Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Lørdagsdebat

Derfor er min fætter mistænkt for terror – mens jeg fik et normalt liv

Basil El-Cheikh Hassan (t.v.) blev sidste år i december efterlyst internationalt af Københavns Politi. Basil El-Cheikh Hassan er mistænkt for drabsforsøg på debattøren Lars Hedegaard (t.h.) 5. februar 2013. I kronikken søger Basil El-Cheikh Hassans fætter, Chadi El-Cheikh Hassan, et svar på, hvorfor Basil Hassan er mistænkt for terrorisme, mens han selv i dag lever et normalt liv. Foto: Københavns Politi/Scanpix og Bax Lindhardt
Basil El-Cheikh Hassan (t.v.) blev sidste år i december efterlyst internationalt af Københavns Politi. Basil El-Cheikh Hassan er mistænkt for drabsforsøg på debattøren Lars Hedegaard (t.h.) 5. februar 2013. I kronikken søger Basil El-Cheikh Hassans fætter, Chadi El-Cheikh Hassan, et svar på, hvorfor Basil Hassan er mistænkt for terrorisme, mens han selv i dag lever et normalt liv. Foto: Københavns Politi/Scanpix og Bax Lindhardt

Jeg er kendt for min ærlighed. Jeg har altid lært, at med ærlighed kommer man længst her i livet. Derfor vil jeg gerne dele denne historie med læserne.

Jeg vil fortælle sandheden. Jeg er ikke medlem af hverken partier eller foreninger. Jeg fortæller kun det, der rent faktisk skete.

Jeg kom til Danmark i 1989, da jeg var otte år gammel. Min familie flygtede fra et krigshærget Libanon. Mine fire søskende og jeg var krigsbørn og var traumatiseret af krigens rædsler.

Min familie er en ganske almindelig sunni-familie, moderat og på ingen måde religiøs, men ganske moderne. Vi fastede godt nok under ramadanen og holdt eid-festen, når den kom, men vi praktiserede ellers vores religion privat. Ingen af os i familien bad fem gange om dagen. Vi bad efter behag, eller når nogen følte, at de havde behov for det. Inden vi flygtede til Danmark, havde min far et arbejde i min onkels firma i Emiraterne og sendte penge til os, mens vi boede i det borgerkrigshærgede Libanon.

Kort tid efter vores ankomst til Danmark i 1992 blev min mor skilt fra min far, og jeg flyttede med min mor. Lige efter deres skilsmisse overfaldt vores far vores mor med en kniv på åben gade, hvor han forsøgte at slå hende ihjel, mens vi børn stod og så på.

Han gjorde det ikke, fordi han var religiøs, men fordi han havde enormt svært ved at acceptere, at han skulle leve alene uden hende. Min far bad ikke, drak alkohol til tider, og var ind imellem voldelig. Til gengæld var han en arbejdsom person.

Efter han havde afsonet sin dom i fængslet, kom han ud og chikanerede min mor på ny. Vi var tit bange for ham, og det hele blev kun værre, da min mor mødte en anden mand. For at få fred flyttede hun fra Birkerød til Århus i 1994. Fra den ene dag til den anden blev vi sat på et intercitytog til Aarhus og Gellerupparken.

Tilbage til Birkerød

Som jeg husker det, brød jeg sammen. På et øjeblik mistede jeg alle mine danske venner, skolen jeg gik på, og som jeg var glad for, og alle de sociale kontakter og netværk, jeg havde. Jeg følte, at hele min barndom blev taget fra mig.

Brabrand var på det tidspunkt præget af høj arbejdsløshed, og det blev en ghetto, hvor subkulturer blev skabt. Folk var på overførselsindkomst, og kriminalitet og ekstremismen var allerede ved at blive en realitet.

Socialdemokratiet og de Radikale sad på det tidspunkt i regering, udlændingeloven sejlede, og integrationen havde fejlet.

Det var et stort kulturchok for mig, og jeg kunne ikke acceptere forholdene og slet ikke falde til. Da jeg blev 13 år, blev det for meget for mig. Jeg stak af fra min mor, og satte mig i et intercitytog tilbage til København.

Jeg vidste allerede dengang, at hvis jeg blev i Brabrand, ville det gå helt galt for mig. Derfor flyttede jeg tilbage til Birkerød hos min far. Jeg fik mine venner, skole og fællesskabet tilbage.

Som jeg husker det, var det den bedste tid i min barndom. Jeg havde kun danske venner. Jeg tog i sommerhus med dem, var til deres fødselsdage, byfester, sov hos dem i weekenderne, fiskede, plukkede kirsebær og tændte bål på Hornbæk Strand. Jeg gjorde alt det, som man normalt gjorde som barn og teenager i 1990ernes Danmark. Jeg gik til boksning i min fritid. Kommunen støttede mig også, og jeg blev sendt til Bornholm på en bondegårdsferie hver sommer for at være sammen med andre unge danske teenagere.

Overordnet havde jeg mere frihed hos min far, fordi jeg også kom væk fra det overbelastede ghettomiljø. Min far var uddannet VVS-montør, men var desværre arbejdsløs det meste af tiden. I forhold til mine venner i klassen var deres familier også meget mere velstillet og velhavende. Det kom til udtryk, når jeg besøgte dem i deres store huse og villaer, eller når jeg kørte i deres biler.

Vi havde hverken telefon, bil eller en pæn bolig. Og mange gange var jeg også flov over at vise mine venner vores hjem frem, når de kom på besøg. Jeg fik afsluttet min skole, gymnasium og senere en videregående uddannelse og fik et godt job.

Min fætter

Men jeg havde også en anden del af familien, som var resursestærk. Dem besøgte vi ofte.

Min onkel var gift og havde tre børn. Han var selvstændig frisør, og alle hans børn var i gang med at tage en uddannelse. De boede først i Hundige i noget, der desværre mindede om en ghetto, hvor der også ofte var problemer, kriminalitet og høj arbejdsløshed. De flyttede dernæst til Hyltebro på Nørrebro, som ikke var en ghetto, men ligger tæt på alle problemerne og de salafistiske moskeer.

En af deres sønner var Basil El-Cheikh Hassan. Basil var på mange måder en klog, intelligent og veltalende dreng. Vi tilbragte meget tid sammen og blev rigtig gode fætre og kammerater.

Basil var højere uddannet end jeg og blev færdiguddannet ingeniør. Da han blev færdig med sin uddannelse, stod han til et godt job i Metroprojektet.

For hans forældre og mig så alt tilsyneladende normalt ud. Men han var en meget praktiserende muslim og tilbragte tid i moskeen på Nørrebro.

Jeg blev opmærksom på hans holdninger. Han kom med meget rabiate holdninger ind imellem om, hvordan kvinder skulle tildækkes, om helvedes ild, og hvad der venter der, og at alle danskerne var vantro.

Han brugte meget tid på at forklare mig, hvad der var syndigt, og hvad der ikke var.

Det kom nogle gange til voldsomme og korporlige konfrontationer mellem ham og hans bror, fordi alle andre ifølge Basil var forkerte på den, og kun han havde og kendte til den ufejlbarlige sandhed.

Hans mor brugte også meget tid på at belære ham om, hvordan man skal give plads til andre, og hvordan man opfører sig over for andre menneske. Engang, da vi kom og besøgte dem til en ramadan-middag, blev min far opmærksom på, at Basil ikke var der. Han var taget til moskeen, og min far råbte ad sin bror, Basils far.

»Lad nu være med at sende din søn til moskeen. Du ved ikke, hvad han går og laver der!«

Min onkel svarede tilbage af uvidenhed, at hans søn blot gjorde rent og støvsugede i moskeen. Hans mor var mange gange ude om natten for at lede efter ham og fandt ham med en langskægget mand, der var meget ældre end han. Hun forsøgte hele tiden at finde ud af, hvad der foregik og havde et ihærdigt arbejde med at gøre ham til en ordentlig ung mand. En søn, hun kunne være stolt af.

Ingen danske venner

Basil kendte mange mennesker og kom godt ud af det med alle. Men størstedelen af dem, han kendte, kom også i moskeen.

I modsætning til mig havde han alle forudsætningerne for at få et godt liv. Men han havde ikke det trumfkort, der skulle til, for at blive en del af det danske samfund. Han havde ikke danske venner. Han havde stort set ingen danske venner, men arbejdede ihærdigt på at gøre sin uddannelse færdig, blive gift og få børn, som han hele tiden talte meget om.

På et tidspunkt fik jeg påvirket ham lidt. Han fjernede skægget og begyndte at dyrke sport og motionstræning. Han tabte sig meget, og jeg gik i byen med ham nytårsaften, og vi dansede til den lyse morgen. Alt tydede på, at det gode og fornuftige i ham ville vinde.

Men mange gange lever denne type personer mellem to verdener. De har en indre kamp, og det er ofte svært at gennemskue, hvem der vinder kampen, fordi de hele tiden skifter fokus, ligesom en brydekamp.

Basil kunne vende på en tallerken. De, der desværre påvirkede ham mest, var salafister og imamer på Nørrebro, og en stor del af dem begik også kriminalitet. Men alle aftenbesøgene i moskeen gjorde, at han blev mere og mere fyldt med en ideologi og den overbevisning, at det danske samfund var til skade for den enkelte muslim.

Sådan opfattede jeg ham mange gange ud fra de udtalelser, han kom med. Han var imod demokratiet og mente, at sharia var den eneste løsning, mens jeg igen forsøgte at rette ham ind og fortalte ham, at alle mennesker kommer til at stå til ansvar over for Gud. Det er kun Gud, der dømmer mennesker for deres gerninger og ikke os mennesker.

Det »hjalp« nok lidt, men så vendte han sig igen mod salafismen. Alt afhang af, hvor meget han blev bildt ind, og hvor meget vi og hans familie trak den anden vej igen.

Pas på visse imamer og moskeer

Desværre vandt de onde kræfter til sidst. Det kom bag på os alle, da Basil blev fanget i Tyrkiet og sigtet for attentatforsøget imod Lars Hedegaard. For selvom vi godt vidste, at der foregik noget underligt, havde vi ikke fantasi til at forestille os, at det stod så galt til.

Basil ødelagde sit liv pgå grund af en idiotisk og kujonagtig handling og har efterladt sig en familie, der er ødelagt af sår og hans forfærdelige fremfærd og hjernevaskede holdninger.

Jeg er sikker på, at hvis Basil havde haft danske venner, og var blevet integreret i samfundet med danske venner, havde hans liv taget den rigtige drejning.

Det handler ikke kun om at gå på arbejde, men også om de grundlæggende værdier og troen på vores fælles demokrati.

Hans forældre var ikke skilt. De havde alle en uddannelse, og hans far var selvstændig og resursestærk. Basils bror blev velintegreret, fordi han fik danske venner og havde den rigtige omgangskreds. Han er i dag en dygtig politimand og gør sit arbejde godt.

Det er så utroligt vigtigt at huske på at komme i kontakt med danskerne, hvis man vil være en del af fællesskabet, det danske samfund og dets værdier. Ellers bliver man hurtigt sårbar, og det kan ende frygtelig galt, som det gjorde for Basil. Vi skal passe på vores børn. Vi skal være opmærksomme på, hvem de færdes med, og hvor de opholder sig. Lad være med at sende jeres børn i disse moskeer, for de fleste af dem er mere eller mindre radikaliseret.

Mange af imamerne skjuler nemlig deres hensigter og siger kun, hvad medierne vil høre, når kameraet ruller. Jeg vil igen pointere, at det ikke er alle. Der findes også fornuftige imamer og gode moskeer.

Vi skal ikke være bange for at tale åbent og ærligt om problemerne. Vi mistede et familiemedlem, fordi vi ikke var opmærksomme nok. Et øjebliks uopmærksomhed kan være altødelæggende, både for den enkelte familie og for vores samfund.

Vi tabte slaget. Basil er død, fordi det onde var stærkere. Må Gud tilgive ham for hans gerninger og synder, for han vil stå til ansvar over for Gud den almægtige.

Chadi El-Cheikh Hassan er 36 år og arbejder som sælger og kunderådgiver.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Blogs
  • Kronikker
  • Kommentarer
  • Berlingske Mener
  • Groft Sagt
  • Den Politiske Puls