Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Den neoliberale æra er forbi - fremtiden er socialkonservativ

Foto: OLI SCARFF.
Foto: OLI SCARFF.

I morgen går briterne til valg for at vælge et nyt parlament. Valget er blevet overskygget af briternes beslutning sidste år om at forlade EU. Men valget er reelt udtryk for et politisk jordskred i Storbritannien. Siden det seneste parlamentsvalg i 2015 har de traditionelle, regeringsbærende partier skiftet ledere. De to nye ledere Theresa May (de konservative) og Jeremy Corbyn (arbejderpartiet) går begge til valg på et historisk opgør med de sidste årtiers dominerende neoliberale politiske doktrin. Valget markerer begyndelsen på den socialkonservative revolution og neoliberalismens endeligt.

I forlængelse af de øvrige europæiske valg dette forår er hovedtemaerne i valgkampen sparepolitikken og udviklingen på arbejdsmarkedet. Siden finanskrisen har den britiske regering ført en benhård nedskæringspolitik med drastiske besparelser på de offentlige budgetter og fastfrysning af de offentligt ansattes lønninger. Den tidligere konservative premierminister, David Cameron, forsøgte at retfærdiggøre denne politik med sin vision for et »Big Society«, hvor velfærdsstaten langsomt skulle trække sig tilbage og overlade mere til civilsamfundet. De to store partiers nye ledere går til valg på en komplet afvisning af denne vision.

Udviklingen på arbejdsmarkedet har som i resten af Europa været dramatisk efter finanskrisen. Lønningerne har været stagnerende eller faldende for langt de fleste briter, der har oplevet et fald i deres levestandard. Omkring to millioner briter arbejder nu på tidsbegrænsede kontrakter, og mere end en million briter har daglejervilkår med en »zero-hours«-kontrakt, der hverken garanterer dem arbejdstimer eller løn. Mange unge er plaget af høj studiegæld, dårlige arbejdsvilkår og manglen på boliger i de større byer.

Uligheden er siden finanskrisen kun blevet større, og mange briter føler, at eliten har tørret regningen for krisen af på dem. Det vil de ikke finde sig i længere. Symbolet på udviklingen har i valgkampen været historierne om sygeplejersker, der ikke længere kan få lønnen til at række måneden ud og derfor må ty til almisser i form af fødevarehjælp.

I forlængelse af finanskrisen har man i Storbritannien talt om et »Broken Britain«, hvor sammenhængskraften socialt, økonomisk og kulturelt er brudt sammen på grund af masseindvandringen, muslimske parallelsamfund, social armod i underklassen, kernefamiliens opløsning, bandekriminalitet, elitens korruption, stigende ulighed osv. Udviklingen blev symboliseret ved de store gadeoptøjer i 2011, hvor den offentlige orden brød sammen i flere større byer i Storbritannien. Det er dette »Broken Britain«, som i dag vælger en helt ny vej i britisk politik.

Den tredje vejs død

I efterkrigstiden opbyggede alle vestlige lande en stærk velfærdsstat, der skulle sikre borgerne økonomisk tryghed i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Velfærdsstatens økonomiske model med en statslig styring af økonomien og stærke fagforeninger kollapsede imidlertid i 70erne. Modellen kunne ikke levere løsninger på tidens økonomiske krise med stigende oliepriser, høj inflation og eksploderende arbejdsløshed. I den angelsaksiske verden førte dette kollaps til den neoliberale politiske revolution i 80erne personificeret ved valget af den konservative Margaret Thatcher i Storbritannien og republikanske Ronald Reagan i USA.

De blev begge valgt på en neoliberal politik med fokus på skattelettelser, tilbagerulning af staten, opgør med fagforeningerne, lav inflation, deregulering af finansmarkederne, privatisering af statslige virksomheder og omfavnelse af global frihandel. I lyset af 80ernes politiske nederlag genopfandt de fleste socialdemokratier sig efter Murens fald ved at tilpasse sig den neoliberale dagsorden og bevæge sig mod højre i den økonomiske politik. I Storbritannien blev det kendt som »New Labour« under Tony Blair. Han gik til valg på en neoliberal økonomisk politik kombineret med en liberal værdipolitik med et positivt syn på indvandring og multikulturalisme.

Denne politik blev døbt den tredje vejs politik af den britiske sociolog Anthony Giddens og har domineret britisk, såvel som alle andre vestlige landes politik lige siden. For første gang siden Thatcher er der imidlertid ingen af de førende kandidater, der repræsenterer de sidste 40 års neoliberale politiske orden. I stedet går de begge til valg på et direkte opgør med neoliberalismen og den tredje vejs politik.

De røde konservative

De konservative har under Theresa Mays ledelse rykket sig kraftigt til venstre i den økonomiske politik og til højre i værdipolitikken. Hun taler dunder mod globaliseringen, indvandringen og den internationale elite, som hun hånligt betegner som »citizens of nowhere«. I stedet vil hun gøre briterne stolte af deres nation, kultur og lokalsamfund. Samtidig afviser hun det neoliberale grundprincip om det frie markeds overlegenhed og vil i stedet have en stærk stat, der styrer den økonomiske udvikling. Hun vil føre en aktiv industripolitik med statsstøtte til udvalgte sektorer, investere massivt i infrastrukturen og sikre en bedre sammenhængskraft ved at skabe jobmuligheder i alle dele af landet. Hun har også foreslået en statslig styring af udvalgte markeder med prislofter på el og varme samt indførelse af Europas højeste lovbestemte minimumsløn. Endelig har hun længe arbejdet på at blande sig i virksomhedernes lønpolitik med et forslag om en kraftig begrænsning af direktørlønningerne, der i hendes øjne er udtryk for en ekstrem grådighed.

Den nye leder af arbejderpartiet Labour, Jeremy Corbyn, har tilsvarende også rykket sit parti langt til venstre i den økonomiske politik. Han foreslår en decideret renationalisering af udvalgte sektorer, hvilket der er bred opbakning til i befolkningen. Han vil indføre højere skatter for de rigeste og virksomhederne samt begrænse direktørlønningerne.

Han vil afskaffe brugerbetalingen på universiteterne og investere massivt i infrastrukturen, boligsektoren, sundhedssektoren og ældreplejen. Endelig vil han styrke fagforeningerne og modarbejde udviklingen på arbejdsmarkedet ved at forbyde ulønnede praktikophold og »zero-hour«-kontrakter. Hans politiske program er en genoplivning af den klassiske socialisme med en stærk velfærdsstat, og det siger meget om dette valgs historiske jordskred, at han har en reel mulighed for at blive premierminister, selvom han tidligere har støttet terrorbevægelser. Vælgerne er så utilfredse med eliten og de seneste års sparepolitik, at de åbenbart er ligeglade. De vil simpelthen have forandring, også selvom det er en gammel marxist, der skal levere den.

Den fjerde vej

Neoliberalismens brede opbakning beroede på den forudsætning, at de økonomiske reformer ville skabe større velstand og flere jobs. Neoliberalismen er siden finanskrisen gradvis kollapset, fordi den ikke kan give svar på tidens store udfordringer med stigende ulighed, faldende realløn, usikre arbejdsvilkår og multikulturalismens fallit. De neoliberale løsninger med mere frihandel, flere nedskæringer i velfærden og mere indvandring gør kun problemerne større. Derfor vil vælgerne have en helt ny retning med en anden politik.

En ny politisk orden er på vej i den vestlige verden, og det er igen de angelsaksiske lande, der viser vejen frem. Vælgerne vil i de næste mange år vælge de ledere, som kan bevare deres sociale rettigheder, sikre deres arbejdspladser mod globaliseringen, begrænse indvandringen og forsvare deres vestlige værdier. Den udvikling vil kun blive forstærket fremadrettet, da den økonomiske, kulturelle og sociale usikkerhed af mange grunde vil være tiltagende. De liberale har ganske enkelt tabt, og deres verdensorden bryder sammen i disse år. Midten i politik ligger nu langt til venstre i den økonomiske politik og til højre i værdipolitikken. Det er læren af forårets europæiske valg og præsidentvalget i USA sidste år. Uanset om Theresa May eller Jeremy Corbyn vinder, vil det også være arven efter dette historiske valg. Den fjerde vej, hvor man kombinerer en stærk velfærdspolitik med en konservativ værdipolitik, vil dominere fremtidens politik. Fremtiden tilhører socialkonservatismen. Den neoliberale æra er forbi.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.