Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Det er ikke nogen rar tanke at forestille sig, at Europa måske kun har begrænset holdbarhed

Foto: BULENT KILIC.
Foto: BULENT KILIC.

Jeg opdagede i sommer en bog, jeg ikke vidste eksisterede, og som jeg læste med stor interesse. Det drejede sig om »Le Camp des Saints« af Jean Raspail. Bogen udkom første gang i 1973, hvor den stadig nulevende forfatter var 48 år gammel.

Titlen, der betyder »De Helliges Lejr«, stammer fra Johannes Åbenbaring og ses her i sin sammenhæng: »De steg op på Jordens overflade, og de omringede de helliges lejr og den højtelskede by. Men Gud lod falde en ild fra himlen, der fortærede dem.«

Værket er en fremtidsskildring af, hvordan vores gamle Europa bliver overtaget af fattige og miserable migranter fra den tredje verden, hvor forfatteren lader 100 udtjente fragtbåde stævne ud fra Ganges i Indien med en million passagerer om bord med kurs mod et Europa, hvor hverken befolkningerne eller deres ledere har kunnet tage sig sammen til at indføre effektive tiltag til at beskytte den gamle verden mod at blive rendt over ende af den fattige verdens utallige eksistenser.

I 1973, hvor vi havde den første oliekrise, var dette scenario ikke særlig sandsynligt, men siden er der jo sket så meget, og nu hvor tyskerne får en ny periode med kansler Angela Merkel, husker mange det voldsomme pres på diverse grænser i EU for blot to år siden, hvor det væltede ind med migranter (også til Danmark), mens Merkel beroligende sagde sit: »Wir schaffen das.«

Det var også i 2015, at den ligeledes franske forfatter Michel Houellebecq fik udgivet sin spektakulære roman, »Soumission« eller »Underkastelse« (fås på dansk). Handlingen foregår i forbindelse med præsidentvalget i 2022, hvor en muslim bliver fransk præsident, og hvor vi med megen humor og sarkasme følger nogle universitetsansattes kvababbelser og »undskyldninger« for at acceptere fristende tilbud, hvis de konverterer til islam. Bl.a. vil de kunne få væsentligt mere i løn og i tilgift få nogle af deres yndigste studiner som koner.

Nu må vi se, hvordan det går i Frankrig de næste fem år. Det er nok ikke så sandsynligt, at Macron taber det næste præsidentvalg til en muslim, men man ved jo aldrig, og derfor er det godt at forberede sig på, at kortene måske er blandet anderledes, så man vil stå sig ved at have studeret de to ovennævnte værker grundigt forinden!

Uforklarlig bog

I et interview i Le Figaro fra 2011 siger Jean Raspail (i min oversættelse) følgende om sit flere gange genoptrykte værk fra 1973:

»Det er en uforklarlig bog, som er skrevet for næsten 40 år siden, hvor immigrationsproblemet endnu ikke eksisterede. Jeg ved ikke, hvad der gik gennem mit hoved. Pludselig dukkede spørgsmålet op: »Og hvad nu, hvis de kom?« Fordi det var uundgåeligt. Historien kom frem på én gang. Når jeg sluttede af om aftenen, vidste jeg ikke, hvordan jeg ville fortsætte næste dag. Karaktererne dukkede op, opfundet til lejligheden. Og det samme var tilfældet for de mange intriger.«

Jean Raspail forsøger med held at overholde tidens, stedets og handlingens énhed, sådan at vi på 24 timer kommer hele vejen rundt med flåden, der nærmer sig »vores« Europa og ender med at gå på grund ud for Côte d’Azur ved Middelhavet, hvorefter de forhutlede og ildelugtende passagerer, hvis menneskelighed er svær at få øje på, går i land som en græshoppesværm, der lægger alt øde bag sig. Imens har vi i øvrigt fået indsigt i, hvad »Magten« foretager sig i Paris for at dæmme op for denne katastrofale situation, som selvfølgelig er ganske uundgåelig efter så mange års ørkesløse diskussioner (uden megen konkret handling) om vores menneskelige ansvar over for hele den øvrige verdens miserable eksistenser.

Det er altså ikke mere snak, der er brug for, det er derimod handling, hvis den verden, vi kender, skal undgå at gå til grunde. Det er således en langt værre situation, vi står i (i romanen) end fx den verden før Første Verdenskrig, som Stefan Zweig skildrer i sin berømte posthumt udgivne bog »Die Welt von Gestern«/ »Verden af i går« med undertitlen »Erinnerungen eines Europäers«/»En europæers erindringer« fra 1942.

Udefrakommende væsener

I »Le Camp des Saints« er det fremmede, udefrakommende væsener, der invaderer os og omskaber vores gamle Europa, fordi vi selv og vore ledere ikke mindst er for vage til at forhindre det.

Romanen begynder med, at en gammel professor, der sidder i sit hus med udsigt til Middelhavet, hvor hans forfædre har boet i talrige generationer siden 1673, gennem sin kikkert studerer »den utrolige og rustne flåde, der var kommet fra den anden side af Jorden, og som var gået på grund halvtreds meter fra bredden, og som den gamle professor havde holdt øje med siden om morgenen.«

Og så følger en sansemættet beskrivelse af, hvad der var sket forinden: »Den forfærdelige stank af latrin, som var gået forud for tilsynekomsten af denne flåde på samme måde, som torden kommer før storm, var nu fuldstændig forsvundet.«

Den franske præsident holder siden en tale til folket angående den kommende invasion, i hvilken han siger, at han har givet ordre til hæren om med våbenmagt at modsætte sig immigrantflådens landgang på Côte d’Azur for at beskytte den indfødte befolkning mod at blive rendt over ende. Men han slutter med at trække i land, idet han lader det være op til hver enkelt soldat eller politimand, om han vil følge ordren om at gribe til våben eller ej.

I kapitel 49 er det hele ved at være til ende, efter at der er blevet erklæret undtagelsestilstand i Sydfrankrigs departementer, og en lille flok indfødte franskmænd, heriblandt en minister og en hertug, der har søgt tilflugt i den landsby, hvor den førnævnte gamle professors århundredgamle hus befinder sig, dør skærtorsdag ved middagstid under kraftige luftbombardementer for at holde de invaderende horder stangen.

Ingen undgår sin skæbne

I romanens sidste kapitel hører vi, at romanens jeg befinder sig i Schweiz, der som så mange gange før i historiens løb har formået at bevare en væbnet neutralitet, således at landet har undgået mange af de ulykker, som omkringliggende lande har været så rige på. Men ak, heller ikke dette fremsynede land undgår sin skæbne, idet det også er undermineret indefra, så det må give efter for omverdenens pres og åbne sine grænser. Det får romanens jeg til at citere et diktum fra den gamle Prins Bibesco (1878 – 1951) i anledning af Konstantinopels fald i 1453: »Konstantinopels fald er en personlig ulykke, som skete i sidste uge.«

Det bliver jo interessant at se, hvornår »sidste uge« er eller var eller bliver, men det er ikke nogen rar tanke at forestille sig, at det Europa, vi kender og holder af, måske kun har begrænset holdbarhed, fordi vi ikke i tide har villet indse, at det er utopi at ville frelse hele verden i al dens forskellighed, når vi trods alt er så få.

Så lad os håbe, at det går os bedre, end dystre prognoser tilsiger, så vi ikke bare bliver en parentes i den store historie.

Per Lund-Rasmussen er lektor emer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.