Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Derfor splitter Putin - også de borgerlige

De borgerlige putinistas risikerer at ende som »nyttige idioter«, hvis ikke de indser, at Putins »del og hersk«-strategi ikke er en kamp for at styrke den demokratiske nationalstat.

Jacob Mchangama.
Jacob Mchangama.

Siden 1949 har Danmark været medlem af NATO og dermed et transatlantisk partnerskab, der med USA i spidsen udgør en garant for Danmarks selvstændighed og frihed.

Under Den Kolde Krig var NATO-medlemskabet til tider kontroversielt og lige fra Det Radikale Venstre over Socialdemokratiet til den yderste venstrefløj, fandt man en række højrøstede kritikere af NATO.

På forbløffende kort tid er NATO nu indirekte blevet et stridsspørgsmål blandt visse borgerlige, som det skete blandt socialdemokrater i 70erne og 80erne. Selv det bredere værdibaserede transatlantiske partnerskab synes at være i opbrud. Det er det »russiske spørgsmål«, der er blevet en ny skillelinje i takt med at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tiltaget sig en stadigt mere markant profil på den internationale scene.

Det borgerlige opbrud er især tydeligt i den stadigt vigtigere debat på sociale medier.

Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark, samt efterretningstjenester i USA, Storbritannien, Sverige, Tyskland og de baltiske lande peger alle på Rusland som en stigende trussel, der både opruster militært og aktivt søger at underminere NATO og EU-landes institutioner via cyber-angreb og sofistikeret desinformation. I et sjældent interview med chefen for Storbritanniens udenrigsefterretningstjeneste MI6, Alex Younger, udtalte han for nylig, at »Cyber-angreb, propaganda og undergravende aktiviteter udgør en fundamental trussel« mod europæiske demokratier.

Man skulle tro, at sådanne trusler mod den nationale sikkerhed ville afstive opbakningen til NATO. Sådan reagerede de borgerlige partier i hvert fald under Den Kolde Krig. Men tilliden til de nuværende vestlige ledere er så lav, at det i stedet lyder, at Rusland er en potentiel allieret, at det er EU og NATO, der blander sig i Ruslands interessesfære, at Putin prioriterer traditionelle og nationale værdier over abstrakte principper og fejlslagen globalisering, og at Putin over for islamismen udgør et troværdigt og slagkraftigt alternativ til et handlingslammet Vesten og EU, der har ladet stå til og undermineret de europæiske befolkninger, som de skulle styrke og forsvare.

Når disse stemmer konfronteres med de aggressive russiske militære og klandestine (skjulte, red.) aktiviteter lyder svaret, at man ikke nødvendigvis kan stole på efterretningstjenester, og at den virkelige trussel ikke er Putin, men islam, uanset Putin synes at være det iranske præstestyres bedste ven og har erklæret Rusland for »en allieret« af den islamiske verden.

Det er rigtigt, at man ikke kan eller skal stole blindt på efterretningstjenester, der i sagens natur lever bedst i det skjulte, og som ofte ikke vil have en interesse i at offentligheden har et fuldstændigt billede af dets aktiviteter. Der er også markante eksempler på, at vestlige efterretningstjenester tager fejl og manipulerer med offentligheden. Men når der er god grund til at stole en hel del mere på efterretningstjenester i vestlige demokratier, end i en autoritær stat som Rusland, skyldes det, at der i førstnævnte er adskillige lag af kontrol med tjenesterne. Som følge af både terrorangrebet 11. september og Irak-krigen blev USAs efterretningstjenester udsat for en omfattende granskning af Kongressen, der udstillede eklatante fejl i offentlige rapporter, der gav anledning til omfattende omtale og debat i frie medier. Senest har det været amerikanske og britiske medier, der har ført an i Snowden-afsløringerne af NSAs omfattende overvågningsprogrammer. Og som vi har set det med både Grevil-sagen og Politikens stunt i forbindelse med Morten Skjoldagers bog om PET under Jakob Scharff, holder danske medier sig heller ikke tilbage med at skrive kritisk om PET og FE. Den slags kontrol med efterretningstjenesterne er ikke mulig i Rusland, hvor der ikke eksisterer en meningsfuld magtfordeling, og den kritiske og uafhængige presse lever på vågeblus.

Men tilliden til pressens rolle som vagthund har også lidt et knæk blandt en del borgerlige, der er skeptiske over for de vestlige mainstream-medier. På trods af vestlig og ideologisk bias i vestlige medier er der dog langt bedre grund til at have tillid til disse end medierne i Rusland, hvor mere end 20 journalister er myrdet siden Putin kom til magten. Omvæltningen blandt visse borgerlige er dog ikke så overraskende, som man skulle tro, og den har en klar parallel hos venstrefløjen, hvor spørgsmålet om islam og indvandring fik mennesker, der tidligere havde været fortalere for religionskritik, ytringsfrihed, ligestilling og opgør med socialkonservative værdier, til at lukke øjnene for de store problemer som opstod i kølvandet på indvandringen. Og i særdeleshed over for den akutte trussel fra den islamistiske vækkelse, der stadig præger en stor del af den muslimske verden, hvorfra mange indvandrere er kommet til Danmark. Man kunne ikke forene sig med tanken om, at Dansk Folkeparti og nationalkonservative indvandrerskeptikere havde ret i, at kultur og religion spillede en langt større rolle end tidligere antaget, og derfor ville man heller gå på kompromis med egne værdier end at omfavne ens politiske modstandere.

Når det gælder borgerlige putinistas, skal deres skepsis over for nationale institutioner givetvis ses som et udslag af den tillidskrise til etablerede politikere, institutioner og medier, som præger Vesteuropa i øjeblikket. Putins Rusland er blevet antitesen til det »dekadente Vesten«. Og når de politikere, der har svigtet i forhold til at begrænse indvandring, erodere nationalstaten og lade den almindelige europæiske borger i stikken økonomisk, kulturelt og sikkerhedsmæssigt, kaster sig over Putin og Rusland som den største trussel mod Vesten, får Putin lige pludselig status som en, der kan kanalisere de følelser, tillidskrisen bygger på.

Netop det at almindelige menneskers stillingtagen til fundamentale spørgsmål afgøres ud fra følelser og identitet, er måske den afgørende indsigt for den tid, vi lever i. Og hvis ikke de transatlantiske politikere formår at få den liberale verdensorden, som har bragt en uhørt grad af fred, stabilitet, frihed og velstand til at rime på den brede befolknings følelser og identitet, tyder alt på, at de borgerliges støtte til denne verdensorden vil fortsætte med at sive. Men de borgerlige putinistas risikerer at ende som »nyttige idioter«, hvis ikke de indser, at Putins »del og hersk«-strategi ikke er en kamp for at styrke den demokratiske nationalstat, men tværtimod et aktivt forsøg på at svække de institutioner – nationale som regionale – der har gjort de vestlige demokratier til langt mere succesfulde samfund end Rusland.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.