Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Der er ved at udvikle sig en spytslikkerkultur blandt embedsmænd

»Vi har brug for et tilstrækkeligt stort og varieret embedsmandskorps, så opgaverne kan løses fagligt forsvarligt. Et bureaukrati er livsnødvendigt for, at en stat kan fungere og for at borgerne kan føle sig sikre på at blive behandlet efter reglerne. Ikke for meget, men heller ikke for lidt, men det er der, vi er i dag.«

Da Fanden blev gammel, gik han i kloster, hedder det. Det er også sket for Mogens Lykketoft, der nu siger: »Nogle af de problemer, vi oplever lige nu, og som der godt nok har været mange af, er en konsekvens af de meget kraftige nedskæringer på dele af embedsapparatet«. Det har han ret i, men han undgår behændigt at nævne, at han som finansminister gennem mange år ydede et betydeligt bidrag til denne udvikling, i hvert fald i fagministerierne. Det er påfaldende, at politikere så ofte bruger »vi«, når de undtagelsesvis indrømmer deres fejl, hvor »jeg« ellers er det fremtrædende pronomen hos dem. Himlen siges at glæde sig over de omvendte syndere, men det er jordelivets danskere, der betaler syndens sold.

Beskæringen af det statslige embedsapparat har stået på i flere årtier under forskellige eufemistiske benævnelser som afbureaukratisering, bortskæring af overflødigt fedt eller slankning/trimning/effektivisering/omorganisering af den offentlige sektor.

Det er endda kun toppen af isbjerget, for hertil kommer Finansministeriets årlige effektiviseringskrav og de lokale besparelser i ministerierne, ikke mindst i forbindelse med de stadige strukturændringer, der skal vise nye lederes handlekraft, men som indebærer fyringer og omlægninger, som svækker ministerierne i lange perioder. Ingen har vist nok undersøgt, hvor store omkostninger, det har.

Alt sammen er det båret frem af en tyrkertro på, at rationaliseringsmodellerne fra markedsstyrede organisationer i det private erhvervsliv kan overføres stort set uændret til den offentlige sektor. Set fra politikernes synsvinkel har valget af disse modeller ydermere den fordel, at man nemt kan skære ned på »bureaukratiet«. Hvem har sidst hørt om folkelige protester mod fyring af bureaukrater? Det ville have været betydeligt vanskeligere at blive enige om nedskæringer på de områder, der virkelig tynger de offentlige budgetter.

Dette politiske valg har skabt betydelige problemer i statsadministrationen og forringet embedsmændenes muligheder for at gøre deres arbejde fagligt forsvarligt.

Den nøgne statistik viser klart, at antallet af statsligt ansatte er reduceret stærkt, men det betyder ikke nødvendigvis, at de samlede offentlige udgifter er reduceret.

Det, der sker, er nemlig i en del tilfælde, at den statslige personalebesparelse gennemføres ved udlægning til lokale myndigheder eller statsligt understøttede selvejende institutioner, og det ligger der ikke nogen samlet offentlig besparelse i, snarere tværtimod. Tag bare gymnasierne, der i 2007 blev selvejende institutioner, og som har fået femdoblet administrationsstaben.

I andre tilfælde erstatter man de fyrede medarbejdere med køb af ydelser fra konsulentfirmaer, der ikke tæller med i personalestatistikken, men som er langt dyrere end det personale, der er blevet fyret. Det har til gengæld den fordel, at der ofte er påfaldende god overensstemmelse mellem opdragsgiverens ønsker og konsulentfirmaets konklusioner.

Markedsgørelse af embedsapparatet

Personalebeskæringerne er ikke hele forklaringen på problemerne i ministerierne, for der er tale om beskæringer med en indbygget slagside, som har ført til en faglig deroute i ministerierne. Det er nemlig i vid udstrækning embedsmænd med en faglig baggrund, der er blevet fyret, hvorimod generalisterne er blevet siddende.

I Forsvarsministeriet er generalerne i ledelsen udskiftet med skrivebordsgeneraler. I Undervisningsministeriet har en »omstrukturering« betydet, at de direktører, der havde baggrund i uddannelserne, og derfor vidste noget om dem, er blevet fyret og erstattet af generalister. Det er modeltænkernes forestilling om en ensretning af Undervisningsministeriet i Finansministeriets billede og en reduktion af alt til administrative anliggender. Det er en dekonstruktion af Undervisningsministeriet og en historieløs fornægtelse af betydningen af erfaring og faglighed.

Med Finansministeriet som overministerium, der påtvinger alle andre ministerier sin egen særlige rationalitet, er der sket en markedsgørelse af embedsapparatet. Det er ikke tilfældigt, at statslige embedsmænd nu om dage skifter frem og tilbage mellem ministerierne og ansættelse i organisationer, konsulentfirmaer og statsligt ejede virksomheder. Det er ikke tilfældigt, at statsadministrationen opererer med resultatkontrakter og målstyring, sådan som New Public Management forestiller sig en moderne offentlig administration. Det er ikke tilfældigt, at antallet af kommunikationsmedarbejdere i ministerierne er steget dramatisk, og at grænsen mellem disse og spindoktorerne er svundet ind, for præsentationen er i stigende omfang blevet vigtigere end indholdet.

Ingen har tilsyneladende kunnet forestille sig, at nedskæringerne i statsadministrationen kombineret med et stort set uændret pres på embedsmændene fra ministre, folketingspolitikere, rigsrevisionen, ombudsmanden, pressen og borgerne kunne blive et problem.

Målstyringen har haft negative konsekvenser på en lang række områder. Det gælder f.eks. politiet, der i hvert fald tidligere sidst på året blev sendt på klapjagt efter trafiksyndere for at opfylde målkrav. Et meget afslørende eksempel på den korrumperende virkning af målstyringen kan man læse i »Embedsmændenes Verden af i går«, redigeret af Jørgen Grønnegaard og Torben Beck-Jørgensen. Oberst Michael Clemmesen fortæller her, at han under en inspektion af sin kampvognseskadrons skydeøvelser konstaterede, at personellet havde svært ved at ramme målene. Det fremførte han for hærinspektøren, men i stedet for, som Clemmesen havde forventet, at foreslå at gøre noget ved uddannelsens kvalitet, foreslog inspektøren, at man rykkede skydeskiverne nærmere.

Spytslikkerkultur

Det, vi er ved at få, er en spytslikkerkultur, hvor omstillingsparathed, fleksibilitet og »politisk musikalitet« trumfer gamle, men sunde embedsmandsdyder som faglighed, mod og retlinethed. Det er påfaldende, at der ikke har været højtstående embedsmænd, der har turdet sige tingene, som de er, nemlig at grænsen for længst er overskredet for nedskæringerne. I stedet hører vi pinlige påstande om, at alt går godt med en ny struktur, der bare skal have tid til at virke, men de får selvfølgelig også deres løn med bonus for at mene, at der ikke er problemer.

Konsekvensen er, at befolkningens tillid til embedsværket og det politiske system nedbrydes. Skandalen i Skat er et eksempel på, hvilke helt forudsigelige ulykker, hovedløse nedskæringer kan medføre. Når Skat kan finde på at lade én lavt rangerende medarbejder have kompetence til at sende returmoms for milliarder af kroner til udenlandske kriminelle, er der selvsagt tale om dårlig ledelse, men det er ikke kun i embedsværket. Det er et lige så godt eksempel på mangel på duelighed og almindelig sund fornuft hos en bred strøm af skatteministre og det store flertal af partier i Folketinget, som står bag de nedskæringer og omstruktureringer, der har skabt problemerne. Man fyrer et antal embedsmænd, men ingen politikere bliver draget til ansvar, for alle er sovset ind i det.

Følgen af de voldsomme nedskæringer og omstruktureringer er ikke blot færre medarbejdere, som man bilder sig ind kan erstattes af IT-systemer, men også nedbrydningen af en faglig kultur i ministerier og styrelser. Det er i høj grad denne kultur og den faglige stolthed, som den afspejler, der er fundamentet for et velfungerende statsapparat, og det vil tage meget lang tid at genopbygge en sådan kultur.

Det, vi har brug for, er et stabilt og fagligt højt kompetent embedsmandskorps, som er statens tjenere og ikke ministrenes personlige tjenere. Vi har brug for embedsmænd, der har friheden og modet til at være en stopklods for deres minister, når denne vover sig for langt ud, uden at skulle frygte for at blive fyret i næste fyringsrunde eller blive standset i karrieren. Vi har brug for et tilstrækkeligt stort og varieret embedsmandskorps, så opgaverne kan løses fagligt forsvarligt. Et bureaukrati er livsnødvendigt for, at en stat kan fungere og for at borgerne kan føle sig sikre på at blive behandlet efter reglerne. Ikke for meget, men heller ikke for lidt, men det er der, vi er i dag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.