Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Demokratiet er vores bedste våben

Kronik. Forbud og repressalier forveksles med handlekraft. For ve den politiker, som i denne situation ikke er klar til at handle – og til at gøre det prompte.

»I de seneste år er et nyt lag af meningsdannere med anden etnisk baggrund end dansk vokset frem. De er dedikerede tilhængere af danske og demokratiske værdier og har i flere tilfælde selv kæmpet mod konservative normer i de miljøer, hvor de er vokset op.« Arkivfoto fra moskéen på Dortheavej i København. Foto: Scanpix
»I de seneste år er et nyt lag af meningsdannere med anden etnisk baggrund end dansk vokset frem. De er dedikerede tilhængere af danske og demokratiske værdier og har i flere tilfælde selv kæmpet mod konservative normer i de miljøer, hvor de er vokset op.« Arkivfoto fra moskéen på Dortheavej i København. Foto: Scanpix

Af Morten Østergaard, politisk leder for Radikale Venstre,

og Hans-Jørgen Bonnichsen, tidligere chefkriminalinspektør og operativ leder af PET

Hvor vi ikke bare råber vores afmagt ud fra tagene, men gør noget, der virker! Sådan lød Lars Løkke Rasmussens indgangsbøn, da han lige før påske indkaldte Folketingets partier til forhandlinger om imamer og andre religiøse ledere, der prædiker ekstremisme. Vi kunne ikke være mere enige: Lad os gøre noget, der virker. Og lad os samtidig undgå at slå os på brystet, udstede forbud og stække grundlæggende frihedsrettigheder, når det faktisk IKKE virker.

Som TV 2s dokumentar om bl.a. Grimhøj-moskéen viste, findes der i Danmark religiøse miljøer, som fremmer holdninger og normer, der strider mod grundlæggende danske værdier om bl.a. kvinders rettigheder og respekt for demokratisk vedtagne love. Det er et problem, som vi skal tage alvorligt. For vi skal aldrig acceptere parallelsamfund, hvor frihed, demokrati og ligeværd undergraves.

Vi skal ikke acceptere, at der er kvinder i Danmark, som får deres rettigheder krænket, eller at hellige bøger bruges til at legitimere vold og ekstremisme. Heller ikke selv om det så kun sker i nogle få, afgrænsede miljøer.

Så langt er alle på Christiansborg vist enige. Uenighederne opstår, når det handler om, hvad man skal gøre ved problemet. I den diskussion savner vi, at statsministerens ord, som vi indledte denne kronik med, bliver taget alvorligt.

Lige nu oplever vi, at toneangivende politikere kappes om at være skrappest til at finde måder at indskrænke ytrings- og religionsfriheden. Statsministeren vil undersøge mulighederne for at »udfordre Grundloven«. Dansk Folkeparti ønsker, at man skal kunne miste sit statsborgerskab, hvis man prædiker imod danske værdier. Socialdemokraterne mener, at myndighederne skal kunne lukke hjemmesider uden en dommerkendelse.

Forbud og repressalier forveksles med handlekraft. For ve den politiker, som i denne situation ikke er klar til at handle – og til at gøre det prompte. Men er det ikke bedre at tænke sig grundigt om, før vi piller ved grundstammerne i demokratiet? Er det ikke værd at huske på, hvorfor vi har forsvaret ytringsfriheden mere stædigt og vedholdende i Danmark end i mange af de lande, vi omgiver os med?

I Danmark har vi en stærk tradition for at have meget vide rammer for ytringsfriheden. Til gengæld er tonen ofte kontant i den offentlige debat, og det er fint. Vi tillader eksempelvis nynazistiske foreninger, selv om deres vanvittige holdninger skærer i hjertet og provokerer. Det gør man ikke i Tyskland og Sverige – men der har man langt større problemer med nynazistisk vold, end vi har i Danmark. Det er da tankevækkende, ikke?

Tag ikke fejl. Vi har intet til overs for terrorflirtende, tvetungede, frihedsfjendske og kvinderundertrykkende hadprædikanter. Intet. Og vi mener, at vi skal yde dem stærk og vedholdende modstand i den offentlige debat. Men vi må aldrig lade nogle tossede imamer på TV få os til at løbe baglæns på vores demokratiske værdier, herunder ytrings- og forsamlingsfrihed. Der er simpelthen for meget at miste. For os selv.

Vi undergraver vores levende demokrati, hvis det skal til at være forbudt at være imod den måde, som vores samfund er indrettet på. Det var en styrke for vores samfund, at vi under Den Kolde Krig tillod, at kommunister kunne være fortalere for en omstyrtelse af staten. Vi tog kampen mod dem i den åbne, offentlige debat. Havde vi i stedet forbudt deres holdninger, ville flere have set det som et alibi til at markere sig voldeligt, fordi de ikke havde lov på andre måder.

Vores reaktion skal være den samme i dag. Enhver indskrænkning i ytrings- og trosfriheden vil medvirke til en ny og farligere selvforståelse i ekstreme miljøer, nemlig at man har været udsat for en uretfærdig behandling. Det er lige netop det, der skal til, for at medlemmerne bevæger sig mod en afgrund af ulovligheder, mod farligere og alvorligere sager. Et nyt forsøg i den retning er ganske enkelt kontraproduktivt i forhold til antiradikalisering og terrorbekæmpelse. Vi skal ikke levere muligheden for et sådant retorisk martyrium til de ekstreme imamer. Vi skal ikke forbyde deres holdninger og så tro, at vi derved fjerner dem. Det gør vi ikke. Vi flytter dem bare ind i mørket, hvor de både bliver farligere og sværere at bekæmpe.

Men hvad skal vi så gøre? Hvad er det, der virker?

For det første skal vi bruge alle de redskaber, loven allerede giver os, over for hadprædikanter af enhver slags. Det er allerede forbudt at opfordre til vold og had. Det er allerede forbudt at hylde, opfordre og hverve til terror. Det er allerede forbudt at true andre og at krænke kvinder og børns rettigheder.

Der er på få, men væsentlige punkter sat rammer om ytringsfriheden, og de rammer skal håndhæves i alle dele af det danske samfund.

For det andet skal vi styrke den forebyggende indsats. Den såkaldte Aarhus-model skal udbredes. Her arbejder politi og sociale myndigheder tæt sammen om at forebygge radikalisering, og her kan både forældre og unge få hjælp, når en ung er i fare for radikalisering.

Der skal være lettere adgang til hjælp både i form af exit-indsatser og hotline. Alle kommuner bør have en strategi for, hvordan de modarbejder radikalisering. Også i folkeskolen og i de fritidstilbud, der omgiver de unge, skal vi sikre, at fagpersoner er klædt på til at styrke de unges forståelse for grundlæggende, demokratiske værdier – også selv om disse møder modstand andre steder, hvor de unge færdes. Det er værd at bruge ressourcer på, for det virker.

For det tredje skal vi have en stærk og levende offentlig debat, hvor skellet går mellem holdninger og ikke mellem befolkningsgrupper. Det burde ikke være nødvendigt at sige, men det er det desværre. For det sker hele tiden, at muslimer eller indvandrere skæres over én kam. Især på Christiansborg, hvor nogle partier tror, at der er lette point at hente ved det. Det er ikke bare forkert at gøre, det er også uklogt.

Hvis vi vil marginalisering og radikalisering til livs, skal vi vise, at Danmark er et samfund, hvor mennesker bedømmes på deres holdninger og handlinger fremfor på deres tro, påklædning eller oprindelse. Derigennem går vejen til, at alle vi, der tror på demokrati, frihed og frisind, kan stå sammen mod dem, som ikke gør. Her har danskere med anden etnisk baggrund en særlig vigtig rolle at spille som brobyggere til de miljøer, som de ekstreme imamer forsøger at appellere til.

I de seneste år er et nyt lag af meningsdannere med anden etnisk baggrund end dansk vokset frem. De er dedikerede tilhængere af danske og demokratiske værdier og har i flere tilfælde selv kæmpet mod konservative normer i de miljøer, hvor de er vokset op.

De fortjener al den støtte og anerkendelse, de kan få. For nogle af dem har det været en hård kamp, og der er stadig unge i indvandrermiljøerne, som kæmper for at bryde fri af social kontrol.

De må ikke stå alene. Vi har alle et ansvar for at støtte dem og stå sammen med dem. Men også et ansvar for at lytte til nuancerne i deres historier. De har forskellige oplevelser og forskellige holdninger. De stemmer ikke det samme, og de vil ikke spændes for nogen vogn. Sådan skal det være! Nu gælder det bare om, at vi gør fælles front.

I vores iver efter at bekæmpe radikalisering skal vi undgå at gå radikaliseringens ærinde. Nogle få og marginaliserede islamister skal ikke tildeles så stor en styrke, at de kan underminere oplysningstidens humanistiske kulturarv.

De demokratiske grundværdier er gode nok, som de er. Snarere skal vi se det som vores pligt at bruge dem til aldrig at give de ekstreme holdninger fred. De skal møde vores modstand hele tiden – gennem debat, gennem forebyggelse og gennem de redskaber, som loven allerede giver os. Det kan vi godt, især hvis vi gør det sammen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.