Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Det er teatrene, ikke publikum, der svigter

Der har traditionelt set hersket en forståelse af, at hvis publikum ikke kan lide det, vi laver på teatrene, så er det fordi, de ikke forstår os. Jeg vil vende det om. Hvis publikum ikke kan lide det, vi laver, så er det fordi, vi ikke forstår vores publikum.

Allan Klie.
Allan Klie.

Den seneste tid har der været livlig debat om, at de københavnske teatre bløder publikummer. Blandt andet kunne man 4. februar læse en artikel i Altinget.dk med overskriften »Publikum svigter kendte teatre i København«, ligesom man et par uger tidligere på Dansk Skuespillerforbunds hjemmeside kunne finde en artikel med næsten samme overskrift: »Publikum svigter københavnske teatre«.

Men det er ikke publikum, der svigter. Det er teatrene, der svigter.

Der har traditionelt set hersket en forståelse af, at hvis publikum ikke kan lide det, vi laver på teatrene, så er det fordi, de ikke forstår os. Det nye buzz word i Kulturstyrelsen er derfor også publikumsudvikling, som handler om, hvordan man gør ikke-brugerne til teatergængere.

Men jeg vil gerne vende det om. Hvis publikum ikke kan lide det, vi laver, så er det fordi, vi ikke forstår vores publikum. I stedet for publikumsudvikling vil jeg derfor gerne tale om kunstudvikling. Det handler ikke om, at publikum skal blive modent til teat- ret. Det er teatret, der skal blive relevant for sit publikum.

I 2013 var jeg inviteret til at holde et oplæg i Helsinki på en engelsk-sproget konference for en række internationale kulturfolk og forskere. Emnet var »non-users«, og oplæggene handlede om, hvordan vi fik de ukulturelle ikke-brugere til at komme ind på teatrene. Min anke var, at ingen af disse såkaldte non-users var inviteret med til bordet. Alle talte om dem, men ingen talte med dem. Det provokerede mig. Jeg valgte derfor i mit eget oplæg at lægge an til en personlig baggrundshistorie for mit engagement, hvorefter jeg slog over i dansk og med store dramatiske fagter fortalte historien – velvidende at størstedelen af forsamlingen ikke ville forstå mig. Pludselig var forsamlingen af teaterfolk blevet non-users. Pludselig var det dem, der ikke forstod det sprog, der blev talt på scenen. Min pointe var, at hvis du som teater har et vigtigt budskab, du gerne vil formidle, så bliver du nødt til at tale i et sprog, som dit publikum forstår. Det mener jeg, at for mange teatre har forsømt.

Vender vi blikket tilbage mod den aktuelle debat, der handler om, hvorfor Københavns Teatre bløder publikummer, så lyder svaret fra direktør Steen Pade i Berlingske 15. januar:

»I vores omverdensanalyse nævner respondenterne som de vigtigste årsager til ikke at gå i teatret: Manglende tradition for at gå i teatret, besværlig planlægning, at man ikke kan forlade teatret under forestillingen, og at man sidder for dårligt.«

Der ligger en forståelse af, at hvis vi blot giver indholdet en ny indpakning, så vil publikum komme. Men jeg tror ikke, at det er tilstrækkeligt blot at hælde gammel vin på nye flasker. Jeg tror, at vi grundlæggende bliver nødt til at se på, om det indhold, vi præsenterer på teatrene, er relevant nok for publikum.

Alle teatre vil grundlæggende gerne fortælle vedkommende historier, men hvem vurderer, hvad der er vedkommende og for hvem? På mange teatre har man været vant til at skabe den scenekunst, man selv har syntes var interessant, uden at forholde sig til, om publikum også fandt det interessant. Det har man kunnet gøre de steder, hvor der har været penge nok, og hvor man derfor ikke har været økonomisk afhængig af, om publikum kom eller ej. Man har groft sagt kunnet være ligeglad med, hvor mange billetter, man solgte. Men teater kan grundlæggende ikke eksistere uden et publikum, og det er derfor nok den mangel på interesse for sit publikum, som jeg hellere vil kalde arrogance end kunst.

I efteråret kom kulturminister Bertel Haarders store grønthøster, som over de næste fire år kommer til at beskære alle statsstøttede kulturinstitutioner med to procent årligt. Selvom jeg hellere så, at man i Danmark gjorde ligesom i Storbritannien og Italien og mødte terrortruslen ved at opruste på kulturbudgetterne, så gælder et kendt ordsprog måske her: »Det er aldrig så skidt, at det ikke er godt for noget.« Hvis man endelig skal finde noget positivt ved besparelserne på kulturområdet, kunne det være, at teatrene vil blive presset til at tjene flere penge selv – dvs. sælge flere billetter. Teatrene vil med andre ord blive tvunget til i højere grad at skulle forholde sig til sit publikum. Men for mig handler det dog ikke bare om, hvor mange billetter, vi sælger. Det handler også om, hvem der køber billetter. Det handler om øget mangfoldighed.

På Københavns Musikteater arbejder vi ud fra devisen om, at kunsten skal afspejle og kommentere vores samtid. Det mener jeg ikke, at teatrene gør i tilstrækkelig grad i dag. F.eks. er gennemsnitsalderen for borgerne i København under 36 år, mens gennemsnitsalderen for kulturbrugerne er over 50 år. Det peger på et væsentligt problem, nemlig at teatrene i mange år har glemt de 17-30 årige.

Børneteatret slipper folk, når de er omkring 17 år, og de kommer først i teatret igen, når de rammer 30 årsalderen. Det skyldes, at de 17-30 årige har svært ved genkende sig selv i det spillede. Men det er ikke de 17-30 åriges problem – det er teatrets problem.

En del af forklaringen er, at for mange teatre er for dårlige til at tænke i målgrupper. Når de bliver spurgt, hvem deres publikum er, så svarer de alle fra 9-99 år. Men al teater er ikke for alle. Vi skal blive mere bevidst om målgrupper.

På Københavns Musikteater vil vi derfor de næste fem år koncentrere os om et publikum under 30 – både i forhold til hvilke historier, vi fortæller, hvordan vi fortæller dem, og i hvilke rammer vi gør det. Det handler nemlig både om, hvad vi serverer på tallerkenen, og hvordan vi serverer det.

For det første bør vi gå i dialog med vores målgruppe for at blive klogere på, hvilke historier, de synes er relevante for dem. Vi skal tage vores målgruppe alvorligt og lade deres input sætte aftryk i den samlede teateroplevelses form og ikke mindst indhold.

For det andet skal vi være opmærksomme på de rammer, historien bliver fortalt i. I 2011 lavede vi et større kultursamarbejde med Malmø Stadsteater, hvor vi ville tage teaterpulsen på 100 gymnasieelever fra København og Malmø. De fordomme, vi oftest blev mødt med, var: »Teatret er for gamle, rige mennesker,« og »Hvorfor skal jeg gå i teatret, når de alligevel lader som om, jeg ikke er der.« Projektets omdrejningspunkt var forestillingen »Drømmenes Labyrint«, hvor størstedelen af de medvirkende var under 30 år, alle stole var fjernet og publikum sad på puder rundt i rummet. I og for sig en klassisk totalteateroplevelse. De unges respons efter forestillingen var, at det havde været en voldsom og nærværende oplevelse – men jo ikke teater, da de som publikum ikke sad på stolerækker. En ændret setting havde altså rykket på fordommene og derved oplevelsen.

For det tredje ved vi, at de 17-30 årige går til kulturtilbuddene på en anden måde end det ældre publikum. Det sociale rum før og efter er ligeså vigtigt og meningsskabende som selve begivenheden. Derfor prioriterer de oftere koncertoplevelser, hvor dette rum er bedre etableret. Som teater er det derfor ikke blot vores opgave at skabe indhold, der er vedkommende for de unge. Vi skal i ligeså høj grad have fokus på at skabe nogle rammer og en oplevelse både før og efter forestillingen, som appellerer til et yngre publikum.

Pointen er i denne sammenhæng, at der er forskel på, hvordan forskellige målgrupper oplever teater, og hvilke historier, de synes er vedkommende. Det skal vi som teatre blive bedre til at forstå.

Min ønske er, at vi som samlet scenekunst-branche vil tage aktivt ansvar for at opbygge nye publikumsrelationer, også selvom det vil betyde forandringer i vores traditionelle teateropfattelse. Og at vi ikke fremover vil acceptere overskrifter som »publikum svigter de københavnske teatre« uden at tage ansvar og sige: »ej – det er os, der svigter.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.