Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Diagnoser er ikke forklaringer

Søren Hertz: Det er et alvorligt problem, hvis et fokus på, hvad børn fejler, er med til at bremse deres udvikling. Beskrivelserne af psykisk sygdom og handicap gør det svært at få øje på børnenes og de unges uanede udviklingsmuligheder.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Der var engang, hvor psykiatrien levede isoleret, afsondret fra resten af samfundet. Samfundet skulle beskyttes mod dem, der var anderledes. I dag er psykiatrien på mange måder blevet hvermandseje. De fleste kender børn, der har fået tildelt en diagnose, og mange forældre og fagpersoner går på nettet for at finde ud af, om barnet kunne falde inden for kategorien af en diagnose. Diagnoser bliver brugt som forklaring - og også som skældsord. Når børn opfører sig anderledes i en svømmehal eller et supermarked, så begynder andre at spørge: fejler de noget?

På vejen til hvermandseje er der opstået mange tilsyneladende sandheder. Medierne kalder det faktabokse: ADHD bliver fx ofte beskrevet som en neuropsykiatrisk forstyrrelse, der langt hen ad vejen er medfødt og som kræver medicinsk behandling. ADHD får karakter af et handicap, som man skal lære at leve med. Man kan i dag ikke sige ADHD, uden at alle følgeslutningerne dukker op.

Eller lad os kigge på begrebet psykisk sygdom. Da diagnosesystemet blev introduceret for 20 år siden, advarede diagnosesystemets fædre imod begrebet psykisk sygdom. Alligevel dukker det op, også i medierne: psykisk syge børn. Begrebet placerer problemet inde i barnet, barnet er sygt. Dermed kommer det - typisk for dagens samfund - til at se ud, som om det er individet, der fejler, individet der er problemet. Social uorden bliver til individuel uorden, knyttet op til biologiske mangelbeskrivelser. De, der ikke passer ind, gør det ikke, fordi de biologisk har deres begrænsninger. Komplekse problemstillinger reduceres til individuelle biologiske fejl- og mangeltilstande.

Der findes ikke enkle forklaringer på, at børn og unge kommer i vanskeligheder. Det skyldes ikke enten dårlig opdragelse eller dysfunktion i hjernen. Når vi ikke har forenklede forklaringer, så bliver opgaven at bidrage mest konstruktivt til, at børn og unge udvikler sig. Det er et alvorligt problem, hvis et fokus på hvad barnet fejler, er med til at bremse barnets udvikling. Dette fokus får placeret problemet inde i barnet og gjort det til noget, de og vi skal lære at leve med, og dermed fjerner det vores opmærksomhed og forstyrrer vores nysgerrighed for barnets potentialer - og for samspillets muligheder. Vi ved fra hjerneforskning og forskning i børns tilknytning, at børn spejler sig i omgivelsernes forventninger til dem - så hvis vi tænker i at hjælpe dem med at leve med handicap, så kommer børnene til at leve efter denne begrænse(n)de forståelse. I hvert fald er det sådan, at flere og flere børn og unge kommer ind i voksenalderen med en handicapforståelse.

Moderne hjerneforskning fremhæver hjernen som et plastisk organ, som især i barndom og ungdom forandrer sig i kraft af det sociale samspil i de afgørende relationer. Når nogle forstyrrelser i børns udvikling har en klarere biologisk komponent end andre, så skal vi være opmærksomme på, at forstærket biologisk udvikling sker i kraft af et ændret psykosocialt samspil. Opgaven handler derfor om at give børn lyst til, mod på og ikke mindst tillid til det at deltage i et socialt samspil, der i sidste ende også udvikler hjernen.

Kronikken handler om forskelle i videnskabssyn og i menneskesyn. Mit menneskesyn bygger på, at al adfærd er kommunikation. Det, vi umiddelbart kan få øje på som problemadfærd, er måder at kommunikere på. Det afgørende er, hvordan vi forstår og svarer på den form for kommunikation på den mest udviklingsfremmende måde. Nogle børn er whistleblowers, som med deres symptomer forsøger at gøre omverdenen opmærksom på, at der er noget i den samlede livssituation, der trænger til at blive markant anderledes. Hvis vi ikke forstår og tager vare på deres whistleblowing, så ser vi børnene som problemet i stedet for som dem, der gør opmærksom på problemet. Så lader vi dem i stikken.

Når der er tale om børn med særlige vanskeligheder, hvordan skal vi så forstå deres kommunikation? Børn gør altid det bedste ud fra deres forudsætninger på det givne tidspunkt, ud fra deres måder at forstå det, der sker og er sket i deres liv, og ud fra deres levede erfaringer. Det, vi ser som deres symptomer, er på mange måder det, som er blevet til deres overlevelsesstrategier, de vaner som de er kommet ind i sammen med andre. Når en dreng rejser sig i klassen, går omkring, forstyrrer og bliver set på som ADHD-agtig, så handler det ofte om, at drengen er i tvivl om, om han kan finde ud af det, som læreren beder ham om, om drengen har tillid til, at det er muligt og o.k. at bede om hjælp. Drengen gør det, som han i situationen er sikrest på. Han har brug for langt flere erfaringer med alt det, som han er uvant med, erfaringer med at bede om hjælp, erfaringer med at være del af en gruppe og langt flere erfaringer med et gensidigt forpligtende socialt samspil. Her bliver det med spejlingerne så vigtigt: Hvis drengen spejler sig i bekymring, tvivl, mistillid, usikkerhed eller oplevelsen af alt for meget skældud, så bliver det svært at skabe udvikling. Børn skal spejle sig i vores tro på udvikling, herunder lærerens tillid til, at de kan udvikle andre erfaringer, som gør, at de ikke længere fremtræder ADHD-agtige. Disse nye erfaringer bidrager nemlig til, at de selv begynder at producere de transmitterstoffer, de har brug for.Problembeskrivelser - og dermed også diagnoser - er øjebliksbilleder med fokus på problemerne. Det er afgørende at kigge ved siden af og få øje på, hvor der ikke er problemer. Og det er vigtigt at kigge igennem det problemfyldte og få øje på, hvilke samspils- og følelsesmæssige temaer der holder liv i det. Opgaven handler om at skabe nye øjebliksbilleder, hvor nye forståelser og nye erfaringer tilsammen danner et anderledes billede. Derfor er det så vigtigt at huske på, at diagnoser ikke er forklaringer.Og så er vi tilbage ved de tilsyneladende sandheder. Der er i disse år et stort fokus på genetik, arvelighed. Der er stor uenighed blandt forskerne om dette gamle tema om arv eller miljø. Men det handler ikke om enten arv eller miljø, men om både-og. Forskning i børns udvikling fremhæver, at biologien er foranderlig. Og vægten lægges på, at det er det sociale samspil i de vigtige relationer i skole, institution, hjemme og i fritiden, der har afgørende betydning for, hvordan det genetiske kommer til udtryk. Så det er her, opgaverne ligger.Det er selvfølgelig vigtigt at få et grundigt kendskab til, hvad der kan være særligt vanskeligt for et barn. Det er en respektfuld måde at møde barnet på. Problemet er, at vi lever i en bekymringskultur. Der kommer til at være for stor afstand mellem det, som børnene er særligt gode til - og det som de skal øve sig særligt i. Og der kommer til at være for stort fokus på dem - i stedet for et fokus på dem og os. Det handler ikke blot om, at børnene skal trænes, det handler om et anderledes samspil, der kan være mere udviklingsfremmende, i sidste ende for alle. Det handler om respekten for det, som rækker ud over problembeskrivelsen. Når jeg møder forældre og fagpersoner, så opfatter jeg dem som ansvarlige personer, som har brug for hjælp til at leve deres ansvar på mere udviklingsfremmende måder. Og det er jo børnene, der med deres adfærd viser os, om det, der udvikler sig, bliver tilstrækkeligt nyt.

Når børn har det svært, kan vi være tilbøjelige til at tage mange særlige hensyn. Det er et tveægget sværd. Vi skal ikke have urealistiske forventninger, men risikoen er igen, at børnene spejler sig i vores tro på begrænsede muligheder, at vi møder dem på en begrænsende måde. Jo mere andre er i tvivl om børnenes muligheder, jo mere i tvivl bliver de selv. Og jo mere afhængige bliver de af særlige hjælpeforanstaltninger. Diagnosekulturen skaber dermed nemt selv­opfyldende profetier.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.