Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Den kroniske ømtålelighed og teenagedebattørernes kamp

»Og når en sort jurist fandeme ikke vil finde sig i negervittigheder, har vi kraftedeme bare at acceptere, at vi er en nation af skabs- og strukturracistiske, privilegerede hvide mænd, som er både tiltrukket af og bange for ophøjede, frodige, sorte kvinder.« Modelforo: Scanpix
»Og når en sort jurist fandeme ikke vil finde sig i negervittigheder, har vi kraftedeme bare at acceptere, at vi er en nation af skabs- og strukturracistiske, privilegerede hvide mænd, som er både tiltrukket af og bange for ophøjede, frodige, sorte kvinder.« Modelforo: Scanpix

2017 har set en ny bølge af celebre debattører for alvor indtage nye og gamle og både kulørte og højpandede medier. Der er tale om en broget gruppe, der spænder fra twerkdansere over reality-stjerner til jurister med afrikansk blod i årerne og ikke mindst farve i huden. De hævder at tale på »minoriteters« vegne, og de angriber alt lige fra gramsende mænd til negervittigheder.

De nye debattører kendes på en bastant, larmende og skinger selvfremførelse. Men deres opskrift har succes. De lovprises, og de følges, deles og støttes af flere tusinde på de sociale medier. Og det er måske ikke så mærkeligt, for deres »tricks« kan ses som særligt tidstypiske for selvfremstilling især netop på de sociale medier. Mange vil se de nye debattører som et udtryk for krænkelseskultur, men de er mere end det. Ikke mindst hviler deres indtog på samme opskrift, og senest udfoldede den sig i et angreb på negervittigheder på P3.

Vittighederne udløste som bekendt raseri og blev set som helt unødvendige og racistiske. Disse reaktioner er et godt startpunkt for at forstå den nye debattørbølge. Det er umiddelbart ikke svært at forsvare vittighederne. Humor er nemlig ikke nødvendigvis racistisk eller diskriminerende, bare fordi den retter sig imod bestemte grupper, heller ikke selv om den er grov eller plat.

Det er indlysende, at man kan anvende humorens form til at diskriminere, udfolde decideret had og undertrykke andre. Yderligere kan der bestemt være situationer, hvor man af hensyn til særligt ømtålelige forhold eller et nyligt traume bør afholde sig fra at være vittig. Og naturligvis kan man ikke altid affeje anklager om anstødelighed ved at påstå, at man »bare« er vittig. Men humor – også den grove og platte – har en bred og vigtig funktion de fleste steder. Den løsner former, systemer og relationer. Den tæmmer højtidelighedens, autoritetens, alvorens og traumets stivhed. Den gør relationer og situationer smidige, nuancerede og lettere håndterbare. Den justerer verden, så man kan leve og ånde i den.

Læs også: Vi er farlige, fordi feminismen ikke kan rumme kvinder som os

Kort sagt: Humor gør vores samvær og vores måde at forholde os til hinanden på menneskelig. Men den slags argumenter kan man godt glemme alt om over for de nye debattører. Med dem er der klare tendenser imod en umenneskeliggørelse af vore relationer gennem afskaffelse af humoren og andre løsnende fænomener til fordel for selvophøjelse og selvpromovering. Man skal den ondelyneme ikke vove på at grine ad de nye debattører. Man skal i det hele taget bare lægge sig ned på ryggen og indse, at man er en mindre eksistens i deres lysende aura.

Teenage-komplekset

Det her er ikke en ny runde i den evige, højtidelige snak om ytringsfrihed, som nogle gerne vil gøre det til. Det handler om en blokering af relationel bevægelsesfrihed i den offentlige debat. Det griber ind i en bredere samtale om fastlåsning af sig selv og hinanden som tidens mest populære og debatundergravende retoriske opskrift.

Opskriften består i sin kerne i at indramme sig selv i kronisk ømtålelighed og anvende denne som platform til at affeje kritik og modstand som upassende og til at retfærdiggøre aggressive udfald, der råber modstand til side. Det er en særdeles effektiv opskrift, fordi den er dramatisk, og fordi den styrkes af den politiske korrekthed, der stadigvæk hærger, og angsten for at blive sat i bås som racist, chauvinist eller lignende. Og så understøttes den yderligere af en række »folkemyter« om menneskers sande natur. At konfrontere de nye debattører er lidt som at konfrontere en teenager, når hormon-niveauet og selvretfærdigheden er på sit højeste.

Teenageren oplever, at verden er autoritær og imod den. Men teenageren har også opdaget, at autoriteterne er fejlbarlige og kan være drevet af mørke drifter som begær, magtsyge, materialisme og liderlighed. Ergo er verden fyldt af fejlbarlige, autoritære stemmer, der er imod teenageren, fordi de er drevet af mørke kræfter. Teenageren er altså fastlåst i en situation, hvor den er undertrykt af umoralske kræfter. Situationen er kronisk ømtålelig og teenageren er traumatiseret og vred.

I dette klima kan teenageren kun gøre én ting: hævde sig selv kompromisløst og militant. Så den fiser på Roskilde Festival og får ring i næsen og hævder sin egen natur. Og næste gang, der er en konflikt i hjemmet, skriger den, at forældrene skal lade den være i fred, at de bare er fordærvede, og at teenageren nu er repræsentant for en bedre verden, som forældrene falmer i lyset af.

Teenageren står således nu som uangribelig, fordi ethvert angreb blot bekræfter den forud konkluderede tese om autoriteternes kroniske, indfødte, mørke motivation. Det er dette teenagekompleks – den kroniske og selvretfærdige ømtålelighed – der skrupelløst udnyttes retorisk af en voksende gruppe debattører.

Opskriften har succes ikke bare, fordi den kan være stærk i sig selv, eller fordi den understøttes af folkemyter og politisk korrekthed, men måske lige så meget, fordi den spejler brede tendenser i tidens selvfremstilling.

Twekdronningens regime

På de sociale medier finder man således, at en af de mest populære typer af memes (adfærd, red.) hos begge køn af brugere og for stort set alle aldersgrupper udtrykker aggressive modsvar på påstået kronisk ømtålelighed. Motiverne i sådanne memes inkluderer ganske symptomatisk kendte krigerfigurer fra store Hollywood-baskere som f.eks. Russel Crowes Maximus fra filmen »Gladiator« eller Gerard Butlers Leonidas fra filmen »300«.

Et kronisk ømtåleligt meme viser typisk en af disse figurer i brølende krigerisk positur, og omkring den aggressive figur er der ofte en tekst med ord a la »You can hate me, but you’ll never break me!« Som respons på en eller anden urimelig udsathed har udsigeren bag memet altså nu antaget en krigerisk, selvhævdende indstilling til en omverden, der tilsyneladende hele tiden er på nakken af udsigeren og derfor fortjener nogen på lampen.

Samme essentielle indhold og svulstige billedsprog findes i et væld af variationer, ikke bare i memes, men også i updates, selfies, kommentarspor med mere. Og det er sgu alvor!

Så når en twerkdronning dukker op, erklærer sig fjerde-bølge-feminist og farer aggressivt i ansigtet på alle mænd som svar på og retfærdiggjort af den kronisk ømtålelige situation, hun postulerer at være i, opgraderer hun tidens selvfremstillings-trend til en promoveringsplatform for debatstjerner. Hun indfører et Instagram-regime i den offentlige meningsudveksling. Og som teenageren kan hun ikke besejres; alle kritiske reaktioner bekræfter blot hendes grundpostulat. Kære lille undertrykkende mand, du SKAL finde dig i, at hun tværer sin svulstige twerkrøv ud i ansigtet på dig. Og du SKAL blive utryg og befippet eller liderlig og ragelysten eller reagere chauvinistisk ved at kalde hende »slut« – alt sammen så hun kan give dig et bitch-slap i ansigtet, afvise dig som et nederdrægtigt mandesvin og vise dig, at hun er alt for god til dig.

Ingen problemer løses

Og når en sort jurist fandeme ikke vil finde sig i negervittigheder, har vi kraftedeme bare at acceptere, at vi er en nation af skabs- og strukturracistiske, privilegerede hvide mænd, som er både tiltrukket af og bange for ophøjede, frodige, sorte kvinder.

For det er den sandhed, som den politiske korrekthed og folkemyter om især hvide mænds drifter understøtter. Og vi skal ikke forsøge at opbløde den sorte jurists vrede, for sådanne forsøg bekræfter kun hendes retfærdiggjorte aggression.

Flere eksempler kunne nævnes udover sommerenes mest dominerende. Og jo, der findes racisme, chauvinisme og undertrykkelse. Og jo, der er masser af kampe at kæmpe. Og jo, den aggressive, kroniske ømtålelighed har måske sin berettigelse i et vist omfang.

Men som grundlag for at skabe »resultater« tjener den kroniske ømtålelighed netop ikke større formål end teenageoprøret. Den giver en form for ego-boostende forløsning for fremføreren og dem, der associerer sig med fremføreren (hvilket jo kan være vigtigt nok for teenageren).

Men ingen dybere problemstillinger løses, og relationerne mellem os umenneskeliggøres. De fastlåses, bliver usmidige, unuancerede og uhåndterbare. Præcis som når de er værst i de sociale medier. Den offentlige debat bevæger sig gradvis tættere og tættere på den stadigt voksende reality-genre, hvor det er individers kamp og selvhævdelse, der udgør essensen.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.