Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Den skjulte Gud er den skjulte makker

Teologen Johannes Sløks liv og værk formede sig som et opgør med alle lette løsninger, hvad enten det var munkemarxisme, menneskerettigheder eller metafysik. I 100-året for Sløks fødsel er hans forfatterskab højaktuelt.

Kristian Østergaard
Kristian Østergaard

Tidligere på måneden var en måbende offentlighed vidne til, at Københavns Domkirke tillod en krigerisk koranoplæsning. En læsning af teologen Johannes Sløk i hundredåret for hans fødsel minder om, hvorfor det er helt galt. For mens muslimer betragter Jesus som en andenrangs profet, så understreger Sløk, at kirken og kristendommen står og falder med Jesus Kristus.

Johannes Sløk blev født 27. april 1916 på Frederiksberg og var egentlig tiltænkt en karriere inden for de danske statsbaner som sin far. Siden forsømte Sløk sjældent nogen lejlighed til at kokettere med, at han var »dumpet« til DSBs optagelsesprøve. Men han kompenserede jo også for denne fiasko ved at blive en af det 20. århundredes store danske tænkere.

»Tag paradokset bort fra en tænker – så har du en professor,« skrev Søren Kierkegaard i en dagbogsoptegnelse. Men Sløk formåede lidenskabeligt at fastholde livets paradokser – også efter at han var blevet professor. Han forklarer i sin selvbiografi »Mig og Godot« hvorfor: »Det var fra begyndelsen indlysende, at jeg kun kunne finde Gud ved at finde mig selv – eller finde mig selv ved at finde Gud. Denne dobbelt-jagt blev mit livs egentlige historie og mening.«

Sløks første bog handlede om forsynet. Men ret beset er hele Sløks værk en bog om forsynet. Den skjulte Gud er den skjulte makker i Sløks liv. Sløks omfattende teologiske og filosofiske forfatterskab er nemlig beretningen om hans søgen efter Gud.

I doktordisputatsen »Forsynstanken« hedder det programmatisk: »Derfor er det da heller ikke opgaven (…), så hurtigt som muligt at blive færdig med sin stræben for i en fart at komme til målet, men opgaven er netop at få sin stræben til at vare hele livet«. Og det kom i sandhed til at gælde for Sløks liv og værk, der formede sig som et opgør med alle lette løsninger, hvad enten det var munkemarxisme, menneskerettigheder eller metafysik. Sløk fandt derfor sit ståsted i eksistentialismen, fordi den var en protest imod, »at opbygningen af et system skulle gøre fyldest overfor det bærende spørgsmål om, hvad et menneske er«. Sådan lød budskabet i doktorafhandlingen, hvor ledestjernen var Søren Kierkegaard.

Det er svært at være menneske, siger en mand hos Storm P. Men han får øjeblikkeligt svaret: Ja, men prøv alligevel! Det er dette »prøv«, som Sløk fremdrager, for kun i kraft af den lidenskab, hvormed vi foretager vore valg, sætter vi os igennem som andet og mere end biologiske fænomener. Eller som Sløk skriver i »Kierkegaard – humanismens tænker«: »Mennesket bliver kun menneske i kraft af den sande lidenskab, lidenskaben for at eksistere som et ansvarligt individ.«

Hvis man kan få indfriet sin lidenskab, er det jo uproblematisk. Sløks pointe er imidlertid, at det ikke lader sig gøre, fordi mennesket paradoksalt nok slet ikke er skabt til denne verden. Og når vore lidenskaber lider nederlag i mødet med en uforstående verden, opstår det fænomen, der kaldes absurdisme. Som det lyder sammenfattende i Sløks lille bog om renæssancetænkeren Pico della Mirandola: »Mennesket kan blive hvad som helst, men det kan tilsyneladende ikke blive sig selv.«

Det var tydeligvis også et problem, som Sløk selv led under. Han kæmpede både med alkoholforbrug, ægteskabelige problemer og almindelig tristesse, hvilket han rigtignok ikke lægger skjul på i sin selvbiografi. Sløks læge udtalte af samme årsag, at det slider på et menneske at være absurdist.

Men Sløk skrev ikke desto mindre en bog fyldt med overskud under titlen »Det absurde teater og Jesu forkyndelse«. Heri sammenholdt Sløk Jesu forkyndelse med det absurde teater. Der var den lighed, at også i Jesu forkyndelse sker der et sammenstød mellem to verdener, som ikke har noget til fælles. Men hvor resultatet i det absurde teater bliver, at rummet, sproget og vores handlinger bryder sammen og efterlader os i afmagt, opstår der med Jesu forkyndelse et nyt liv: »I Jesu forkyndelse går man ikke under i det absurde, men man får – for at citere en berømt dansker – livet tilbage i kraft af det absurde.«

Den berømte dansker var Søren Kierkegaard, og tanken er da, at kristendommen kan forsone os med tilværelsen, selv om vore lidenskaber og længsler lider skibbrud. Her har Sløk uden tvivl bud til vor tid. For når vores liv ikke former sig, som vi vil have det – f.eks. i karrieren eller i ægteskabet – bliver reaktionen gerne gråd og tænderskæren.

Sløk nåede både at virke som professor i idéhistorie og i teologi. Professoratet i teologi overtog han efter K.E. Løgstrup, der havde slået til lyd for, at verden er skabt af Gud. Verdens kaotiske indretning vidner dog ikke om, at der står en skabermagt bag, mente Sløk. Og hvor Løgstrup insisterede på, at tillid og åbenhed var menneskelige karakteristika, indvendte Sløk, at skadefryd og modvilje var langt mere udbredte fænomener. Og da Løgstrup konkluderede, at livet er en gave, ville Sløk kun gå med til at betegne evangeliet som en gave.

Flere af Sløks vigtige bøger udkom kun på tysk, og i en af dem, »Die Formbildungen der Sprache und die Kategorie der Verkündigung«, forklarer han, hvorfor vi skal betragte evangeliet om Jesus Kristus som en gave: »Forkyndelsen forkynder ikke blot noget, der opstår; dens egen opståen er en opståen af det, den forkynder.« Det er en lidt indviklet måde at udtrykke, hvordan Jesu ord og gerning kan give et menneskeliv mening og blive en gave til os.

»Jesus er og bliver den forbløffende og ekstravagante, af hvem man altid kan vente det, der ikke kan forventes,« konstaterede Sløk mere præcist i alderdomsværket »Guds fortælling – menneskets historie«. Heri forener Johannes Sløk de tre store temaer i sit liv: eksistentialisme, sprogfilosofi og fortælling. Med »Guds fortælling – menneskets historie« ville Sløk understrege, at vi ikke blot bærer en historie med os. Vi er også selv en historie, som Gud fortæller. Derfor er Gud tilsyneladende fraværende, og dog er han mere nærværende end nogen anden, eftersom Gud jo er i fuld gang med at fortælle din og min historie.

Sløk var i dette stykke inspireret af Karen Blixen, men i en erkendelse af, at vi mennesker jo alligevel sjældent er helt tilfreds med den historie, vi har fået at leve, føjede han en ny svimlende dimension til. For meget kan man skifte i denne tilværelse: parti, partner og parkeringsplads, men kan man også skifte liv? Det mente Sløk, og i sit forfatterskabs formentlig mest originale passage forklarer han hvorfor: »Frelsen er, at vi er frie til at identificere os med Jesu historie, overtage den som vor, lade den gælde for os. Thi det var jo den guddommelige mening med det hele, at Gud i Jesus historie digtede menneskets historie til den sande afslutning, og den afslutning er nu, i troens identifikation, vor afslutning. Identificerede med Jesu historie har vi allerede gjort det alt sammen, elsket vor næste og reddet hans liv. Vi lever i den store beroligelse.«

Det endte Sløk tilsyneladende også med selv at gøre. Enhver ordentlig teolog burde ryge, mente Sløk således, og han endte desårsag med at få kræft i halsen. Men med henvisning til de omsiggribende retssager mod tobaksindustrien, udbrød han triumferende og ubekymret: »Nu har jeg fået kræft – og jeg er selv skyld i det.«

Johannes Sløk døde i 2001, men hans forfatterskab er højaktuelt i en tid, hvor gejstlige kan finde på at mene, at der er mange veje til Gud. Sløk ville protestere og understrege, at kristendom netop er Guds vej til mennesket, hvorfor »det er den rene spas at leve som et kristenmenneske. Hvad der end sker i livet, af ulykker, sorger, græmmelse, så kan man som et kristenmenneske være fyldt af en stor beroligelse«.

En anden har jo gjort alt det, vi ikke selv kunne gøre. Og den historie – fortællingen om Guds søn – kan vi kvit og frit overtage.

Kristian Østergaard er udover sognepræst anmelder ved Kristeligt Dagblad.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.