Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Derfor har vi brug for flere reformer

Danmark har verdens største og dyreste velfærdsstat. Det seneste årtis vækstpause peger på, at der er behov for fundamentale reformer.

Arkivfoto: Scanpix
Arkivfoto: Scanpix

I det seneste år har det ofte været diskuteret, om der overhovedet længere er brug for store reformer af dansk økonomi? Dansk økonomi er stærk. Vi er et af de få lande i Europa, som har styr på de offentlige finanser. Budgetloven, der blev gennemført for nogle år siden, sikrer en meget stram styring af alle offentlige udgifter og har i løbet af få år revolutioneret budgetdisciplinen i kommuner, regioner og statsinstitutioner. Det danske arbejdsmarked har siden 1993 undergået en kolossal forandring, med reform på reform, som har reduceret den strukturelle og faktiske ledighed til meget lave niveauer. Så hvorfor er der fortsat brug for reformer?

Det er der, fordi der stadig er alvorlige problemer at adressere. Danmark har siden den finansielle krise begyndte i 2008 befundet sig i en vækstkrise. Noget af den svage vækst kan forklares ved tekniske måleproblemer, men det ændrer ikke ved det overordnede billede. Danmark har i en lang periode haft en svag vækst.

De sidste 25 års store og meget succesfulde reformer har i høj grad været rettet mod arbejdsmarkedet og arbejdsstyrken. Mange af reformerne har haft som sigte at reducere ledigheden og øge kvantiteten af arbejdsudbuddet. Her er der ikke mange lavthængende frugter tilbage set med reformbriller. Man skal naturligvis fortsat arbejde på at forbedre integrationen og få mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse, hvis det giver mening, og det er muligt. Men man må også erkende, at der altid har været og vil være mennesker, som det ikke er muligt at få i arbejde på en meningsfuld måde.

De næste reformer – man kunne kalde dem for »2. generations reformer« til forskel fra »1. generations reformerne«, som mest vedrørte kvantiteten af arbejdsudbuddet og arbejdsmarkedet – må have fokus på hele styringen og indretningen af den offentlige sektor, kvaliteten af arbejdsudbuddet (dvs. uddannelsessystemet, kvaliteten af uddannelserne og deres relevans for arbejdsmarkedet). Derudover er der fortsat store reformbehov på skatte- og pensionsområdet og vilkårene for iværksættere og selvstændige, blot for at nævne eksempler.

Det første reformområde, styringen af den offentlige sektor, er måske det sværeste. Meget overordnet beskrevet har »styringsfilosofien« i mange år bestået i løbende at pålægge produktivitetsstigninger (dvs. besparelser) i den offentlige sektor, som så er blevet lagt ind i omprioriteringspuljer. Det kan være en god strategi i en kortere periode for at frembringe effektiviseringer, men det er en meget uheldig strategi at forfølge over årtier, fordi grønthøstermetoden giver risiko for at udvikle en »tyndfed« offentlig sektor, hvor der måske spares ude i yderste led, hos klienterne, eleverne eller de gamle. Men samtidig giver de mange puljer og projekter måske en masse »fedt« omkring de administrative enheder, der skal konkurrere om og administrere de evige omprioriteringspuljer.

Det svære er, at det kræver styring, prioritering og politisk ledelse, hvis man i stedet for grønthøstere skal skabe en effektiv offentlig sektor ved at nedlægge eller omdanne ineffektive enheder, skære i velfærdsydelser, som hverken tjener et vækstfremmende formål eller reelt har et socialt sigte.

Et andet problem er, at det er svært at finde et økonomisk råderum til at foretage nogle af de store og nødvendige reformer og investeringer. Det er svært at skaffe et økonomisk råderum til de store milliardinvesteringer, der er nødvendige for at få et velfungerende transportsystem i Danmark – det er en væksthæmmer, hvis veje og kollektiv transport ikke fungerer optimalt, og pendlere hver dag spilder timevis på landeveje, tid der i stedet kunne have været en del af arbejdsudbuddet.

Her kunne privatiseringer måske løse en del af finansieringsproblemet. Et andet eksempel er dagpengesystemet for selvstændige og iværksættere, som i dag slet ikke er tidssvarende. Vi har vænnet os til at have et forsikringssystem for lønmodtagere, men der er også brug for et flexicurity-system for selvstændige og iværksættere, hvis vi skal have mere risikovillighed, flere opstartsvirksomheder og mere vækst. Det er bare svært at få sat midlerne af på Finansloven til det formål. Det skal jo finansieres! De beløb, der hvert år er i spil ved de årlige finanslovsforhandlinger, udgør en meget lille procentandel af en offentlig sektor på ca. 1.000 mia. kr.

Derfor er det svært at få plads og villighed til store reformer af den offentlige sektor. Hertil kommer at vi måske også har fået en forsigtighed på grund af budgetloven og den store fokus på beregninger af finanspolitisk holdbarhed osv. Finanspolitisk holdbarhed er en nødvendighed, men det er en uheldig udvikling, hvis for stor risiko- eller prioriteringsvillighed reelt er skyld i, at man ikke kan løfte sig over de årlige promille-omfordelinger ved finanslovsforhandlingerne. Det er derfor, man har mellemfristede planer. Det er meget vigtigt, at diskussionen om 2025-planen holder fast i de overordnede og mere langsigtede styringsperspektiver.

Et andet vigtigt reformområde er pensionsområdet. Her handler det ikke så meget om at få sat pensionsalderen yderligere op. Det er teknisk set ret let, hvis man vil det politisk. Det store problem er at få folk til selv at spare op, mens de kan som erhvervsaktive. I dag kan pensionsopsparing være en rigtig dårlig forretning for mange mennesker. De fleste ved det heldigvis bare ikke, eller også er de med i tvungne arbejdsmarkedspensioner. Hvis der skal gennemføres en pensionsreform, som reelt på sigt kan aflaste folkepensionen og genindføre tilskyndelserne for den brede del af danskerne til at spare op, kræver det store ændringer af reglerne.

Ny forskning viser, at selve indretningen af reglerne, designet og brugerfladen i forhold til borgerne kan have stor betydning for, hvordan regler påvirker adfærden. Populært kaldes disse effekter for »nudging«. F.eks. benyttede Dagpengekommissionen i efteråret nye virkemidler i reformforslagene, som var inspireret af forskning om »nudging«. Ideen var at indrette dagpengesystemet via IT-løsninger eller simple regler, som er lette at gennemskue for borgerne, så det automatisk får dem til at vælge løsninger, som er gode både for dem selv og for samfundet på lidt længere sigt i stedet for, at det kun er økonomiske incitamenter, der skal ændre adfærden.

Det giver nye muligheder for at indrette sociale systemer, f.eks. et kommende pensionssystem. Men det kræver, at man træder ind på nye spor, hvor man ikke har klare svar på, hvordan de økonomiske effekter præcis er, hverken i forskningen eller i ministerierne. Men det bør jo ikke forhindre, at en stor nødvendig pensionsreform gennemføres, og at alle effektive instrumenter tages i brug.

Et tredje oplagt reformområde er uddannelsessystemet. Der er lige gennemført en stor folkeskolereform, men ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og SU er områder, som ifølge mange undersøgelser har forbedringspotentialer. Regeringens Kvalitetsudvalg påviste store udfordringer for kvaliteten af de videregående uddannelser og den måde, som universiteter og professionsskoler finansieres på.

Eksemplet med SU og det videregående uddannelsessystem sætter fokus på en yderligere vanskelighed ved nogle af de kommende reformer: De vil kræve et opgør med nogle af den brede middelklasses privilegier. Reaktionerne på de hidtil meget begrænsede SU-omlægninger og de seneste diskussioner om dimensionering af de videregående uddannelser viser, at det er politisk svært at gennemføre indgreb i forhold til den brede middelklasses interesser.

Danmark har verdens største og dyreste velfærdsstat og har haft det i årtier. Til trods for dette er vi faktisk lykkedes med at være blandt verdens rigeste. Opgaven har ikke været umulig. Men det seneste årtis vækstpause peger på, at der er behov for fundamentale reformer af velfærdsstaten hvis det fortsat skal lykkes at forene høj økonomisk vækst med en stor offentlig sektor. Det er nye reformspor, der skal betrædes: De er vanskeligere end tidligere reformer. Man kan håbe på, at den kommende 2025-plan og de næste års reformdiskussion holder fast i at fortsætte – men videreudvikle – den reformtilgang, der har præget dansk økonomi de seneste tre årtier.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.