Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Der kom ingen forbi til hindbærsnitter

Trine Vendelboe Juul:Vi har brug for vores facebookvenner, deres kommentarer og thumbs-up for at få bekræftet vores liv og identitet. Vi er først og fremmest optaget af at have vidner til vores eget liv.

For nogen tid siden lavede jeg en statusopdatering på Facebook, fordi jeg havde bagt hindbærsnitter til den helt store guldmedalje. Bedriften blev foreviget med min smartphone, og billedet blev uploadet på min væg, hvor man gør sig bemærket, når man har ’noget på hjerte’. Denne indvielse i en tilfældig, om end for mit vedkommende sjælden lørdagsaktivitet som kagebagning, var lidt af et eksperiment. Fotoet af det store kagefad var nemlig ledsaget af en invitation: »Er du sulten for sjov? Så er der søde mellemmadder efter først til skovhus-princippet«. Det tætteste på en reel reaktion på denne atypiske anvendelse af Facebook til at etablere et fysisk rendezvous i form af et spontant gæstebud var følgende: »Bringer du også ud?« Derudover var der et par andre kommentarer og en enkelt »Synes godt om«.

Uanset eksperimentets (mangel på) alvor og det forventelige udeblevne fremmøde af venner med en sød tand, satte den uskyldige udveksling om hindbærsnitter gang i tanker om, hvordan kommunikationen på Facebook er en fortælling om vores liv, identitet og relationer i en verden, der bliver stadig mere medieret.

En af de klassiske modeller inden for moderne kommunikationsteori har i al dens enkelhed følgende opskrift på kommunikation: Hvem siger hvad, gennem hvilken kanal, til hvem, med hvilken effekt? Succesfuld kommunikation handler altså om et forhold mellem afsender, budskab, medie og modtager. På sin vis gælder modellen stadig, selv om langt mere avancerede modeller, der bl.a. inkluderer sociale, psykologiske, kulturelle og kognitive faktorer, viser et mere sandt billede af, hvor kompleks kommunikation faktisk er og ikke mindst, hvor svært det er for ikke at sige umuligt at forudsige, hvilken effekt et givent budskab vil få hos en modtager. Men der er, så vidt jeg ved, ingen modeller af en kommunikationspraksis, hvor effekten på modtageren ikke er medtænkt. Altså en amputeret model á la: Hvem siger hvad, gennem hvilken kanal?

Det er i det lys, at det, jeg vil kalde de sociale mediers paradoks, bliver synligt. Paradokset består i, at de sociale medier er karakteriseret ved et nogenlunde ligeværdigt forhold mellem afsender og modtager, at være samtale- og dialogbåret med henblik på menings- og budskabsudveksling, og hvor effekten kan siges at være lig med graden af gensidig forståelse. Det er i hvert fald de kommunikationsmuligheder, de sociale medier rummer, og som adskiller dem fra den klassiske masse- og envejskommunikation, hvor modtageren godt nok anses som en vigtig faktor, men i overvejende grad for at opfylde afsenders intentioner.

Når man scroller ned ad sin startside på Facebook, er det tankevækkende, hvor fuldstændig overflødig modtagerleddet i kommunikationen i mange tilfælde synes at være. Oplysninger om, hvor de og de personer nu befinder sig, og hvor de har befundet sig, hvilke mobilspil, de har spillet med hvem, hvilke arrangementer, de har tænkt sig at deltage i, ikke deltage i eller måske deltage i, private tak for sidst hilsner og statusopdateringer om, at man er på ferie eller står i lufthavnen på vej til at holde ferie. »What’s in it for me!???« ville være en passende reaktion på sådanne budskaber. I kommunikationsbranchen skelner man populært sagt mellem ’Need to know’ og ’Nice to know’. Med Facebooks mellemkomst kunne denne opdeling udvides med ’No matter to know’. Altså viden, der dybest set er andre end afsender uvedkommende og værdiløs. Men hvorfor er Facebook så fyldt med den slags viden, der vel bedst kan karakteriseres som vægtapetklister? Hvorfor beretter jeg selv om, hvor meget jeg glæder mig til at se Wim Wenders film om Pina Bausch, eller at jeg på en solskinsdag er glad for at være selvstændig og være ejer af en kajak?

Fordi Facebook er blevet en grænseløs platform for personlig iscenesættelse og branding. Godt nok markedsfører Facebook sig med at, det »hjælper dig med at dele og holde forbindelsen ved lige med personerne i dit liv«, og det løfte giver det også rig mulighed for at indfri, men vi holder først og fremmest liv i de relationer, for at de kan holde liv i os. Vi har med andre ord brug for vores facebookvenner, deres kommentarer og ’thumps ups’ for at få bekræftet det liv og den identitet, vi med vores statusopdateringer er med til at bygge op. Vi er i den proces ikke så optaget af modtagere og af relationer, for hvem vores budskaber kunne have en værdi. Vi er først og fremmest optaget af at have vidner til vores eget liv - vidner uden hvis ’I like’ eller anden form for anerkendelse vi i stigende grad føler, vi ikke eksisterer.

Nu er det at blive set og anerkendt for den man er, og det man gør, et helt fundamentalt behov, og som en naturlig følge deraf er det ret essentielt at have ’vidner’ til sit liv.

Præcis hvor mange relationer og vidner i sit liv, man har brug for bl.a. til at spejle sig i er der vist ikke noget videnskabeligt bevis for, men det er næppe mellem 200 og 300, som er det gennemsnitlige antal relationer, vi har på Facebook.

Det er dog ikke så meget det høje tal, som det er den udbredte og næsten daglige selveksponering via Facebook, der er et tegn på, at anerkendelsesbehovet og identitetsskabelsen måske er ved at tage magten fra os. Spørgsmålet er, om det udstillingsvindue om os selv, som Facebook bliver brugt til, egentlig er med til at styrke vores identitet og vores oplevelse af, at vores liv har værdi og er meningsfuldt, eller om iscenesættelsen og eksponeringen af stort set hvilken som helst begivenhed i vores liv i stedet udhuler og tømmer det for mening? Vi afbryder jo konstant os selv og livets strøm ved at fastholde og indkapsle vores liv i små ’se mig’ bidder, som vi stiller til skue og samtidig forærer bort uden egentlig at få noget igen. For når det kommer til stykket er der ikke meget anerkendelse i en håndfuld ’I Like’ fra folk, man har gået i folkeskole med, men ikke har set i 20 år. I det perspektiv styrker Facebook hverken os selv eller vores relationer, men det er i høj grad illusionen om, at det netop er det, mediet gør, der får os til tilbringe så mange af livets timer der.

At det potentielt kan blive så ekstremt, at Facebook nærmest overtager eller bliver synonymt med vores tilværelse og vores eksistens, er den nye tidslinie på Facebook et næsten skræmmende billede på. Her kan man »Fortælle sin livshistorie« med et coverbillede der »repræsenterer dig bedst«, og ved at »fremhæve dine mest mindeværdige opslag, billeder og livsbegivenheder«. Endelig kan man med sine apps »udtrykke, hvem man er, gennem alle de ting, man foretager sig«. Som en næsten tragi-komisk del er oplysningen om ens fødselsdato placeret i bunden af tidslinien, og fra denne dato og frem til oplysningen om, hvornår man blev medlem af Facebook, er tavlen naturligvis helt blank. Med andre ord kunne det se ud som om, man ikke havde noget liv og nogen historie før Facebook.

Jeg skifter selv den gamle Facebookprofil ud med tidslinien for på egen krop og sjæl at erfare, hvad denne endnu mere iscenesættende ramme gør ved min oplevelse af mig selv, mit liv, min identitet og mine relationer. Hvilket coverbillede skal jeg præsentere mig selv med? Hvilke særlige situationer og mindeværdige øjeblikke fra mit 40-årige liv skal jeg udvælge og fremhæve? Hvilken musik, hvilke film, bøger og interesser skal jeg brande mig på? Alene de spørgsmål fortæller med al tydelighed, at hvor uskyldigt og harmløst Facebook end måtte forekomme, og hvor sjovt og socialt det end kan være, så minder det om en parasit, der sutter og gnaver i vores liv og det bliver det jo hverken federe eller fyldigere af.

Så næste gang, jeg bager hindbærsnitter og får lyst til at dele dem med andre, vil jeg nøjes med at spørge naboerne og ringe til de nærmeste venner, der reelt har mulighed for at aflægge en spontan visit. Men lur mig, om jeg ikke laver en statusopdatering på Facebook om, at jeg har fået en kronik i Berlingske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.