Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Den tyrkiske tragedie fortsætter

Erdogan er paradoksalt nok blevet til den type leder, som han i udgangspunktet kritiserede sine forgængere og generalerne for at være – magtarrogant og mistroisk mod enhver form for kritisk ytring.

Yildiz Akdogan.
Yildiz Akdogan.

Hvorfor er du imod Erdogan? Hvorfor kritiserer du hele tiden Tyrkiet? Det er nogle af de spørgsmål, jeg ofte får både privat, når jeg møder folk med tyrkisk herkomst, på gaden eller på de sociale medier.

Så må jeg til tasterne og forklare, at jeg ikke har noget imod personen Recep Tayyip Erdogan, og at jeg endda har rost ham for hans reformvilje i starten af 00erne, men at jeg ikke bryder mig om hans seneste politiske tiltag – især dem, hvor presse- og ytringsfriheden er begrænset markant parallelt med, at hans magtbeføjelser er øget. Det er usundt for demokratiet og befolkningen.

Det sker hver gang jeg har et indlæg/bemærkning om Erdogan og Tyrkiet. Senest skete det i forbindelse med det netop mislykkede kupforsøg og efterreaktionerne på det fra Erdogans side.

Det bringer mig så til en dybere forklaring på, hvem Erdogan er, og hvad han vil med sin nye rolle som Tyrkiets hidtil mest magtfulde mand efter Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk (1881-1938).

»Mineraterne er vores bajonetter, kuplerne vores skjolde og moskeerne vores kaserner, de troende vores soldater. Denne hellige hær beskytter min religion. Allah-u-Akbar,« lyder digtet, som blev læst op af Erdogan i byen Siirt 6. december 1997.

På det tidspunkt var Erdogan borgmester i Istanbul, og det politiske landskab ret sårbart.

Landet havde knap ni måneder tidligere oplevet en indirekte intervention fra militærets side mod den fungerende premierminister Necmettin Erbakans kaoalitionsregering. Erbakan, som var Erdogans politiske (og åndelige) mentor, lagde ikke skjul på, hvilke ambitioner han havde med Tyrkiet – landet skulle være mere tro mod sine »muslimske rødder«, noget han i øvrigt havde arbejdet målrettet med siden sin entré i det politiske liv tilbage i 60erne. Erbakan prøvede dermed at gøre op med et af republikkens mest hellige principper – sekularismen.

Begivenheden gik ind i historien som et »postmoderne kup« fra militærets side.

Det tyrkiske militær har, siden det fik en central rolle »som republikkens vogter« under grundlægger Kemal Atatürk, kun forstærket sin rolle som beskyttere af sekularismen – især efter militærkuppet i 1980, hvor militæret via sin rolle i det nationale sikkerhedsråd, snarere agerede som dikterende end rådgivende organ.

Erdogans digt blev skæbnesvangert på mange måder. Udover at han fik en dom i 1998 på ti måneders fængsel og forbud mod at stille op til politik, blev hans parti lukket samme år for at »udgøre en fare for den sekulære republik«. Det blev starten på at gentænke politik og religion på ny.

Efter fire måneder i fængsel i 1999 for at »ophidse til religiøst had« stiftede Erdogan sammen med bl.a. Abdullah Gül (tidl. præsident) AKP (oplysnings- og retfærdighedspartiet) i 2001. Ved valget i 2002 fik AKP ca. 34 pct. af stemmerne.

Efter en historisk økonomisk krise og et af de værste jordskælv nær Istanbul, hvor flere tusinde omkom, havde befolkningen mistet tilliden til de oprindelige partier – især centrumhøjre-partierne blev straffet ved ikke at blive genvalgt. Her øjnede Erdogan en mulighed for et nyt centrum-højre parti med fokus på gode konservative dyder, iværksætterånd for de små forretningsfolk i yderområderne og gode rammemuligheder for landbruget. Valgresultatet skal netop også ses i lyset af, at han var en populær borgmester i Istanbul og en landskendt politiker, der »arbejdede og leverede«, og hans parti var »nyt«, dvs. at der ikke var korruptionsskandaler eller andet, man kunne bruge imod ham, sådan som man kunne mod de andre partier. Endelig var han en dygtig retoriker, der talte dunder mod den store sociale og økonomiske ulighed i landet. Han talte mod eliten, de veluddannede, privilegerede (læs sekulære kræfter), der ignorerede bonden på den anatolske højslette og de fattige i slumkvartererne i storbyer som Istanbul og Ankara. Retorikken var meget nøje målrettet mod, at alle har brug for »rettigheder, velfærd og ytringsfrihed«, da man ellers ikke kunne tale om et »retfærdigt Tyrkiet«, der ønskede medlemskab af EU.

Netop medlemskabet af EU blev et brugbart redskab i Erdogans reformsucces, afskaffelsen af dødsstraf, implementeringen af kulturelle rettigheder, herunder også religiøse rettigheder, der netop muliggjorde, at unge kvinder kunne bære tørklæder i det offentlige, institutioner og skoler. Der kom forbud mod lukning af partier, og militærets rolle blev indskrænket til kun at være »rådgivende«.

Parallelt hermed fik han også sat gang i en række sociale reformer, han forbedrede infrastrukturen og skabte generelt en optimisme i økonomien.

Middelklassen fik bedre vilkår, underklassen kunne mærke forbedringer, især i forhold til sundhedssystemet, selv det kurdiske spørgsmål blev der forsøgt fundet en løsning på .

Det var de gyldne »europæiseringstider« fra 2002-2005. Efterfølgende gik det den modsatte vej. Det kurdiske spørgsmål blev ikke løst, og forholdet til EU blev forværret, da Erdogan ikke fik en reel optagelsesproces, men måtte nøjes med status som »officielt kandidatland«. Den udenrigspolitiske orientering blev rettet mere og mere mod Mellemøsten og Rusland, ligesom forholdet med Syrien blev forværret.

Parallelt hermed kom en mere konservativ religiøs dagsorden, som begyndte at forme det offentlige rum. Der kom alkoholforbud og udtalelser som »kvindens plads er i hjemmet«, der senere blev udvidet til »en kvinde, der ikke føder børn, er en halv kvinde« mv.

Det mislykkede kup forleden var ligeså uventet, som det bliver skæbnesvangert for Tyrkiet og Erdogan.

Der er flere teorier om, hvem der står bag, hvorfor og hvorfor nu? En forklaring kan være resterne af de såkaldte »sekulære vogtere«, der øjnede en mulighed i de delte holdninger i befolkningen omkring ændringen af valgsystemet til et præsidentielt system, som også vil give Erdogan langt større magtbeføjelser.

Dertil kommer, at ikke alle tyrkere synes om Erdogans udtalelser om at ville give tre mio. syriske flygtninge tyrkisk statsborgerskab. Cirka 90 pct. af flygtningene befinder i storbyerne under ret trange kår. Muligvis øjnede kupmagerne en mulighed i den utilfredse del af befolkningen. Men at det var en total fejlkalkulation var ret tydeligt, da samtlige partier og flertallet af befolkningen råbte nej til kup på gader og stræder. Set i lyset af landets historie var det heller ikke overraskende, at mange, der led under især 1980ernes militærkup og den efterfølgende strenge forfatning, der netop gjorde det muligt at blive fængslet ved den mindste kritiske ytring om religion, systemet eller andet, var modstandere af kuppet. Paradoksalt nok peger den seneste udvikling i retning af, at handlefriheden og ytringsfriheden for befolkningen er næsten den samme som efter 1980ernes militærkup.

»Hvis folket ønsker dødsstraf, kan vi ikke sættes os imod folkets vilje,« udtalte Erdogan få dage efter kuppet.

Spørgsmålet er, om det er, hvad folket ønsker? For selv om Erdogans popularitet er steget i forbindelse med det mislykkede kupforsøg, så er halvdelen af befolkningen ikke betingelsesløst begejstret for Erdogans metoder. Især de seneste tiltag, hvor han for alvor renser ud i militæret, ministerierne og hos politiet.

Lige nu har både EU og USA talt med store bogstaver mod Erdogan. Noget tyder dog på, at han er pænt ligeglad. Hans forhold til Rusland er under forbedring, efter at han officielt har undskyldt over for Putin. Ligeledes er forholdet til Israel under forbedring, og dialogen med Saudi Arabien, Iran, Irak er god.

Erdogan er ved at færdiggøre sin mission som den magtfulde sultan og har på ingen måde holdt sig tilbage med at bruge religionen, moskeerne og folkets tro til at skabe sig det »nye Tyrkiet«, som han refererede klart til i digtet fra 1998.

Paradoksalt nok er han blevet til den slags leder, som han i udgangspunktet kritiserede sine forgængere og generalerne for at være – magtarrogant og mistroisk over for enhver form for kritisk ytring. Det nye Tyrkiet bevæger sig mod Erdoganistan.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.