Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Demokrati er ikke mere en selvfølgelighed

Den tid er forbi, hvor skolen kan undervise i demokrati uden at risikere at støde nogen. Mentalt og ideologisk set er vores demokrati mere udfordret i øjeblikket, end det har været siden den nazistiske besættelse i 1940erne. Skolen er nødt til at tage fat på den demokratiske opdragelse.

De senere års store indvandring og vores deltagelse i krige mod religiøs terror og tyranner i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien har lært os, at demokrati hverken gror let frem som politisk system, eller som idé hos mennesker, som har fået indpodet andre systemer. Vi har måttet indse, at demokrati ikke mere er den selvfølgelighed, som det var for få år siden. Midt i demokratiet Danmark fravælges den demokratiske styreform dagligt i sejlivede parallelsamfund med dårligt integrerede indvandrere fra andre systemer. Trods årtiers intensivt integrationsarbejde.

Mentalt og ideologisk set er vores demokrati derfor mere udfordret i øjeblikket, end det har været siden den nazistiske besættelse i 1940erne.

Demokrati bygger som bekendt officielt på nogle værdier og opfattelser, bl.a. forenings-, forsamlings- og ytringsfrihed, privat ejendomsret og ligestilling mellem kønnene. Også statsmagtens tredeling i besluttende (Folketinget), udøvende (ministerier med styrelser, regioner og kommuner) og dømmende magt (domstole) er grundliggende.

Disse frihedsrettigheder og regler om magtens deling sikrer os demokratiske borgere en stor grad af frihed til at indrette vores liv efter egne valg. Men det medfører også, at demokratiet på overfladen fremtræder mere kaotisk end f.eks. det kommunistiske étpartisystem, man har i Kina, og det muslimske sharia-styre, man har i Saudi-Arabien. I modsætning til demokratiets magthavere, som ustandseligt løber spidsrod i frie medier, så kan ledere i diktaturer, étpartisystemer og præstestyrer sole sig i mediernes beundring. Når et politisk systems medier hele tiden bekræfter den politiske elites selvopfattelse og ideologi, så tegnes et roligt, stabilt og harmonisk billede. Når et politisk systems medier hele tiden konkurrerer frit om at kritisere magthaverne på deres ømmeste punkter, så tegnes et uroligt, skiftende og kaotisk billede.

I politik betyder borgernes bevidsthed næsten alt. For intet politisk system kan overleve alene ved, at statsmagten udøver fysisk magt over befolkningen. Ingen befolkning kan fysisk kontrolleres 100 pct. End ikke af den mest tyranniske, terroristiske diktator. Derfor afhænger systemets styrke og overlevelse af, i hvor høj grad magthaverne får mental kontrol over borgerne, dvs. får borgerne til at synes, at landets ledelse er troværdig og kompetent. Her er topstyring af medierne et vigtigt middel. Og langt de fleste mennesker i sådanne topstyrede systemer vil gennem selvcensur underkaste sig propagandaen, fordi de foretrækker en fredelig hverdag fremfor en livsfarlig kamp mod systemet.

Topstyret indoktrinering er umuligt i demokratiet. Det følger af demokratiets frihedsprincipper, som jo også gælder for medieorganisationer. Derfor skabes den nødvendige mentale opbakning til demokratiet på andre måder: I familiens opdragelse, i skolen og gennem deltagelse i demokratiets festligheder og ritualer som folketingsvalg, mærkedage og historiske jubilæer. Og ved at følge med i og måske indgå aktivt i det politiske livs stridigheder og bidrage til debatten.

På denne måde sikres her i landet og i andre demokratier en meget stor opbakning til det demokratiske system, og dermed også et særdeles velfungerende, tillidsfuldt og ukorrupt samfund. Disse kvaliteter opnås kun i systemer, som mentalt bakkes fuldt op af borgerne. Der er i Danmark og i andre ægte demokratier en udbredt, stærk opfattelse af, at demokratiet er det bedste system at leve i.

Det har naturligt ført til den holdning, at andre systemer er mindre udviklet, og at borgerne i disse lande bare venter på at blive befriet fra deres tyranner, étparti-kommissærer eller præster, således at demokratiet kan gro frem.

Her er det så, at vi gennem vores deltagelse i krige mod religiøs terror og tyranner har lært, at demokrati overhovedet ikke er den styreform, som hele verden sidder på spring for at overtage. I magttomrummet efter en væltet tyran eller en nedkæmpet terroristbevægelse opstår typisk nye små tyranner og mindst én ny terroristbevægelse. Det skal selvfølgelig ikke få os til at opgive at udbrede demokratiet. Men det kan ikke ske med samme blåøjede optimisme som for bare få år siden. Vores argument for at gå i krig i dag er ikke, at vi skal ud og indføre demokrati, men at alternativet – at holde os ude – ville være endnu mere uværdigt og farligt i længden.

Disse voksende udenrigs- og indenrigspolitiske, mentale udfordringer gør det ekstra nødvendigt for os at opgradere den demokratiske opdragelse her i landet. Den opfattelse holder ikke mere, at demokratiet er så indlysende rigtigt, at ethvert skolebarn af sig selv vil indse demokratiets fortræffeligheder efter en årrække i en dansk folkeskole. Da demokratiet ikke mere er en selvfølgelighed, skal elever og befolkning klædes ordentligt på med argumenter for demokratiet. Og det skal være argumenter, som ikke ignorerer eller idylliserer demokratiets sårbare punkter, som det er så let for nytilkomne at få øje på, hvis de er opflasket i et andet system med topstyrede medier, som har indoktrineret dem til at tro på en stor åndelig eller fysisk leder som altings løsning bag det demokratiske kaos. Alle skal klædes på med effektive argumenter for demokratiet mod den kritik af de allermest sårbare træk, som demokratiets modstandere bruger mod det. I stedet for at måbe over kritikken mod demokratiet og lade os tage med bukserne nede, skal vi møde kritikken velforberedt. Og gå velrustet til modangreb.

Konkret betyder det bl.a., at vi i folkeskolens øverste klasser er nødt til at få alle eleverne til at fatte, at stærk religiøs tro parret med en stærk missionsk holdning, der indebærer, at man synes at en bestemt religions præster bør styre et land, ikke duer i et demokrati. Religion er udmærket i et demokrati, men kun som en fritidshobby.

Og man er nødt til i skolen ikke kun at undervise i, at Hitlers nazi-diktatur og Stalins og Maos étpartistystemer var rædselsfulde. Man er nødt til også at undervise i, at præstestyrer er forfærdelige. Og gøre det så deltaljeret, at eleverne kan argumentere effektivt mod enhver præstestyretilhænger på deres vej. Vi er i dagens danske demokrati internt truet langt mere af mennesker, der er indoktrineret af topstyrede medier i religiøst prægede politiske systemer, end af nazister og kommunister. Ikke truet fysisk (bortset fra få terrorgalninge), men mentalt.

Skolen er også nødt til at konkretisere bedre, hvordan demokratiets mekanismer sikrer individet mod overgreb. Demokrati handler grundlæggende om at begrænse uformelle netværks hærgen ved at styrke de officielle mekanismer: love og politiets voldsmonopol. Utallige eksempler de senere år har lært os, at den stærkeste argumentation i offentligheden ikke er sproglig, men udføres med målrettet, disciplineret vold. Eksempler: terror, som medfører selvcensur og tåkrummende bortforklaringer, parallelsamfund, som ikke informerer politi (og ikke bruger domstolene), men som selv sørger for voldsbaseret justits. Demokrati handler derfor først og fremmest om at begrænse uformelle netværks brug af vold, hjernevask og indoktrinering.

Når demokratiet ikke længere er en selvfølgelighed, så er det nødvendigt at undervise i demokrati ved at tage kontant fat om eksplosive emner som præstestyrers udemokratiske elendighed og uformelle netværks hærgen i religion og parallelsamfund. Det går ikke længere at undervise på en præmis om, at demokratiet er så indlysende bedre en samfundsform, at enhver normalt begavet elev automatisk vil indse det uden en mere håndfast påvirkning fra undervisningen. Og uden at blive udstyret med redskaber, der billedligt talt kan bukke begge ender sammen på enhver, der sværmer det mindste for præstestyret. Den tid er forbi, hvor der kan undervises i demokrati uden at risikere at støde nogen.

Kronikken bygger på Klaus Kjøllers bog »Demokrati – mindst ringe, men mest udsat«, som udkommer 5. juni.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.