egenskaber, tager de fejl. Men denne fejlbedømmelse kan hurtigt komme barnet til skade, fordi barnet ikke kan indfri de forventninger, forældrene har.

Men udviklingen går stærkt, og vi nærmer os en situation, hvor nuancerede genetiske profiler kan præsenteres med hver sin unikke kombination af fejl og fordele. Familieplanlægningen kan derfor ende som grundige overvejelser over det, som der skal satses på, og muligvis føre til et kompromis ud fra en bred vifte af tilgængelige genetiske profilmatch. Efter den endelige beslutning er der blot tilbage at vente ni måneder for her løbende at monitorere, om det planlagte genmatch indfrier forventningerne.

Med disse muligheder i sigte, bør vi ikke frygte et regeringsprogram til fremavling af bedre børn. Vi bør snarere frygte det stik modsatte, hvilket er den situation, hvor lovgiverne ikke involveres i de formeringsmæssige valg og fravalg og derfor overlader udnyttelsen af bioteknologien til det frie marked.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.