Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Derfor er det svært at ændre konventionen

»Man kan nemlig ikke ’bare’ ændre Menneskerettighedskonventionen. Den er tiltrådt af 47 medlemsstater med meget forskellige holdninger.« Arkivfoto: Scanpix
»Man kan nemlig ikke ’bare’ ændre Menneskerettighedskonventionen. Den er tiltrådt af 47 medlemsstater med meget forskellige holdninger.« Arkivfoto: Scanpix

§ 64 i den danske grundlov fastslår, at domstolene alene skal »rette sig efter loven«. Hermed udtrykkes den store oplysningsfilosof Montesquieus tanke om, at dommeren er »lovens mund« (la bouche de la loi). Ny lovgivning skal vedtages af folkevalgte. Domstolene skal kun fortolke.

Dette princip følges dagligt af vore domstole. Selvfølgelig kan love volde tvivl. Eller måske findes der slet ingen lov til at løse en stridighed. I så fald finder domstolene et resultat ud fra relevante juridiske argumenter. Men vore domstole ser det ikke som en hovedopgave at udvikle ny ret. Den opgave ligger hos lovgivningsmagten.

Sådan er det ikke ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Gennem de sidste 40 år har EMD udviklet massevis af nye regler med udgangspunkt i de kortfattede bestemmelser, som står i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) i 1950.

Menneskerettighedsdomstolen har f.eks. bestemt, at

• artikel 5 om, at »enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed« lægger væsentlige grænser for staternes mulighed for at tage krigsfanger under væbnede konflikter mod tredjelande, at

• artikel 8 afskærer os fra at udvise kriminelle udlændinge med familie i værtslandet, at

• artikel 10 om »frihed til at modtage og meddele oplysninger eller tanker … uden hensyn til landegrænser« afskærer forbud mod parabolantenner, og at

• artikel 11 om, at ret til at »oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser«, forbyder overenskomster, der pålægger foreningsmedlemskab (såkaldte eksklusivaftaler).

Frustration hos politikerne

EMD har anlagt disse »dynamiske« fortolkninger, fordi den har ønsket at føre Menneskerettighedskonventionen up to date, så den også regulerer nutidens samfundsspørgsmål.

Medlemsstaterne i Europarådet har ganske vist vedtaget et antal tillægskonventioner til konventionen. Alligevel har EMD ment, at den måtte give sit besyv med.

I mange år affandt medlemstaterne sig med den denne praksis. Måske fordi den skabte en retstilstand, de alligevel selv ville have indført i lovgivningen. Måske fordi man ikke ville signalere modstand mod »menneskerettighederne«.

Men i de seneste år er EMDs dynamiske fortolkninger kommet i massiv modvind.

Den kritiseres ikke kun af politikere fra snart hele det politiske spektrum. Flere forhenværende præsidenter fra vore øverste domstole (herhjemme og i udlandet) har været ude med kritik.

Kritikken skyldes bl.a., at de folkevalgte, der måtte være uenige i den regel, der vokser ud af en dynamisk fortolkning, ikke kan svare igen, som de plejer: Ved at vedtage en lov, der fører retsstillingen tilbage til det, politikerne ønsker. Man kan nemlig ikke »bare« ændre Menneskerettighedskonventionen. Den er tiltrådt af 47 medlemsstater med meget forskellige holdninger. Og i øvrigt er det jo ikke konventionens enkelte artikler, der er problemet, men Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkning af dem.

Derfor står lovgiverne i valget mellem enten (modvilligt) at følge EMDs fortolkninger og ændre de nationale love (som det senest skete med 26-års-reglen) eller at undlade at rette sig efter dommene og dermed bryde konventionen, hvilket et ordholdende land som Danmark jo ikke vil.

Dette skisma skaber lejlighedsvis stor frustration blandt vore beslutningstagere.

Til efteråret overtager Danmark formandskabet for Europarådet. Regeringen har allerede meldt ud, at den vil benytte dette formandskab til at forsøge et opgør med Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger. Det er nærliggende, at man fra dansk side vil lægge op til en ændring af konventionen.

Men hvordan skal det ske?

Forbehold for domstolen

Det mest nærliggende er, at Danmark vil foreslå indledningsteksten til konventionen (den såkaldte præambel og altså ikke de enkelte artikler) ændret, så der indsættes en bestemmelse om, at EMD skal vise tilbageholdenhed over for sine dynamiske fortolkninger. Man forsøgte noget lignende i 2013 med en tillægsprotokol, der imidlertid ikke er trådt i kraft. En sådan ændring vil formentlig kunne opnå støtte igen, da den jo ikke ændrer selve konventionsteksten, men kun rummer en løftet pegefinger til domstolen.

Om et sådant signal vil ændre Menneskerettighedsdomstolens retspraksis radikalt, er derimod mere end tvivlsomt. En domstol skal jo behandle lige sager ens, og det er svært at se for sig, at EMD (der jo selv skal fortolke denne ændring) vil fravige sine indarbejdede dynamiske fortolkninger. Et sådant skift måtte i hvert fald kræve en meget skarp sprogbrug, og ikke kun i konventionens præambel.

Et mere radikalt forslag kunne derfor være at give medlemslandene ret til at tage forbehold over for dele af EMDs praksis. I dag kan man kun tage forbehold over for lovgivning, som var gældende, da medlemsstaten tiltrådte Menneskerettighedskonventionen. Men hvorfor ikke give en tilsvarende ret i relation til senere lovgivning, som er kommet på kollisionskurs med konventionen pga. en forståelse, som ingen kendte dengang?

Om der vil være tilslutning til en sådan ændring, er dog også tvivlsomt, da man hermed kan give andre stater, der oftere end vi bryder konventionen, grønt lys til at blive ved med det.

Derfor vender interessen sig mod de skridt, som Danmark selv kan træffe.

Det mest vidtgående skridt vil være at opsige medlemskabet af Menneskerettighedskonventionen. Skridtet vil være drastisk, fordi vi dermed vil signalere en afstand til den familie af europæiske stater, der støtter menneskerettighederne. Vi kan dog skærme os mod denne kritik ved samtidig at afgive en højtidelig erklæring til Europarådet om, at vi efter en udtræden fortsat vil overholde konventionen, men efter vore egne domstoles fortolkning.

Gør vi det, vil vi fortsat være forpligtet af EMRK, men ikke af Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger. I stedet vil fortolkningen af EMRK reelt ligge hos Højesteret.

En nordisk domstol?

Et sådan skridt vil ikke tvinge Danmark ud af Europarådet. Den Statut af 5. maj 1949, der gør os til en del af denne kreds, pålægger os kun at anerkende de fundamentale frihedsrettigheder mv.

Man kan altså godt være med i Europarådet uden også at være underlagt Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger af konventionen. Ingen ønsker jo at sætte de fundamentale frihedsrettigheder mv. til debat.

Skridtet burde heller ikke skabe problemer i relation til EU-traktaterne. Ganske vist kan man her læse, at de grundlæggende rettigheder ifølge EMRK også udgør generelle principper i EU-retten. Men denne EU-retlige inkorporering af EMRK beror netop ikke på medlemsstaternes tilslutning til EMRK, men på EU-traktaterne, som vi selvfølgelig fortsat er forpligtet af.

Som et kuriosum kan det nævnes, at EU-Domstolen selv har modsat sig, at EU kan udnytte den hjemmel, som protokol nr. 8 til EU-traktaterne giver Unionen for at tiltræde EMRK.

Læs også: Morten Messerschmidt: Opskriften på et lille lands undergang

En enegang for Danmark ud af EMRK kan måske skabe politiske vanskeligheder for Danmark, fordi vi vil signalere afstand til mange af de holdninger vedrørende menneskerettighederne, som vi i øvrigt deler med EMD. Derfor vil det være bedst at gå den vej sammen med andre ligesindede lande, som vi normalt sammenligner os med. Storbritannien har tidligere truet med at melde sig ud. Også i flere nordiske lande har de dynamiske fortolkninger givet anledning til kritik.

Et modargument mod at give vore egne domstole eneret til at fortolke Menneskerettighedskonventionen kan være, at der er brug for internationale fortolkninger, så man ikke risikerer, at de statsansatte dommere dømmer til staternes fordel. Skulle dette argument blive ført frem, og skulle der vise sig et nordisk ønske om at lægge afstand til Menenskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger, kunne man etablere en nordisk menneskerettighedsdomstol bemandet af dommere ansat på deltid. Sådan fungerede EMD i sine første mange år. Og sådan fungerer EFTA-domstolen i dag.

Tanker som disse forudsætter en grundig debat, som jeg håber, at de kommende måneder forud for Danmarks formandskab for Europarådet måske kan give mulighed for.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.