Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Derfor skal vi have en 2025-plan

Vi skal ikke bare – af frygt for vælgernes utilfredshed på den korte bane – nøjes med at justere lidt på samfundsmotoren. Vi har brug for et mere gennemgående eftersyn, hvis vi skal sikre velfærdssamfundet. Derfor skal vi have en 2025-plan.

Jacob Jensen.
Jacob Jensen.

Med fare for at skuffe kommentator-parnasset, så vil jeg ikke i denne kronik afsløre indholdet af regeringens kommende 2025-plan. Man må væbne sig med tålmodighed til efter sommerferien, hvor planen er klar til præsentation. Det er derimod relevant at dvæle ved behovet for en økonomisk plan, der rækker hen over den kommende folketingssamling, ja, endda hen over flere folketingsvalg.

Danskerne elsker velfærdssamfundet. Og med god grund. Tænk at få gratis skolegang. Man får gratis lægehjælp og ingen betaling, hvis man skal have en dyr operation på sygehuset. Store dele af udgiften til at have børn i børnehave bliver betalt af fællesskabet. Som ældre har man krav på en bolig med tilhørende hjælp. Der er høje sociale ydelser sammenholdt med lande rundt om os. Der er en rimelig god infrastruktur. Der er fredeligt på gader og stræder med et politi, som i det store og hele passer godt på os.

Danmark er med andre ord et rigtig godt land. Det er ikke et perfekt land, men det er et af de bedste, der findes. Så hvorfor overhovedet lave noget om? Hvorfor skal vi interessere os for, hvordan økonomien ser ud om ni-ti år?

Årsagen er den simple, at hvis vi vil bevare et samfund, hvor der er hjælp til de udsatte, gratis skolegang og lægehjælp samt alt det andet – så må vi ændre på den profil, som samfundet har i dag. Det er en profil, hvor alt for mange bliver forsørget af alt for få, og hvor vi bruger flere penge, end vi tjener. Det kan måske gå i en tid, men det er ikke langtidsholdbart. Vi bruger f.eks. omkring 140 mia. kr. om året (!) på at forsørge personer i den erhvervsaktive alder. Altså ikke pensionister eller studerende, men andre, som af forskellige årsager ikke deltager på arbejdsmarkedet. Det er både rigtig mange penge, som kunne være anvendt på at gøre skolerne, sygehusene, børnehaverne eller ældreplejen bedre. Eller til at lade danskerne slippe lidt billigere i skat. Men det er også en social falliterklæring, at så mange danskere ikke klarer sig selv.

Vores arbejdsindsats er over tid da også blevet mindre. Det skyldes både, at det tager længere tid, inden de unge kommer ud fra skolebænken og ind på arbejdsmarkedet. Og det skyldes, at den ugentlige arbejdstid er blevet sat ned i flere omgange. Heldigvis er der lavet tiltag, der har gjort det mere attraktivt for den ældre del af arbejdsstyrken at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Det flugter fint med, at de ældre også lever længere, bliver stadigt mere raske og dermed også kan bidrage lidt længere end tidligere. Jeg har dog noteret mig, at dele af fagbevægelsen kører en kampagne mod forhøjet pensionsalder, som et udspil til de politiske forhandlinger til efteråret. Det lykkedes bl.a. at få en forside på en formiddagsavis med overskriften: »Vi er nedslidte«. Men det er jo hele pointen med at sikre, at arbejdsstyrken leverer mere, at der så er bedre råd til at sikre dem, som virkelig er nedslidte – uanset om man er 35 eller 65 år. Og endnu bedre, at der er bedre råd til at forebygge nedslidning ved f.eks. at kunne investere i bedre teknologi til udførelsen af arbejdet.

Men én ting er arbejdstid. Noget andet er den værdi, som vi skaber på arbejdet. Det hjælper jo ingenting, hvis vi på arbejdet løber mere, længere og hurtigere, hvis vi løber i den forkerte retning. Vi skal med andre ord have fokus på det arbejde, som skaber værdi for samfundet – og måden det sker på. I den offentlige sektor har der alt for længe været en kultur, der måler den politiske prioritering i mængden af tildelte ressourcer. Det fokus skal vendes til i stedet at se på de skabte resultater. Vi kan f.eks. se, at kommunernes jobcentre klarer sig meget forskelligt i forhold til at få ledige ind på arbejdsmarkedet. Derfor er det en god ide, når beskæftigelsesministeren vil lave en sammenligning af kommunernes resultater på dette vigtige område, som kan gøre det klart, hvem der gør det godt, og hvilke kommuner, der kan tage ved lære af andre.

Vi skal skrue samfundsmodellen sammen, så det i alle led bedre kan betale sig at gøre en samfundsnyttig indsats. Når vi i Venstre taler om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, så kan det egentlig foldes ud til at gælde andre end lønmodtagerne, som gerne efter en skattereform skulle have lidt mere til sig selv. Det bør også gælde embedsfolk, der præsenterer de folkevalgte for mulige løsningsforslag til at få budgettet til at hænge sammen. Incitamenterne skal være til stede, så løsningsforslagene tænkes i retning af højere produktivitet, mere prioritering af det mest nødvendige, og lidt mindre til kunstbænke, milliarddyre kulturhuse og lokale imagekampagner.

Money talks, som man siger på nydansk. Eller som flere embedsfolk siger, når jeg taler med dem: »Vi gør jo, hvad vi får penge for.« Med andre ord: Bliver f.eks. kommunernes tilskud fra staten gjort afhængig af, at flere af kommunernes opgaver blev sendt i udbud, for dermed at sikre den bedste pris og kvalitet, ja, så ville kommunerne gøre det. Hvis kommunernes tilskud blev gjort afhængig af f.eks. et øget fokus på at nedbringe administrationsomkostninger eller sygefravær blandt medarbejdere, så ville man gøre det. Money talks. Nogle vil måske spørge: Hvorfor gør kommunerne ikke disse oplagte ting allerede? Og her er pointen, at det gør nogle kommuner også. Men andre gør ikke. Faktisk er der meget store forskelle på, hvad kommunerne får ud af de opkrævede skattekroner. Hvis f.eks. Københavns Kommune var lige så dygtig til at administrere kommunen, som man er i Århus, så ville der alene i København og alene på administrationsområdet være over 500 mio. kr. at hente – hvert år!

Derfor bør de offentlige budgetter i langt højere grad blive skruet sammen ud fra et incitamentssystem og ikke ud fra en planøkonomisk tankegang om at jo flere penge, der bruges, desto større er sandsynligheden for, at kassen fyldes op igen. Det er således et faktum, at vi i Danmark har en af verdens dyreste offentlige sektorer, men vi har på alle områder ikke en af verdens bedste. Derfor kan det logiske svar jo ikke være, at der skal bruges flere penge. Svaret er nok nærmere, at man skal se på, hvordan pengene anvendes, f.eks. om de ansattes faglige kompetencer kommer nok til deres ret i stedet for at drukne dem med regler og ineffektive arbejdsgange.

Men ét er sikkert: Velfærdssamfund eksisterer kun, hvis der er nogle, som tjener pengene først. Så meget desto mere bekymrende er det, at den økonomiske vækst i Danmark er meget beskeden, når vi sammenligner os med landene omkring os. Vi bliver derfor også i et 2025-perspektiv nødt til at have et stærkt fokus på at drive omkostningerne for virksomhederne længere ned, så konkurrenceevnen tilsvarende forbedres. Nok har vi taget fat med dette års finanslov, bl.a. via fjernelse af 4/5-dele af Nox-afgiften, som den tidligere SR-regering satte i vejret. Nok er selskabsskatten blevet sænket i flere omgange. Men konkurrencen er hård om investeringer og arbejdspladser, som flyder derhen hvor betingelserne er de bedste. Og det er desværre i mange tilfælde ikke i Danmark.

Det er ikke noget, man bare ændrer over en dag eller i et enkelt års finanslov. Det er også noget, som et længere perspektiv i en 2025-plan kan levere. Og det vigtige for investeringslysten er da normalt heller ikke, om forbedringerne sker i dag eller i morgen. Det vigtige er derimod sikkerheden for, at det sker. Derfor appellerer vi i Venstre også til alle partier i Folketinget, ikke mindst de borgerlige samt S og R, om at tage arbejdstøjet på og om at sænke de ideologiske parader en smule. Vi har brug for brede aftaler, der både er politisk og økonomisk langtidsholdbare. Vi skal ikke bare nøjes med at justere lidt på samfundsmotoren af frygt for vælgernes utilfredshed på den korte bane. Vi har brug for et mere gennemgående eftersyn. Vi har derfor brug for en 2025-plan til det formål. Og den præsenterer regeringen efter sommerferien.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.